En besynderlig tid i britisk politik

af i EU/Politik & Samfund

ANALYSE // BREXIT – Politisk lever briterne i en meget besynderlig tid. Det er sikkert gået op for enhver, der orker at se nærmere på Storbritannien (UK) i overgangstiden mellem fuldt medlemskab af EU og så det her “Brexit”, der snart skal komme, skriver H.C. Andersen, mens Den Britiske Højesteret vurderer, om det var lovligt, at parlamentet blev sendt hjem.

NEWCASTLE upon TYNE – Brexit sker midnat 31. oktober 2019, har premierminister Boris Johnson lovet. Først skulle det ske 31. marts, så fik forgængeren Theresa May udsættelse til 12. april. Det måtte hun bede om, fordi hun ikke kunne få det britiske parlament til at stemme for den overgangsaftale, hun havde forhandlet igennem med EU. Da parlamentet heller ikke makkede ret i april, fik hun endnu en udsættelse til 31. oktober 2019.

I mellemtiden blev den konservative politiker Boris Johnson valgt af sit parti til både partiformand og premierminister. Han har vist mod og mandshjerte (eller noget i den retning) og bekendtgjort, at han vil føre UK ud af EU 31. oktober, som aftalt, uden svinkeærinder, komme hvad der komme vil.

Med eller uden en aftale. Allerhelst en aftale, men ikke Theresa Mays aftale: en ny en. Hvis ikke EU går med på en ny aftale, så bliver det uden. Så kan de måske forstå det nede i Bruxelles.

Det mindede mig lidt om det råd, vi fik af oversergenten på Flyvevåbnets rekrutskole for en hel del år siden. “I kan få det, som I vil ha’ det”, sagde han med høj og klar stemme ude på eksercerpladsen. “Hvis I følger reglerne, får I en god tid. Hvis I ikke følger reglerne, bliver det ikke så sjovt”. Og sådan var det også.

Sådan siger oversergenter sikkert altid, men det lyder lidt anderledes i en britisk premierministers mund. Så lyder det meget mere som en trussel, for uden en aftale bliver det virkelig vanskeligt, både for briterne og danskerne og en mængde andre EU-lande. Gammeldags grænser med toldvæsen og grænsepoliti, ikke noget med borgerens frie bevægelighed osv. osv.

Men en meget stor gruppe parlamentsmedlemmer anede uråd: var det her ikke bare et forsøg på at lukke munden på Johnsons modstandere i parlamentet?

Der fulgte kaotiske tilstande i det britiske parlament. Ikke “anarkiske” tilstande, det blev ikke til øretæver. Men det blev fantastisk svært for premierministeren – trods den nye “mandhaftige” ledelsesform – at styre, hvad der foregik i parlamentet.

Flertallet var ikke med på, at “no deal” (udgang af EU uden en aftale) overhovedet måtte komme på tale. Ikke noget med at give EU – og det britiske folk – sådan en aftale.

Endnu en trumf

Med støtte fra parlamentets formand, John Bercow, gennemførte man lovgivning, der forbyder Boris Johnson at forlade EU uden en aftale. Og så lovgav man også for, at hvis premierministeren ikke kunne få en ny aftale på plads inden 31. oktober, så skulle han skrive til EU og bede om udsættelse. EU-Parlamentet har netop aftalt, at det kan UK godt få.

Men premierminister Johnson havde endnu en trumf på hånden. Han kunne sende parlamentet hjem på en lille ekstraferie på små fem uger. “Det er helt regulært”, sagde han og hans ministre.

“Faktisk har parlamentet ikke haft så lang en samling, som den her i lange tider. Vi skal have en pause”.

“I skal jo også allesammen til jeres partikonferencer. Det er altid i oktober, og så lukker vi jo også altid parlamentet et par uger”. Ikke noget usædvanligt dér.

“Og så skal vi sætte et lovprogram sammen til den kommende samling”.

“Vi skal have lavet en hel masse gode ting, der skal flere penge til undervisning, sundhedsvæsnet og politiet (vi har alt for få betjente). Den her lov om vold mod kvinder skal vi også have igennem i 2019-20. Det tager tid at forberede”.

“Vi ses 14. oktober, så kommer dronningen som sædvanligt og åbner parlamentet og læser lovprogrammet højt. Det er altid festligt, hornmusik og uniformer og dragter og ceremonier osv. Hav en god ferie”.

Men en meget stor gruppe parlamentsmedlemmer anede uråd: var det her ikke bare et forsøg på at lukke munden på Johnsons modstandere i parlamentet? Kunne det virkelig passe, at man lukker parlamentet netop i en tid, hvor nationen står foran sin vanskeligste krise siden Anden Verdenskrig?

Skulle politikerne ikke netop have så meget tid som muligt til at diskutere nationens fremtid i? Og var der egentlig ikke noget om, at parlamentet skulle sendes hjem længere, end regeringens arbejde og partikonferencerne krævede?

Men det mente Boris Johnson ikke. “De par dage, herregud”! Hans regering og embedsmændene skulle have den tid til at forberede love i.

Så premierministeren sendte repræsentanter op til Skotland, hvor dronning Elizabeth er i sommerresidens, og bad hende underskrive erklæringen om, at parlamentet ville blive sendt hjem til 14. oktober. Det gjorde hun, og så er parlamentet lukket.

Hvem har magten

Det er sådan det britiske system fungerer. Man taler om, at “kronen” i parlamentet styrer nationen. “Kronen” (“the Crown”), ikke monarken selv. Det er sådan set premierministeren, der styrer på “Kronens” vegne. Premierministeren har magt, premierministerens regering fremsætter love og leder nationen.

Det, der er sket i britisk politik de seneste uger er meget besynderligt – fra et dansk synspunkt – men meget, meget britisk

Ligesom i Danmark skal monarken sætte en underskrift på loven, før den er lov. Monarken deltager ikke som person i det politiske arbejde, men som monark skal hun inddrages. Han eller hun, “whatever”. Men premierministeren udgår af regeringspartiet og sidder i parlamentet. Parlamentet er i virkeligheden den højeste myndighed.

Det kan ske – og det er sket adskillige gange i den parlamentssamling, der lige er afsluttet – at parlamentet fremsætter og gennemfører lovforslag, der binder premierministeren. Dronningen underskriver og så er det lov.

Det, der er sket i britisk politik de seneste uger er meget besynderligt – fra et dansk synspunkt – men meget, meget britisk.  Det sætter fokus på et problem i britisk politik: hvem har egentlig magten?

Er det parlamentet, der muligvis kan tvinge premierministeren til at gøre som parlamentet siger med en ny lov? Eller er det premierministeren, der tilsyneladende kan sende parlamentet hjem på forlænget ferie, så de ikke kan komme med lovforslag, der måske binder ham på mund og hånd?

Og hvorfor er det så uklart? Det er, fordi vi er i United Kingdom, som ikke har en skreven forfatning.

En skreven forfatning, som Den Danske Grundlov, er noget man gerne har, hvis man er blevet et demokrati forholdsvis for nylig. I Danmark afskaffede vi enevælden og indførte det, der efterhånden er blevet til det demokratiske Danmark, vi nu kender.

I Storbritannien etablerede man først parlamentet som monarkens modspiller og overmand, og så tog man en mængde beslutninger og indførte en mængde love i løbet af de næste århundreder. Det er det, der er UK’s “uskrevne forfatning”: flere århundreders tradition (præcedens) for, hvad man plejer at gøre eller hvad der ligefrem er lovgivet for. De to ting er ikke altid det samme.

Med eller mod lovpraksis

Man har aldrig fjernet monarken fra det politiske system (det har vi jo heller ikke i Danmark), men man har heller ikke gennemført den formelle adskillelse mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt, som vi har i Danmark.

Så premierministeren sender parlamentet hjem med støtte fra monarken. Og parlamentet lovgiver, for at tvinge premierministeren til at makke ret. Og så sker der det – og her bliver det virkelig mærkeligt og meget britisk – at nogen finder på at bede dommere om at afgøre, om premierminister Boris Johnson handlede med eller mod britisk lovpraksis, da han sendte parlamentet hjem.

Det, der sker i den britiske Supreme Court – landets allerhøjeste domstol, forfatningsdomstolen – netop nu er sensationelt

Boris Johnson vil sige, at han handlede som en premierminister har lov til: premierministeren kan bestemme, at parlamentet skal sendes hjem, så regeringen har tid til at forberede sit lovprogram. Her gør han anvendelse af privilegier, han traditionelt har (“sådan har det altid været”) som premierminister.

Hans kritikere – repræsenteret af jurister i retslokalet – siger, at fordi han sendte parlamentet hjem længere, end det var nødvendigt, har han tiltaget sig magt, han ikke har. Han har i så fald sendt parlamentet hjem helt uberettiget.

Hvis man tænker efter (det skal man, ellers bliver det ikke interessant), så er kritikernes anklage meget alvorlig. At tiltage sig politisk magt, man ikke har, kunne beskrives som at opføre sig som en diktator.

Og hvis det er det, Boris Johnson har gjort, så kunne man sige, at han løj for dronning Elizabeth, hvis han sagde til hende, at det var i orden at sende parlamentet hjem et par ekstra dage.

Jeg ved godt, vi har så meget andet at tænke på og bekymre os over i disse rodede og usikre Brexit-tider, men det, der sker i den britiske Supreme Court – landets allerhøjeste domstol, forfatningsdomstolen – netop nu er sensationelt.

Elleve dommere har til opgave at beslutte, om Boris Johnson handlede i overenstemmelse med loven. Eller sine beføjelser som premierminister. Der er ikke nogen lov, der handler om at sende parlamentet hjem, og der er ingen fortilfælde, “præcedens”.

Sagen har allerede været for højesteret i London i England, hvor man afgjorde, at det kunne man slet ikke fælde dom om. Boris Johnson havde taget en politisk beslutning, her havde loven og dommerne ikke noget at skulle sige. Man ville ikke rode dommere og lovgivere sammen. Meget rimeligt.

Men så kom sagen for en skotsk domstol i Edinburgh.

Den var i første omgang enig med højesteret i London: det var politik, ikke jura, der rådede i den beslutning. Men sagen gik videre til en appelret, der afgjorde, at Boris Johnson ikke havde handlet lovligt: parlamentet var sendt hjem længere, end regeringen havde ret til. Og da det var en dom afsagt i en appelret, kunne den ikke appelleres videre i det skotske system. Tænk lige over det: der er faktisk afsagt dom for, at Boris Johnson har tiltaget sig magt, han ikke har adgang til.

Det er jo, indirekte, en helt uhyrlig mistanke overfor Supreme Court, og det siger noget om, at briternes fornemmelse af, hvad der er normalt, er ved at gå helt over styr

Derfor må sagen videre til Supreme Court (Den Britiske Højesteret), hvor den nu behandles af dommere, der ene og alene tager stilling til, om den lov og praksis er fortolket korrekt af de andre domstole.

Onsdag skrev London-avisen The Times, at Boris Johnson advarer Supreme Court om ikke at blande sig i politik.

Det er selvfølgelig et meget fornuftigt råd, kunne man sige, men at landets premierminister advarer landets højeste domstol om den skal være politisk neutral, det er at sige, at man ikke har tillid til, at en domstol på det plan selv kan finde ud af at være upolitisk.

Det er jo, indirekte, en helt uhyrlig mistanke overfor Supreme Court, og det siger noget om, at briternes fornemmelse af, hvad der er normalt, er ved at gå helt over styr. I forvejen har briterne meget lidt tillid til politikerne. Siger landets førende politiker nu, at man ikke kan have tillid til domstolene? Hvad er der så tilbage?

Dommere på “spændende” opgave

Så de elleve dommere i Supreme Court har en spændende opgave. De skal afgøre, hvilken af de to andre domstole, der ikke forstod loven rigtigt: højesteret i London eller retten i Edinburgh. En af dem afsagde den forkerte dom i en meget vigtig sag.

Og så skal de tage stilling til, hvad forholdet mellem dommere og lovgivere egentlig er. Lovene vedtages af parlamentet, inklusive regeringen. Politikerne skal selvfølgelig overholde loven, men man skal passe på ikke at komme i en situation, hvor dommerne pludselig laver – og ikke bare dømmer efter – lovene.

Torsdag 19. september vil ekspremierminister John Major møde i Supreme Court for at deltage i sagen på Johnsons kritikeres side

I tilfældet Boris Johnson og hjemsendelsen af det britiske parlament er der ingen eksisterende lov. Hvis Supreme Court afgør, at Boris Johnson simpelthen tog en politisk beslutning, fordi han ville noget politisk, så har premierministeren ikke gjort noget forkert.

Men så er spørgsmålet, om en premierminister så også kan tage andre beslutninger udenom parlamentet og sige, at det bare er en politisk beslutning, der ikke har med jura at gøre. Supreme Court skal være helt sikker på ikke at sætte en uheldig præcedens.

På den anden side, hvis Supreme Court mener, at den britiske premierminister har tiltaget sig magt, han ingen ret har til, så vil mange forlange, at han træder tilbage, og at parlamentet straks genindkaldes. Så har han muligvis løjet overfor dronningen, parlamentet og folket.

“A would-be dictator”

Jeg sad og så transmissionen af debatten i EU-Parlamentet onsdag formiddag.

En af de britiske talere er medlem af Liberal Democrats, partiet der vil annullere Brexit, hvis de får regeringsmagten, noget de nok ikke får. Hun – Barbara Ann Gibson, hun skal have sit navn i medierne – beskrev Boris Johnson som “a would-be dictator, who lied and cheated in (the British) Parliament” (manden, der vil være diktator, og som har løjet og bedraget det britiske parlament).

Jeg må indrømme, at den sætning kom bag på mig. Det var nu alligevel meget, når Supreme Court ikke er færdige med deres arbejde, og sådan havde Barbara Ann overhovedet ikke turdet beskrive Boris hjemme i parlamentet i London, hvis hun havde haft en plads der: hun var i den grad blevet skældt ud af formand Bercow, afkrævet en øjeblikkelig undskyldning og muligvis også blevet suspenderet.

Selv i hysteriske tider skal man holde lidt igen. Men ikke i EU-Parlamentet, og i UK kan man faktisk også slippe afsted med at kalde premierministeren en løgner i pressen uden at havne i retten selv.

Torsdag 19. september vil ekspremierminister John Major møde i Supreme Court for at deltage i sagen på Johnson-kritikernes side. En tidligere konservativ premierminister vil støtte en sag imod den siddende konservative premierminister.

Det bliver sværere og sværere at hitte ud af, hvad der er normalt, og hvad der er sensationelt i dagens Storbritannien. Begrædeligt. Hulk.


Foto: Supreme Court of the United Kingdom, Wikimedia Commons

Hans Christian Andersen har boet i Storbritannien siden 1979, hvor han tog en PhD ved University of Hull og senere en MBA ved Durham University.

Siden 1982 har han boet i Newcastle upon Tyne, hvor han har været ansat ved Newcastle University, og fra 1991, ved University of Northumbria med bl.a. international markedsføring og kulturturisme som arbejdsområder.

I halvfemserne var han i tre år tilknyttet The Guardians udlandsredaktions Europatillæg med den skandinaviske nyhedsdækning som hovedområde. Siden 2004 har han deltaget i P1 Orienterings programmer, med britisk politik som emneområde, og har også deltaget i en række andre programmer i DR radio og tv og hos TV2.

Seneste artikler om EU