FLYTGTNINGETEMA // INTERVIEW – I 2019 udgav Daniel Rye sin bog om mr. Mkundiza og dennes familie i Malawi, om familiens kamp for at overleve under de stedse klimaforandringer, som især afrikanske lande er hårdt ramt af. Daniel Ryes ønske med bogen var at vise mr. Mkundizas kamp for at overleve ved hjælp af omstilling og tilpasning under de givne omstændigheder. Denne samtale er en opfølgning på bogens budskab om, at vi skal tænke i tilpasningsmodeller og omstilling, hvis vi skal kunne vende klimakrisen. Og ifølge Daniel Rye er der allerede en kæmpe omstilling på vej, en ny tankegang og en vilje til at investere i bæredygtighed.
Din bog fra 2019 ”Mens vi venter” omhandler mr. Mkundiza i landsbyen Kakoma i Malawi, og hans kamp for at overleve. I bogen følger man mr. Mkundiza, hans familie i deres hverdag og i deres kamp for at overleve under klimaforandringerne. Du fortalte dengang, at du håbede at overskuddet fra salget af din bog, ville kunne være nok til at købe en vandpumpe til mr. Mkundiza og landsbyen. Hvad er status i dag? Fik mr. Mkundiza sin vandpumpe? Hvorledes overlever familien i dag?
Min bog var et forsøg at lave et billede på, hvorledes folk i hans situation forsøger at håndtere udfordringerne med klimaforandringer. Vandpumpen var måske mere et nyskabende projekt, jeg kørte efterfølgende, fordi jeg følte, de gav mig en kæmpestor gave ved at lukke mig ind i deres liv og samfund.
Og jeg ville prøve at følge den rejse med det her projekt med vandpumpen. Men så blev hele verden jo ramt af corona, og jeg kunne ikke rejse ned til dem. Og de er om nogen berørt af corona og endnu dårligere stillet end os andre. Så derfor valgte jeg at lægge denne del af projektet til side, indtil jeg selv er vaccineret og kan tage derned og hjælpe.
Pengene er der, men det er blot et spørgsmål om tid, før jeg kan tage derned og følge landsbyen. Men det handler ikke om blot at sende pengene afsted, det ville være alt for nemt blot at sende pengene derned. Det er vigtigt, at mr. Mkundiza har ejerskab over processen. Det her handler om hvorvidt klimatilpasningsmidler hjælper. Der er en stor skepsis overfor dette koncept i Vesten.
Derfor vil jeg følge og dokumentere processen selv. Se det med egne øjne. Jeg har været i kontakt med Mr. Mkundiza undervejs, og der er ingen tvivl om, at de har brug for vandpumpen. Vejret er jo ikke blevet stabiliseret overhovedet, siden bogen udkom.
Jeg plejer at sige, at klimaforandringer er som en langsom drage, der bevæger sig, som vi først forstår, når vi ser en skovbrand eller en oversvømmelse
For mig er mr. Mkundiza blevet et symbol på den fremtidige klimaflygtning. I fremtiden bliver det det, vi alle kommer til at tale om. Vi ser allerede nu, hvorledes folk flygter allerede på grund af klimaet. FN’s nylige klimarapport var jo dybt deprimerende læsning. Bogen var ligesom mit fundament for at følge mr. Mkundizas liv og hans børns verden og deres færden videre i deres liv. Jeg tror, børnene bliver nødt til at forlade landsbyen på et tidspunkt. Måske rejse til nabolandene for at arbejde, og sende penge hjem. Jeg vil gerne besøge dem igen, jeg vil se dem med egne øjne, følge familien, og se hvorledes de yngste børn i familien udvikler sig.
Jeg plejer at sige, at klimaforandringer er som en langsom drage, der bevæger sig, som vi først forstår, når vi ser en skovbrand eller en oversvømmelse. Der skal ligesom være en konkret katastrofe, før vi kan forholde os til det, før vi kan se det med egne øjne. Men hvis du ser på oversvømmelserne i Tyskland – folk flytter jo ikke straks til en anden del af landet, fordi deres by er blevet oversvømmet. De bliver, redder, hvad der reddes kan og bygger op igen, starter forfra. Man bliver jo og kæmper, man flytter først til allersidst, når der ikke længere er håb.
Over en milliard klimaflygtninge
Verdensbanken siger i sin nylige rapport, at i omkring 2050 vil der være 143 millioner mennesker på flugt.
De rapporter, der kommer, er baseret på tidligere rapporter, og de nye tal bliver værre og værre. 143 millioner er et meget optimistisk tal og konservativt sat.
Det siger mig, at vi bliver nødt til at se på det her på nye måder. Hvis man taler med de mere aktivistiske grupper – som Den grønne studenterbevægelse – de korser sig over de her tal; de siger, at der snarere er tale om 1 milliard mennesker, der vil være på klimaflugt. Jeg tror, det grundlæggende er mere vigtigt at forstå, at de her tal er optimistiske og konservative. Jeg tror at tallene er meget værre. Vejret går jo desværre i den forkerte vej.
Hvis du ser på oversvømmelserne i Tyskland, folk flytter jo ikke straks til en anden del af landet, fordi deres by er blevet oversvømmet. De bliver, redder, hvad der kan reddes, og bygger op igen, starter forfra. Man bliver jo og kæmper, man flytter først til allersidst, når der ikke længere er håb
Uanset om det er 143 eller 1 milliard, er det jo stadig et rædselsscenarie.
Fuldstændig korrekt, og derfor bliver vi nødt til at tale om det her.
Danmark ligger som et af de bedste steder i verden, fordi vi vil kunne omstille os. Det vil kunne skabe vækst for os. Men det vil omvendt skabe ørkentilstande i Afrika, og så vil det skabe migrantstrømme. Det er den store globale udfordring: hvordan kan vi sørge for, at de her mennesker kan kæmpe for at bevare deres miljø og natur.
Vi kæmper jo for at bevare Amazonas og regnskoven. I et sted som Malawi er det livsvigtigt at få plantet træer, så træerne kan suge regnen til sig for at undgå masseoversvømmelser. Det er jo en kæmpe, vigtig investering, som vi kan lave for at hjælpe dem, men lige så meget for at sikre os selv, så vi ikke ender med at skulle lukke vores grænser af.
Det er jo for at undgå at komme i denne her onde cirkel. Allerede nu er man i gang med at lave et kæmpe projekt med at plante træer, The Great Green Wall – hvor man forsøger at plante træer hele vejen på tværs af Afrika, 8000 km – det skaber en helvedes masse arbejde, samarbejde, og det prøver at forhindre massemigrationen – som vil skulle hindre en massiv massemigration på over 3 milliarder. Derfor er klimatilpasning ganske enkelt så vigtigt at forstå.
Taleban og kunsten at lukrere på fattige mennesker
De 3 lande, der har det højeste antal internt fordrevne mennesker pga. klimaforandringer, er: Afghanistan, Indien og Pakistan. Nu er Afghanistan igen under Talebans kontrol. Hvad vil det betyde for den nuværende klimakrise?
Afghanistan er et land, der i høj grad er ramt af klimakrisen. De har tørke og derfor er opium en dyrkning, der er mulig for bønder. Hvis Taleban forbyder opiumdyrkning, presser de bønderne yderligere. Der er ingen tvivl om, at befolkningen i Afghanistan er bange. Som vi så, den amerikansk oplærte afghanske hær valgte ikke at ville dø for den kamp. De smed våbnene og tog hjem. I stedet for den langsigtede løsning – at kæmpe imod Taleban – tog de den kortsigtede løsning, gav op og tog hjem til deres familie.
Du er blandt andet i din bog inde på, hvorledes organisationer som Taleban i Afghanistan, Boko Haram og Al-Shahaab i Sahel-bæltet formår at lukrere på fattige mennesker og udnytte dem til at få dem ind i deres bevægelser.
Lige præcis. Når Taleban for eksempel erklærer opiumdyrkning forbudt, tager de levebrødet væk fra en stor gruppe af landmænd, som derved mister hele deres indtægt. En måde at hverve folk til Taleban er blandt andet at få disse familiers sønner ind i bevægelsen, for at sikre familiens overlevelse. Det er jo netop bevægelser som Taleban, der lukrerer på fattige mennesker, fordi de ikke kan skabe indtægter for sig selv.
Det er svært at skabe vækst, arbejdspladser og et fundament i så skrøbelige stater som Afghanistan. Det er en ond spiral igen, som jeg vender tilbage til. For det er så sindssygt trist at se det hele kollapse. F.eks. har vi brugt mange kræfter på at få kvinder og piger tilbage til skole og studier i Afghanistan. Men det er ikke nok, at man bare åbner skoler. Man skal tænke helhedsorienteret. For de skal jo også have noget at spise, mens de går i skole. De skal jo også have en madpakke med, så de kan passe deres skolegang.
Det samme sker i Malawi. Der kommer børn i skole, men familier bliver nødt til at trække dem ud af skolen, for at de skal kunne hjælpe til i marken for at kunne sikre familien et overlevelsesgrundlag. Når hjælpeorganisationer så sørger for mad i skolen til børnene, så kan man lade børnene fortsætte deres skolegang. Det er en helhedsorienteret tilgang, der er nødvendig for at skabe disse vækstmuligheder. Den store udfordring er, at man skal sikre deres mulighed for vækst i deres egne ressourcer og deres privatøkonomi.
Den grønne omstilling kommer til at revolutionere verden, vi skal være med til at løfte disse her generationer, så de alle kan være ressourcestærke
Vi var tidligere inde på, at mr. Mkundizas børn måske på sigt bliver nødt til at emigrere og sende penge hjem. I forhold til overførsel af penge til hjemlandet er der jo tale om enorme summer – IMO siger, at vi skal sikre bedre muligheder for at immigranter kan sende penge hjem til deres hjemlande?
Politisk er det måske et problem for nogle, at så store summer forsvinder fra vores eget lands BNP og de reserver, vi forsøger at bygge op. Derfor er der en udfordring i at skabe en forståelse for, hvad løsningen i stedet er.
Det er helt klart en fantastisk mulighed for disse mennesker at være med til at bygge deres eget land op ved at arbejde i udlandet, men det kræver en forståelse for den langsigtede løsning for immigrantlandet. Men den store udfordring ligger i, hvorledes man som værtsland kan anskue det her. Som det er nu, vil vi jo hellere sende penge til Tyrkiet, for at de skal tage sig af flygtningeproblemet. Vi passer på det, vi selv har, og dermed kommer vi igen til den dårlige spiral.
Det bedste vi kan gøre lige nu, er den gode langsigtede løsning. Det er nok grundlæggende det, jeg forsøger at kæmpe for, nemlig at vise de langsigtede løsninger – og det er mit projekt med mr. Mkundizas og hans vandpumpe.
Foto: Flygtninge ankommer til Malawi Lake, Malawi, Wikimedia Commons
Man kan vel sige, at netop et så rigt og velfungerende land som Danmark burde trække læsset, men sådan er stemningen slet ikke i disse år.
Præcis, men det er nok fordi, vi netop føler os pressede og føler os truede, og at vi derfor lukker os om selv.
Hvis vi kigger på en organisation som Black Lives Matter (BLM); den er heller ikke en trussel mod hvides liv, de vil bare godt have samme rettigheder som os andre. Det er jo i virkeligheden blot et spørgsmål om at dele samme kage. Det er meget interessant at se, at vi ikke nødvendigvis mister noget, vi skal i stedet lære at tænke bæredygtighed ind i vores tankegang. Det er en fantastisk vigtig journalistisk opgave at udbrede det budskab.
Det er derfor, jeg har valgt at bruge netop mr. Mkundiza som eksempel, fordi han er entreprenant, han forsøger at lave løsninger, at have ejerskab over sin situation, og det er vigtigt at vise. Men det er bare ikke så spændende at høre om. Folk vil hellere høre om kidnapningshistorier (Daniel Rye var gidsel hos Islamisk Stat i 13 måneder i 2013, red.) fremfor at høre om langsigtede klimatilpasningsløsninger.
Vi må ikke miste modet – der er en kæmpe omstilling i gang
Det er jo grundlæggende sørgeligt at se, at løsningerne sådan set er tilgængelige, men at vi ødelægger det for os selv, fordi vi er så fokuserede på de kortsigtede løsninger.
Det behøver ikke at være så pessimistisk. Jeg har lige hørt et P1-program med netop en tung investor, der fortalte om det fantastiske i at investere i bæredygtighed. Det er jo i sig selv fantastisk, at en så tung investor og stor kanon i erhvervslivet kan se, hvor godt og vigtigt det er med bæredygtighed.
Så man må ikke miste modet, man skal jo også holde for øje, at der er en kæmpe omstilling i gang, og en vilje til at ville bæredygtighed. Det er vigtigt ikke at miste modet, men holde det positive for øje. Det er svært, men også sindssygt udfordrende, men den unge generation er jo indstillet på at ville ud og hjælpe verden. Den grønne omstilling kommer til at revolutionere verden, vi skal være med til at løfte disse her generationer, så de alle kan være ressourcestærke.
Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og Mellemøsten samt cand.mag i Mellemøststudier med speciale i Saudi-Arabien. Yasmin har i en årrække arbejdet med asylret og flygtningeforhold, primært med flygtningestrømme fra Mellemøsten, ligesom hun har samarbejdet med UNHCR med såkaldte kvoteflygtninge fra blandt andet Irak, Iran og Syrien. Hun har tillige været projektleder på en lang række kapacitetsopbyggende EU-projekter i de tidligere tiltrædelseslande til EU, herunder Rumænien, Polen og Baltikum. Hun har endvidere været projektleder for to større kapacitetsopbyggende EU-projekter i Tyrkiet i forbindelse med tiltrædelsesprocessen mellem Tyrkiet og EU. Endelig har Yasmin arbejdet som blogger for Børsen, hvor hun har skrevet om dansk udlændingepolitik og dansk udenrigspolitik i forhold til Mellemøsten. Hun er stifter af Global Migration and Politics, gmpc.dk med analyse- og rådgivningsarbejde indenfor mellemøstlige forhold, herunder flygtningeforhold, migrationsstrømme, regional politiske forhold og policy making.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
Indsigt baseret på selvstændig research
Dagens tophistorier fra POV International
I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
