Erhvervslivets litteraturhistorie – en rejse gennem 10 bøger

af i Bøger/Featured/Historie/Kultur/POV Business

POV BUSINESS // TEMA: LITTERATUR OG ERHVERVSLIV – Kan man læse erhvervslivets historie ind i og ud fra litteraturen? Har den nedskrevet og opfanget bevægelserne, der er sket i måden, vi har drevet handel på, eller er det kun identitet, heltemodige kampe og kærlighedsrelationer, den har registreret? Og kan forretningsmanden få noget ud af  litteraturhistoriens store klassikere? Jakob Brønnum tager os på en kort rundtur i bøgernes verden fra år 400 fvt. til nutiden – og viser os, at erhvervslivet og livet hænger sammen.

1. Sun Tzu: Krigskunsten (ca. 400 fvt.)

Det er ikke tilfældigt, at Sun Tzus Krigskunsten for nogle år siden udkom i den hidtil seneste danske oversættelse på forlaget Gyldendal Business. Et realityshow fra Singapore har de senere år haft en vært, der rejser rundt og hjælper entreprenører med at løse deres forretningsproblemer ved hjælp af råd fra den kinesiske klassiker, Krigskunsten.

Den ældgamle kinesiske klassiker har en lang historie som en bog om livsvisdom, der kan bruges på andre områder end slagmarken. Selvom Sun Tzu, ligesom så mange antikke og meget gamle forfattere, formentlig er en sagnfigur og værket en samling af andre værker, anses det af det læsende publikum ligesom Homers Illiaden og Odysséen for en forfatters værk.

Kan man virkelig sammenligne forretningslivets krav med de udfordringer, en højerestående officer møder på slagmarken og bag den? Gælder alle kneb i handel, som de gør i krig og kærlighed?

Bogens strategiske anvisninger og refleksioner har inspireret Mao og amerikanske militærfolk i krigene mod Japan, Vietnam og Korea, ikke mindst for at forstå, hvordan modstanderen tænkte. I det 20. århundrede er sportsfolk, politikere og forretningsfolk kommet med på vognen.

Værket, der ikke er længere end højst 60-70 sider i en almindelig paperback har mange af de taoistiske og buddhistiske udgangspunkter, som det ses i citater som dette (hentet fra en litteratur SoMe’en Goodreads citatside): “The supreme art of war is to subdue the enemy without fighting.”

I den taoistiske visdom handler det om at afvente den rette omstændighed og situation for sin handlen, og det kan udmærket overføres på markedsanalyse. Det kan dette også: “Let your plans be dark and impenetrable as night, and when you move, fall like a thunderbolt.” Vis ikke konkurrenten, hvad du har i sinde at markedsføre, og når tiden så er inde, sætter du en overvældende kampagne i gang.

Lad os se, om vi kan få nogle pejlemærker af nogle af de mange bøger fra litteraturhistorien, som tager stilling til eller bare skildrer forretningslivet

En bambusbog fra 1700-tallet med en udgave af Sun Tzu

Men kan man virkelig sammenligne forretningslivets krav med de udfordringer, en højerestående officer møder på slagmarken og bag den? Er der ikke nogle moralske problemstillinger, som går fløjten?

Eller gælder alle kneb i handel, som de gør i krig og kærlighed? Skal man altid udnytte modstanderens svage punkt til egen fordel? Skal man altid analysere sin situation på markedet, som om var en krigsskueplads? Hvor ender det?

Lad os se, om vi kan få nogle pejlemærker af nogle af de mange bøger fra litteraturhistorien, som tager stilling til eller bare skildrer forretningslivet. Og en ting til: Husk, at selvom du ikke har læst den, så har kineserne.

2. Plautus: Mostellaria (Det hjemsøgte hus, ca. 185 fvt.)

Vi springer forbi både Homer (ca 600 fvt.) og Platon og Aristoteles (400-300 fvt.), til trods for at sidstnævnte var huslærer for historiens mest succesfulde hærfører, Alexander den Store, og lander midt i Romerrigets første tid, hvor litteraturen, filosofien og teaterlivet blomstrer.

Nu kender vi til gengæld ofte forfatterne og deres liv. Plautus og Terents, for eksempel – to meget dygtige komedieforfattere, hvis værker er bevaret frem til i dag. Ligesom de 1700-1800 år senere komedieforfattere som Moliére og Holberg skriver Plautus ofte om “de faktiske forhold i jernindustrien”. For eksempel i skuespillet Det hjemsøgte hus.

En rig købmand vender hjem efter en forretningsrejse og kan ikke komme ind i sit hus, fordi hans tjenere påstår, at det er hjemsøgt af spøgelser. I virkeligheden har hans søn drukket det meste af husets værdi op og lagt det mere eller mindre øde, hvad de ansatte prøver at forhindre ham i at opdage.

Rollerne i Plautus’ skuespil udgør en ret præcis, symbolsk redegørelse for, hvordan en virksomhed fungerer, og de problemer ledelsen altid står med: Skal man detailstyre eller risikere, at folk ikke passer deres arbejde, som de skal?

Det er problemstillingen, og dengang har det været alle mænds værste skræk, og derfor har skuespillet været noget af et gys bag sin velturnerede humor. I dag ville historien have handlet om, hvordan nogen i ly af mørket havde tømt ens bankkonto, eller – værre endnu – kun på papiret havde produceret, hvad virksomheden plejede, mens man i virkeligheden havde holdt lukket.

Det, at en husherre aldrig kan vide, hvad han vender hjem til efter en langvarig bortrejse, findes egentlig ikke mere som udgangspunkt for en fortælling, for vores kommunikationsmidler har ændret det. Men alle rollerne i Plautus’ skuespil kendes stadig. De udgør en ret præcis, symbolsk redegørelse for, hvordan en virksomhed fungerer, og de problemer ledelsen altid står med: Skal man detailstyre eller risikere, at folk ikke passer deres arbejde, som de skal?

Og rollerne er klokkerene: Der er ham, der altid passer sit arbejde og tager de tunge pligter – en af de ældre tjenere, der tager på landet for at høste, eftersom ingen har passet landbruget, mens husets herre var borte. Der er ham, der ikke siger noget om situationen, selvom han ved, den er gal. Og ham, der decideret skjuler det, der sker, så længe som muligt, fordi han selv har fordel af det. Og ham, der godt ved, at hans kollega er kommet i vanskeligheder, og det passer ham fint.

Plautus’ Det hjemsøgte hus bliver derved inspiration med modsat fortegn i forhold til Sun Tzus Krigskunsten: Et litterært værk om, hvordan man ikke skal gøre det. Værket kan findes på Project Gutenberg, som de næste værker også kan.

3. Machiavelli: Fyrsten (1513)

I sin bog Life, Inc.: How the World Became A Corporation and How To Take It Back (2009) gør den amerikanske forfatter og samfundskritiker Douglas Rushkoff opmærksom på, at der er det meget problematiske ved den måde, vi tænker i virksomhedskultur, at vi skaber en hel masse små moralsystemer, som konkurrerer med hinanden.

Det er moralsk korrekt at gøre alt, hvad man kan for at gavne virksomheden og fuldstændig umoralsk at gøre noget, der skader den. Virksomhedens vel er det naturlige parameter, som moralen udfolder sig i.

Men hvad nu hvis virksomhedens vel er strategier til at blive bedre til udnytte hullerne i loven? Eller at arbejde for at få fordele hos lovgivere eller offentlige indkøbere, som reelt udhuler velfærdssamfundet? Eller at presse medarbejderne i en mindre virksomhed, som ejes af et konsortium, for at nå de og de indtjeningsmål?

Opskriften har været så effektiv, at udtrykket machiavellisme er en kendt aktionsform. Den består i sætte sine følelser til side, for derved bedre at kunnen tjene de interesser, man forvalter, som regel sine egne

Virksomhedens vel er det moralske parameter, så det er ikke umoralsk at foretage noget, der forringer de ansattes livskvalitet, hvis det gavner virksomheden. Alle privatansatte, der har prøvet at få nye udenlandske ejere, ved, hvad jeg taler om. Og Sun Tzu lurer i baggrunden.

Den italienske renæssancetænker og historiker Machiavelli har i bogen Fyrsten beskrevet, hvordan man indfører sit eget moralsystem og etablerer et grundlæggende herredømme i nye regioner. Nye markeder. Det er ikke først og fremmest til en leder af en salgsvirksomhed, men en lovgiver og politisk leder, Machiavelli giver råd. Med Rushkoffs begreb er det råd om, hvordan man overfører sit eget moralsystem på dem, man vil lede og hvis områder, man vil gøre til sit domæne.

Opskriften har været så effektiv, at udtrykket machiavellisme er en kendt aktionsform. Den består i sætte sine følelser til side, for derved bedre at kunnen tjene de interesser, man forvalter, som regel sine egne. Derved er bogen ligesom Sun Tzus Krigskunsten også blevet anvendt mere alment.

Man forstår det, når man læser citater som dette: “Everyone sees what you appear to be, few experience what you really are.” Og det her: “If an injury has to be done to a man it should be so severe that his vengeance need not be feared.” Det er strategier, der umiddelbart kan overføres på erhvervslivet i en konkurrencesituation. Og som bekendt er konkurrencesituationen i dag forstået som den grundlæggende ingrediens i et dynamisk marked. Det skal vi komme ind på lidt senere.

4. Martin Luther: Om forretningsvirksomhed (1524)

Martin Luther lavede den genistreg at adskille dele af tilværelsen fra det religiøse domæne og opnåede derved at underminere den totalitære magtinstitution, der gjorde krav på indflydelse over alle tilværelsens områder gennem middelalderen fra ca. år 600, nemlig den katolske kirke.

Hans tanker om adskillelsen af de åndelige og det verdslige i livet er så siden blevet udnyttet af magtpersoner til at skabe et moralfrit rum, nemlig det verdslige i livet. Det er en grov forvrængning af hans tanker.

Luther mente, at handelsbranchen er den laveste af alle brancher

Luther mente ikke, at man var mindre forpligtet på sin kristentro, herunder særligt hengivenheden for sin næste, i det verdslige dagligliv. Det kan man forvisse sig om ved at læse Den lille katekismus (1529), der var konfirmationspensum for alle frem til midten af 1900-tallet.

Troen og troens forpligtelser må ifølge Luther gennemsyre både hverdag og helligdag. Når regeringen og det populistiske støtteparti i skrift og tale hævder at “Danmark er et kristent land”, er det et udsagn tømt for indhold, fordi det bygger på misbruget af Luthers såkaldte “toregimentelære” om adskillelsen af det verdslige og det åndelige i livet.

Luther mente, at handelsbranchen er den laveste af alle brancher. Den gang beskæftigede man sig intenst med at udpege, hvad der var ædelt her i livet, og hvad der var forkasteligt, hvem der var høj, og hvem der var lav.

Man kan ikke læse en roman eller en tekst om menneskelige forhold fra middelalderens afslutningen til langt op i 1800-tallet, der ikke interesserer sig for at karakterisere det gode og ædle over for det dårlige og lave. Man tænkte i hierarkier i tilværelsen og i samfundet.

Det var vi næsten holdt op med på grund af menneskerettighedstænkningen, indtil den populistiske reaktion på indvandringen indfandt sig i Europas og USA.

Hvorfor er handelsfolkene så de laveste? Jo, fordi de hele tiden prøver at tjene penge uden at have arbejdet for det eller ved at arbejde så lidt som muligt, for eksempel ved at tage så meget for varen, som de kan få, uden hensyn til dens egentlige værdi

Luthers forfatterskab er temmelig rodet, og han havde virkelig brug for en forlagsredaktør, men desværre fandtes sådan en ikke, bogtrykkerkunsten var jo nærmest lige opfundet. Blandt de mest gennemarbejdede skrifter uden mange svinkeærinder og kraftudtryk, som han ellers jævnligt forfalder til, er et meget læseværdigt lille skrift om samtidens forretningsmoral. 1500-tallet oplevede en prisrevolution ved overgangen fra naturalieøkonomi til pengeøkonomi, hvis voldsomhed kom bag på Luther.

I skriftet Om forretningsvirksomhed (1524) lægger han sin holdning frem for særligt de tyske fyrster. Skriftet udkom sammen med den 10 år ældre prædiken, Sermon om ågeren, der handlede om rentetagning, som med handelslivet og bankvæsenets fremkomst dengang langsomt var ved at miste sin retmæssige plads i straffeloven under tyveri, hvor den havde befundet sig i hvert fald siden Romerrettens samling i senantikken i år 525.

I skriftet om forretningsvirksomhed forklarer han, at bonden er den, der har det ædleste arbejde – stik modsat, hvad man dengang og i dag ville mene. Hvorfor? Jo, fordi han står direkte under Guds nåde – for i Luthers optik er det jo Gud, der har skabt livet, der sørger for vind og vejr. Det kan han finde masser af udsagn om i Bibelen.

Hvorfor er handelsfolkene så de laveste? Jo, fordi de hele tiden prøver at tjene penge uden at have arbejdet for det eller ved at arbejde så lidt som muligt, for eksempel ved at tage så meget for varen, som de kan få, uden hensyn til dens egentlige værdi.

I et skabelsesteologisk perspektiv og et kulturhistorisk miljø, hvor man indordner mennesker og ting i livet efter høj og lav, stor værdi og ringe værdi, da er den indstilling at tjene mere, end varen reelt er værd, komplet umoralsk. Der må man altid tilstræbe at fremelske menneskers og tings reelle værdi.

5. Goethe: Wilhelm Meisters læreår (1795-96)

Pengeøkonomien blev som bekendt det, der vandt, sammen med handelslivets præmis, at det bestemt ikke er umoralsk at tage så meget for en vare, som man kan få, tværtimod er det moralsk, for ellers undergraver man virksomhedens soliditet.

I dag kan man vel gå så vidt som til at kalde det selve virkelighedens fast grund.

Indledningsafsnittet til andet kapitel i Goethes dannelsesroman Wilhelm Meisters læreår er uventet. Det er en samtale mellem hovedpersonen og hans mor. De taler om faderen. Faderen er handelsmand. Wilhelm Meister er teaterinteresseret. Det ser ud, som om det handler om forholdet mellem det vigtige og det uvigtige her i livet:

Da Wilhelm næste Dag sagde Godmorgen til sin Moder, betroede hun ham, at hans Fader var meget gnaven og med det første vilde forbyde ham at gå i Teatret hver Aften.

»Selv om jeg,« vedblev hun, »gerne selv går i Teatret, må jeg dog forbande det, da min Husfred bliver forstyrret ved din ubændige Tilbøjelighed for denne Adspredelse. Fader spørger hele Tiden, hvilken Nytte det er til, og hvorfor man skal spilde sin Tid sådan.«

Man ser, at Goethes person er optaget af det høje og det lave her i livet, som også Luther var. Det, der er interessant, er, at Goethes hovedperson fastholder, at den verden, han møder i teatret, er meget mere virkelig end faderens handelsverden

»Jeg har også måttet høre for det,« sagde Wilhelm, »og har måske svaret ham lidt for rask. Men i Himlens Navn, Moder, er da alt det til ingen Nytte, som ikke direkte bringer os Penge i Lommen eller skaffer os i Besiddelse af det allernærmeste? Havde vi ikke Plads nok i det gamle Hus, og havde det været nødvendigt at bygge et nyt? Bruger Fader ikke årlig en anselig Del af Indtægten af sin Forretning til at udsmykke Værelserne? Er disse Silketapeter, disse engelske Møbler ikke unødvendige? Kunde vi ikke nøjes med tarveligere?

Jeg tilstår i al Fald, at disse Stribede Vægge, disse hundrede Gange gentagne Blomster, Snørkler, Kurve og Figurer gør et rigtig ubehageligt Indtryk på mig. Jeg kan i bedste Tilfælde gå med til, at de ligner vort Fortæppe på Teatret. Men hvor er det dog noget helt andet at sidde foran det! Selv om man må vente nok sålænge, ved man dog, at det vil gå op, og vi får de mest afvekslende Ting at se, som underholder, belærer og højner os.«

Man ser, at Goethes person er optaget af det høje og det lave her i livet, som også Luther var. Det, der er interessant, er, at Goethes hovedperson fastholder, at den verden, han møder i teatret, er meget mere virkelig end faderens handelsverden. Det vil komme som en overraskelse for de fleste af os. Goethes argument er, at det, mennesker kommer ud for i scenens problemstillinger, viser, at de er rigtige mennesker i virkelige liv. Replikskiftet her er et opgør med en materialistiske livsholdning, som handelslivet symboliserer i romanen.

Når Goethe lader sin hovedperson hævde, at virkeligheden findes i teatret, leger han selvfølgelig med den tanke, at teater lever af illusionen, modsætningen til virkeligheden. Men han befinder sig endnu på et tidspunkt i kulturhistorien, hvor mennesker kunne komme i tvivl om, hvorvidt livets åndelige kvaliteter var mere virkelige end de materielle, og kan derfor lave dobbelttydigheden som et billede, der giver stof til eftertanke. I dag ved vi, at kun tingene og det materielle er det virkelige.

6. Theodore Dreiser: Trilogy of Desire (1912)

Hvordan det er kommet dertil, skriver den nu nærmest glemte amerikanske romanforfatter Theodore Dreiser om i en flot, om end litterært set måske noget bombastisk trilogi, Trilogy of Desire.

Andet bind, “The Titan” (1914) fortæller om Frank Cowperwood, der uden andet hensyn end til at sikre sin indtjening genskaber en formue, han havde mistet efter et finanskrak. I første bind “The Financier” (1912) tjente han sin første formue på blandt andet økonomisk spekulation. Bøgerne ligger på Project Gutenberg.

Førsteudgaven af Dreisers roman

Hovedpersonen i romanerne er tegnet over en virkelig finansmand, der oprettede sporvognslinjer i Chicago. Bøgernes læseværdighed består ikke mindst i den konsekvens i skildringen af tankegangen bag forretningsmetoderne, som Dreiser viser.

Strategien ligger på linje med, hvad vi lærer af Sun Tzu og Machiavelli. Det handler om at komme frem i verden, og intet andet er vigtigt – heller ikke hvem man kører over på vejen.

7. Sinclair Lewis: It can’t happen here (1935)

Den i dag næsten glemte, amerikanske nobelpristager Sinclair Lewis kom pludselig ind i mediebilledet igen for snart et par år siden, da litteraturhistorikerne kom i tanker om, at hans roman It can’t happen here fra 30’erne handler om, hvordan en højrepopulist kommer til magten i USA, som det er sket med Donald Trump.

Hvad har det med forretningslivet at gøre? Sinclair Lewis’ genistreg består i at vise, hvordan det omgivende samfunds støtter – de republikanske forretningsfolk og de husmødre, som kan rejse rundt og holde opbyggelige foredrag – ikke reagerer på demagogen, fordi de kan bruge ham. Bortset fra dem, der ikke reagerer, fordi de rent faktisk ikke har et demokratisk sindelag.

Når Trump stadig har det republikanske partis støtte, skyldes det, at forretningslivet kan bruge ham. Hans ophævelse af miljøregulativer og mangel på interesse for mindsteløn og arbejdsvilkår forbedrer virksomhedernes produktionsvilkår

Romanen er regulært profetisk, eller rettere politisk indsigtsfuld, for det er de samme argumentationer og de samme politiske holdninger, som dem vi ser hos Trump i dag. Komplet med ”Make America great again”-sloganet.

Den har en flot række af portrætter af de mennesker i lokalsamfundet, almindelige handelsfolk og folk i forskellige magtpositioner lokalt, der gennem deres måde at handle på i konkrete situationer skaber forudsætningerne for, at den udemokratiske populist kan blive præsident. Det illustrerer dagens politiske situation.

Når Trump stadig har det republikanske partis støtte (bortset fra dem, der kritiserer ham, når de forlader politik, og derved bliver en avanceret form for medløbere på hans umenneskelighed), skyldes det, at forretningslivet kan bruge ham. Hans ophævelse af miljøregulativer og mangel på interesse for mindsteløn og arbejdsvilkår forbedrer virksomhedernes produktionsvilkår.

Man kan med Rushkoff sige, at det ville være umoralsk virksomhedsmæssigt set at styrte ham, for det vil ikke være til egen fordel, rent forretningsmæssigt, selvom man menneskeligt set ved, at man burde.

Men derved risikerer man at sætte selve det menneskelige til side som uvigtigt. Menneskeligheden bliver på sin vis ikke det egentlige i livet, men det, man handler med.

8. Kazuo Ishiguro: Never let me go (2005)

Den engelske nobelpristager i litteratur fra 2017, Kasuo Ishiguro, har en gribende roman om at handle med mennesker.

Nogle gange kan man gribe sig i at tænke, om Ishiguro udøver følelsesporno, for i hans romaner findes altid et eller andet sted, hvor verden er bundløst grum. De genrer, han skriver i, er forskellige, og emnerne er meget forskellige, men den bundløse, ondskabsfulde, smertefulde grumhed, der lidt efter lidt viser sig, er den samme.

Det er den yderste konsekvens af at gøre det menneskelige til en handelsvare, som Ishiguro skildrer her. Den er så langt ude, at vi næsten ikke kan se, hvad symbolikken går ud på. Den er, at mennesket er en handelsvare

I Never let me down møder vi nogle pragtfulde unge mennesker på en institution. Stor er rædslen hos læseren, når man indser, at den melankoli, der også præger det hele, skyldes, at personerne er fuldt følsomme og tænkende menneskelige kloner, hvis livsmål det er at levere organer til rigtige mennesker – indtil de ikke har mere at levere og må lægge sig til at dø i slutningen af 20’erne. Vi følger dem frem til efter, at livsvigtige organer er doneret til rigtige mennesker.

Det er den yderste konsekvens af at gøre det menneskelige til en handelsvare, som Ishiguro skildrer her. Den er så langt ude, at vi næsten ikke kan se, hvad symbolikken går ud på. Den er, at mennesket er en handelsvare. Nøjagtig som man langt om længe forstår om Facebook, at der er os, brugerne, der er varerne, ejerne sælger til annoncører.

Selvfølgelig kan vi ikke bruge mennesker på den måde, som Ishiguro skildrer. Men hvor går grænsen?

9. Anders Bodelsen: Frysepunktet (1969)

Der findes en interessant parallel til Ishiguro i en tidligere roman, Anders Bodelsens Frysepunktet.

Frysepunktet er en science fiction-roman om en yngre mand, der lader sig fryse ned, fordi lægerne har opdaget, at han lider af en sygdom, de først regner med at kunne helbrede om så og så mange år.

Romanen er på mange måder helt essentiel i beskrivelsen af teknologiens udvikling i vores nye massesamfund. Hovedpersonen bliver flere gange tøet op og møder mennesker, han har kendt som ung, der nu er ældre end ham selv. Parallellen til Ishiguros yderliggående skildring af teknologiens umenneskelige potentiale ligger i en banalitet, som vi har glemt.

I 1940’erne, da krigen var ved at være slut, aftalte de allierede magter at indrette verdens nationaløkonomier på en sådan måde, at man med de store statsejede virksomheder ville skabe et overskud, der gav mulighed for at finansiere et socialvæsen af hidtil ukendt omfang.

Det var den såkaldte keynesianisme efter den engelske økonom John Maynard Keynes’ teorier. Han sad med ved bordet ved de afgørende forhandlinger i Bretton Woods i USA i juni 1944.

Det, der lå neden under Keynes’ teorier, var også den fantastiske grundtanke, at det med den teknologiske udvikling og den store statslige organisation af det socialliberale samfund ville være fuldstændig unødvendigt at arbejde mere end fem-seks timer om dagen.

Hos Bodelsen er der flere steder den fremtidstro – ikke ironisk, men fuldstændigt oprigtigt ment – at alle mennesker i almindelighed vil få glæde af fremskridtet, fordi det automatisk bliver ligeligt fordelt. Vi kan næsten ikke forstå det i dag

Reagans og Thatchers omklamring af Keynes’ store kritiker, Milton Friedman, mindre end 40 år senere, betød, at man fra 1980 afregulerede nationaløkonomierne og slankede staterne, hvad vi ikke så længere senere møder i Danmark under Anders Fogh Rasmussens tanker om “Fra socialstat til minimalstat“.

Den frihed, vi alle kunne have fået gennem de store offentlige organisationers uddeling af den, blev givet til private, og vi har nu et ukontrollerbart milliardærvælde, hvor de middelalderlige fyrster, som Luther og Machiavelli rådgav, er vendt tilbage. Bare ikke geografisk afgrænsede. De kan fabulere om at bygge metro fra New York til Washington eller kolonisere Mars.

Og de kan gøre det, hvis de vil. Der er bare én ting, der er helt sikkert: Dem, der kommer til at få glæde af det, det er dem, der selv kan betale for det. Almenvellet er en saga blot.

Hos Bodelsen er der flere steder den fremtidstro – ikke ironisk, men fuldstændigt oprigtigt ment – at alle mennesker i almindelighed vil få glæde af fremskridtet, fordi det automatisk bliver ligeligt fordelt.

Vi kan næsten ikke forstå det i dag. Så sent som 60’erne ville det have været en mulighed, at staten sikrede gratis wi-fi til alle. I dag er det privat og koster, hvad man kan få os til at betale for det. Hvorfor blev det ikke sådan, at alle fik ligelig del i fremskridtet?

10. Elena Ferrante: Min geniale veninde (2011)

Egentlig handler Elena Ferrantes fire Napoli-romaner om to kvinders måde at manøvrere sig gennem et mandsdomineret samfund. Men særlig den første viser noget om erhvervslivet, som ligger i dybet af den, skjult og godt.

Den italienske forfatter og journalist Roberto Saviano har gjort opmærksom på noget meget, meget vigtigt om den sorte økonomi, for eksempel narkoøkonomien. Vi går rundt og tror, at narkoøkonomien er en plet på det kapitalistiske system, der er det eneste ordentligt velfungerende økonomiske samfundssystem, trods alle dets fejl og mangler. En undtagelse. Men det er forkert.

Vi ser det alle sammen hver dag, mange gange, med abonnementer af enhver art. Narkohandlermetoden: Du får det første gratis, og når du så har vænnet dig til at bruge det, så bonner vi dig big time

Narkoøkonomien er essensen af det kapitalistiske systems virkemåde, forklarer han. Det er den perfekte udformning af handelslivets ideologi, når det gælder at iværksætte sin strategi for at tjene flest mulige penge og derved moralsk set opfylde sin opgave: At styrke sin virksomhed.

Der er altid kunder nok til narko. Alle leddene er udskiftelige. Der er altid nok af leverandører. På grund af hemmeligholdelsen må transport ske i enkle, udskiftelige led. Distributionen ligeså. Det er perfekt for den rene, uforstyrrede indtjening.

Og vi ved det jo godt. Det er den vej, alle de store forretningskæder fører vores forretningsliv. Færre og færre modeller og varetyper, der forenkler produktionsomkostningerne. Færre og færre specialiserede ansatte, der let kan skiftes ud. Centrale indkøb, så der heller ikke lokalt kræves fagkundskab om det. På den måde bliver hver enkelt led i forretningskæden udskifteligt og i sin enkelhed billigere at erstatte.

Og så en ting mere, som vi alle sammen ser hver dag, mange gange, med abonnementer af enhver art. Narkohandlermetoden: Du får det første gratis, og når du så har vænnet dig til at bruge det, så bonner vi dig big time.

I dag vil man ikke være åbenlyst alene på markedet, men hellere gerne eje alle markedets virksomheder, som man så lader konkurrere med hinanden. Af hensyn til markedets dynamik

Det er også den måde, handelslivet fungerer på i Ferrantes lokale boligkvarter i Napoli på grænsen til og inde i den italienske mafia. Man knytter folk og kunder til sig, man kan regne med, og som langsomt bliver afhængige af én. Og bliver nogen konkurrent for stor eller for besværlig, så gør man alt for at underminere vedkommendes levebrød. For til sidst helst at være alene på markedet.

I dag vil man ikke være åbenlyst alene på markedet, men hellere gerne eje alle markedets virksomheder, som man så lader konkurrere med hinanden. Af hensyn til markedets dynamik. Eller som Sun Tzu skriver et sted: Al krigskunst bygger på bedrag.

Det er i det hele taget i opgør med og reaktion på mændenes adfærdsformer i den form for økonomiske spilleregler, at de to kvindelige hovedpersoner udvikler sig til voksne mennesker; vidt forskellige fordi den ene undertrykkes af dem, mens dens anden kommer fri.

Det er måske dér, den vigtigste kulturkamp står i dag. Hvad mon udfordringen til erhvervslivet er i det spektrum?


Topfoto: Pixabay

Jakob Brønnum er forfatter til 33 bøger. Senest er kommet "Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter" (Eksistensen, 2018) og digtbogen "Øjeblikkets tredje tilstand" (Det poetiske bureaus forlag 2018, 353 sider, 200 kr.)

De senere bøger:
Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter (2018)
Øjeblikkets tredje tilstand (digte, 2018)
Nøjsomhedens tivoli (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay, 2017)
Den sidste passion (digte, 2017)
Lysåret (haikudigte, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
Pengeguden (essay, 2026)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Argumenter mod døden (essay, 2015)
Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
Malmö by night (digte, 2014)
Sange ved himlens port (Dylan-bog, 2014)

Hjemmeside: https://sites.google.com/site/jakobbroennumshjemmeside/

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en ofte anvendt foredragsholder (se hans foredrag på http://www.sogneaften.dk/jakob-broennum.htm). Han bor i dag i Örebro i Sverige med sin familie. Hans færøske hustru Rúna í Baianstovu (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af nettidsskriftet Den smalle bog, som han grundlagde 2016 samt af et teologisk/fagpolitisk tidsskrift. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og i styregruppen for BogForum. Han har været formand for Den skønlitterære gruppe i forfatterforeningen og for den internationale forfatterforeningsorganisation Baltic Writer's Council. Han har skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. Han sidder i bestyrelsen for den offentlige virksomhed Länsmusiken, Örebro og har tidligere siddet i innovationsrådet ved Örebro Universitets fakultet for humaniora. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

Seneste artikler om Bøger