KUNST // ANMELDELSE – Ebba Carstensens kunst, der lige nu kan opleves på Ribe Kunstmuseum, er tæt på det figurative maleris væsen. På lærredet er der det, du ser. Men når du ser på det, er der noget mere: et rum der åbner sig. Det er Ebba Carstensens tyste opstillinger af ting og mennesker i et lille rum, der er de mest spændende billeder på udstillingen, skriver lektor og forfatter Jørgen Aabenhus.
Første gang jeg bemærkede, at jeg så på et maleri af Ebba Carstensen, var for en del år siden på kunstmuseet i Sorø. Billedet, som var næsten kvadratisk, hed Fuglebur, og det som det refererede til, var et fuglebur.
Jeg siger ikke ”forestillede”, for selv om det fremviste en sammensætning af maleriske elementer, som tydeligt pegede i retning af et interiør med potteplanter, møbler og et stort fuglebur med to kanariefugle, så fremstod billedet først og fremmest som en intentionel komposition af former og farver.
Hver især ret abstrakte, men i deres arrangerede samspil alligevel som et genkendeligt udsnit af en virkelighed. Ikke naturalistisk, ikke kubistisk, ikke nonfigurativt, men noget derimellem, sådan som megen billedkunst var det i 1920’erne og 30’erne.
Det er Ebba Carstensens tyste opstillinger af ting og mennesker i et lille rum, der er de mest spændende billeder på udstillingen
Nu hænger billedet så på det fine gamle kunstmuseum i Ribe – på en udstilling af 60 med hendes malerier. Udstillingen bliver i den gamle domkirkeby til 18. januar næste år, så flytter den til Sorø Kunstmuseum og til sidst til Øregaard Museum.
En meget stor del af Ebba Carstensens malerier er ejet af private samlere, så de tre museer offentliggjorde sidste år en eftersøgning af privatejede malerier, og næsten halvdelen af de udstillede værker er da også udlånt af danske kunstsamlere.
Ebba Carstensens interiørbilleder
Der er noget introvert, nærmest klaustrofobisk, men samtidig gådefuldt over Ebba Carstensens interiørbilleder, som udgør hovedparten af hendes produktion og derfor også af denne udstilling. At male ud af hovedet hedder udstillingen, hvilket er et citat af hende selv.
Og det er et hoved, der ser sig grundigt omkring i den fjerdesalslejlighed med atelier på Trondhjems Plads i København, hvor hun levede og malede hele sit voksne liv: Et vindue, en kakkelovn, nogle potteplanter, et fuglebur, et rugbrød, nogle æg, nogle krukker og flasker, malerier med bagsiden udad … Og så sidder der ind imellem en model eller to, malet uden specifikke ansigtstræk og stive som statuer.
Lyder det kedeligt? Det er det overhovedet ikke.
For Ebba Carstensens kunst er tæt på det figurative maleris væsen: På lærredet er der det, du ser. Men når du ser på det, er der noget mere – et rum der åbner sig.
Det illustreres godt af det maleri, der specifikt nævntes i den førnævnte efterlysning, og som nu står som en slags portal til udstillingen, ligesom det pryder omslaget på den glimrende og imødekommende katalogbog de tre deltagende museer har udgivet: Ebba Carstensen. At male ud af hovedet.
Det er et ret stort billede, 151 x 97 cm., hvor den 70-årige Ebba Carstensen har portrætteret sig selv, stående frontalt vendt mod beskueren og omverdenen, statuarisk med hænderne i kittellommerne og en smøg i munden.
Bag hende står, som var det et tempel, en flerhed af opspændte lærreder, stablet op med bagsiden udad. Er det endnu ikke udfyldte lærreder? Eller er det nogle af hendes malerier, som man ikke kan eller må se? Og, kan man så tænke: Hvis jeg går om bag selvportrættet, kan jeg så se, hvad der er på malerierne? Jo, prøv, der er bare en tom bagside af et maleri, 151 x 97 cm. stort. Maleriets rumeffekt er ren illusion, selvfølgelig.
I katalogbogens indledende artikel om malerens hele liv og virke tager Sofie Olesdatter Bastiansen ikke bare udgangspunkt i dette selvportræt, men i et fotografi, hvor Ebba Carstensen selv poserer ved siden af sit maleri og selv står omgivet af andre af sine malerier – med bagsiden udad, selvfølgelig. Som Bastiansen så præcist skriver:
”Rammernes form skaber linjer, lag og dybde: de bygger billedrummet op, men slører samtidig, hvor rummets grænser går. De mange opspændte lærreder danner, med andre ord, et nærmest uendeligt rum af felter i en gensidig forstærkning mellem rammerne i det fotograferede portræt og det malede selvportræt.”
Udstillingens kuratorer har skabt ruminddelinger, der mimer dette ”rum af felter” ved at referere til staffelier og blændrammer og ladet nogle af malerierne hænge i rummet, så det er muligt at gå rundt om og se de bagsider, der er så mange af på maleriernes forsider. Det er godt tænkt!
Jeg skal skynde mig at sige, at udstillingen også rummer andre motiver end dem, Ebba Carstensen har fundet i sit hjem og atelier; de er også værd at fæstne sig ved.
Med udgangspunkt i det sommerhus i Horneby i Nordsjælland, som hun købte 1932, har hun malet lyse marker med køer og høstfolk i en nærmest naivistisk stil, hønsegårde i spraglede farver. Hun har malet nytestamentlige motiver og smukke skovbilleder i grønne nuancer, mere eller mindre abstrakte.
Men det er Ebba Carstensens tyste opstillinger af ting og mennesker i et lille rum, der er de mest spændende billeder på udstillingen. De er serielle, varierede gentagelser af de samme elementer, såvel de nagelfaste genstande som dagligvarer og husgeråd.
Disse stillebenbilleder er mest holdt i jordfarver, men ofte med enkelte lysende glimt i form af fx frugter eller æg. Og så er der altså ikke bare et, men flere fuglebure. Her er vi stadig i det lukkede rum, ovenikøbet i dobbelt forstand. Men potteplanterne strutter, og kanariefuglene er bløde og gule, frit flyvende i dette gennemkomponerede nature morte-univers af hverdagslige, nærværende bestanddele.
Et af disse stilleben-billeder hedder ”Opstilling med Rugbrød”, det er malet 1928 og viser basale fødevarer – rugbrød, mælk og æg – på hjørnet af et køkkenbord.
Det er et motiv, der ifølge Rasmus Kjærboes interessante artikel i katalogbogen har kostet 50-60 øre, dvs. to tredjedele af en timeløn for en ufaglært kvindelig arbejder.
Uden at være socialrealistisk refererer billedet altså til et almindeligt husholdningsbudget ved at gengive en nøje komponeret opstilling af fysiske genstande i et rum – velkendte elementer i hverdagslivet for Ebba Carstensen, der i mange år forsørgede sin mor og sin datter oppe i kvistlejligheden på Østerbro.
Ebba Carstensen er født i 1885, udstillede første gang i 1908 og var især i mellemkrigstiden agtet og bemærket som maler, hun var aktiv i kunstnersammenslutninger og i udstillingslivet.
Hun har aldrig været glemt i den danske historie om modernismen eller på kunstmuseerne, men snarere gemt – som hendes egne malerier sat hen til en side med bagsiden udad. Med udstillingen og katalogbogen At male ud af hovedet er hun nu sat frem i lyset. Og dér bliver hun stående.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og