Tirsdag ville Ella Fitzgerald, en af verdens gennem tiderne betydeligste jazzsangerinder, være fyldt 100 år. I anledningen af fødselsdagen har POV Internationals Philip Sampson gravet historien frem om dengang i begyndelsen af 1960’erne, da Ella havde en særlig romance med Danmark – og faktisk for en tid slog sig ned her.
Det var den 25. august 1961. Den fredag står stadig som noget stort for Lasse Hjorth. Han var bydreng i Bispebjerg Bio, der lå dér på hjørnet Frederiksborgvej og Landsdommervej i Københavns Nordvestkvarter. Når han fik fri fra Grundtvigskolen, gik turen ikke sjældent ned i biografen, hvor han gik til hånde. Ikke mindst, når salen om dagen blev brugt til pladeindspilninger.
Det var plastikfabrikken A/S Plastica ovre på Dortheavej, der som en sidegesjæft stod for produktionen af disse grammofonplader. De ejede pladeselskabet Tono, og når nogle af deres kunstnere skulle indspille et nummer, så gik turen over Frederiksborgvej til Bispebjerg Bio.
”Når vi havde optagelser, skulle de tre første stolerækker i biografen flyttes. Så dem skubbede vi ud til siden. Satte mikrofoner op, og så skulle jeg ellers bare være hjælpsom, hvis der var noget. Hente øl, cigaretter og hvad der nu måtte være”, husker den i dag 68-årige Lasse Hjorth.
Det var mange kunstnere, der dengang havde deres gang i den lille biograf. Af alle slags.
”Først og fremmest var det sådan en som Dario Campeotto, der kom. Der var Raquel Rastenni, Blue Boys, Daimi. Og så var der en del udenlandske. Der var tyske folkesangere. Også pigtrådsorkestre, som lige pludselig blev populære. Der var nogen, der hed Lennons”, forklarer Lasse, da POV møder ham udenfor den for længst hedengangne biograf. I dag ligger der en filial af supermarkedskæden Meny.
Ella besøger Bispebjerg Bio
Men den 25. august 1961 var en speciel dag for den dengang 12-årige skoledreng. Han stod udenfor biografen, da den folkekære sanger Gustav Winckler kom kørende i sin store hvide bil. ”Nørrebros Bing Crosby” blev han kaldt. Og Winckler var da også helt på toppen her fire år efter, at han og Birthe Wilke havde vundet det første danske Melodi Grand Prix med sangen ”Skibet skal sejle i nat”.
”Det var en ordentlig amerikaner. Åben med rødt indtræk. Og så kommer de kørende og holder lige omme på bagsiden af biografen, hvor indgangen til studiet var. Og så stiger denne mørke kvinde ud”, husker Lasse.
”Jeg bliver bedt om at hente noget whisky, tror jeg det var. Og så fik jeg at vide, hvem hun var. Det var Ella Fitzgerald. Navnet sagde mig et eller andet, Det kunne jeg godt huske. Men hendes musik sagde mig ikke rigtig noget. Jeg havde da hørt om jazz. Vidste, at der havde været noget med Louis Armstrong”.
Lasse skyndte sig at hente den ønskede flaske spiritus, og så satte han sig ellers ydmygt til rette inde i biografsalen, hvor der skulle foregå endnu en pladeindspilning. Denne gang med Ella Fitzgerald.
”Hun var i mørkt tøj og en lille hat på. Hun sad på en stol med sin drink, og jeg sad godt tilbage i salen og hørte hende synge. Det var første gang i al den tid, jeg havde været der, at der var noget, der virkelig ramte mig. Det ramte mig så fantastisk.”
En opvækst i Harlem
Ella Fitzgerald var 44 år gammel og havde aldrig sunget bedre. Hun var sin generations største jazzsangerinde, kendt for sin søde, pigeagtige stemme, den perfekte intonation, den klare diktion og de endeløst opfindsomme improvisationer. Hun blev af samme grund kaldt ”The First Lady of Song”, ”The Queen of Jazz” eller simpelthen bare ”Lady Ella”. Men vejen til toppen havde ikke været en dans på roser for den sorte kvinde fra Harlem, New York.
Ella Jane Fitzgerald blev født den 25. april 1917 i havnebyen Newport News i Virginia, som datter af William Fitzgerald og hans kæreste Temperance. Parret gik fra hinanden, da Ella bare var et par år gammel og moderen flyttede sammen med datteren og sin nye ven, en portugiser, op til New York. Det var et hjem, hvor den unge Ella oplevede misbrug af forskellige slags. Hun var kun 15 år gammel, da moderen døde i forbindelse med en trafikulykke. Ella flyttede ind hos sin tante i Harlem, men skulle reelt stå på egne ben.
Den unge kvinde pjækkede fra skolen, løb ærinder for et lokalt bordel og de stedlige hustlere. Kom på et hjem for forældreløse børn, når hun ikke slet og ret levede på gaden.
I 1934 – 17 år gammel – stillede hun op til en talentkonkurrence på Harlems legendariske Apollo Theatre. Og vandt. Det varede ikke længe inden den unge sangerinde blev indlemmet i et lokalt jazzorkester under ledelse af trommeslageren Chick Webb. Og da han døde i 1939, var det Ella Fitzgerald, der overtog bandet. Da havde hun året forinden haft sit plademæssige gennembrud med ”A-Tisket, A-Tasket”, et børnerim, som hun selv havde skrevet.
Partnerskabet med Norman Granz
Ella Fitzgerald begyndte nu at samarbejde med store navne. Med jazzkoryfæer som Milt Jackson, Louis Jordan, Dizzy Gillespie og Louis Armstrong. Og de internationale scener åbnede sig for hende.
I 1952 gennemførte hun sin første Europa-turné med impresarioen Norman Granz, der var søn af jødiske indvandrere og en mand, som gjorde mere end de fleste for at bekæmpe den racisme og forskelsbehandling, sorte jazzmusikere dengang var udsat for i USA. Det var Granz, der fandt på det succesrige koncertkoncept Jazz At The Philharmonic. Forkortet til JATP-koncerterne. Og samarbejdet mellem ham og Ella Fitzgerald er blevet kaldt ”det mest produktive kunstner-manager-partnerskab i jazzens historie”. Det var med ham ved roret, at Ella begyndte at sælge omkring en halv million albums om året.
Sammen med Norman Granz begyndte Ella Fitzgerald at komme til Europa – og Danmark – med en regelmæssighed som var de trækfugle. Hvert år, når foråret satte ind, kom hun flyvende til København.
Ellas koncerter i København
Ellas første JATP-koncert i Danmark fandt sted den 1. april 1952. Det var i K. B. Hallen. Akkompagneret Oscar Petersons orkester. Og det var kærlighed ved første blik. Som man kunne læse i Politiken dagen derpå: ”Ella Fitzgerald var simpelt hen – dejlig. Struttende af oplagthed sang hun sine favoritter, koketterede med overgangene i sin stemme, der spænder fra de spædeste lyse toner til bassen, ja den kan endog hviske hæst og rustent som blev den hentet op fra uanede dybder i hendes omfangsrige person. Hvilken appel, hvilket talent”.
I februar 1953 vendte Ella Fitzgerald tilbage til K. B. Hallen sammen med Oscar Peterson Trio. I februar 1954 var det Idrætshuset på Østerbro, der lagde lokaler til. Det samme i februar 1955 og februar 1956. I april 1957 gæstede Ella Fitzgerald og Oscar Petersons Trio atter K.B. Hallen. I april 1958 var turen kommet til Tivolis Koncertsal. Og i april 1959 gav de koncert i Falkoner Centret. I marts 1960 kom Ella igen. Denne gang var det Paul Smiths Quartet, der akkompagnerede til koncerterne i Tivolis Koncertsal.
Da foråret 1961 oprandt, og Ella Fitzgerald ikke dukkede op til koncert i København, var skuffelsen forståeligt nok stor hos hendes stadigt voksende skare af danske fans.
Mack the Knife
Årsagen var, at hun simpelthen var blevet for overbebyrdet. Af succes. Og det skyldtes ikke mindst en indspilning, hun havde lavet i Berlin den 13. februar 1960. Et nummer, der egentlig gik gruelig galt, men som gik hen og blev hendes hidtil største hit. Det hed ”Mack the Knife”.
Stedet var Deutschlandhalle, en koncertsal, der var bygget til De Olympiske Lege i Berlin i 1936 og indviet af Adolf Hitler. Og nu, bare 15 år efter nazisternes endelige nederlag, stod en sort kvinde fra Harlem på scenen. Og hun havde publikum, tyskerne, i sin hule hånd.
Ellas backingorkester ved den lejlighed var Paul Smiths Quartet. Bassisten Wilfred Middlebrook forklarede mange år senere, hvad der skete.
”Den nat i Berlin spillede vi for 12.000 mennesker og koncerten var ved at være færdig. Vi havde spillet i Bruxelles tidligere, var derefter fløjet til Berlin og havde været vågne i 24 timer. Vi var alle så trætte, at vi dårligt kunne holde hovederne oppe, da Ella vendte sig og sagde: ’Lad os tage Mack the Knife’”.
”Mit hjerte sank. Jeg var så træt. Vi var foran for mange mennesker til at forsøge os med noget så tosset, og jeg vidste, at Ella ikke kendte sangen. Jeg sagde ’Well, golly Ella. . .’, men før jeg kunne sige mere, vendte hun sig om og præsenterede den”.
”Mack the Knife”, eller ”Mackie Messer” som den oprindeligt hed, var skrevet af tyskerne Kurt Weill og Bertolt Brecht i 1928. Og publikum i Deutschlandhalle elskede nummeret.
Ella kendte ”Mack the Knife” overfladisk. Dels fordi Louis Armstrong havde gjort nummeret til et hit i 1956, hvorefter den amerikanske sanger Bobby Darin havde fulgt op med endnu en hitversion i 1958. Ella besluttede spontant at forsøge sig med nummeret under koncerten i Berlin, men løb fuldstændig sur i teksten allerede efter første vers. Og måtte så improvisere med fynd og klem.
Oh what’s the next chorus, to this song, now
This is the one, now I don’t know
But it was a swinging tune and it’s a hit tune
So we tried to do Mack the Knife
Ah, Louis Miller, oh, something about cash
Yeah, Miller, he was spending that trash
And Macheath dear, he spends like a sailor
Tell me, tell me, tell me could that boy do, something rash?
Oh Bobby Darin and Louis Armstrong
They made a record, oh but they did
And now Ella, Ella, and her fellas
We’re making a wreck, what a wreck of Mack the Knife
Den var helt gal. Som Wilfred Middlebrook videre berettede:
”Jeg husker, at jeg tænkte ved afslutningen af fjerde eller femte vers: ’Nå, men hun er faret nogenlunde så vild, som hun overhovedet kan. Nu dukker Louis Armstrong snart op’. For når Ella kom på afveje i et svingnummer, fandt hun som regel tilbage på sin Louis-imitation, som var et sikkert hit hos publikum. Og helt rigtigt. På omkring det tidspunkt dukkede Louis op. Jeg var så træt og bekymret den nat, at jeg ikke rigtig hørte efter. Det var først senere, da pladen blev udgivet, at det gik op for mig, hvilken storslået præstation, det var. Og det var helt og aldeles spontant”.
Turnéer på bekostning af familielivet
Nummeret blev den sommer udgivet på live-albummet ”Ella in Berlin: Mack the Knife”. Og førte til om muligt endnu større efterspørgsel på verdens største jazzsangerinde. I foråret 1961 forlod Ella hjemmet i Californien – hun havde netop erhvervet en 11-værelsers ejendom i Los Angeles-bydelen Beverly Hills – og satte ud på endnu en turné. Der bragte hende til Grækenland, Tyrkiet, Israel, Iran, Holland, Jugoslavien, Italien, Tyskland, Storbritannien og Frankrig. Mens Ella Fitzgerald optrådte i Paris i april 1961 blev det meddelt, at hun hjemme i USA havde fået tildelt en Grammy – musikindustriens svar på filmbranchens Oscar – for bedste kvindelige single med ”Mack the Knife” og for bedste album med ”Ella in Berlin”. Derefter gik turen fluks tilbage over Atlanten til nye koncerter i USA og en smule familieliv. Ella havde været gift med bassisten Ray Brown, og sammen havde de adopteret sønnen Ray Brown Jr. Han blev under Ellas hektiske turnéliv passet hjemme i Beverly Hills af husholdersken Playlee Randolph.
De ændrede turnéplaner gjorde, at danskerne den sommer måtte undvære Ella Fitzgerald for første gang i ni år. Også selv om hendes ”Mack the Knife” den forgangne vinter havde toppet de danske singlehitlister. Københavnerne måtte slå sig til tåls med at gå i Nørreport Bio og se ”Ingen skal skrive min gravskrift”, filmatiseringen af Willard Motlers roman af samme navn, hvor Ella med stor indlevelse og til mange anmelderroser spillede narkoman.
Inkognito i København
I begyndelsen af august dukkede Ella Fitzgerald pludselig op på den danske hovedstad. Inkognito i det omfang, noget sådant var muligt for en sort kvinde i 1960’ernes København. Ella var ledsaget af sin manager, Norman Granz. De indlogerede sig på Hotel Tre Falke på Falkoner Allé og gik i gang med deres forehavende. Ella skulle holde lidt tiltrængt ferie, og samtidig skulle hun finde en fast bolig i København.
Den verdensberømte Ella Fitzgerald ville gøre København til sin europæiske base. Et sted, hvor hun kunne slappe af og trække sig en smule tilbage under sine opslidende turnéer. At det blev den danske hovedstad, var ikke så mærkeligt. København var en metropol, der i stigende grad var begyndt at blive opdaget af de sorte amerikanske jazzkunstnere. Byen havde en distinkt anderledes holdning til mennesker af afrikansk oprindelse, end så mange andre steder. De sorte amerikanere følte sig frie her. Forskånede for den racisme, de kun var alt for vant til i deres hjemland. København var et helle for dem. Og de sorte jazzmusikere begyndte nu så småt at slå sig ned her.
Et Jazzens Mekka
Bassisten Oscar Pettiford, fløjtenisten Eric Dolphy og saxofonisten Sahib Shihab havde alle taget springet inden for de seneste par år. Og endnu en sort saxofonist, Dexter Gordon, stod lige foran at gøre det. Samtidig bød den danske hovedstad på en række jazzspillesteder af international kvalitet. Cap Horn i Nyhavn, Restaurant Vingaarden i Vingårdsstræde og ikke mindst den nyligt åbnede Club Montmartre i Store Regnegade. At Wonderful Copenhagen var ved at blive et lille internationalt jazzmekka, var så småt ved at gå op for folk, og det var en af årsagerne til, at navne som Duke Ellington, Count Basie, Woody Herman, John Coltrane, Dizzie Gillespie, Louis Armstrong, Thelonious Monk og Oscar Peterson nu begyndte at lægge vejen forbi oftere og oftere.
Den 16. august afslørede Berlingske Tidende, at Ella Fitzgerald nu opholdt sig i København og at hun agtede at bosætte sig i Danmark. Det var hendes hensigt at slå sig ned her tre måneder om året, skrev avisen.
”Her har jeg masser af venner, og København ligger dejligt centralt for engagementer i Europa”, forklarede hun, da formiddagsavisen B.T. efterfølgende opsøgte hende. ”Dertil kommer, at København synes at have alt”, tilføjede hun. ”London er mændenes by. Paris det modsatte, men København har det hele”. Men foreløbig var hun mest af alt bare på ferie i Danmark, forsikrede den berømte jazzstjerne.
Et tysk hit
Det var i disse dage, at Ella og hendes manager besluttede, at de ville indspille en plade i København. I pladestudiet ude på Frederiksborgvej. I Bispebjerg Bio.
Der skulle laves en opfølger til ”Mack the Knife”. En, der kunne sælge godt på det tyske marked. Derfor var Norman Granz i fuld gang med at give Ella private tysktimer. De havde besluttet sig for en single med to tysksprogede numre. På A-siden ”Mr. Paganini” og på B-siden ”Ich fühle mich crazy”.
Faktisk havde musikerne allerede været ude i Bispebjerg Bio og indspille musikken. Det var det, der var det gode ved København. Kyndige jazzmusikere kunne altid skaffes til veje her. Som trommeslager havde man valgt William Schiøpffe. Han var berømt for sit dybe og stabile drive, der gjorde ham til sin generations mest efterspurgte danske trommeslagere. Som pianist havde man valgt Knud Jørgensen. Dansker, men bosat i Stockholm, hvor han i en årrække havde været en af det svenske jazzmiljøs mest alsidige og talentfulde pianister. Med sig ned fra den svenske hovedstad havde han Jimmy Woode – en sort amerikansk bassist, der i sin tid havde spillet sammen med Duke Ellington. Men som i 1960 var brudt med USA og havde slået sig ned i Sverige af samme grund som andre sorte jazzfolk nu også var begyndt at gøre Danmark til deres nye hjem.
Midt i august indspillede Schiøpffe, Jørgensen og Woode musikken til ”Mr. Paganini” og ”Ich fühle mich crazy”, mens den kyndige lydtekniker Ivan Rosenberg styrede optagelserne. Så, at alt var klar til at Ella Fitzgerald dukkede op.
https://www.youtube.com/watch?v=R6pSuBQwB1o
“En meget, meget sød kvinde”
Lasse Hjorth, bydrengen fra Bispebjerg Bio, kan godt huske, at Ella Fitzgerald den fredag i august 1961 sang til playback. Udover hende, husker Lasse kun, at Gustav Winckler var tilstede, muligvis som producer. Og så var der lydteknikeren Ivan Rosenberg og dennes bror Jørgen, der gik til hånde. Men al opmærksomheden samlede sig selvfølgelig om Ella.
”At se hende sidde der og synge med sin whisky, eller hvad det nu var. Jeg var fuldstændig færdig. Jeg var så imponeret over hendes stemme. Det svingede. Og man havde svært ved at sidde stille.”
Efter indspilningen fik unge Lasse endda mulighed for at veksle et par ord med verdensstjernen.
”Jeg snakkede med hende på mit dårlige skoleengelsk. Men hun var vældig sød og imødekommende. Og gav hånd, da hun skulle gå. Meget, meget sød kvinde. Og jeg fik hendes autograf. Jeg har ledt og ledt efter den, de seneste par dage. Men kan ikke finde den”, forklarer Lasse Hjorth.
Efter pladeoptagelsen forlod Ella Fitzgerald og Gustav Winckler igen Bispebjerg Bio ad bagdøren. Ud til parkeringspladsen og det store dollargrin.
”Hun satte sig ind bagi. Gustav Winckler sad forrest. Og så hørte jeg, at de skulle ind til Tre Falke.”, forklarer Lasse, der husker at han så den store hvide bil trille ned af Landsdommervej og dreje til venstre ad Frederiksborgvej. Ind mod byen.
Ellas lejlighed i Klampenborg
Faktisk havde Ella Fitzgerald allerede på dette tidspunkt fået sig en egen bolig i København. Hun havde inden for de seneste dage underskrevet lejepapirerne og stod foran at skulle rykke ud af Hotel Tre Falke og ind i det, der skulle være hendes fremtidige base i Europa.
Stedet var det idylliske Klampenborg, lige nord for hovedstaden. En lejlighed i den nyopførte luksusejendom ”Bellevue Bugt”, der var tegnet af den berømte danske arkitekt Arne Jacobsen. Strandvejen 417A lød adressen – med udsigt ud over Øresund.
Berlingske Tidende bragte nyheden den søndag – to dage efter pladeindspilningen i Bispebjerg Bio. Men nævnte ikke den nærmere lokalitet. Kun, at Ella Fitzgerald havde ”fået lejlighed i København”. Og at den lå ”nede ved vandet”. Danmark var stadig et land, hvor berømtheder kunne færdes forholdsvis uantastet. Hvilket også var en af grundene til, at Ella havde valgt at få en bolig her.
Som Berlingeren skrev: ”Den store og så unge sangerinde ved, at Danmark ikke er som USA eller Paris. Her er ro, og det er det, hun kommer efter”. Af samme grund afholdt Ella sig foreløbig fra at udtale sig om den nye bolig. Avisen måtte nøjes med en udtalelse fra hendes manager.
”Ella elsker Danmark, og det er hendes hensigt at slå sig ned her mellem sine mange turnéer”, forklarede Norman Granz. Berlingerens journalist spurgte forsigtigt til rygter, der havde været om, at stjernen overvejede at gifte sig og trække sig tilbage. Men dette afviste Granz endog meget kraftigt. ”Ingen af delene har noget som helst med sandheden at gøre”, sagde han.
Og kort efter var både han og hans sangfugl atter fløjet.
Ella og kærligheden
Pressen havde været inde på det med Ella Fitzgeralds kærlighedsliv. Politiken havde nævnt, at hun havde været i København for at finde en lejlighed til sig selv og musikeren Thor Einar Larsen, som avisen betegnede som ”hendes norske mand”. Det havde været fremme, at de to var blevet gift hemmeligt tilbage i 1957, men der var bare et rygte. Faktum var, at den unge og flotte nordmand var en noget anløben personage. Pressen kaldte ham ligefrem en svindler, og ikke mindst Norman Granz satte hårdt ind i sine bestræbelser på at overtale Ella Fitzgerald til at gøre det forbi med forholdet. Hvilket hun så havde gjort allerede tilbage i 1959.
I november 1961 – tre måneder efter, at Ella havde erhvervet sin lejlighed i København – offentliggjorde det sorte amerikanske månedstidsskrift Ebony artiklen ”First Lady of Jazz” om hende. Den omfattende, syv sider lang artikel var skrevet af den berømte sorte journalist Louie Robinson. Og var bemærkelsesværdig ikke mindst for den måde, den kom ind på livet af Ella, der, trods sit sprudlende image på scenen, i virkeligheden var en indadvendt og usikker kvinde, som kæmpede med vægtproblemer, sjældent åbnede sig for pressen og hægede indædt om sit privatliv.
Ella Fitzgerald havde været gift to gange. Første gang med en ung mand ved navn Benjamin Carnegie, som hun mødte mens hun optrådte med Chick Webbs orkester. Det ægteskab blev hurtigt annulleret. Anden gang var med Ray Brown. Det ægteskab varede i fem år. Ella ville egentlig gerne giftes igen, afslørede hun overfor Louie Robinson.
”Jeg ved, jeg har mærkelige vaner efter at have levet alene så længe”, sagde hun, da snakken faldt på en ny og tredje ægtemand. ”Det ville skulle være nogen, der forstår, at jeg elsker mit arbejde, og jeg ville have en, der elsker sit arbejde, så at når vi er hjemme, så er vi hjemme, og når vi er på arbejde, så arbejder vi, og der er ingen jalousi. Jalousi var en af mine fejl tidligere, det indrømmer jeg. Og jeg mener, at jalousi kommer af usikkerhed. Jeg formoder, jeg ikke har været særlig sikker med nogen given mand”.
Ebony-artiklen fortsatte:
”Der er folk, der fortælle en, at du ikke bør gøre dit, og du ikke bør gøre dat; og så går de ud og falder i armene på deres egen fyr. Men i to år har jeg siddet hjemme ved tv’et, og det er ikke godt”. Hvorefter hun tilføjer med et glimt i øjet: ”Så i år har jeg tænkt mig at gå på udkik”.
Ellas danske kæreste
Noget tyder på, at hun allerede havde fundet ham. I hvert fald oplyser Stuart Nicholson i sin meget roste ”Ella Fitzgerald: A Biography of the First Lady of Jazz”, at hun begyndte en ny kærlighedsaffære i løbet af 1961.
”Hun hang ud med en fyr fra et dansk luftfartsselskab – en virkelig ung, rosenkindet, blåøjet dansker. Han var fra København”, fortæller Ellas pianist Lou Levy i biografien, der er fra 1995.
Hvad denne dansker hed, oplyses ikke. Men det anes, at Ella kendte ham allerede da hun uanmeldt og inkognito dukkede op i København i august 1961, og at romancen med ham var en medvirkende årsag til, at hendes erhvervelse af lejligheden i Klampenborg.
”Hendes lille danske fyr var meget yngre end hende, og han var omkring halvt hendes størrelse”, bekræfter orkesterlederen Paul Smith i biografien. ”Det var en slags logerende kæreste affære”.
Romancen med den danske SAS-mand fortsatte gennem 1962 også. Ella boede jævnligt i sin luksuslejlighed i Klampenborg, og blev ikke generet af pressen. Det var en anden tid. Som Nicholson skriver i sin biografi: ”Hun stod ikke i telefonbogen, men hvis nogle af hendes fans ville tale med hende, kunne hun ofte ses i færd med hverdagsgøremål såsom indkøb, havearbejde og indretning”.
Affæren med den ukendte dansker varede, ifølge biografien, kun i 12 måneder. Ikke desto mindre beholdt Ella sin lejlighed i Klampenborg og vendte ofte tilbage til den. Hun kunne lide de beboere, hun havde lært at kende her. Hun kunne lide danskerne. ”Ella var kommet på meget venlig fod med en kvindelig nabo, som forsøgte at lære hende dansk. Hun omtalte hende hengivent som ’min mor’”.
Ville købe Montmartre
I 1963 tog Ella Fitzgerald endnu et skridt i bestræbelserne for at gøre København til en seriøs base for hendes aktiviteter i Europa. I januar afslørede avisen B.T., at verdensstjernen lå i forhandlinger om at købe Club Montmartre i Store Regnegade. Saxofonisten Dexter Gordon brillerede nu næsten dagligt her, og stedet tiltalte Ella. Den lille intime jazzscene var lige et sted, hun kunne optræde fast, nu hvor hun alligevel opholdt sig i Danmark. Forhandlingerne fandt sted mellem på den ene side Ella, hendes manager Norman Granz og så den svenske showkonge Simon Brehn, og på den anden side Club Montmartres ejere, dansk-amerikaneren Harry Goldberg, skuespillerinden Hanne Borchsenius samt ægteparret Lizzie og Herluf Kamp-Larsen.
To måneder senere købte ægteparret Kamp-Larsen imidlertid Harry Goldberg og Hanne Borchsenius ud af Club Montmartre. Det lille spillested i Københavns centrum skiftede samtidig navn til Jazzhus Montmartre. Alle planer om at afhænde jazztemplet til udenlandske købere var skrinlagt.
Minderne om Danmark
Ikke længe efter opsagde Ella Fitzgerald lejemålet på Strandvejen 417 og flyttede endegyldigt hjem til Beverly Hills. Hun fortsatte med at gæste København og give koncerter her, men hendes lille danske eventyr var slut.
I efteråret 1965 besøgte den britiske musikjournalist Leonard Heather – en mangeårig ven – Ella i hendes hjem i Californien. Han skulle skrive en artikel til tidsskriftet Down Beat. Han beskrev hjemmet som følger:
”Et smukt Beverly Hills-hjem med en græsplæne fortil og endnu et udstrakt græsområde bagtil med et svømmebassin. Det byder på en mængde materielle goder, som Ella fra tid til anden har tilføjet et par særlige detaljer, heriblandt nogle udsøgte møbler fra Danmark, det land, som hun i nogle år betragtede som sit andet hjem”.
Der er ingen tvivl om, at Ella Fitzgerald så tilbage på sin tid i Danmark med glæde. Hvilket hun da også gav udtryk for i 1974, da hun under et besøg i Canada gav et sjældent tv-interview.
”Jeg boede i Danmark i tre år”, sagde hun til den canadiske talkshowvært Brian Linehan.
”Var det lykkelige år? Hvad gav Danmark dig, der fik dig til at blive der i tre år”, spurgte Linehan.
”Det gav mig en smuk ven – kærlighed”, svarede hun grinende.
Linehan ville videre vide, hvad det var, der adskilte europæere fra amerikanere, når det kom til jazz. Hvad var det, europæerne sådan havde forstået?
”Måske er det dét, at de tager jazz lige så alvorligt som de tager klassisk musik”, svarede Ella Fitzgerald.
Minderne om Ella
Tilbage på Frederiksborgvej sidder Lasse Hjorth på en bænk og bliver interviewet om dengang i 1961, han som dreng oplevede ”The First Lady of Song”, ”The Queen of Jazz”, ”Lady Ella” indspille et par numre i bygningen derovre på den anden side af gaden. Der er kun et enkelt spørgsmål tilbage.
Hvis du i dag, som 68-årig, skal karakterisere den oplevelse for nu snart 56 år siden, hvordan vil du så gøre det?
”Den står jo stadigvæk som noget stort. Rigtig stort. Fordi hun fik mig til at se på noget andet musik, end det, jeg var vant til. Da jeg sad derinde, fik jeg lige pludselig et kick. Og hørte det der musik, og hørte hendes stemme, og hendes frasering. Det rykkede så meget”, svarer Lasse Hjorth.
”Du skal regne med, at jeg har siddet derinde til optagelser med Grete Klitgaard og Daimi og sådan nogle. Og så kommer denne her rolige kvinde og sætter sig ned og synger. Ikke spor skabagtig. Ikke nogen primadonna eller diva. Hun satte sig stille og roligt ned på sin stol. Så var den der.”
Efterskrift
Ella Jane Fitzgerald døde den 15. juni 1996 i sit hjem i Beverly Hills. Hun blev 79 år. Ella blev aldrig gift en tredje gang. Gennem sit liv nåede hun at blive tildelt 13 Grammy-priser, flere end nogen anden kunstner hidtil. Fire år før sin død blev Ella hædret med Præsidentens frihedsmedalje – den højeste civile udmærkelse i USA.
Kilder bl.a.:
* Samtidige danske avisartikler.
* Nicholson, Stuart: ” Ella Fitzgerald: A Biography of the First Lady of Jazz, Updated Edition”, Routledge, 2014.
* Robinson, Louie: ”First Lady of Jazz”, Ebony, november 1961.
* Wilfred Middlebrooks beretning: Atteberry, Phillip D., ”Remembering Ella”, The Mississippi Rag, april 1996.
* ”Copenhagen is New Mecca for Jazz Buffs”, Advocate, Baton Rouge, Louisiana, 05.07.1964.
* Johnson, J. Wilfred: ”Ella Fitzgerald: An Annotated Discography; Including a Complete Discography”.
* Feather, Leonard: ”Ella Fitzgerald: Ella Today (And Yesterday Too)”, Down Beat, 18.11.1965.
* Büchmann-Møller, Frank; Wolsgaard-Iversen, Henrik: ”Montmartre”, Syddansk Universitetsforlag, Odense, 2008.
Fotos: Philip Sampson.
Kunne du lide min artikel? POV lønner ikke sine skribenter men du kan donere et beløb til mig på MobilePay: 2083 9096.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
