Dagene går og hun venter.
Vi booker jordemodertider ud i fremtiden og tænker begge at det nok bliver til barselsbesøg frem for fødselsmodnende akupunktur.
Første gang kom fødslen igang med medicin og denne gang venter hun, alt er fint, vi ses tit og jeg holder øje med at baby vokser som den skal, at der er forstervand nok, at den lille bevæger sig som den plejer. Og at mor har det godt, hende der er med sin baby i maven, tålmodig og vidende om præcis hvad der sker i hendes krop, minut for minut.
Jeg tænker over den smukke tillid der opstår når jeg lærer hende at kende, at hun stoler på mine jordemoderhænder og mit jordemoderhjerte, og at jeg stoler på og kender hende, når hun beskriver hvad der sker i hendes krop.
Det gør mig så glad at der findes dette apparat der måler mere tydeligt end noget andet apparat at alt er som det skal være. Og at det hurtigere og mere sikkert end noget andet måler, hvis noget forandrer sig, og vi skal handle anderledes end som nu bare at vente.
Jeg har tidligere i hendes graviditet haft en stærk fornemmelse af, at hun ville gå omkring 41 uger. Jeg har en næse for babyer, der ikke har travlt. Måske fordi mine egne har været længe undervejs, to af dem kom først i uge 43. Så længe håber jeg ikke hun skal vente.
Jeg har lidt vej at køre før jeg når frem. På vejen mod hende og fødslen står solen op i horisonten mod øst, mens natten er tung og stadig mørkeblå i vest. Jeg kører i skellet mellem nat og dag
En nat, den nat hun har drømt om, tager plukkeveerne en skarp drejning og bliver meget kraftige.
Er det nu?
Det er altid så svært at vide om det virkelig er nu fødslen er igang.
Tit ved man det først som fleregangsfødende når veerne er så kraftige, at man ville ønske man havde ringet til sin jordemoder en time tidligere. Hun har født hurtigt første gang ,og de ringer til mig, det må være nu.
Jeg har lidt vej at køre før jeg når frem. På vejen mod hende og fødslen står solen op i horisonten mod øst, mens natten er tung og stadig mørkeblå i vest. Jeg kører i skellet mellem nat og dag. Jeg forstår virkelig godt at fødekroppen og de nye liv elsker dette tidspunkt at begynde deres rejse på.
Livet er fuld af overgange og her på grænsen af den største har vi natten for os selv. Bilen alene på vejen, jeg stiller ind på det mirakel jeg skal til at være med til.
Livets første åndedrag rører mig altid, men faktisk berører dette sted jeg besøger i mig selv inden jeg når frem mig lige så dybt. Tænk hvad der venter, alle mine sanser er vakt, jeg lægger alt andet bag mig og går ind til et ældgammel ritual der sætter de dybeste spor i os alle, der oplever det.
Vandets lindring kan ikke forhindre, at nu er det nu, om et øjeblik vil babyen komme til verden, og der er intet der kan kamuflere råheden i øjeblikket
På badeværelset arbejder veerne stærkt og intensivt, hun vil i fødekarret, kommer ned i vandet, den sidste overgang i fødslen inden hun bliver mor: overgangsfasen.
Vandets lindring kan ikke forhindre, at nu er det nu, om et øjeblik vil babyen komme til verden, og der er intet der kan kamuflere råheden i øjeblikket. Det må gennemleves, jeg sidder ved hendes side og beder til at hendes passage til den anden side må være kort og nådig.
Et par veer her, hun arbejder tillidsfuldt og med alle kræfter og fornemmelsen af styrken når barnet roterer nedad og ud mod verden er en vulkan.
Hun er her.
Holder vejret.
Lander.
Åbner øjnene op.
Skellet mellem nat og dag lukker sig, lyset strømmer ind.
Et nyt liv.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her