Myte og mand, frihedshelt og landsfader – eller tyran og diktator? Cubas leder gennem næsten 50 år og Latinamerikas største revolutionære i det 20. århundrede efterlader et politisk og moralsk tomrum. Men magten er sikret
Så kom dagen, eksilcubanerne i Miami har ventet på i 57 år: Lederen af den revolution, der væltede Fulgencio Batistas blodige diktatur i 1959 og vendte op og ned på Cubas sociale, økonomiske og politiske dagsorden, er død.
På direkte tv fortalte en synligt berørt lillebror Raúl Castro, at Fidel Castro Ruz døde kl. 22.29 lokal tid fredag 25. november.
Millioner af cubanere er oprigtigt i chok, som når et nært familiemedlem dør. Og i Miami rykkede eksilcubanerne i tusindtal ud i gaderne og holdt fest – symbolet på deres flugt fra fædrelandet er endelig væk.
Intet vil være som før – og alligevel vil alt fortsætte som hidtil.
For gennem Fidel Castros ti år lange sygdom har kommunistpartiet og militæret i Cuba sikret sig, at de sidder sikkert på både den politiske og økonomiske magt i landet. Og hvis Kinas kommunistparti kunne klare sig efter Mao Ze Dongs død, og Vietnams overlevede Ho Chi Minh, kan Cubas også overleve Castro.
Over 70 procent af cubanerne er født efter 1959, og de kender kun til et liv med Fidel, på godt og ondt. Selv efter sygdom tvang ham til at trække sig tilbage, har han været et pejlemærke i både latinamerikansk og cubansk politik – og hans uformelle magt har været enorm.
Han tugtede dig, men han elskede dig også. Og beskyttede dig og din familie mod ydre fjender
Som Ché Guevaras livvagt Juan Alberto Castellanos sagde til mig, få måneder efter Fidel Castro i august 2006 blev opereret for en tarmsygdom og – midlertidigt, som det hed – overlod magten til sin bror Raúl:
”Fidel vil altid være vores øverstkommanderende – selv når han er død. For han har holdt det mest magtfulde imperium i historien i skak gennem et halvt århundrede. USA ved ikke, hvad de skal stille op.”
Og netop den nationale selvstændighed og forholdet til USA er kernen i at forstå, hvorfor Fidel kunne tage magten og beholde den. Hvorfor cubanerne levede med rationerede fødevarer, bureaukrati og forfølgelse af politiske modstandere. Hvorfor de nu føler sig forladte og ubeskyttede, som når en patriark i familien dør. Han tugtede dig, men han elskede dig også. Og beskyttede dig og din familie mod ydre fjender.
Retfærdighed, social indignation og egenrådighed
Fidel Castro Ruz blev født på den fædrene gård i Biran i det østlige Cuba. Her havde hans far, Angel Castro, opbygget en hel landsby med hundredevis af ansatte på grundlag af en stor sukkerplantage.
Angel Castro var udvandret fra Galicien i det nordvestlige Spanien i begyndelsen af 1900-tallet. Han havde været spansk soldat i Cuba under cubanernes uafhængighedskrig 1896-98, der endte med en USA-intervention og fem år under Washington DC’s styre.
Angel Castro kom til Cuba som fattig landarbejder, men med stædighed og hårdt arbejde sparede han sammen og opkøbte hektar efter hektar af den frugtbare jord i Biran. Rigdommen blev forvaltet med stor nøjsomhed – den gamle Castro dyrkede ikke den ødselhed, som andre godsejere på egnen pralende udstillede for omverdenen.
Fidel Castros mor insisterede på, at børnene fik en uddannelse, og som små drenge blev Fidel og Raúl sendt på jesuitisk kostskole i Cubas næststørste by, Santiago de Cuba.
Jesuitternes asketiske og retfærdighedssøgende version af katolicisme prellede ikke af på drengene. Når de var hjemme på gården, tilbragte de meget fritid med børnene af de sorte landarbejdere – mange af dem flygtninge fra Haiti – og her blev frøet til Fidel Castros glødende anti-racisme sået.
Angel Castro havde besluttet, at den ældste søn Ramón skulle overtage gården, mens mellemste søn Fidel skulle uddannes til at hjælpe med administrationen.
Så Fidel tog til Havana for at læse jura og blev gift med den meget velhavende datter fra nabogodset, Mirta Díaz-Balart. Her blev han involveret i først studenterpolitik og siden partipolitik, da rygterne om den særdeles veltalende og karismatiske unge advokat nåede til landets socialliberale parti.
Intet vil være som før – og alligevel vil alt fortsætte som hidtil.
Fidel blev opstillet for partiet til et valg, der aldrig blev gennemført, fordi officer – og tidligere præsident – Fulgencio Batista tog magten ved et kup og aflyste valget.
Mod familiens ønske blev Fidel Castro i Havana, hvor han arbejdede som advokat for fattige cubanere – og derfor heller ikke selv tjente mange penge. Og til stor fortrydelse for konen Mirtas velhavende familie var han for stolt til at tage imod ”almisser”, der ellers kunne være velkomne til sønnen Fidels – ”Fidelito” – opvækst.
Fejlslagent oprør – og triumf
Batista nød opbakning fra USA, så længe han plejede USA’s økonomiske interesser. Mafiaen havde kronede dage i Havana med bordeller, kasinoer og narkosmugling.
Mens Batistas diktatur blev stadigt mere brutalt, konkluderede Fidel Castro, at den eneste vej til politisk forandring i Latinamerika var en væbnet revolution. Så 26. juli 1953 angreb to oprørsgrupper under Fidel Castros ledelse kasernerne i Santiago de Cuba og Bayamo.
Fidels tanke var at etablere en magtbase i det østlige Cuba, erobre våben fra hæren, og satse på en folkelig opstand.
Angrebet var en fiasko og blev hurtigt nedkæmpet. Ved et lykketræf – og dem har der været mange af i Fidels liv – undslap både han og Raúl hærens blodbad på den lille oprørsstyrke.
Efter få dage blev de fanget i bjergene – af en officer, der ikke fulgte Batistas ordre om at dræbe alle oprørere, men i stedet førte sine fanger til Santiago og overlod dem til en dommer.
Fidel Castro forsvarede sig selv, og afsluttede sin forsvarstale med den siden berømmede sætning: ”I kan dømme mig – men historien vil frifinde mig.”
Efter et par år i fængsel blev Batista tvunget til at give sine politiske fanger amnesti efter en blanding af folkeligt pres og pres fra USA.
Fidel og Raúl drog straks i eksil i Mexico og begyndte at organisere en ny opstand. I december 1956 gik de i land med en invasionsstyrke på 82 mand, hvoraf kun få (mellem 13 og 22 alt efter kilderne) overlevede.
Hvis han havde et sammenhængende program for Cubas fremtid, var det en hemmelighed, han kun delte med få andre
Guerrillaen opbyggede et netværk blandt de lokale bønder ved at åbne skoler og sundhedsklinikker i bjergene, skaffede våben ved angreb på mindre kaserner og begyndte propagandakrigen med radiosender og flyveblade.
Det var ikke kun militært, guerrillaen fik uventet momentum. Studenterbevægelsen og fagforeninger skabte et undergrundsnetværk, hvor forskellige oppositionsgrupper undergravede styret. Med stor politisk og militær snilde lykkedes det Fidel at fastholde sin position som leder, selv om han sad godt skjult i skiftende lejre i Sierra Maestra-bjergene.
I december 1958 rykkede guerrillastyrkerne hurtigt frem, og nytårsnat stak Batista af – med en pæn del af nationalbankens guldbeholdning.
1. januar var Fidel Castro i en alder af 33 blevet leder af Cuba – men hvad så? Hvis han havde et sammenhængende program for Cubas fremtid, var det en hemmelighed, han kun delte med få andre. Det var klart, at han ville lave en jordreform for at hjælpe de fattige jordløse bønder. Han ville udbygge sundhedsvæsenet og uddannelsessystemet, skabe større social lighed.
Men et sammenhængende ideologisk program var der ikke tale om. Lige som Fidel havde stolet på sit instinkt, sin lynhurtige intelligens og en enestående evne til at improvisere både som studenterpolitiker og guerrilla-leder, ville han egenrådigt føre sit land videre.
Atomtrussel og tøvende sovjet-alliance
Fjendskab med USA definerede revolutionen. Der var folkefest, da Fidel rykkede ind i Havana og holdt sine første taler for millioner af begejstrede cubanere på den plads, der i dag kendes som revolutionspladsen.
Men straks begyndte opgøret med diktaturets bødler og medløbere – ved folkedomstole i sportshaller kunne befolkningen angive politifolk, officerer og politikere, der havde begået overgreb mod civile. Mange blev henrettet foran pelotoner. Mafiaen blev smidt ud, hvilket førte til et cubansk pophit: ”El comandante mandó a parar” med omkvædet, ”nu er det slut med forlystelserne, kommandanten sagde stop”.
Fidel kastede sig over jordreformer, og den første landejendom, der blev nationaliseret, var farens gods – gamle Angel var for længst død og borte, men som altid var det vigtigt for Fidel at gå forrest med eget eksempel.
De velhavende godsejere begyndte at forlade Cuba sammen med industrimagnater, der også fik nationaliseret deres ejendomme. Da turen kom til amerikanske interesser – frugt- og sukkerplantager og olieindustri – opstod de første sammenstød med USA.
Nu var det for sent: Cuba var blevet afhængig af Sovjetunionen økonomisk og militært
I mellemtiden havde den sovjetiske leder Nikita Krustjov gjort kur til Fidel, der imidlertid var forbeholden. Han var bange for at miste kontrollen med revolutionen og miste fædrelandets selvstændighed.
I 1961 indførte USA en økonomisk finansiel og kommerciel embargo mod Cuba – af cubanerne kaldt blokaden. USA finansierede og trænede eksilcubanske militser, der i 1961 forsøgte at invadere landet ved Svinebugten. Med Fidel som aktiv øverstkommanderende ved Svinebugten blev invasionen slået tilbage og USA ydmyget.
Da det militære samarbejde med Sovjetunionen førte til opstilling af atombærende missiler i Cuba i 1962, blev verden bragt på randen af en tredje verdenskrig. Da Sovjetunionen besluttede at trække missilerne tilbage, følte Fidel sig forrådt af Sovjetunionen. Men nu var det for sent: Cuba var blevet afhængig af Sovjetunionen økonomisk og militært.
USA var blevet hovedfjenden – Fidel forsømte aldrig en lejlighed til at kritisere USA, og han blev den førende skikkelse inden for den alliancefri sammenslutning af tredjeverdenslande.
Sammen med sine kammerater fra guerrillakrigen ville han udbrede revolutionen til Afrika og resten af Latinamerika. Den trofaste højrehånd og overbeviste marxist, den argentinskfødte Ché Guevara, døde under det mislykkede forsøg på at eksportere revolutionen til Bolivia.
Castro havde større succes, da han hjalp det afrikanske land Angola til uafhængighed og støttede kampen mod apartheid i Sydafrika. Nelson Mandela regnede Fidel Castro som én af sine bedste venner.
Sovjets sammenbrud – den største kamp
Castro overlevede USA’s kvælende handelsembargo gennem mere end et halvt århundrede, men Gorbatjovs besøg i Havana 1990 blev enden på en æra: Den sovjetiske leder meddelte, at det var slut med den rundhåndede sovjetiske støtte. Castro stod uden mæcen for sit projekt, og mens han forberedte cubanerne på trange tider med strømafbrydelser, rationeringer og mangel på varer og mad, begyndte eksil-cubanerne at glæde sig.
Mens østeuropæiske kommunistiske regimer faldet som domino-brikker, overlevede den cubanske socialisme trods den undtagelsestilstand i fredstid, Fidel havde indført. Fidel Castros store personlige menneskelige kapital blandt cubanerne var en vigtig faktor.
Jeg har personligt oplevet at sidde med dissidenter, kunstnere ramt af cubansk berufsverbot en aften over en flaske rom ved stearinlys under de evindelige strømafbrydelser, hvor de ønskede Fidel død og borte. Dagen efter dukkede uventet Fidel op til en koncert, og blev modtaget med taktfaste råb: ”Fidel, Fidel, Fidel”.
For cubanerne var han en idealist, der ofte tog fejl, men gjorde det i den bedste mening
Min arbejdsløse digterven stemte i, og jeg sendte ham et sigende blik. Han trak på skuldrene, og sagde blot: ”Jamen… det er jo Fidel!”.
Et par dage senere: I køen på et offentligt kontor sad en skrankepave og var nærmest demonstrativt ineffektiv. En ældre dame fik nok, og råbte af bureaukraten: ”Hvis Fidel vidste det her, så ville han ordne det med det samme.”
Ved at rejse Cuba tyndt og mødes med almindelige mennesker knyttede Fidel et særligt bånd til cubanerne. Han cementerede sin position som patriarken, den gode enevældige leder. Caudilloen, der altid handlede i en større sags tjeneste. Han krævede ofre af cubanerne, men gik selv forrest. De færreste cubanere tror, at han gjorde det for egen vindings skyld. For dem var han en idealist, der ofte tog fejl, men gjorde det i den bedste mening.
Venezuela og Elian
Modstræbende måtte Fidel opgive sit ideal om, at alle cubanere skulle have lige økonomiske vilkår. I 1993-94 blev en række erhverv givet fri til små enmandsfirmaer, og familierestauranter skød op for at tage imod de turister, der pludselig var velkomne igen.
Hans største bedrift er i virkeligheden ikke at have kørt Cuba under sovjet-tiden – det er at have overlevet socialismens kollaps
Fødevaremarkeder begyndte at fungere, og langsomt var der fremgang at spore. Det store ryk kom imidlertid, da Hugo Chávez vandt præsidentvalget i Venezuela. Chávez var en stor beundrer af Fidel, og det var en smal sag for Fidel at få venezuelanske oliemillarder til at flyde til Cuba til gengæld for cubanske læger, sygeplejersker og lærere til Venezuela: Med den nye sponsor i ryggen bremsede Fidel de økonomiske reformer og kastede sig ud i en ny ideologisk krig mod USA.
Den fik særlig styrke, da en seks-årig cubansk dreng blev fundet i Florida-strædet af amerikanske fiskere. Hans mor var ved at flygte til USA, men båden kæntrede, og hun omkom. Hendes familie krævede myndighed over drengen, men Fidel gjorde det til en national kamp at få drengen genforenet med sin far i Cuba.
Også den kamp vandt Fidel. Hans største bedrift er i virkeligheden ikke at have kørt Cuba under sovjet-tiden – det er at have overlevet socialismens kollaps.
Dårligt helbred
Men helbredet indhentede ham og i 2006 måtte han midlertidigt overlade magten til sin lillebror Raúl. I 2008 blev magtoverdragelsen formel, og siden beskæftigede Fidel sig med at skrive klummer i centralkomiteens avis, Granma, hvor han kritiserede USA og imperialismen og udtrykte bekymring for klimaforandringer.
I april i år talte han på kommunistpartiets kongres, og profetisk sagde han, at det nok var sidste gang, han talte til forsamlingen. Nu er hans karakteristiske, insisterende og harmfuldt dirrende stemme forstummet. Manden, der var berømt for sine tre-fem timer lange taler – uden manuskript – er blevet tavs.
I Miami er de ikke i tvivl – det er en diktator, der er død.
I Cuba er følelserne mere blandede. De færreste har erindring om et liv uden Fidel. Nu skal de på godt og ondt vænne sit til et liv uden en af det 20. århundredes mest markante og indflydelsesrige politiske skikkelser. Og vi andre skal se, om historien vil frikende Fidel. Selv ville han helst huskes for sit slagord: ”Fædrelandet eller døden – vi vil sejre.”
Bærende foto: Fidel Castro, tre år før han måtte overdrage magten til sin bror på grund af dårligt helbred. Foto: By Photo: Antonio Milena, Wikimedia Commons
Skribenter på POV International får udelukkende den betaling, som vores læsere synes, vi er værd. Hvis du kunne lide, hvad du læste, bliver jeg glad for såvel store som små bidrag på min MobilePay: 4220 3880.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
