Et par betragtninger omkring fattigdom i Afrika, mens hanen galer

af i Afrika/Featured/Internationalt/Kultur/Liv & Mennesker/Politik & Samfund

Det er svært at holde hovedet koldt i Afrika. Livsvilkårene er så anderledes end de fasttømrede forventninger, jeg har med i min danske middelklassebagage.

Listen over de gange, jeg har grædt snot af sorg og glæde og har råbt og skreget og stampet i den røde jord, er lang.

En af de allerførste følelseseksplosioner fandt sted næsten i starten, i 1992, hvor jeg i løbet af en halv time storhylede to gange, først af glæde og så af sorg.

Jeg besøgte et Danida-projekt i det østlige Uganda, der skulle give vand og latriner til seks millioner mennesker.

I en landsby stod jeg sammen med beboerne og kiggede på en enorm boremaskine, mens vi ventede på det livsbekræftende øjeblik, da det reneste og klareste vand for første gang i landsbyens historie sprøjtede op i luften.

Det er svært at holde hovedet koldt i Afrika. Livsvilkårene er så anderledes end de fasttømrede forventninger, jeg har med i min danske middelklassebagage. Listen over de gange, jeg har grædt snot af sorg og glæde og har råbt og skreget og stampet i den røde jord, er lang.

Det skete med et brag, og det var fabelagtigt. Folk jublede, sang, dansede og overdængede mig og et par Danida-folk med levende høns som tak. Særligt kvinderne var glade. Nu slap de for at gå 10-15 kilometer hver dag for at hente vand.

 

Bagefter besøgte jeg landsbyens lille hospital, egnens eneste, bygget af englænderne under protektoratet. Hospitalets enlige sygeplejerske fortalte, at briterne havde installeret tredive senge, men at der nu kun var to tilbage. Der var ingen madrasser, ingen lagner, ingen medicin på hospitalet, intet udstyr.

På det snavsede gulv lå en gruppe kvinder. En af dem var ganske tæt på at dø. Moderkagen sad fast, da hun fødte. Sygeplejersken fortalte, at kvinden kunne have overlevet ved en simpel operation, men at nærmeste sted, hvor den kan foretages, er 90 kilometer sydpå. Hospitalet havde ingen transport. Og nu var det for sent.

Det var ikke fabelagtigt. Jeg var i chok. Sygeplejersken trøstede mig og trak så opgivende på skuldrene. Sådan er livet, og døden, i en afrikansk landsby.

Nuancer

Dengang var jeg ikke syv sekunder i tvivl om, hvad jeg oplevede. Det kunne rummes i et ord: ”fattigdom”: Manglende vand, hygiejne, hospitaler. Basale ting i tilværelsen, syntes jeg.

Senere begyndte jeg at vakle. Min opfattelse af ”fattigdom” smuldrede, blev mere nuanceret. Nogle vil måske kalde min tilgang kynisk, men jeg har haft rigelig tid til at fundere over begrebet og checke, om man kan aflæse det i dagligdagen omkring sig i Afrika, nord, syd, øst og vest.

Lad mig tage Togos hovedstad Lomé, der i alle internationale relevante publikationer defineres som ”fattig”?

Her boede jeg i seks år og kender byen ud og ind, og ved derfor også, at nogle bydele er præget af polioramte, handicappede og syge mennesker, der krabber sig frem mod en og stikker en tiggende hånd ud. Det gør de, fordi der ingen anden støtte er at få. Hverken det offentlige eller familien kan hjælpe dem. Arbejdsløsheden i Togo er tårnhøj.

En anden indikation dengang: Humanitære organisationer berettede om fejlernæring i nogle af byens kvarterer. En tredje og ret så oplagt antydning var infrastrukturen i byen, der var langt under vestlig standard. Hullede veje, strøm- og vandafbrydelser, i regntiden konsekvente oversvømmelser langs byens lagune, væltede skurbyer og dræbte. En dramatisk mangel på toiletter i byen, der fik folk til at ”gøre” overalt, også åbent på gader og stræder.

Eklatante fattigdomselementer, syntes jeg.

Sten og blik

Men langsomt dæmrede et paradoks: Det generelle billede i byen Lomé tyder nemlig ikke på, at det store flertal af lomeanerne lider afsavn, endsige sulter. Byen har sine få meget rige mennesker, og relativt store skarer af tiggere, men det store flertal lever godt, om end simpelt, enkelt, spartansk. De fleste lomeanere ”ser” ikke fattige ud og definerer sig heller ikke som så, når man spørger dem.

Som en togolesisk bekendt, ansat i en international NGO med jævnlige rejser rundt i Afrika og derfor bevidst om humanitære organisationers fokus på ”fattigdom” som deres grund til overhovedet at være til stede på kontinentet.

Han fik mulighed for at deltage i et stort møde i Delhi i Indien, hans første rejse til Asien. Da han var tilbage i Lomé, fortalte han chokeret om, hvad han havde set. ”Ekstrem fattigdom”, sagde han. Og rystet: ”Så fattigt er der overhovedet ikke i Afrika”.

Langsomt dæmrede et paradoks: Det generelle billede i byen Lomé tyder nemlig ikke på, at det store flertal af lomeanerne lider afsavn, endsige sulter

Min bydel i Lomé, Forever, som området hed, var fra en umiddelbar betragtning et forholdsvis ”pænt” kvarter, der i den lokale kontekst blev anset som lidt overklasseagtigt.

Men der var materielle forskelle internt i kvarteret.

Vi boede alle i stenhuse med bliktage, og sten og blik signalerer i Togo og andre steder i Afrika en vis indkomst og velstand til forskel fra f.eks. lerklinede hytter med elefantgræstag.

Vores hus var et af de lidt større i bydelen, og vi havde noget så luksuriøst som indlagt vand. Det var de færreste i kvarteret forundt. I de fleste familier var det kvinder og børns lod at hente vand i store kar og plastikspande fra uautoriserede sælgere rundt om i kvarteret.

 

Vi havde også en generator, der startede automatisk, når strømmen gik, og det gjorde den tit. Vores nærmeste naboer måtte nøjes med selvopladende lamper, der kan give lys tre-fire timer.

Men vi oplevede ikke naboerne som ”fattige”, og det gjorde de heller ikke selv. Jeg noterede mig, hvordan de spiste to-tre måltider hver dag, så sunde og raske ud, havde pænt, rent og altid nystrøget tøj på, mens alle uden undtagelse i den store familie havde hver sin mobiltelefon.

Nærvær

Ude i Lomés offentlige rum, faldt en anden vinkel mig ind. For når jeg flyttede fokus bort fra det materielle og i stedet så på, hvordan folk i byen færdedes sammen, interagerede, opdagede jeg et menneskeligt nærvær, samvær og en kollektiv livsnerve, som vi ikke har i Danmark.

Jeg måtte spørge: Er togoleserne på den led rigere end os fra det kolde nord?

Et særligt svært paradoks var de mange overvægtige mennesker i byen. Fedmen sprang i øjnene. Kan en afrikaner være fed og fattig?

I USA og andre steder i Vesten sættes der lighedstegn mellem fedme og (relativ) fattigdom, altså fedme som et socialt fænomen. Men i Afrika? Burde afrikanere ikke være så fattige, at de er afskåret fra at spise sig fede, spurgte jeg?

Et særligt svært paradoks var de mange overvægtige mennesker i byen. Fedmen sprang i øjnene. Kan en afrikaner være fed og fattig?

Eller skyldes fedmen, at togolesere som andre nationaliteter i Afrika ifølge nye teorier rykker op i middelklassen, sidder mere stille, drikker soft drinks og alkohol og spiser federe mad og udsætter sig for hjerte-/kar-sygdomme? I USA er underklassen de mest overvægtige.

Jeg fandt oversigter og rapporter på nettet, der tydede på, at det for Togos vedkommende forholdt sig sådan, men så er der noget skævt i statistikker, hvor Togo figurerer som et af verdens fattigste lande. Fed men fattig!?

1,25 dollars

 Nu rykkede jeg researchen op i en højere sfære og googlede ”fattigdom” på nettet og opdagede så, at de fleste, der beskæftiger sig med fattigdom, bruger FNs definition, den hvor fattigdomsgrænsen går ved 1,25 dollars om dagen per persons købekraft.

Vi snakker altså en gennemsnitlig indkomst for en befolkning. De færreste har rådighed over nøjagtigt de 8 kroner, som der er tale om. Nogen er stjernerige, andre har ikke en klink, de fleste ligger et sted imellem de to yderpoler.

Jeg fandt artikler om fattigdomsforskere, der diskuterer, hvor de fattigste i verden befinder sig.

To af dem, britiske Ravi Kanbur og Andy Sumner hævder, at de fattigste slet ikke bor i de fattigste lande, som man skulle tro. De to forskere er nået frem til, at fire-femtedele af verdens fattigste bor i mellemindkomstlande. Det skyldes, at nok er økonomien i disse lande vokset, men det store flertal er forblevet fattige.

Det argument blev imødegået af Homi Kharas fra Brookings Institution og Andrew Rogerson fra det britiske Overseas Development Institute, som mener, at mennesker trækkes ud af den værste fattigdom i takt med, at lande rykker op i mellemindkomstgruppen.

Armoden, fattigdommen, håbløsheden, eksisterer i Afrika, ingen tvivl, men det er forkert hele tiden at proppe kontinentet ned i den samme ”fattige” kasse, som man har tendens til på den rige nordlige halvkugle

De to kigger på ”skrøbelige stater”, altså stater som ikke kan administrere sig selv og sin befolkning, og forudser, at 500 millioner vil forblive fattige i den slags stater indtil år 2025, også selvom antallet af skrøbelige stater vil blive større. Det vil sige stagnation og på en måde fremgang.

I ”ikke-skrøbelige stater” regner de to forskere med, at antallet af fattige vil falde med 2 milliarder i 1990 til cirka 500 millioner i 2012.

“Tak for brødristeren – hvad bruger man den egentlig til”?

Jeg checkede statistikker og så, at gennemsnitslevealderen i Afrika er 59 år, 12 år lavere end gennemsnittet for hele verden, og 20 år lavere end i Danmark.

Researchen ned på jorden igen og et nyt kig omkring i Togo og i nabolandene, hvor jeg  konstaterede, at vidtløftige begreber og statistikker ikke rigtigt gav mening, hvis man vil finde en lokal, håndfast forklaring på begrebet. Det eneste, jeg med sikkerhed kunne sige, var, at materialer i Europa og Danmark altid er dyrere og bedre og nyere og mere sofistikeret end i Afrika.

Og så? På et tidspunkt gik min tyske toaster i stykker. Jeg gav den som gave til vores elektriker, fordi jeg vidste, at den mand som så mange andre afrikanere kan reparere alt – alt. Hvide smider ud. Afrikanere reparerer. Han sagde høfligt ”tak”, gik, men kom så tilbage en halv time senere og sagde, igen: ”Tak for gaven. Men sig mig: Hvad skal maskinen bruges til?”.

Udviklingshjælp er fattigdomsorienteret, med måde

I Togo havde jeg den samme oplevelse som så mange andre steder på kontinentet, hvor vi for det meste har boet i hovedstæderne. Når vi engang imellem forlader byen og ruller ud på landet, opdager vi igen-igen, at afrikanske hovedstæder er så meget bedre stillede end landdistrikterne. Man kan se det med det blotte øje. Jo længere bort fra hovedstaden, man kommer, des ”fattigere” bliver det, materielt i hvert fald.

Også i Togo tænkte jeg på ”fattigdomsorienteringen”, som f.eks. Danida lægger til grund for bistandsarbejdet, og noterede mig, at Danida opererede i nabolandene, Ghana, Burkina Faso og Benin, der er ”fattige” nok til at modtage dansk bistand, mens Danida derimod kun var meget skrabet til stede i Togo, som ellers virker langt fattigere end de nævnte nabolande.

Forklaringen er, at bistandsdonorerne havde smækket kassen i for Togo på grund af ”udemokratiske tilstande”. Man må altså forblive fattig, hvis ens regering, normalt præsidenten, er en grimmer fyr.

Men…. På et tidspunkt lukkede den danske regering ned for bistanden i Togos naboland, Benin, og det land er om noget et demokratisk fyrtårn i Afrika, samtidig med at det som Togo regnes blandt verdens fattigste. Men det er en anden historie.

Armoden, fattigdommen, håbløsheden, eksisterer i Afrika, ingen tvivl, men det er forkert hele tiden at proppe kontinentet ned i den samme ”fattige” kasse, som man har tendens til på den rige nordlige halvkugle. Der er store nuancer omkring det vanskeligt målelige begreb. Ved siden af er der så alt det uomtvisteligt smukke og skønne ved Afrika.

Bare hanen galer

Og det må med, bare et par elementer: smilene, latteren, livsmodet, pladsen til medmennesket, umiddelbarheden, den fysiske berøring, gæstfriheden, imødekommenheden, de flotte korsange, den livsalige musik, en evig rytmisk bongo og lyden af træstumper mod tin og metal og ikke mindst hanen, der altid galer, på alle tider af døgnet.

Det må den gerne. Ja, det skal hanen. Ellers var Afrika fattigere.

Teksten her er en sammenskrivning af et par kapitler fra min bog om Afrika, som desværre stadig mangler at udkomme. Skulle du kunne hjælpe en udgivelsesproces i gang, hører jeg gerne fra dig. Ellers er en bette skærv til en frivilligt arbejdende skribent altid velkommen. Bidrag modtages på MobilePay 26 42 28 25, men selvfølgelig ligeså frivilligt.

Top-billedet er skribentens, taget på Boulevard Eyadema i Lomé.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du alle links til vores nye artikler.  Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.

Lars Zbinden Hansen (f. 1958), korrespondent i engelsk og fransk og journalist (fra Århus og Johannesburg), har siden 1983 gået i de fleste af afdelingerne af ”livets skole”, der befinder sig på en nord-syd-akse fra Danmark over Mellemøsten til Kap det Gode Håb.
Udstationeret for Udenrigsministeriet til Stockholms-konferencen (dengang CSCE), Tel Aviv, Damaskus og Moskva. For Danida (UM) første gang i Afrika i 1992: Uganda og derefter Sydafrika, Marokko og Kenya. Har været i Elfenbenskysten for World Food Programme. ”Medfølgende ægtefælle” i Togo 2007-2013 og derefter Rwanda indtil 2015.
Har besøgt, arbejdet i og indåndet 28 afrikanske lande, nord-syd-øst-vest, og har nu kontinentet som en permanent del af blodomløbet.

Gift, 2 voksne studerende børn.

Giv en skærv, hvis du kan lide mine artikler. Alle beløb modtages på mit MobilePay nummer: