
NYHED // POV OVERBLIK – Danmark og omkring ni andre EU-lande forsøger sig igen med at få gennemført en af de mest kontroversielle reformer af europæisk migrationspolitik i årtier. Ifølge Politico er blandt andre Grækenland, Østrig, Frankrig, Tyskland, Nederlandene og Italien klar til at indlede samtaler med en halv snes lande uden for EU om at oprette såkaldte returcentre for migranter, der har fået afslag på asyl.
Konkret mødes repræsentanter for Europaparlamentet, ministerrådet og EU-kommissionen senere i dag for at færdiggøre teksten til returordningen, som gør det muligt blandt andet at udsende afviste asylansøgere. Desuden skal aftalen også omfatte etablering af faciliteter til behandling af asylsager uden for EU’s grænser, skriver Politico.
Udviklingen er kulminationen på en længere politisk proces, idet EU’s indenrigs- og migrationsministre allerede i december sidste år blev enige om omfattende stramninger af migrationspolitikken.
Danmark har længe har været blandt de stærkeste fortalere for modellen, og i december sagde nu fungerende migrationsminister Rasmus Stoklund til Financial Times, at de nye regler kunne bane vejen for modtagecentre uden for Europa og potentielt ændre Europas migrationspolitik markant i de kommende år.
Financial Times tilføjede, at reglerne samtidig blev ændret, så medlemslandene lettere kan frihedsberøve og udsende personer uden lovligt opholdsgrundlag. Det bliver ikke sat navn på, hvor migranter skal sendes hen, men Politico skriver at blandt andre Kasakhstan og Usbekistan er blevet nævnt.
I marts tog processen endnu et skridt fremad, da også Europa-Parlamentet stemte for et forslag, der åbner mulighed for at etablere returcentre uden for EU. Ifølge Deutsche Welle blev forslaget vedtaget med 389 stemmer mod 206, hvilket betyder, at medlemslandene har bedre muligheder for at overføre afviste asylansøgere til centre i tredjelande. Personer, der nægter at blive overført, risikerer dermed både frihedsberøvelse og indrejseforbud.
På et topmøde i Moldova for et par uger siden underskrev 46 europæiske lande en erklæring, som opfordrer Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol til i højere grad at overlade migrationsspørgsmål til de enkelte medlemsstater. Ifølge BBC fremhæver erklæringen landenes “ubestridelige suveræne ret” til at føre deres egen udlændingepolitik og nævner eksplicit muligheden for aftaler om returcentre uden for Europa som et legitimt redskab i kampen mod menneskesmugling og irregulær migration.
Ifølge erklæringen bør domstolene i mindre grad blokere udsendelser alene med henvisning til sociale forhold eller sundhedssystemer i modtagerlandene. Tilhængerne mener, at det kan gøre det lettere at gennemføre udsendelser, mens kritikere frygter, at menneskerettighedsbeskyttelsen svækkes.
Kritikken af returcentrene er omfattende. Menneskerettighedsorganisationer advarer om, at migranter risikerer at havne i juridiske gråzoner uden for EU-landene, hvor det kan være vanskeligere at sikre deres rettigheder. International Rescue Committee (IRC) har ifølge Deutche Welle advaret om, at centrene kan udvikle sig til “juridiske sorte huller”, mens Financial Times citerer Amnesty International for generelt at kritisere EU for at bevæge sig i retning af en mere restriktiv migrationspolitik.
Tidligere forsøg på lignende modeller har mødt betydelige juridiske problemer. Storbritanniens har opgivet en plan om at etablere et returcenter i Rwanda efter et nederlag ved domstolene, og Italiens aftale med Albanien om at modtage uønskede migranter er fortsat genstand for juridiske stridigheder.
Senere mandag mødes repræsentanter for Europa-Parlamentet, Ministerrådet og Europa-Kommissionen for at forsøge at færdiggøre den nye returforordning. Hvis medlemslandene når til enighed, kan de kommende måneder blive afgørende for, om EU for første gang omsætter idéen om migrantcentre uden for Europa til konkret virkelighed.
Læs Politico, BBC fra 15. maj, Deutsche Welle fra marts 2026, Financial Times fra december 2025
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og