DYLAN 80 ÅR // MUSIK – Hvilke er Dylans 10 bedste album. I anledning af hans 80 års dag i morgen d. 24. maj, har Jakob Brønnum valgt det, han mener er nobelpristagerens 10 bedste album. I dag det næstbedste nogensinde: “Love and Theft” fra 2001
Der går den anekdote fra den engelske premierminister Tony Blairs regeringstid, at en af hans spindoktorer sagde til ham den 11. september 2001, at hvis han havde nogle dårlige nyheder, han var tvunget til at meddele offentligheden, var dagen i dag den bedst tænkelige nogensinde – ikke en kat ville bemærke dem. Dylan gik umedvidende et skridt videre. Han udsendte sit første album i det nye årtusinde den dag.
Den eksistentielle apokalypse, som åbningsnumrene i særlig grad udtrykker, akut og dramatisk, med tilbagelænet overskud og med et hånligt smil, bliver nu vendt til den sene Dylans længsel, melankoli og søgen efter håb og kærlighed
Albummet ”Love and Theft” (citationstegnene indgår i titlen) blev dog bemærket. Det lå nummer et på hitlisten i alle de skandinaviske lande og solgte i det hele taget godt over hele verden. Det rummer 12 numre, lidt usædvanligt, eftersom Dylan både tidligere og senere har haft en fiks idé med, at hans album kun skal have 10 numre.
Hele spektret af Dylans personlige, stilmæssige inspiration
“Love and Theft” er det første album, hvor hele spektret af Dylans personlige, stilmæssige inspiration står frem, fra hans gymnasietids rock-a-billy til hans barndoms radiojazzmusik og med hans egen blues og folkrock mellem de to yderpunkter. Og den sene Dylans tekstmæssige mesterskab er uimodsigeligt. I hver eneste sang tegner han store eksistentielle universer op for øjnene af os i en stadig søgen efter livsnær indsigt og udsyn.
Det er begrundelserne for, at “Love and Theft” her i serien rangeres som det næstbedste Dylanalbum nogensinde. Fremfor alt er det så udfordrende sikkert eksekveret, så skarpt og påståeligt, at man må overgive sig til den rene, beherskede kraftudfoldelse.
Der er derfor, man bliver lidt mat i koderne, når folk vrænger ad Dylan som litteratur-nobelpristager. Dem, der vrænger har ikke læst ham i dybden, de har hørt ham i radioen
Tekstmæssigt når Bob Dylan en ny kompleksitet, som er karakteristisk for de efterfølgende album med originalmateriale, hvor han selv har skrevet teksterne, dvs. Modern Times (2006), Tempest (2012) og Rough And Rowdy Ways (2020).
I parentes skal det nævnes, at det seneste album Rough And Rowdy Ways (2020) ikke er inddraget i materialet, der udvælges til listen over Dylans 10 bedste album. Dertil er det for nyt. Jeg er dog allerede ret sikker på, at det om nogle år vil indtage sin plads blandt de allerbedste Dylan-værker. Selv Tempest (2012), der muligvis er marginal svagere end Rough And Rowdy Ways, kan endnu knapt vurderes blandt de øvrige værker i min optik. Modern Times (2006) er også værdig til en plads blandt de 10-15 bedste album.
Kritikeren på det toneangivende amerikanske musiktidsskrift Rolling Stone mener – som undertegnede – at Dylan med sin seneste udgivelse Rough And Rowdy Ways, kunstnerisk set bevæger sig ind i helt nye områder, hvor ingen andre er kommet, “it’s an absolute classic—it has the bleak majesty of latter-day Dylan albums like Modern Times and Tempest, yet it goes beyond them, tapping even deeper into cosmic American mysteries.” I de amerikanske sammentællinger af kritikken, er Rough And Rowdy Ways det næstbedst anmeldte album i 2020 overhovedet. Og så tilbage til “Love and Theft”:
Den modne Dylan
De tre første sange på “Love and Theft” er i den grad udtryk for den modne Dylans forfatterskab. De er mættede af metaforik, symbolske lag og sprogbilleder, der støder mod hinanden og springer i luften i et fyrværkeri af aktuelle associationer og eksistentielle tydningslag.
Det er “Tweedle Dee & Tweedle Dum”, “Mississippi” og “Summer Days”. Førstnævnte har navn efter to figurer fra engelske børnerim fra 1700-tallet, men de optræder også Lewis Carrols fortsættelse til Alice i Eventyrland, Bag spejlet (1871) og i de originale Batman-tegneserier, hvor de er to fætre på skurkesiden. De to figurer kæmper med livet og hinanden hele tiden:
Tweedle-dee Dum and Tweedle-dee Dee
They’re throwing knives into the tree
Two big bags of dead man’s bones
Got their noses to the grindstones
Living in the Land of Nod
Trustin’ their fate to the hands of God
Det land, de bor i, er ikke et hvilket som helst sted, men det sted, hvortil historiens første morder, Kain, blev forvist som fredløs i Bibelens 1. Mosebog. Herfra grundlagde han kulturen og alle håndværkene, meddeler den bibelske tekst. Dylans tekst kan i forlængelse af det ses som en afslørende opridsning af alle de negative impulser, vi og hele samfundshistorien bærer med os.
Det er så omfattende som en Dostojevskij-roman
Den næste, “Mississippi”, opstiller en række af livsbilleder, som Dylan så ofte har gjort gennem sin forfattervirksomhed, som han så snurrer elegant omkring et omkvæd, der udlægger situationen. Vi kender det helt fra “Blowing In The Wind” (Freewheelin‘, 1963), men i særlig grad fra den storslåede religionspsykologiske “Gates of Eden” (Bringing It All Back Home, 1965), hvor Dylan placerer mennesket skiftevis indenfor og udenfor paradisets porte. “Mississippi” består af tre af de længste vers i Dylans katalog. Her i det andet vers:
I need somethin’ strong to distract my mind
I’m gonna look at you ‘til my eyes go blind
Well I got here following the southern star
I crossed that river just to be where you are
Only one thing I did wrong
Stayed in Mississippi a day too long
Alle de følelser, et menneske bærer rundt på, og de drivkræfter og motivationer, vi måtte have, og tilfældigheder, vi måtte løbe ind i, udløses først og sidst i vore egne valg, siger teksten med den genuine delvis Sartre-inspirerede eksistentialisme, der præger så meget af Dylans forfatterskab. Vi står hele tiden i et skal-skal ikke (her: blive i Mississippi) og hvordan livet så blev, blev afgjort af, hvilke valg vi traf.
Hvor “Tweedle Dee & Tweedle Dum” afslører det egocentriske menneskes motiver i det skånselsløse Kains-perspektiv og “Mississippi” behandler en eksistentiel udfordring, som vi alle står i, bliver det tredje nummer “Summer Days” en apokalyptisk udlægning af de eksistentielle problemstillinger. Altså et fortidsperspektiv (“Tweedle Dee & Tweedle Dum”), et nutidsperspektiv med øjeblikkets betydning (“Mississippi”) og et fremtidsperspektiv (“Summer Days”) med konsekvensernes fulde fremtræden.
Det viser påny forfatteren Bob Dylans enorme litterære kraft, når han med stor metaforisk bredde samler livstydningen i så komplette helheder som de tre første sange læst samlet slår an. Det er så omfattende som en Dostojevskij-roman.
I disse tekster på “Love And Theft” samples citater, figurer og personer fra alle lag af kultur- og verdenshistorien igen og igen til et kalejdoskopisk billede, der heller ikke lader Dylans store klassiske civilisationskritiske tekster fra 1960’erne noget efter. Der er derfor, man bliver lidt mat i koderne, når folk vrænger ad Dylan som litteratur-nobelpristager. De, der vrænger, har ikke læst ham i dybden, de har hørt ham i radioen.
Det er en mærkværdig kunstopfattelse, hvis tilhængere straks begynder at råbe ”plagiat”, når man finder citater af den art
Resten af albummet er ikke mindre prægnant og musikalsk eller tekstmæssigt tilfredsstillende, men den eksistentielle apokalypse, som åbningsnumrene i særlig grad udtrykker, akut og dramatisk, med tilbagelænet overskud og med et hånligt smil, bliver nu vendt til den sene Dylans længsel, melankoli og søgen efter håb og kærlighed.
Det var særligt i forbindelse med dette album fra 2001, at man blev opmærksom på, at Dylan skriver ovenpå andres tekster. Et af numrene på albummet, “Floater”, bruger flere linjer fra Junichi Saga’s bog Confessions of a Yakuza, Vi har set flere bibelcitater, og der vil også dukke andre citater andre steder fra frem, hvis man begynde at grave i teksterne.
Det er en mærkværdig kunstopfattelse, hvis tilhængere straks begynder at råbe ”plagiat”, når man finder citater af den art. De almindelige citater fra kendte kilder har været åbenlyse hele tiden, f. eks. hører vi straks titlen på et af Tennesse Williams skuespil i 2. vers af “Tweedle Dee & Tweedle Dum”. Tværtimod er der tale om en samplingsstrategi, der er helt på forkant med tiden og følger den såkaldt postmoderne tilværelsestydning, som ser livet som fragmenteret og sandheden som noget, man selv sætter sammen af de foreliggende elementer.
Læs de forrige artikler i serien her:
Dylans 10 bedste album: 10 – More Bob Dylan Greatest Hits (1971)
Dylan 10 bedste album – 9: Before The Flood (1974)
Dylans 10 bedste album – 8: Oh Mercy (1989)
Dylans 10 bedste album – 7: Blood On The Tracks (1975)
Dylans 10 bedste album – 6: Highway 61 Revisited (1966)
Dylans 10 bedste album – 5: Desire (1976)
Dylans 10 bedste album – 4: Time Out Of Mind (1997)
Dylans 10 bedste album – 3: Blonde On Blonde (1966)
Bob Dylan
“Love And Theft”
CBS (2001)
Foto: Udsnit af omslaget
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her