BØGER // ANMELDELSE – “Himmelstrup skriver lige så sanseligt, som jeg forestiller mig, at Aarestrup oplevede verden. Jeg rynker på næsen over lugten af sygdom, glæder mig over åndrigheden blandt Aarestrups venner og lider med hans kone“, skriver Ulla Hinge Thomsen om romanen En sølvsky ud i luften. Bogen får digteren og forfatteren Emil Aarestrup til at stå lyslevende frem som et komplekst og rent ud sagt ret anstrengende menneske.
For tre år siden stod jeg i landsbyen Nysted på Lolland med tårer i øjnene. Ikke fordi det var koldt (det var det), eller fordi de lokale var uvenlige (det var de ikke). Men af bevægelse fordi jeg stod med min da meget nye kærestes arme omkring mig og hørte disse linjer blive læst højt:
“Hold fastere omkring migMed dine runde Arme;
Hold fast, imens dit Hjerte
Endnu har Blod og Varme.
Om lidt, saa er vi skilt ad,
Som Bærrene paa Hækken;
Om lidt, er vi forsvundne,
Som Boblerne i Bækken.”
Enhver, der har gået i gymnasiet eller blot har interesseret sig en smule for poesi, kender digtet Angst af Emil Aarestrup. I al sin sanselige banalitet er det nemt at analysere og derfor godt at undervise i Romantismen ud fra.
Imens verden omkring Aarestrup forandrer sig, unge mænd dør i forskellige slag, og demokratiet indføres i Danmark, er han mest af alt optaget af sig selv
Emil Aarestrup står som bekendt som en af de fremmeste digtere inden for denne gren af den litterære retning, vi kalder Romantikken, og både min kæreste og jeg havde med glæde læst hans saftige digte, så vi tog på vores første kærestetur til Nysted for at gå en såkaldt digterrute, hvor vi lærte om Aarestrups liv og litteratur.
Og nu stod jeg altså her og græd over altings forgængelighed. Bladene, boblerne, kærligheden.
Sygdom og sex
Mens jeg læste Kristian Himmelstrups nye ekvilibristiske roman En sølvsky ud i luften om en periode i Emil Aarestrups liv, tænkte jeg mere end én gang på udflugten til Nysted. Bogen foregår ganske vist efter familiens flytning fra Nysted, men i en del af bogen er Aarestrup stadig læge på Lolland, hvor han tilser og lindrer både fattige og rige patienters lidelser af alle mulige slags.
Og det er ikke småting, han kommer ud til; fødsler, døde spædbørn, døde mødre, forslåede kvinder, arbejdsulykkeramte mænd, tuberkulose, lidelser af alle slags.
Imens passer hans kone (og kusine) Caroline den stadigt voksende børneflok derhjemme og sørger for, at der var varm mad og hyggelig stemning til den følsomme doktor. For Aarestrup var jo ikke alene læge, men også en poetisk sjæl, som i 1838 havde fået udgivet samlingen Digte med sin ven, digteren Christian Winthers, hjælp. En samling, som kun solgte 40 eksemplarer, og som havde skuffet:
“Hans digte var netop udkommet, da de flyttede, havde det noget med det at gøre? At komme en times rejse tættere på hovedstaden og de laurbær, der aldrig blev ham til del? ”Mit den Gedichten geht es nicht mehr,” som Heine skriver et sted, og som han har overtaget som sit desillusionerede valgsprog.”
Så hvad gør en længselsfuld livselsker? Han elsker. Dels sin kone:
“Det er svært at bevare sit sorte humør, når Caroline er i nærheden og ser så uimodståelig ud som nu. Hun har det brune hår sat i en stram midterskilning med små krøller ved ørerne. Hendes pande er bleg, hendes kinder røde, øjnene trætte, men blå. Hun har den halskæde på, han gav hende til deres kobberbryllup for et par år siden, og han kan ane hendes ånde i mørket som en lille sky.”
Men i den grad også andre kvinder. Fra de brystsyge patienter, som han uden skam stikker en hånd op under kjolen på (tør man sige #metoo), til adelige fruer, som Casse Hirsch og Amalie Raben. I litteraturhistorien hører vi mest om Aarestrups “platoniske” forelskelser og de deraf følgende digte til forskellige “veninder”, men i Himmelstrups bog er kærligheden også kødelig, som her, med Hirsch:
“Det er godt at se dig,” siger hun stille med kinden mod hans bryst. Hun går foran ham ind i huset, og han tager fat i hendes ene ærme, der er blødt og let. Hun vender sig, og de kysser, inden hun får lukket døren, hans hænder under hendes kjole, og hun sukker og trækker ham efter sig ind i sovekammeret (…) Da han kommer, er det ikke kun afslutningen på et samleje, en flirt, et upassende forhold.”
For Aarestrup er eksponent for en nydelsernes filosofi:
“Én ting ved han: Man må aldrig bukke under for tidens moral og seksualforskrækkelse, for så dør man, mens man er i live.”
På tur med Kierkegaard
Trods de villige kvinder og den gode mad, som han nyder (lidt for) rigeligt af ved fester på de lollandske godser, bliver Aarestrup dog let mismodig blandt bønder og fattigfolk på det flade Lolland.
Så muntres han alligevel mere op, når turen går til det elskede København og venner som Winther og bekendte som Søren Kierkegaard. En særlig skøn scene for en Aarestrup-elsker er den, hvor han og Kierkegaard går tur på Assistensen og taler om netop digtet Angst.
Himmelstrup skriver lige så sanseligt, som jeg forestiller mig, at Aarestrup oplevede verden. Jeg rynker på næsen over lugten af sygdom, glæder mig over åndrigheden blandt Aarestrups venner og lider med hans kone, når han barnligt lukker sig inde i spisekammeret for at trøstespise og surmule. Faktisk er det svært overhovedet at skelne mellem Aarestrup-figuren i romanen og den virkelige Emil Aarestrup, hvilket jo tjener Himmelstrup til ære. Aarestrup står simpelthen frem som en lyslevende og ærlig talt ret anstrengende person.
For én ting er livsglæde og smag for den erotiske saft og kraft i både ord og krop, noget andet er barnlig selvmedlidenhed. Eller sagt på en anden måde: Mage til egocentrisk mandebarn skal man lede længe efter. Han stopper sig med mad, klynker over manglende inspiration, bedrager sin bebyrdede kone (hvis jalousi han tilmed irriteres og fornærmes over), ser ned på sine patienter og vil hele tiden være andetsteds. Nå ja, og så er vi ikke engang nået omkring den store datter i København, som han ikke kan stå ved.
Imens verden omkring Aarestrup forandrer sig, unge mænd dør i forskellige slag, og demokratiet indføres i Danmark, er han mest af alt optaget af sig selv. Hvilket gør ham til en meget menneskelig og interessant romanfigur. Men måske knap så værdig på piedestalhylden. Og det kniber jeg ærlig talt en ny lille tåre over.
Danmarks digterruter, som Ulla Hinge Thomsen nævner i anmeldelsen, er et frivilligt initiativ. Flere steder i Danmark kan du helt gratis gå en rute og høre om den pågældende forfatter ved hjælp af din telefon og QR-koder. Se mere på danskedigterruter.dk
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og