EU50 // DEMOKRATI – Statens overvågning af anderledestænkende er i nogle tilfælde nødvendig. Men den øger næppe de overvågedes velvilje over for statsmagten.
”Steinmeier bleibt im Amt,” skrev venstrefløjsdagbladet die tageszeitung – også kendt som taz – på sin forside torsdag den 8. december under et stort billede af en velklædt, ældre herre, der iført charmeklud, mundbind og ikke mindst håndjern blev ført ud af en ejendom i en af de mere noble bydele i Tysklands finanshovedstad, Frankfurt am Main.
Overskriftens ironiske budskab (”Frank-Walter Steinmeier fortsætter som forbundspræsident”) var naturligvis ikke dagens egentlige nyhed. Det var derimod fortællingen om den velgennemførte anholdelse tidligt onsdag morgen af ledende medlemmer af en højreorienteret terrororganisation forankret i tysk overklasse, militær og politi.
Den nydelige 71-årige adelsmand med halvlangt, gråt hår og uindfattede briller – Heinrich XIII Prinz Reuß – var ifølge anklagemyndigheden udset til at rykke ind som tysk statsoverhoved efter et kup. Og altså erstatte forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier. Deraf overskriften i taz.
De er forenet af en dyb skepsis over for det, de betegner som den ”dybe stat”, og anerkender ikke Forbundsrepublikken Tysklands legitimitet
Siden Første Verdenskrig og kejserrigets fald har tyske adelige – trods en kort opblomstring i nazitiden – ført en ret kummerlig tilværelse. Heinrich XIII Prinz Reuß tilhører en gammel adelsslægt, der oprindeligt er hjemmehørende i Thüringen i det tidligere DDR.
Efter familietraditionen får alle drengebørn navnet Heinrich, og for at forebygge forvekslinger nummereres de fortløbende med romertal i hvert århundrede. Den anholdte Heinrich, årgang 1951, er således slægtens 13. Heinrich født i det 20. århundrede.
Det er i øvrigt småt med familiens opbakning til denne 13. Heinrich, der er uddannet ingeniør og har ernæret sig som forretningsmand. Adelshusets nuværende overhoved har fra sin residens i Østrig, ifølge nyhedsmagasinet Der Spiegel, ladet forstå, at den anholdte er en ”forbitret gammel mand” med ”skøre, konspirationsteoretiske meninger”.
Heinrich XIII Prinz Reuß er toppen af et konspirationsteoretisk Reichsbürger-miljø bestående af nuværende og tidligere militær- og politifolk og politikere i og omkring det højreorientede parti Alternative für Deutschland (AfD).
Et blåt pas til Deutsches Reich
De er forenet af en dyb skepsis over for det, de betegner som den ”dybe stat”, og anerkender ikke Forbundsrepublikken Tysklands legitimitet. For dem er Tyskland et ”Deutsches Reich”, hvilket de blandt giver udtryk for ved at ”udstede” blå ”Deutsches Reich”-pas til sympatisører. Efterretningstjenesten Bundesverfassungschutz anslår, at Reichsbürger-ideologien har 21.000 tilhængere i Tyskland.
Desuden forenes kupplanlæggerne af den i Tyskland relativt udbredte skepsis over for coronavaccine og er en del af det såkaldte Querdenker-miljø (”Tværtænkere”). De har sympatier for QAnon-kulten, for stormen på USA’s kongres i januar 2021, for Donald Trump og Vladimir Putin.
Det sidstnævnte kom til udtryk, da Prinz Reuß og hans russiske samleverske i juni i år opsøgte det russiske generalkonsulat i Leipzig. Ifølge efterforskere var formålet at knytte forbindelser mellem regeringen i Moskva og en kommende tysk rigsregering under Heinrich XIII.
Planlægningen af den kommende kupregering var ret fremskreden. Dommer Birgit Malsack-Winkemann, der sad i Forbundsdagen for AfD fra 2017 til 2021, var således udset til at være justitsminister.
Efter en del debat om hendes sindelag og egnethed som dommer vendte hun efter at have mistet sit mandat ved valget i 2021 tilbage til et dommerembede. Hun skal angiveligt have deltaget i planer om indtrængen i Rigsdagsbygningen i Berlin, hvortil hun stadig har adgangskort. Også hun er blandt de anholdte fra tidligt onsdag morgen.
Det kan være svært at forstå, at den lille gruppe konspirationsteoretikere forestiller sig, at de har realistiske muligheder for at omstyrte et grundfæstet demokrati som det tyske. Man kan vælge at trække på smilebåndet af det planlagte, operetteagtige kup, men smilet stivner, når man hører om de betydelige våbensamlinger, der er fundet hos wannabe-kupmagerne.
Blandt de anholdte er som nævnt nuværende og tidligere soldater og politifolk. Og blandt de ransagede adresser ved onsdagens aktion, hvor mere end 3000 politifolk deltog, er hovedkvarteret for de tyske specialstyrker, Kommando Spezialkräfte (KSK), kasernen i Calw i Baden-Württemberg. Medlemmer af dette korps har de senere år med foruroligende hyppighed været bragt i forbindelse med højreekstremistisk aktivitet.
De mange synkroniserede ransagninger i 11 af Tysklands 16 delstater den tidlige onsdag morgen i december viser, at der i Tyskland findes – omend selvovervurderende – bevæbnede nationalkonservative med kupambitioner.
Det tyske demokrati er som nævnt i dag grundfæstet og veletableret, hvilket kan give anledning til ironiske overskrifter som taz’ om, at Steinmeier får lov at beholde sit embede.
Set fra Danmark kan det virke bizart og uforståeligt, at en gruppe mennesker med penge og magt kan være realitetsfjerne nok til – i deres egen lille boble – at planlægge et statskup i et stærkt demokrati. Illusionen om en autokratisk magtovertagelse i det land, der udgør EU’s centrale stormagt, findes altså ikke kun blandt glatragede, heilskrålende og uuddannede nynazister i Østtyskland.
De tyske forudsætninger
Tyskland adskiller sig på to afgørende punkter fra Danmark i denne sammenhæng. Det første er det mest åbenlyse. Fra Tyskland udgik i det 20. århundrede to verdenskrige, hvorfra både adel og militær oplevede en brat og ydmygende opvågnen. Når et militær præget af autokratisk tradition skal underlægges demokratisk kontrol, må det nødvendigvis knirke i samfundets fuger og bånd på en til tider skræmmende måde.
At være ”prins” – som nu Heinrich XIII. Prinz Reuß – i en efterhånden 73-årig forbundsrepublik har en fortidig og noget mere latterlig klang end i Danmark, hvor opbakningen til vores middelalderlige og grundlæggende udemokratiske monarki ifølge meningsmålinger voksede fra 42 procent i 1972 til svimlende 76,7 procent i 2018.
Det måtte nødvendigvis give en modreaktion, når det pludselig – som det skete i 1989 – blev tilladt frit at sige sin mening, uanset hvor uigennemtænkt den er.
Den demokratisk valgte statsminister stiller hyppigt til rapport hos dronningen, der underdanigt omtales som ”Hendes Majestæt”. Næsten alle demokratisk valgte folketingsmedlemmer rejser sig ærbødigt, når medlemmer af kongefamilien indfinder sig i folketingssalen én gang om året.
Ikke underligt, at tyske prinser og monarkister med forkærlighed for flotte uniformer kan blive misundelige, om end man må sige, at danske kongelige siden Christian den Tiendes kupforsøg i 1920 klogeligt har spillet en mere afdæmpet politisk rolle end den, Prinz Reuß havde tiltænkt sig selv som Det Tyske Riges regent.
Det andet vigtige punkt, der adskiller – eller indtil for få år siden adskilte – Tyskland og Danmark, er tilgangen til de politiske yderfløje. Som besat land var Tyskland i efterkrigsårene underlagt stramme forbud og restriktioner for at forhindre en opblussen af nazisme.
I DDR, der byggede på sovjetiske bajonetter og holdt omkring 15 millioner tyskere i et jerngreb i 40 år, blev nazistisk indoktrinering med ét erstattet af en kommunistisk. Det måtte nødvendigvis give en modreaktion, når det pludselig – som det skete i 1989 – blev tilladt frit at sige sin mening, uanset hvor uigennemtænkt den er.
Grænser for ytringsfrihed i Vesttyskland
Men heller ikke i efterkrigstidens Vesttyskland havde ytrings- og foreningsfriheden ubetinget gode kår. Det kom blandt andet til udtryk i forbuddet mod det 85.000 medlemmer stærke vesttyske kommunistparti KPD i 1956 og det såkaldte Radikalenerlass (i Danmark bedst kendt som Berufsverbot), der blev indført i 1972 i socialdemokraten Willy Brandts kanslertid, og som gjorde det muligt at afskedige lokomotivførere, postbude og folkeskolelærere med kommunistiske sympatier. De blev anset som fjender af forfatningen.
Både på delstats- og forbundsplan findes efterretningstjenester, som med det sigende navn Forfatningsbeskyttelsen (Verfassungsschutz) holder øje med fuldt lovlige og parlamentarisk repræsenterede yderpartier på højre og venstre fløj og hvert år offentliggør beretninger om det. For eksempel overvåges forbundsdagspartierne Die Linke og AfD af Forfatningsbeskyttelsen.
En øget overvågning animerer naturligvis politiske bevægelser til øget diskretion og til at henlægge aktiviteter til det skjulte. Det skærper modsætningsforholdet til statsmagten og kan måske føre til en øget voldsparathed
Den slags kan naturligvis øge yderfløjspartiernes modvilje mod staten.
I Danmark har man officielt haft en mere afslappet holdning til ikke-voldelige politiske bevægelser på yderfløjene, selv om historiske undersøgelser har vist, at Regeringerklæringen fra 1968 (der fastslog, at “registrering af danske statsborgere ikke længere må finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed”) langtfra blev konsekvent efterlevet.
Men indtil for få år siden har fornemmelsen af statens sindelagskontrol (på tysk ofte omtalt som Gesinnungsschnüffelei) i Danmark ikke været nær så udtalt som i Tyskland.
En øget overvågning animerer naturligvis politiske bevægelser til øget diskretion og til at henlægge aktiviteter til det skjulte. Det skærper modsætningsforholdet til statsmagten og kan måske føre til en øget voldsparathed og bevæbning, som vi har set det med det nu forhindrede Prinz Reuß-kup.
Nye toner i Danmark
Men Danmark har de senere år været på vej væk fra laissez-faire-politik over for de forkerte meninger. Alene i Lars Findsens tid som chef for Politiets Efterretningstjeneste (2002-07) voksede den fra 300 til 700 ansatte, fremgår det af hans og Mette Mayli Albæks bog Spionchefen.
PET’s økonomiske rammer beløber sig efterhånden til over en milliard kroner årligt. Dermed er intet negativt sagt om nytten af eller behovet for efterretningstjenester, men at overvågningen af anderledestænkende i Danmark er mere omfattende i dag end for 25 år siden, ligger på den flade.
Et demokrati kan, viser det tyske eksempel, sagtens være grundfæstet og velfungerende, selv om staten nøje overvåger mennesker med forkerte holdninger
I samme periode, som PET og søstertjenesten FE er oprustet kraftigt, er man i den offentlige debat gået væk fra tidligere tiders afslappede Frihed-for-Loke-såvel-som-for-Thor-attitude. Efter statens mening er nogle holdninger bedre end andre, og mennesker, der søger dansk statsborgerskab, skal i dag svare rigtigt på mindst fire af fem ”værdispørgsmål” ved den såkaldte Indfødsretsprøve. Og partier presser på for at få indført yderligere sindelagskontrol i form af individuelle afhøringer med henblik på frasortering af de statsborgerskabsansøgere, der mener det forkerte.
Blandt de senere års politiske nyskabelser er også den nationale sanktionsliste (bedre kendt som hadprædikantlisten) over udlændinge, der på grund af deres forkerte holdninger ikke må rejse ind i Danmark. I stedet må deres tilhængere nøjes med at lade sig påvirke af dem via internettet, hvilket utvivlsomt fungerer ubesværet og næppe giver disse tilhængere et mere positivt syn på den danske statsmagt.
Et demokrati kan, viser det tyske eksempel, sagtens være grundfæstet og velfungerende, selv om staten nøje overvåger mennesker med forkerte holdninger. Men det mindsker næppe disse anderledestænkendes modvilje mod staten. Og måske øger det endda deres lyst til at bevæbne sig.
Det kunne Prinz Reuß’ mislykkede tyske oprettekup give anledning til overvejelser om. Også i Danmark.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
