
EU I PUTINS SKYGGE #2 // BAGGRUND – EU er af historiske grunde snarere designet til at opdage, forstå og håndtere interessekonflikter mellem EU-medlemsstaterne end værdikonflikter uden for EU. Dette præger dets valg af udenrigspolitisk strategi, skriver sociolog og seniorforsker Claus Kold. Han mener, EU er blind for eget værdigrundlag, og foreslår, at årsagerne til EU’s militarisering skal søges i samspillet mellem disse dynamikker.

Artikel 3 i Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der fastlægger Unionens mål og principper, lyder således: ”Unionsformålet er at fremme fred, dens værdier og befolkningens velfærd, bygget på frihed, demokrati, respekt for menneskerettighederne … ” osv.
Herefter følger en lang række delmål, fx at EU skal fremme økonomi, markedsøkonomi, konkurrence, frihed, ligestilling, osv.
I sit udgangspunkt formuleres altså flere af EU’s kerneprincipper om på den ene side at skabe fred, og samtidig tegnes på den anden side EU’s verdensbillede og ambition om at skabe ganske bestemte udgaver af samfund, stater og rettigheder ude i verden, der måske ikke stemmer overens med andre kulturers, religioners og politiske ideologiers dybeste værdier og den måde, de ønsker disse værdier udfoldet i en praktisk hverdag.
EU-traktaten og Nato-pagten er begge stort set kopier af FN-pagten. Man kunne forvente, at dette ville resultere i, at EU’s sikkerhedspolitiske strategi ville bære præg af dette slægtskab, og at strategien havde retning mod åbenhed, forhandling, mægling og fred – det er jo trods alt EU’s grundlæggende mål.
I dag ser EU ud i en verden, der vender tilbage til værdibaserede konflikter og nye krige
Men snarere end at styrke alle kapaciteter og muligheder for at skabe sikkerhed for Europas befolkninger ser EU’s politiske ledelse ud til at gå imod EU’s eget erklærede formål og udelukkende at ville styrke den militære oprustning voldsomt. Det gør den gennem en konkret oprustning med våben, der hører til i et verdensbillede bestående af interessekonflikter og symmetriske krige.
EU’s vægtning af interessekonfliktens symmetriske krige over værdikonfliktens asymmetriske ”nye krige” bliver især tydelig i EU’s forskelligartede reaktioner i forhold til den symmetriske krig mellem Rusland og Ukraine og den asymmetriske nye krig i Gaza mellem Hamas og Israel.
Man kan spørge, om den valgte strategi vil kunne placere EU som en fredens stormagt, der kan løse verdens igangværende konflikter og skabe udvikling og fred? For i dag ser EU ud i en verden, der vender tilbage til værdibaserede konflikter og nye krige.
EU’s opgaver: asymmetri og befolkningsvækst
EU har fokus på krigen mellem Rusland og Ukraine, men antallet af mellemstatslige krige er ifølge PRIO (Peace Research Institute Oslo) globalt faldende, hvorimod intrastatslige konflikter er stigende.
Dette ses som et resultat af, at de symmetriske stat-stat-konflikter ændrer sig til at være asymmetriske sociale konflikter, nye krige.

Verden globaliseres med stigende fart, verdensbefolkningen vokser, og byerne vokser så hastigt, at deres infrastrukturer ikke kan følge med.
Byvæksten kan årsagsforklares i hhv. push- og pull-faktorer. I byer med lav vold som Singapore er det pull-faktorer, som gør sig gældende, og som medfører, at folk tiltrækkes af byens tilbud. I byer som Dar es Salaam og Nairobi er det push-faktorer, der udefra skubber mennesker ind i byerne. De drives ind af konflikter om land, religion, økonomi, uddannelse, politik og etnicitet. I byer, som er domineret af push-faktorer, er der en tendens til, at de landlige konflikter skubbes med ind i byerne.
Som konfliktforebyggelse peger CIA på uddannelse, bekæmpelse af social ulighed og ressourceproblemer i form af rent drikkevand og luft
Som en del af denne udvikling passerede menneskeheden i 2007 et markant punkt, idet et flertal af jordens indbyggere nu for første gang boede i byer. En stadig voksende del af verdens befolkning vil herefter bo i megabyer, som er byer med helt op til 75 mio. indbyggere.
Der findes intet fortilfælde i menneskets historie, hvor en bybefolkning af den størrelse har skullet bespises, huses, arbejde og transporteres i så tætbefolkede områder og på så stramme økonomiske og miljømæssige vilkår. I 1950 var det kun 18 % af ulandenes samlede befolkning, der boede i byer. I 2015 var det 60 %. Desuden var befolkningerne i disse megabyer i 2015 meget yngre end resten af verdens befolkning.
I de kommende år vil de 15-30-årige udgøre helt op mod 30 % af befolkningen, og det er bl.a. det, der gør denne udvikling så sprængfarlig, at både CIA og National Intelligence Council kigger på antal mennesker og megabyer og peger på, at de både rummer et enormt vækstpotentiale og et voldsomt konfliktpotentiale.
Gazas udvikling afspejler aspekter af denne udvikling. Som konfliktforebyggelse over for disse konflikter, peger CIA på uddannelse, bekæmpelse af social ulighed og ressourceproblemer i form af rent drikkevand og luft – altså ikke oprustning og flere våben.
Nye konflikttyper – nye krige
Til forskel fra værdikonflikter består interessekonflikter af fx territoriale konflikter mellem stater over territorium, ressourcer eller grænser, om fremtidige økonomiske ressourcer, handel, magt og indflydelse.
De nye krige opstår på grund af dybe kulturelle, religiøse eller ideologiske forskelle mellem grupper, samfund eller stater, fx konflikter mellem vestlige og ikke-vestlige samfund eller mellem forskellige etniske grupper. De nye krige er udtryk for dybe værdikonflikter.
Krigenes konkrete karakter har gennemgået en radikal forandring siden 1990’erne. Det er især udviklingen af nye krige, som falder i øjnene, for i de nye krige har volden løsrevet sig fra staten og målrettetheden i de symmetriske krige.
Det var i 1990’erne, at det nye krigsmønster af eksperter blev beskrevet som en udvikling af krige af en ny slags. Den britiske forsker Mary Kaldor kaldte sine observationer for ”nye krige”, og hun beskrev dem som karakteriserede ved ikke længere at udtrykke en stats udenrigspolitiske interesser, men snarere en konsolidering af nye former for magt baseret på etnisk eller religiøs ensartethed.
De udtrykker ikke længere kamp for universelle principper som demokrati, fascisme eller socialisme, men er baseret på lokal- eller stammeidentitet; de hviler ikke længere på værnepligt og appellerer ikke til patriotisme, men hviler på frygt, korruption, religion og magi. De fører ikke længere organiserede kampagner med afgrænsede frontlinjer, baser og tunge våben, men består af tropper, som er spredt, og som involverer paramilitære og kriminelle grupper, børnesoldater, lette våben, voldelige overgreb, hungersnød, voldtægt og belejring. De bliver ikke længere finansieret af skatter, men af en parallel økonomi, herunder eksport af ædle metaller, smugling af stoffer, kriminalitet og plyndringer.
Det, vi ser i Gaza, er ikke en interessekonflikt, hvor volden har form af klassisk symmetrisk krig, men er dybest set en værdikonflikt, hvor volden får form af ”ny krig” i et stærkt asymmetrisk styrkeforhold
I de nye krige sløres grænserne mellem magtanvendelse, religion, identitet og livsform. De ser derfor ud til i mange aspekter at vende tilbage til religionskrigenes værdibaserede begrundelser i en postmoderne form for jus ad bellum-ræson.
Det, vi ser i Gaza, er ikke en interessekonflikt, hvor volden har form af klassisk symmetrisk krig, men er dybest set en værdikonflikt, hvor volden får form af ”ny krig” i et stærkt asymmetrisk styrkeforhold.
En stat – både Israel og EU – er forpligtet på og begrænset af den lovgivning, der knytter sig til de klassiske symmetriske krige. En strategi, der bygger på interessekonfliktens vold og love om vold, kan ikke vinde en værdikonflikt, og stater, der forsøger en sådan strategi, vil synke dybere og dybere ned i krigens voldelige morads, som er uden hverken etisk og moralsk bund.

Det, vi ser i Gaza, er den fulde konsekvens af flere forudsagte udviklinger:
1. at krigen bevæger sig fra sletternes slagmarker og ind til byerne
2. at de nye krige udvisker skellet mellem militære og civile, og ikke overholder krigens love
3. at nye kampformer og teknologier vil ramme civilbefolkningerne hårdt – droner, påtvungen sult, menneskehandel, fordrivelse og flugt som våben og mediernes propaganda
4. at nye krige ser ud til at være ustoppelige, eller i hvert fald meget langtrukne, og meget svære at inddæmme geografisk
5. at konflikten i sin kerne drejer sig om noget, der ikke kan forhandles, nemlig værdier, religion, identitet, sprog og verdensbillede. Disse konflikter kan kun kommunikeres og mægles respektfuldt.
Man kan derfor undre sig over, hvorfor EU opruster til symmetrisk krig, når krigenes udvikling i verden går i retning af nye krige.
Det religiøse Europa
En forklaring kunne måske findes i, at EU stadig er præget af, at krigene i Europa, især i perioden fra det 15. til det 17. århundrede, primært var drevet af religiøse motiver.
Det var ikke kun krigen, der ændredes. Renæssancen kom samtidig med et nyt verdensbillede, der beskrev verden som materiel og som en stor maskine, der kunne beskrives kausalt af de mekaniske videnskaber. Både staten, krigen og mennesket blev herefter mekaniske størrelser. Etik, moral og bevidsthed blev henvist til vilkårlig overtro og subjektivitet.
Religionskrigene i Europa sluttede ikke samtidig og på en ensartet måde, da de forskellige konflikter havde forskellige årsager, aktører og dynamikker
Religionskrigene i Europa sluttede ikke samtidigt og på en ensartet måde, da de forskellige konflikter havde forskellige årsager, aktører og dynamikker.
Under ét var disse krige dog underlagt og reguleret af religiøse forestillinger om retfærdig krig, der blev formuleret af kirken, og som fik retslig form af jus ad bellum i forbindelse med korstogene, hvilket gjorde krigene meget svære at kontrollere og afslutte – som i dag.
Afslutningen af religionskrigene i 1648 markerede en afgørende overgang fra jus ad bellum til en anden retslig regulering af krig, nemlig jus in bello, som i hovedsagen kom til at bestå af en politisk-juridisk regulering.
Det er vigtigt at forstå, at de symmetriske krige herefter blev trinitariske, dvs. fik en skarp opdeling mellem regering, militær og civilbefolkning.
Herefter var det kun soldater, der legalt måtte deltage i kamp. Civile var forbudt al deltagelse, men skulle beskyttes af soldater og krigens love.
Det politiske Europa
Adskillelsen af religion og politik er således en af de vigtigste udviklinger, der kom ud af fredsordningerne i Europa. Den markerede et afgørende skift i opfattelsen af statsmagtens rolle i forhold til religion og etablerede princippet om, at staten ikke må favorisere eller påtvinge sine borgere en bestemt religion.
Inden denne adskillelse dikterede religion lovgivning, kultur og samfundsstruktur. Men med fredsordningerne, især de Westfalske Fredstraktater i 1648, blev det anerkendt, at religiøs tro var en privat sag, og at staten skulle være neutral i religiøse anliggender.
Overgangen fra religiøst værdibaserede konflikter til politiske interessekonflikter medførte, at interessekonflikter blev gjort offentlige, statslige, institutionaliserede og professionaliserede i de militære systemer, som voksede frem i de enkelte stater, mens omvendt de religiøse værdikonflikter blev gjort private, kulturelle og usynlige.
De institutionelle konsekvenser
Efter adskillelsen af religion og politik blev den politiske opmærksomhed i Europa i høj grad rettet mod at udvikle en politisk struktur med statslige institutioner. Dette omfattede etableringen af lovgivende forsamlinger, retssystemer, administrative organer og andre institutioner, der er nødvendige for en velfungerende statsadministration.
De europæiske staters politisk-statslige institutioner er i højere grad bygget til at håndtere interessekonflikter end til værdikonflikter
De europæiske politisk-statslige institutioner er derfor i dag primært rustet til at håndtere interessekonflikter, da de har udviklet faglighed, institutionelle mekanismer og procedurer til at forhandle, kompromisse og træffe beslutninger i interessekonflikter.
Værdikonflikter indgår ikke – religionsfrihed og politisk frihed – og bliver på grund af manglende faglig indsigt og praktisk erfaring med mægling i værdikonflikter mere udfordrende at håndtere.
Europæisk blindhed
På baggrund af Europas historiske udvikling kan man med rimelighed konkludere, at de europæiske staters egen politisk-statslige institutioner i dag i højere grad er bygget til at håndtere interessekonflikter end til værdikonflikter, der henvises til privatsfæren eller forskellige kirkeretninger.
Det ser endog ud til, at betoningen af interessekonflikter og det verdensbillede, der er indbygget i dette valg, har medført en slags blindhed i forhold til at ”valget” af interessekonflikter i sig selv udgør et værdigrundlag, som både er materielt-mekanisk og kristent-liberalt.
Denne blindhed bliver et problem, når EU forsøger at forhandle, og i den proces trækker løsningerne af konflikterne i retning af egen verdensforståelse.
Europæisk sikkerhedspolitik i Putins skygge
Med krigen i Ukraine og mere usikre signaler fra USA, er forsvars- og sikkerhedspolitikken blevet en helt central del af den europæiske debat.
I dette efterår kigger POV nærmere på de sikkerhedspolitiske udfordringer, som Ruslands invasion af Ukraine har bragt Europa i, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at imødegå truslen.
Hver onsdag og fredag frem til jul sætter vi fokus på tidens store omvæltninger, der har tydelige tråde til konflikterne i Mellemøsten og globalt.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her