ISRAEL // REPORTAGE – Efter dramatiske sammenstød mellem demonstranter fra Israels arabiske mindretal og sikkerhedsstyrker i maj sidste år, er mange års diskriminering og tilsidesættelse nu til åben debat. I den første af tre artikler om kontrasternes Israel får vi indtryk af stemningen i Nazareth.
NAZARETH – Ali Salam lægger ikke fingrene imellem. Med et bredt smil og et fast håndtryk byder han velkommen til ”den hellige by”, som han formulerer det.
”Betlehem har skam stor betydning i kristen tradition,” siger han. ”Jesus blev født i Betlehem. Men hans forældre kom her fra Nazareth, og da Jesus var blevet født, rejste de hjem til Nazareth. Der er ingen tvivl om, at Nazareth er vigtigere!”
Så er det sagt. Ali Salam er borgmester i Nazareth, og det har han været i over otte år. Før det var han stedfortrædende borgmester i 12 år, og man kan godt beskrive ham som lidt af en bykonge. Han har i høj grad nogle tanker med sine store armbevægelser.
Byen er blevet tilsidesat
Med 110.000 indbyggere er Nazareth den største israelske by, hvor stort set hele befolkningen er arabisk. De er altså palæstinensere med israelsk statsborgerskab, og er altså i en anden situation end palæstinenerne på Vestbredden og Gazastriben. De tilhører et mindretal i selve Israel, og udgør godt 20 pct. af landets samlede befolkning.
Under normale forhold, når der ikke er corona i luften, er byen fast stoppested for kristne pilgrimme fra udlandet, og navnlig i weekenden er her mange endagsturister fra Israels jødiske befolkning, men herudover har Nazareth i mange år levet en lidt hengemt tilværelse. Bortset fra turismen synes den økonomiske udvikling aldrig rigtig at være kommet til byen, og det har den dynamiske borgmester sat sig for at få lavet om på.
”Jeg vil sørge for, at der kommer hightech-virksomheder til Nazareth, og byen skal have sit eget universitet,” siger han.
Dermed peger han på et meget ømt punkt. Gennem de sidste par årtier har Israel sat sig i en global førerposition som følge af den enorme vækst indenfor hightech, der er hovedforklaringen på at den israelske økonomi i 2021 kunne opvise en vækst på 7 pct. I en ny rapport fra den israelske nationalbank kunne man i efteråret læse, at godt 10 pct. af landets samlede arbejdsstyrke har job i tech-industrien, men samme rapport påpegede også, at ser man isoleret på den arabiske befolkning, er det tilsvarende tal beskedne 1,2 pct.
Det offentlige Israel betragtede dem som en slags indre fjende, og selv da disse forordninger blev ophævet, levede mistanken videre
”Denne enorme vækst ligger for en stor dels vedkommende i de særlige hightech industriparker, som er blevet skabt rundt om i landet,” forklarer Ali Salam. ”Dem er der 15 af, men ikke én eneste ligger i en by med arabisk befolkningsflertal.”
Faktisk har han allerede trukket en del virksomheder til byen, og Microsoft oprettede for snart mange år siden et stort forskningscenter i en nedslidt ejendom på Nazareths hovedgade. Det er borgmesterens store ambition at give denne sektor et løft, så der kommer flere attraktive arbejdspladser til byen og dermed også et socioøkonomisk løft. Men for ham er der også et endnu højere mål, nemlig et opgør med mange års diskrimination af en stor befolkningsgruppe.
Kriminalitet
Netop dette spørgsmål fylder meget i den israelske debat for tiden. Da Israel og den islamiske Hamas-bevægelse i maj 2021 stødte sammen i 11 dages krigslignende konfrontation, førte det til voldelige sammenstød mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker i en række israelske byer med større arabiske befolkninger.
”Umiddelbart så man det som en direkte reaktion på krigshandlingerne omkring Gazastriben,” siger Mahdi Kabha. ”Men i virkeligheden var det et nødråb, en protest mod at have været tilsidesat i så mange år.”
Kabha kommer fra Barta’a, en israelsk-arabisk landsby, som ligger lige i nærheden af byen Umm el Fahem, som i maj måned var et af de absolutte urocentre. Han er uddannet jurist og arbejder for et af landets største advokatfirmaer, der han mange kunder i tech-industrien.
”I forbindelse med statens oprettelse i 1948 flygtede omkring 700.000 palæstinensere fra deres hjem, men andre 200.000 blev boende. Det gjaldt bl.a. befolkningen i Nazareth, og det var min egen familie i Barta’a,” siger han for at trække de historiske linjer op.
Når de finder ud af, at de kan risikere at blive afkrævet beskyttelsespenge, ser de sig straks om efter andre muligheder
Mahdi Kabha, jurist med kunder i tech-industrien
Denne befolkning blev statsborgere i den nye stat, men helt frem til 1966 levede de under en særlig nødretslov, der satte store begrænsninger på næsten alle områder. Det offentlige Israel betragtede dem som en slags indre fjende, og selv da disse forordninger blev ophævet, levede mistanken videre. Formelt er mindretallet statsborgere på lige fod med alle andre, men der er stadig tale om diskrimination på en række vigtige områder.
”For eksempel er skolevæsenet i den arabiske sektor markant ringere end i den jødiske del af landet,” forklarer han.
Dette er der mange årsager til, men resultatet er helt tydeligt. En uforholdsmæssig stor del af de unge dropper ud af skolen. De har svært ved at overskue et langt forløb med videregående uddannelse, og hvis de forlader skolen er der nemme penge at tjene. I byer som Umm el Fahem er der en omfattende kriminel underverden, og lokalt siger man, at der i dag ikke er nær så meget prestige i at være læge eller advokat som det er at køre rundt i en BMW med en skyder i handskerummet.
Der er en temmelig absurd forklaring på hvordan dette problem for et par årtier siden blev skærpet. I oktober 2000 kom det i en række arabiske befolkningscentre til store demonstrationer i sympati med Al Aqsa intifadaen, som var startet i de palæstinensiske befolkninger på Vestbredden og Gazastriben måneden før. Den israelske ordensmagt mistede kontrollen over situationen, og sammenstødene kostede 13 demonstranter livet.
For at undgå videre provokationer besluttede den daværende regering at trække stort set alt politi ud af de arabiske byer. Herved opstod en stor arbejdskraftreserve, som blev sat ind på at bekrige den organiserede kriminalitet i en række jødiske byer. Den indsats lykkedes, men som resultat flyttede de kriminelle netværker aktiviteterne over i de arabiske samfund, hvor der ikke længere var nogen polititilstedeværelse af betydning. Det står som en klar indikator, at 126 mennesker i løbet af 2021 mistede livet som følge af skudepisoder i den arabiske sektor, og det var næsten udelukkende som en del af lokale bandeopgør.
”Jeg har haft flere udenlandske klienter, som var interesserede i at åbne hightech-virksomheder i eksempelvis Umm el Fahem,” fortæller Mahdi Kabha, ”men når de finder ud af, at de kan risikere at blive afkrævet beskyttelsespenge, ser de sig straks om efter andre muligheder.”
Fredsmoskeen
Jeg opsøger Di’a Abu Ahmad, som er imam i en af de største moskeer i det centrale Nazareth. Han må have en forklaring på, hvorfor der tilbage i maj sidste år herskede ro og fred i byen, mens uroen bølgede i så mange andre arabiske samfund.
”Jeg tror, det hænger sammen med, at vi her i byen har formået at bevare vores personlige integritet,” siger han.
Som mange andre ser han kriminaliteten som et stort problem, men mener samtidig, at den til dels skyldes at en for dårligt tilrettelagt modernisering har ført til opløsning af de traditionelle familiemønstre. Det er i hans optik en vigtig del af den arabiske kultur, der dermed bliver undermineret, og så mister den unge generation orienteringen.
”Den rodløshed kender I jo også til i Europa,” siger han. ”Men et eller andet sted tror jeg, det betyder noget at Nazareth har status af hellig by. Hvad enten man er troende eller ej, har vi en fælles tradition at værne om, og det skaber en vis respekt. Det kan også skabe det modsatte, men befolkningssammensætningen har nok gjort, at vi gennem generationer har været vant til at få det til at fungere. Det er som regel påvirkninger udefra, der forstyrrer den hårfine balance.”
I Nazareth er 30 pct. af befolkningen kristen og de øvrige 70 pct. er muslimer. Jeg møder imamen i hans moské, som hedder Jamat al Salaam. Det betyder Fredsmoskeen, og navnet passer ind i sammenhængen.
”Vi byggede den i 1964,” fortæller han og siger ’vi’, selv om han selv ikke engang var født på det tidspunkt. ”Kvarteret her omkring voksede, og der var brug for endnu en moské. Så vi samlede penge ind blandt byens borgere, og der kom også mange bidrag fra landsbyerne på egnen.”
Navnet blev valgt, fordi man allerede dengang inviterede til fred og sameksistens.
”I navnet så vi et ønske om fred i Mellemøsten. Fred mellem Israel og Jordan, Libanon, Egypten og ikke mindst palæstinenserne,” forklarer han. ”Men også fred indadtil, og det er stadig budskabet.”
Pavens besøg
Men en gang imellem løber de høje idealer af sporet. En affære, som alle husker, og som de fleste helst taler udenom, udviklede sig i tiden op til årtusindskiftet. I forbindelse med dette skelsår besluttede paven, som dengang var den polsk-fødte Johannes Paul 2., at besøge det hellige land. Herunder naturligvis Nazareth.
Målet for pavebesøget i byen var først og fremmest Bebudelseskatedralen. Den er bygget over den grotte, hvor ærkeenglen Gabriel ifølge traditionen kom til jomfru Maria for at fortælle at hun skulle blive med barn, som Lukasevangeliet formulerer det. Nu ligger katedralen som et vartegn, der kan ses over det meste af byen, men man kommer til den ved at gå fra hovedgaden op ad en smal sidegade, hvor souvenirbutikkerne lille på rad og række. Næppe en pave værdigt, tænkte man helt tydeligt på rådhuset, for der blev fremlagt planer om, hvordan der nede på hovedgaden kunne anlægges en smuk plads med en bred trappe op mod kirken.
Problemet er blot, at der ligger en lille moské der, hvor trappen skulle have været anlagt. Moskeen ligger på det sted, hvor Shehab ed Din ligger begravet, og denne var nevø til Salah ed Din. Ham kender vi bedst som Saladin, middelalderens muslimske hærfører, der i middelalderen besejrede de europæiske korsfarere, så nevøen er bestemt ikke en hr-hvem-som-helst. Normalt er der gensidig forståelse om tingene i Nazareth, ikke mindst fordi Jesus også optræder som profet i Koranen, og ærkeenglens møde med jomfru Maria omtales også i sura 19 i muslimernes hellige bog.
Da byggeplanerne blev fremlagt, dukkede er pludselig et tilsvarende projekt op. Nogen havde fået den tanke at udvide den eksisterende moské, og udstyre den med en minaret, som ville være højere end Bebudelseskatedralen, lidt oppe ad bakken. I fire år var Nazareth fastlåst i en strid, som blandt andet førte til omfattende hærværk mod kristne butikker, og ødelagde den gode stemning i byen. Den kristne borgmester måtte mere eller mindre træde tilbage, og israelsk politi og militær rykkede ind for at bevare roen i byen.
Ny finanslov med vækstpakke
”Alt det har vi lagt bag os nu,” siger Ali Salam, der overtog borgmesterposten mens konflikten rasede.
Pavebesøget blev gennemført, men den hellige fader måtte pænt finde sig i at benytte den lidt mere ydmyge adgang til kirken. Ali Salam, som selv er muslim, insisterer på at vi skal se den tomme byrådssal. Bag stolen for bordenden, hvor borgmesteren har sin plads under møderne, er der et stort billede af ham selv sammen med paven. Han bemærker med slet skjult stolthed, at han er den eneste israelske borgmester nogensinde, der har været i privat audiens i Vatikanet. Men han ved også godt, at han ikke kan leve højt på dette glade minde til evig tid.
”Det haster med at få oprettet et universitet i Nazareth,” siger han. ”For et halvt år siden fik Israel ny regering, og i december kom den med en ny finanslov, der har sat 30 mia. shekel (godt 60 mia. kr.) af til investeringer i den arabiske sektor over de næste fem år. Det kan komme os til gode ved at udjævne nogle af ulighederne og skabe økonomisk vækst i vores del af befolkningen.”
Mens vi mødes er der rapporter om nye sammenstød mellem politi og beduiner i Negevørkenen. Det er en anden del af landets arabiske mindretal, der protesterer over at der nu skal plantes en skov i deres lokalområde, mens regeringen stadig holder det hen med noget så basalt som at indlægge elektricitet og rindende vand i ørkenens beduinlandsbyer. Og stemningen i Umm el Fahem er igen anspændt efter en ny skudepisode.
På den lille plads langs Nazareths hovedgade hersker der fred og ro. Moskeen ligger stadig, hvor pavens trappe skulle have været bygget, og et par børn løber omkring med høje skrig og viftende arme, så de mange duer flakser rundt mellem de kommunale bænke, inden de atter falder til ro. Måske er det virkelig kombinationen af gensidig respekt og håbene om at komme med i den økonomiske vækst, der sikrer den relative ro her i byen. Men det er ikke til at vide. Men sikkert er det, at Nazareth, som resten af Israels arabiske mindretal, befinder sig i en brydningstid.
Læserrejse til kontrasternes Israel
Vil du gerne vide mere om Israel og landets mange indre kontraster? I samarbejde med kulturrejsebureauet Viktors Farmor kan POV nu tilbyde en særlig læserrejse, hvor udlandsredaktør Hans Henrik Fafner vil være rejseleder. Den vil finde sted fra 30. maj til 8. juni 2022, og du kan læse mere om rejsen her.
Det er en rejse, hvor vi skal opleve Israel og lære om landet, og dermed også få indsigt i dets rolle i konflikten med palæstinenserne. Læserrejsen bygger på en allerede eksisterende rejse, som Viktors Farmor har på programmet, men vi har forsynet den med nogle ekstra møder med spændende mennesker, som vil fortælle og give indblik i det fascinerende og komplicerede land.
Som det plejer at være hos Viktors Farmor, vil gruppen ikke være større end 20 personer for at sikre det størst mulige udbytte for den enkelte. Og der bliver selvfølgelig også tid til at være almindelig turist og bare nyde landet.
Du kan høre mere ved at henvende dig direkte til Viktors Farmor. De sidder klar ved telefonen på 86 22 71 81, eller du kan skrive til info@viktorsfarmor.dk.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her