
Dette er den vigtigste tekst jeg har læst længe, siger Hanne Klintøe og henviser til et indlæg hun har fundet på den canadiske Heather Pletts hjemmeside. “Hun siger det spot on og uanset din størrelse, din form og hvilken historie, du bærer med dig, skal du læse hendes artikel og forstå: Du kender aldrig historien bag en krop.”
Jeg elsker Heather Plett. Hun er en vanvittigt klog dame og kan perspektivere nogle af livets sværeste emner som ingen anden skribent, jeg kender til. Misforståelser, fordomme og tredjegrads reaktioner afkoder hun krystalklart og gennemskuer hvad der virkelig foregår, på det dybeste menneskelige niveau. Hun ser alle vores blinde vinkler.
Jeg er ikke fed. Jeg har aldrig været det og jeg bliver det sandsynligvis aldrig. Jeg er det modsatte. Det er mindre synligt nu, hvor de sidste ti års sygdom overvejende har holdt min krop i en tilstand af tsunami-agtig væskeophobning, der får verden omkring mig til at udbryde hvor ”godt” det er, at se mig have en ”sund” vægt. Til trods for, min verden sjældent har været så langt fra ”god” eller min krop så langt fra ”sund”.
For nogle er kroppen deres beskyttelsesrum, med et uendeligt behov for at bygge væggene tykkere. For andre er den flugtvejen
Før kunne jeg ikke komme ind i et rum uden at folk skulle fortælle mig at jeg var ”smertefuldt tynd”, ”burde” tage på, og derefter give deres bud på, hvor meget jeg skulle tage på hvor. Dengang havde jeg det overvejende godt fysisk og jeg var i fantastisk form. Det kan man ikke sige, jeg er nu. Jeg er daglig manager af min krop. Jeg ser (det meste af tiden) sund ud, jeg fungerer og jeg kører intense arbejdsprocesser. Men jeg klapper også sammen i hulk og afmagt over, der stadig ikke er nok plads i min krop til mere næring, der stadig ikke er energi nok til dagen, på trods af alle mine anstrengelser.
Min krops udfordring og reaktion på dybe traumer er den modsatte af Heather Pletts, når det kommer til vægt. Men min pointe er: Hun siger det spot on og uanset din størrelse, din form og hvilken historie, du bærer med dig, skal du læse hendes artikel og forstå: Du kender aldrig historien bag en krop.
For nogle er kroppen deres beskyttelsesrum, med et uendeligt behov for at bygge væggene tykkere. For andre er den flugtvejen, og behovet er at være så let og atletisk som muligt, uden fedt, ting eller rødder – så man kan flygte i eksplosionsfart fra enhver situation. Fordi erfaring ubevidst fortæller den overvægtige eller den tynde og den ind i mellem at netop denne overlevelsesstrategi er absolut nødvendigt.
For andre er kroppen en påvirkelig, velsmurt og tilpasningsparat agil startup, fyldt med muligheder som kan formes og ændres i al evighed. De er de heldige. Men de er de få. Vægt er ikke matematik. Kroppe er ikke maskiner. Vi er mennesker, der reagerer på vores meget reelle oplevelser i verden, og hvis voldtægt, mobberi, tab og andre former for overgreb på vores sikkerhed er med i ligningen, er vi i konstant alarmberedskab. Nu og for altid. For man ved jo aldrig.
Så kig på dig selv næste gang du møder en person, der ikke passer ind i dine idealer. Kig på, hvad der i virkeligheden foregår inde i dig. Hvad er det, der gør dig utilpas? Og udforsk så det, så meget eller så lidt du kan, men undgå at projicere din egen utilpashed over på andre for selv at undgå den ubehagelige følelse, den rummer. Den har intet med dem at gøre. De fortjener ikke at skulle bære din byrde oven i deres egen.
Der er altid en grund til at det, du ser, er som det er. Også når historien er dyb og lang og meget indviklet. Meget få mennesker ser ud som de gør, fordi de ikke gider ”tage sig sammen”. Som alle med et traume vil vide. For de fleste er traumet en hård, daglig udfordring, for mange et fuldtidsjob. Og hvis de ikke mødte op til dét hver dag, ville de ikke stadig være her.
Læs Heather Pletts fremragende artikel her.

Topillustration: “Bronskvinnorna” af den svenske kunstner Marianne Lindberg De Geer”. Foto af Lars Aronsson [CC SA 1.0 (http://creativecommons.org/licenses/sa/1.0/)], via Wikimedia Commons.
Kunne du lide, hvad du læste? Så kan du støtte Hanne Klintøe og hendes skriverier direkte ved at sende hende et beløb på MobilePay 3144 9914.
–
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her