MEDIER // ANMELDELSE – En journalist, der lyver, er ligegyldig. En journalist, der taler sandt, er vigtigere end nogensinde. Podcast-serien om fotograf Jan Grarups hårdt prøvede forhold til sandheden er trods enkelte svagheder materiale til lærebøger om journalistisk integritet
Det er lammende pinligt at afsløre en løgner. Det burde jo åbenlyst være mest pinligt for den afslørede, men den trykkende følelse af overført skam breder sig også til vidnerne til afsløringen af løgneren. Efterhånden som beviserne på løgnene hober sig op, ønsker man instinktivt, at afsløringerne ikke er sande, at noget ikke stemmer, og at der er holdbare og fornuftige forklaringer på det, der umiskendeligt ligner løgn, svindel og bedrag.
Den trykkende følelse af skam ligger lige under huden, når man lytter til Jørn Stjerneklar og Helle Majs meget grundige og velproducerede podcast i fire dele Bedraget – løgnens anatomi om den berømte og feterede fotograf og fotojournalist Jan Grarup.
Bedraget – løgnens anatomi gør os den meget store tjeneste, at den minder os alle sammen om, at sandheden fortsat er den dyrebareste vare på de journalistiske hylder
Følelsen fortager sig ikke, som afsnittene skrider frem. Dertil dokumenteres og tydeliggøres det for stærkt, at Jan Grarup har hvis ikke konsekvent direkte løjet så i hvert fald fordrejet eller overdrevet sine beretninger om sine mange rejser og historierne bag en række af hans mest berømte billeder, især fra dækningen af folkedrabet i Rwanda i 1994.
For mangeårige Politiken-læsere vil Jan Grarup i en dansk sammenhæng være særdeles velkendt, eftersom Grarup var fast tilknyttet avisen fra 2001 til 2009, hvorefter han fortsatte som freelancer i en årrække. Inden da havde han været fast fotograf på Ekstra Bladet i et årti. Ud over de mange billeder, der er bragt i aviser i Danmark og verden over har Jan Grarup stået bag et væld af udstillinger, foredrag og flere bøger med særligt udvalgte fotos og deres historier. Han er prisbelønnet, hyldet og beundret.
Det nødvendige øjenvidne
Det særlige ved Jan Grarups mere end tre årtier lange karriere er først og fremmest, at den er båret frem af krige og konflikter. Grarup var manden, der opsøgte det farligste, mest ødelagte, ulykkelige og traumatiserende i brændpunkter, hvorfra man flygter i stedet for at rejse til. Han var manden, der i både bogstavelig og overført forstand gik ind i flammerne med et kamera i hånden og blev det nødvendige øjenvidne, der kunne afsløre en verden af uforklarlig og ustyrlig ondskab.
Et øjenvidnes beretninger er vi i sagens natur nødt til at kunne stole på. Når vidnet endda tilsyneladende har sat alt på spil, herunder sit eget og andres liv, for at indfange billedberetninger, står sandhedsværdien i endnu højere kurs. Det voldsomme vi ser, når vi i en journalistisk dækning af et folkedrab ser et billede af en lille hårdt såret pige, der som den eneste har overlevet en ufattelig massakre, er vi nødt til at få det forklaret og dét med oplysninger, der er præcise, opklarende – og sande. Bliver der manipuleret, overdrevet eller direkte løjet, bliver såvel formidler som modtagere selv dele af krige og konflikters helt store svøbe, nemlig drabet på sandheden.
Jamen, kunne man hævde, det ændrer vel ikke nødvendigvis ved billedets kvalitet og effekt, at der overdrives eller lyves om de begivenheder, der er gået forud for selve indfangelsen af noget højdramatisk og ubærligt?
Nej, men vi kan ikke længere stole på øjenvidnet og dermed ikke længere på den faktuelle, objektive fortælling, der er den bærende bjælke i dokumentarisk journalistik. Rammerne skrider, og vi tager et skridt ud i en virkelighed, der i 2025 lige så vel kan være skabt af AI. En journalist, der lyver, er ligegyldig. En journalist, der taler sandt, er vigtigere end nogensinde.
At Jan Grarup i en lang række tilfælde ikke har holdt sig til sandheden om omstændighederne og de faktiske hændelsesforløb, når han tog sine billeder, er den store, underminerende skandale, der ikke bare sætter spørgsmålstegn ved Grarups samlede professionelle virke, men også ved dømmekraften og kontrolmekanismerne hos de medier, der købte og bragte billederne.
Det er altid vanskeligt for en branche at kritisere sine egne, og når journalister undersøger og kritiserer journalister som i tilfældet Stjerneklar og Maj i sagerne om Jan Grarup, bliver grænsen mellem det relevante og det lidt spekulative uhyre vigtig
Den erkendelse dækker Jørn Stjerneklar og Helle Maj fint i podcasten og citerer såvel Christian Jensen som Amalie Kestler fra Politiken, der begge medgiver, at det er stærkt problematisk for Politiken, at der er viderebragt historier fra Jan Grarup, som har vist sig at være fabrikerede. I 2023 undskyldte Christian Jensen offentligt over for Politikens læsere, og Amalie Kestler kaldte forløbet for ”en plet på vores historie”. I sig selv en kajeryster til en institution som Politiken og en påmindelse om den journalistiske integritets evige nødvendighed.
Det er altid vanskeligt for en branche at kritisere sine egne, og når journalister undersøger og kritiserer journalister som i tilfældet Stjerneklar og Maj i sagerne om Jan Grarup, bliver grænsen mellem det relevante og det lidt spekulative uhyre vigtig. Svaghederne i Bedraget – løgnens anatomi er således forsøgene på at forklare eller forstå mennesket Jan Grarup og hans bevæggrunde for at lyve, fordreje og digte via blandt andet interview med Grarups tidligere svoger.
Beskrivelsen af voldsomme hændelser og et økonomisk svigt fra Grarups side i kølvandet på skilsmissen fra journalist Zasha Sekjær skal tydeligvis tjene det formål, at Grarups personlighed, værdier og temperament bliver belyst, men de dele af podcast-serien går ganske enkelt for tæt på, uden at vi bliver klogere.
Det samme gælder inddragelsen af professor i social – og personlighedspsykologi ved Aarhus Universitet, Henrik Høgh-Olesen gennem alle fire afsnit. Igen forstår lytteren udmærket, at Høgh-Olesen skal guide os frem til en form for forståelse af løgnenes natur og løgnerens bevæggrunde, men det bliver unødvendigt insinuerende, når professoren, der ”ikke vil, kan eller må” udtale sig specifikt om Jan Grarup f.eks tilbagevendende taler om psykopatens klassiske træk.
Vil man dermed sige, at man tror, at Jan Grarup er psykopat? Det bliver lige spekulativt og grænseoverskridende nok, og det svækker grundhistorien, som er både rystende og vigtig nok i sig selv. Det samme gælder men dog i mindre grad inddragelsen af Jan Grarups PTSD-diagnose. Ingen andre end Jan Grarup selv og den eller de læger, der angiveligt har diagnosticeret ham, ved, om han lider af PTSD, og det er ufint at spekulere.
Til gengæld holder den journalistiske begrundelse for at nævne det i forbindelse med Jan Grarups egen forklaring på, at tidspunkter, tidslinjer og begivenheder står uklare for ham – nemlig netop den posttraumatiske stress-diagnose. Her har Stjerneklar, Maj og Høgh-Olesen en tydelig og overordnet pointe: Man bliver ikke løgner af at have PTSD – forklaringen er for tynd og rækker ikke til at forklare alle unøjagtigheder og mere end tvivlsomme historier.
Svaghederne til trods er Bedraget – løgnens anatomi grundlæggende fremragende og bør kunne indgå i læremateriale om journalistiske arbejdsmetoder og journalistisk integritet. Fordi den er gennemresearchet, fordi den er velfortalt, og fordi den anvender stærke og relevante kilder. Især gør arbejdet med at kortlægge, at ofre for folkedrabet i Rwanda, som Jan Grarup har omtalt som afdøde, rent faktisk overlevede og blev genforenet med deres familiemedlemmer, dybt indtryk.
Mest af alt gør Bedraget – løgnens anatomi os den meget store tjeneste, at den minder os alle sammen om, at sandheden fortsat er den dyrebareste vare på de journalistiske hylder. Alene derfor bør den blive hørt igen og igen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og