En fandens kvinde – 2 x manden og kvinden (og kunsten)

af i Kærlighed & sex/Kultur/LIGESTILLING/Mænd/Scenekunst

TEATER // ANMELDELSE – En mand farer vild i den nye manderolle og en kvinde sublimerer sin lyst til et kunstprojekt med to mænd som modvillige aktører. Grundlæggende ligger I Love Dick på Husets Teater (efter Chris Kraus’ feministiske klassiker) milevidt fra Anders Haahr Rasmussens småfilosofiske standup-teater En Fandens Mand på Teater Grob (efter egen bog, sælges i foyeren). Altså bortset fra at begge dele er autofiktion.

På et tidspunkt beretter Anders om en af sine opgaver som feministisk bevidst journalist, hvor han researcher på et slags bordel i Bratislava. Her ender han med at blive skældt ud af ”Laura”, der anklager ham for netop at være en bedrevidende, privilegeret, hvid mand, fordi han ikke vil gå linen ud og optræde som kunde.

For hvad Fanden ved han så om noget – om hendes valg?

Steen Stig Lommer og Marina Bouras som Sylvère og Chris, der genfinder gløden i den fiktive affære med Dick. T-shirten angiver udmærket kunst-boheme-miljøet vi befinder os i

Lidt samme observation gør Chris nemlig i Marina Bouras’ skikkelse i I Love Dick, nemlig at den åh så forstående (hvide, heteroseksuelle) mand fastholder sin magt som redderen over for den sansende (men dybest set også retningsløse) kvinde. Altså Chris. Men at han ikke kan rumme hende, som selvstændigt agerende kvinde.

Men hver ting til sin tid.

Ud af elfenbenstårnet

I Love Dick er på sin egen højtravende måde uhyre morsom. Det flyver med referencer og citater om kunsten og kunstnerens rolle. Om kunstens universelle karakter … medmindre den er personlig. Eller netop derfor.

Du behøver ikke stå af her. I sin tid tvivlede BBC på, at publikum ville forstå en Monty Python sketch om et quiz-program med udfordringen ”opsummer Proust på 30 sekunder”. Absurditeten er indlysende selv uden kendskab til Proust.

Scenografien i ‘I Love Dick’ er smågenial som en kunstinstallation af den slags forestillingens Chris beskæftiger sig med (Steen Stig Lommer på video, Marina Bouras foran skærmen. Foto: Henrik Ohsten.

Således er det også indlysende, at Chris og hendes mand Sylvère befinder sig i det intellektuelle elfenbenstårn. Han forelæser om postmoderne litteratur og citerer alle de rigtige forfattere og filosoffer, mens hun laver videokunst – for hans penge. Alt sammen suppleret af lidt boligspekulation.

Hvad betyder vel et navn

Den 39-40-årige – okay, 49-årige – Chris bliver betaget af en af sin mands kolleger. Pludselig brænder passionen igen. Glemt er den håbefulde indsendelse af en kunstfilm til Berlin Film Festivalen. Hun er forelsket – eller i hvert fald liderlig – og begynder at skrive kærlighedsbreve til Dick.

Ja, jeg beklager – i dette tilfælde er Dick bare et navn. Men du kan lægge den symbolik i det, som du vil.

Chris og Sylvère iscenesætter sig selv, ligesom de bliver iscenesat på scenen

Fra start involverer hun sin mand Sylvère i projektet. Også han digter kærlighedsbreve. Ingen af dem bliver sendt, men legen ophidser dem og efter flere års tørke genoptager de sexlivet. Så er der bare lige det med, om Dick vil medvirke i projektet …

Iscenesat

Spørgsmålet er, om vi i publikum som Chris, Sylvère og Dick skal forstå alle referencer og citater og paralleller til andre kunstnerpar. Eller om vi blot skal erkende, at det selvfølgelig bare handler om de tre mennesker på scenen.

Jimmy Jørgensen er et pletskud som den erotiske cowboy (inkl. kaktus) i Chris’ kunstkærlighedsfantasi. Foto: Henrik Ohsten.

Det er jo autofiktion. Chris og Sylvère iscenesætter sig selv, ligesom de bliver iscenesat på scenen. Chris fascineres af Dicks cowboy-manerer – men er det ikke også bare selviscenesættelse? I det spil afsløres de alle som lidt latterlige (eller meget – der må gerne grines).

Men Chris insisterer på sit projekt. På at hun ikke bare laver kunst på sin mands nåde – eller Dicks. På at hendes personlige udtryk har kunstnerisk værdi.

Don’t Say Don’t

Hvis Chris’ kærlighedsbreve er navlepilleri, så er Anders Haahr Rasmussens show, En Fandens mand det også.

I baggrunden spiller Je t’aime. Anders tager imod os i brudekjole, mens han lakerer negle. Anders er en mand, der har læst Fisseflokken (om han har læst I Love Dick fremgår ikke).

Anders synes, at Elvis’ Don’t Say Don’t er en temmelig creepy sang om, at en kvinde ikke må sige nej. Anders har selv fået de ord smidt i hovedet og skammede sig over sit ”don’t”. Han er jo en mand.

Snotforvirrede mænd

Anders er med andre ord – som vist temmelig mange mænd – snotforvirret over, hvilken rolle han skal indtage som hvid, heteroseksuel mand i en feministisk tidsalder. Og han bruger sine personlige erfaringer til at kaste lys på forholdet mellem kønnene.

Det er det, veninderne spørger om efter et one-night-stand; kom han?

Alting bliver som bekendt klarere i bagklogskabens lys. I virkeligheden vil Anders jo bare have lidt kærlighed. OK, nogle gange bare lidt uforpligtende sex. Men for at opnå det må han bakse med konventionerne.

Det er muligt, Anders har det lidt svært med at finde sin rolle i forhold til kvinderne, men publikum tør han godt flirte med i ‘En Fandens Mand’. FOTO: TEATERGRAD

Det spænder fra den konventionelle Baby, it’s cold outside-forførelse af en kvinde i New York, der havde langt hjem med bussen, til en mere kringlet forførelse at en meget hip kvinde i Paris, der udfordrer ham til at prøve brudekjoler, hvorefter han har travlt med at understrege sin maskulinitet.

Kom du?

Han vil jo bare så gerne de kvinder. Han vil dem jo bare så gerne på en politisk korrekt måde. Hvad der viser sig at være temmelig svært. Men meget morsomt. Ikke altid fordi han sidder fast i gamle kønsroller. Nogle gange fordi kvinderne gør det:

Det er åbenbart et problem for mange kvinder, hvis manden ikke kommer. Mandens udløsning ses som et succeskriterium. Det er det, veninderne spørger om efter et one-night-stand; kom han? Ikke fordi det skal have været godt for ham, men fordi det validerer kvinden som lækker/hot/sexet/en succes.

Anders Haahr Rasmussen har mange gode pointer. Og han er en god fortæller, der fremkalder mange grin i publikum. Det er stand-up teater. Der er ikke helt samme pointefrekvens som i stand-up generelt, men teater eller foredrag, hvor en mand står og kloger sig på scenen, er det heller ikke (heldigvis).

Selvfølgelig handler det om sex

Og her løber trådene sammen.

Anders vil i En Fandens mand ikke gøre sine erfaringer universelle. Det er eksempler, der får ham til at undre sig. Måske bliver han – og vi – klogere. Og så kan vi handle derefter.

Altså omvendt Chris, der gerne vil gøre sin personlige rejse til en universel historie. Det kan måske også bruges som rettesnor.

En kunstinstallation helt i tråd med den verden, figurerne bevæger sig i. En perfekt iscenesættelse.

Anders Haahr Rasmussen er selvfølgelig ikke skuespiller, men han får alligevel en del sjov ud af at spille sammen med de dukker, der udgør kulissen på Teater Grob. Og flirter skamløst med publikum.

En humoristisk kunstinstallation

Husets Teater har stærke kræfter på scenen med Marina Bouras som Chris og Steen Stig Lommer som Sylvère, mens Jimmy Jørgensen er godt set som den mystiske iscenesatte cowboy Dick. Kunstværkets figurer bliver levende.

Scenografien er et kapitel for sig med mure, der brydes ned for øjnene af os, og sære rum med projektioner og lyseffekter. Ja, selvfølgelig: en kunstinstallation helt i tråd med den verden, figurerne bevæger sig i. En perfekt iscenesættelse.

Umiddelbart appellerer de to forestillinger ikke til den samme målgruppe. Men begge beskæftiger sig selvfølgelig med kønsroller. Og altså sjovt nok også med spørgsmålet om at gøre det personlige almengyldigt. En Fandens mand nok lidt lettere at gå til end I Love Dick.

På hver sin måde er de begge humoristiske, og hver især lykkes de med deres forehavende – uden egentlig at overrumple. På egne præmisser er de begge vellykkede og anbefales med fire stjerner hver.


I Love Dick spiller på Husets Teater til 12. oktober

Instruktion og bearbejdelse: Jens Albinus

Med: Marina Bouras, Steen Stig Lommer, Jimmy Jørgensen

En Fandens mand spiller på Teater Grob til 21. september

Instruktion: Pelle Nordhøj Kann

Af og med: Anders Haahr Rasmussen


Topfoto: En Fandens mand, TEATERGRAD. 

 

Steen Blendstrup er freelancejournalist og sexolog. Inden for journalistikken fylder kulturen meget – også i specielle tekstopgaver som manuskript til en reklamefilm for Skønheden og Udyret på Det Ny Teater. Det med sexologien kan du læse mere om på www.flirtmedlivet.dk.

Seneste artikler om Kærlighed & sex