DIGITAL KULTUR – Revision 2018. Demoscenen. Demoparties. Copyparties. Hos nogle ringer der måske en klokke et sted i baghovedet, helt tilbage fra 1990’erne, noget med computernørder eller piratkopiering. Andre har måske aldrig hørt om fænomenet. Fordi demoscenen aldrig rigtigt har promoveret sig selv i offentligheden, endsige været i mediernes søgelys i mange år – men den findes endnu med medlemmer over hele verden, fremstiller sine teknologiudfordrende multimedie-demonstrationer og afholder sine digitale demofestivaler. Frank Emil Larsen har været til (endnu) en festival.
De sidste fire dage i den nyligt overståede påske samlede Revision 2018 7-800 mennesker i et tidligere elværk i Saarbrücken i Tyskland. De fleste med deres computere og medbragte eller på stedet fremstillede eller færdiggjorte multimedieproduktioner.
Disse blev vist på en storskærm for enden af elværkets store hal, som var fyldt med borde, hvor deltagerne kunne sidde ved deres computere og arbejde med, hvad de nu var igang med. Hvis de da ikke havde travlt med at socialisere over en øl eller ti enten indenfor eller udenfor, hvor en række madboder og et telt var opstillet, til et seminar eller oppe foran storskærmen, som også havde en scene foran sig, hvor der var koncerter, DJ’s og events – når der ikke lige var demo, grafik og musikkonkurrencer.
Revision er en festival for demoscenen, et demoparty, som afholdes hvert år i påsken, og langt fra det eneste af sin slags, idet der i hele Europa (Danmark inklusivt), Australien, USA og endog i Japan også afholdes demoparties. I Tyskland har der været afholdt demoparties af denne størrelse siden 1996, det startede med Mekka-Symposium (som i sig selv er en sammenlægning mellem to mindre parties), fortsatte med Breakpoint i 2003, hvorefter Revision tog over i 2011.
Men hvad er det så, de laver, disse demoscenere? Hvad er demoscenen for noget?
Scenen, demoer, scenere
Demoscenen er, helt kort, digital kultur. Det er der i vore dage uendelige mængder af – som ikke umiddelbart har noget med demoscenen at gøre, stort set al musik, litteratur og film passerer under produktionen op til flere computere og de specialister, der betjener dem. For slet ikke at tale om computerspil. Måske er det derfor, at demoscenen som subkultur ikke er i vælten og godt nyhedsstof – som den tilsyneladende var engang.
Herudover er demoscenen totalt ukommerciel – ingen laver demoer for at tjene penge, og det er ikke velset at tjene penge på (andres) demoer i det hele taget, hvilket blandt andet skyldes dens rødder i 1980’ernes og 1990’ernes pirat- og hackerscene.
En demo er en digital demonstration af en computers formåen – og samtidig en demonstration af de enkelte bidragyderes formåen indenfor programmering, grafik, musik og sammenhæng. Ofte overlapper de enkelte områder – grafikere og musikere er afhængige af, at programmører mestrer de rette værktøjer og har de rette idéer, og programmører er afhængig af at grafikere og musikere kan få demoen til at se godt ud, lyde godt og at der er sammenhæng mellem de enkelte aspekter – design og timing betyder således meget. Lidt ligesom et computerspil eller en film faktisk.
På et demoparty er der konkurrencer inden for dels demoer som helhed, dels i de enkelte aspekter – grafik og musik. En rigtig demo indeholder ny programmering og forudsætter således mindst en programmør – til ren animation og video er der specifikke konkurrencer.
I denne pionértid var skellet mellem programmører, crackere og andre computerbrugere ikke så stort – og når jeg skriver ”han”, er det naturligvis også fordi, at computerverdenen indtil langt op i 1990’erne bestod næsten udelukkende af mænd
Ydermere ynder demoscenens medlemmer (som selv arrangerer de demoparties, de går til) at trække diverse dogmeregler ned over sig selv – således er der konkurrencer, hvor filstørrelsen ikke må overstige 64 kilobytes, 4 kilobytes eller mindre endnu (for den uindviede fylder f.eks. denne artikel til sammenligning 15 kilobytes som word-dokument, hvorfor 4 kilobytes synes som særdeles lidt, når produktionen skal indeholder musik, effekter og grafik), ligesom der er konkurrencer for demoer på gamle platforme såsom Commodore 64 og Amiga.
Konkurrencerne afhænger af det enkelte demopartys rødder og arrangører, og der er derfor parties, som specifikt har noget med diverse retrocomputere at gøre.
For at være demoscener skal man, først og fremmest, interessere sig for demoer. Man skal se dem (de ligger for eksempelvis på YouTube, men det er selvfølgelig mere autentisk at eksekvere dem på en rigtig computer) og have lyst til at deltage i skabelsen af dem – med programmering, (3d)grafik, design eller musik – eller med organisation, distribution og promovering.
Men for at forstå hele baggrunden og alt det, der er specielt ved demoscenen som subkultur, skal man nok have historien med.
Historien bag demoscenen
Frøene til demoscenen blev sået tilbage i 1970’erne og 1980’erne, hvor hjemmecomputeren blev almindelig og piratkopieringen tog fart: Crackeren, altså ham, der brød spillets eller programmets kopibeskyttelse, ville gerne reklamere lidt for sig selv – naturligvis under dæknavn (et såkaldt “handle”) – og indsatte derfor et skærmbillede inden selve programmet, hvor der typisk stod, hvem der havde brudt beskyttelsen, programmets navn, tidspunktet og hilsener til venner, bekendte og andre involverede i den gryende scene.
I denne pionértid var skellet mellem programmører, crackere og andre computerbrugere ikke så stort – og når jeg skriver ”han”, er det naturligvis også fordi, at computerverdenen indtil langt op i 1990’erne bestod næsten udelukkende af mænd.
Efterhånden fandt crackere, programmører og andre sammen i grupper, som typisk fandt hinanden i lokale computerklubber, på uddannelsessteder eller lignende – det var jo før internettet. Samtidig – og dermed – blev de nævnte skærmbilleder til en konkurrence imellem grupperne: Hvem kan lave den fedeste, mest avancerede, mest originale intro (nu med bevægelse, effekter, grafik og musik) – og dermed høste respekt fra andre grupper og alle, der ser den?
Historien begynder med flokke af drenge som tilbage i 80’erne og 90’erne havde computeren som vigtigste fritidsinteresse. En interesse, de fleste forældre (og piger) ikke forstod og dermed et fristed. En scene med multimedieproduktioner stærkt influeret af tidens populærkultur, af science fiction, synthesizer-musik, andre af tidens subkulturer, iblandet teenageårenes konkurrence, galskab og testosteron-niveau
På daværende tidspunkt foregik udvekslingen typisk via almindelig post eller meget langsomme modem’er – og enhver gruppe var afhængig af at have ”spreadere”, “tradere” og ”swappere”, som udvekslede spil, demoer og programmer. Også her var der en konkurrence om at have det nyeste og have kontakter verden over.
Og heraf kom for eksempel 1980’ernes mere almene piratkopiering, hvor man kunne købe bånd og disketter med de nyeste spil i Den Blå Avis – som dengang var på papir og ikke var klar over, at piratkopiering var ulovligt (det blev den sidenhen og indførte restriktioner på annoncerne, hvilket dog ikke ændrede det store).
I midten af 1980’erne ønskede mange (knapt så?) raske drenge sig en computer, i Danmark typisk en Commodore 64, og hjemmecomputeren og piratkopierede spil på bånd og disketter blev bytteobjekter for de samme drenge. Hermed blev disse introer eksponeret for et langt større publikum, teenagedrenge besøgte hinanden (’s venner) for at kopiere de nyeste spil og scenen voksede.
For en del af de involverede blev introen, gruppen og de computerparties, som begyndte at opstå, vigtigere end det at skaffe den nyeste software. Det handlede – og handler – for dem om at demonstrere deres egen kunnen til computerens ypperste formåen – og da 1980’ernes og 1990’ernes hjemmecomputere typisk er helt standardiserede, var det ikke så svært at sammenligne, hvem der havde de bedste effekter, lyd og grafik. Og derfor – og på grund af nostalgi – laver man også demoer til disse platforme i dag.
Således begyndte historien om demoscenen – flokke af drenge som tilbage i 80’erne og 90’erne havde computeren som vigtigste fritidsinteresse. En interesse, de fleste forældre (og piger) ikke forstod og dermed et fristed. En scene med multimedieproduktioner stærkt influeret af tidens populærkultur, af science fiction, synthesizer-musik, andre af tidens subkulturer, iblandet teenageårenes konkurrence, galskab og testosteron-niveau.
Jesper Kyd, som lavede musikken til Hitman og siden en række andre spil, er ligeledes tidligere demoscener. Og danske Kiloo, hvis Subway Surfers har rundet 1 milliard downloads (!), har ligeledes en demoscene-baggrund og er sponsor for det årlige danske demoparty TRSAC
1990’ernes demoparties gik i hvert fald ikke stille af – og som følge af arrangørernes og deltagernes alder og manglende erfaring var strømsvigt, dårlig organisation, slåskampe og hærværk ikke ualmindeligt dengang. Som med enhver anden ny ungdomskultur, fristes man til at mene.
Men demoscenen er på det menneskelige plan først og fremmest en historie om livslange venskaber og interessefællesskaber, som de mere skøre eller drabelige historier med tidens fylde giver kulør til.
Har demoscenen nogen betydning i dag?
Demoscenen var og er, dybest set, en aldeles ukommerciel legeplads for alle, der synes, det er sjovt at programmere effekter, tegne, modellere eller rendere grafik eller lave musik på deres computer(e). Alt er tilladt, og alt lader sig distribuere via internettet, hvor pouet.net og scene.org rummer langt de fleste produktioner siden internettets udbredelse i slutningen af 90’erne. Derfor kan en gruppe eller en enkelt person selvfølgelig også udgive en produktion uden for de forskellige parties, og så behøver den heller ikke overholde eventuelle regler om størrelse, platform eller indhold.
I Danmark og Europa er nuværende og tidligere demoscenere i høj grad involveret i computerspil-branchen. F.eks. har flere af skaberne af Hitman en baggrund i de tidlige 1990’eres demoscene – og en af dem blev endog interviewet af DR’s Zig-Zag tilbage i 1990, hvor ambitionen var – ja – at lave spil og leve af det.
Jesper Kyd, som lavede musikken til Hitman og siden en række andre spil, er ligeledes tidligere demoscener. DICE, som står bag den kendte Battlefield-serie, blev startet af demoscenere, har stadig en del nuværende og tidligere demoscenere ansat og sponsorerede i flere år Revision. Og danske Kiloo, hvis Subway Surfers har rundet 1 milliard downloads (!), har ligeledes en demoscene-baggrund og er sponsor for det årlige danske demoparty TRSAC.
Disse er blot få eksempler ud af mange i spilbranchen. Mange (evt. tidligere) demoscenere arbejder desuden i IT- eller mediebranchen og bruger en del af de færdigheder, de har lært i demoscenen på alle de områder, hvor programmering, grafik og musik har betydning. Selvstændige grafikere, musikere, systemadministratorer etc. Og selvfølgelig også andre med de mere kreative elementer af demoscenen i fokus – film, tv, litteratur og musik.
Revision 2018
Således håber jeg, at læseren med denne ikke særskilt detaljerede indførelse i demoscenens historie og baggrund er klar til at tage tilbage til Revision:
Sammenlignet med tidligere tiders demoparties – undertegnede har 25 års erfaring som deltager i sådanne – er Revision professionelt og gnidningsfrit arrangeret og organiseret. Og da de fleste af deltagerne har passeret teenageårene – gennemsnitsalderen er vel i slutningen af 30’erne – er der ikke så meget råberi, smadrede flasker og ballade som tidligere.
Finalen i denne konkurrence blev afholdt om lørdagen, hvor Provod vandt over Flopine – mig bekendt den første kvindelige deltager i en sådan konkurrence – og det er ikke, fordi demoscenens mange mænd ikke mener, at kvinder ikke kan programmere – nærmere at der er for få af dem, der gør det
Man mødes af venlighed og tolerance fra arrangørerne, får et armbånd og en goodiebag med diverse reklamemateriale. Traditionelt sover man på partyplace i sin sovepose enten under bordet eller på et dertil indrettet soveområde – på Revision er det bag scenen, hvor musikken stopper ved 2-tiden om natten, og hvor der er forfærdeligt langt til toilettet – men flere og flere vælger i stedet at bo på hotel.
Årets tema var “Just Revision” – det vil sige, at temaet var, at der ikke var et – hvilket egentlig virkede ret mærkeligt.
Om fredagen – første dag – var der dels “Meteoriks” som er demoscenens svar på en filmpris a la Oscar, men uden Oscar’ens gennemslagskraft. Herudover blev de første runder af “Shader Showdown“, en live konkurrence i programmering på tid, afviklet. Denne konkurrence er et relativt nyt påfund, hvor to programmører (codere) dyster om, hvem der på 25 minutter kan programmere en effekt ud fra nogle udleverede textures (textures udgør overfladen på et 3D-objekt).
Alt dette – effektens udvikling og selve koden, programmørens enkelte tastetryk – kan følges live med storskærmen delt mellem de to kombattanter, som selv sidder ved deres computere på scenen. Konkurrencen afgøres ved lydstyrken på publikums jubel, når de færdige effekter vises hver for sig ved konkurrencens afslutning.
Finalen i denne konkurrence blev afholdt om lørdagen, hvor Provod vandt over Flopine – mig bekendt den første kvindelige deltager i en sådan konkurrence – og det er ikke, fordi demoscenens mange mænd ikke mener, at kvinder ikke kan programmere – nærmere at der er for få af dem, der gør det.
Ved et demoparty er konkurrencerne – compo’erne i daglig anglificeret tale – de absolutte højdepunkter. Typisk afholdes diverse musikkonkurrencer relativt tidligt på dagen og grafik-, demo- og spilkonkurrencer senere, da en storskærm virker bedst i mørke. I særdeleshed demokonkurrencerne trækker stort set alle partyets deltagere til storskærmen, og det er som oftest også her, at de mest spændende produktioner – releases – ser dagens lys.
Da Revision varer fire dage, finder hovedkonkurrencerne sted i fire blokke, to om lørdagen og to om søndagen, hvor de på papiret væsentligste konkurrencer (dette afgøres selvsagt også af kvaliteten af de produktioner, der udgives) er placeret i den sidste blok, som i år var sat til at begynde kl. 23.
Men allerede den første blok indeholdt konkurrencen i PC 64k Intro – altså en demo, en exe-fil, som højest må fylde 64 kilobytes og typisk afvikles på en relativt hurtig Windows-baseret PC med et relativt nyt grafikkort, selv om Macintosh og Linux for eksempel også er tilladt.
I denne konkurrence vandt den særdeles velanskrevne ungarnske gruppe Conspiracy ret suverænt med When Silence Dims the Stars Above, hvis smukke 3D-tableauer og den tilhørende musik bjergtog beskuerne – omend produktionen minder en del om tidligere års Conspiracy-demoer.
Der var tæt konkurrence om anden- og tredjepladsen, hvor Transphosphorylation fra hollandske Inque og Party Gipfeler fra ligeledes hollandske Poo-Brain (!) er lidt mere traditionelle, effektbaserede sceneproduktioner.
Iblandt lørdagens sene konkurrencer indgik konkurrencen i PC 4k Intro – hvor filstørrelsen er begrænset til 4 kilobytes – 4096 bytes – hvilket er meget lidt. En konkurrence, som traditionelt har stor tiltrækning på programmører. På 4 kilobytes lader det sig åbenbart gøre at vise en mindre gyserfilmscene med lyd, som vinderen af konkurrencen, Oscar’s Chair fra EOS gør det.
Herudover fulgte PrismBeings med Zetsubo, som kom nummer 2 op på sidste års nummer 2 – og, kunne man tro, moralske vinder Absolute Territory. Begge produktioner rummer en for demoscenen banebrydende kombination mellem demoscene-effekter, lyd og musik samt moderne kunst.
Om søndagen rummede den sidste blok af konkurrencer de væsentligste – men inden da spillede Logicoma, en gruppe, som også har en del med musikgenren dub at gøre på hovedscenen – hvilket trak en del dansende folk dertil.
I 8 kilobyte (8192 bytes) intro konkurrencen triumferede danske Loonies med ski-videoen One of Those Days, som rummer mange fine detaljer, den begrænsede filstørrelse tiltrods.
Så var det tid for de egentlige hovedkonkurrencer, Amiga demo og PC demo. Amiga demo – altså en demo til Commodore Amiga, som en del af de (knapt så) raske drenge havde i 1980’erne og 1990’erne – er en hovedkonkurrence til Revision, som traditionelt har et godt greb om Amigaens nostalgiske demoscene, som betragter dette party som årets vigtigste.
Og der er intet, demoscenen elsker som et godt comeback, og i denne konkurrence, hvor kvaliteten i fem af de seks demoer var meget høj, vandt grupperne Lemon. og Deadliners – som begge har rødder tilbage i 1980’erne og 1990’erne – med den Alice i eventyrland-inspirerede Amiga 500-demo The Fall.
Både nummer 2 og 3 i konkurrencen – Hexel fra norske Ephidrena og Pt 2 Horizons fra finske Unique, begge til en Amiga 1200 med ekstraudstyr og dermed en væsentligt hurtigere og grafisk stærkere computer – kunne ligeså godt have vundet, men Lemon. og Deadliners havde nostalgien og comebacket på deres side.
I PC demokonkurrencen – den absolutte hovedkonkurrence – vandt grupperne Fairlight og Cocoon knebent med block_one, ligesom Fairlight – endnu en legendarisk gruppe med rødder på Commodore 64 langt tilbage i 1980’erne – var involveret i nummer 2, Wanderer, sammen med finske CNCD.
Begge de nævnte produktioner fremstår dog lidt uskarpe i timing og design, og nummer 3, Echo Chamber fra Spacepigs, er mere sjov, nærmest satirisk og en efterfølger til sidste års vanvittige Hello, Kevin – a dental journey.
Alt i alt var der således ret langt til pouet.net’s all-time favorit, Debris fra tyske Farbrausch, som er helt tilbage fra 2007 og i tilgift blot er en fil på 177 kilobytes.
Efter de afsluttende konkurrencer var der fest resten af natten, og mandag formiddag blev præmierne overrakt på scenen, hvilket var imødeset med spænding af alle deltagere, da alle partyets gæster stemmer over det interne netværk live eller efter konkurrencerne, hvorved de enkelte konkurrencer finder en vinder. Derfor ved ingen – udover arrangørerne – med sikkerhed, hvem der vinder.
Undertegnede kan ikke uden stolthed bekende en yderst beskeden birolle på podiet – men i hvilken konkurrence, det er ikke godt at vide.
Og, forresten, når der her i artiklen forefindes links til video af stort set alle events på Revision, så skyldes det, at demoscenen i høj grad har sine egne medier – websites (og før i tiden såkaldte diskmagasiner, altså et magasin på en diskette), tv og radio, hvis store arbejde, jeg således nyder godt af til denne artikel.
Afslutningsvis skal det nævnes, at de angivne links er til YouTube – produktionerne kan alle downloades fra pouet.net og scene.org og eksekveres på en hurtig windows-pc med det rette grafikkort. Jeg – eller POV – tager dog intet ansvar for eventuelle problemer. Blandt andet er mange antivirus-programmer ret kritiske overfor små, effektivt pakkede exe-filer, men filerne er altså ikke virus-inficerede.
Topfoto: Billede fra demoen “block_one”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
