MURAKAMI // LITTERATUR & FILM – Det er kun den, der har læst den japanske forfatter Haruki Murakami, der ved eller måske snarere fornemmer, hvorfor der som et af de første klip i Nitesh Anjaans kortfilm “Dreaming Murakami” er en kat. En ukommenteret kat. Det kan virke tilfældigt, men det er det ikke. Når vi kort efter hører Murakamis danske oversætter Mette Holm tale om ”parallelle verdener”, så er vi helt med. Filmen er et rigt portræt af hendes arbejde.
I Murakamis hovedværk, trilogien 1Q84 (2009-10) lever kattene i en parallelverden. I det hele taget forekommer sådanne verdener mange steder hos ham. Det er et poetisk træk af usædvanlig skønhed ved filmen, at den også opfatter Mette Holms arbejde med at iklæde Murakamis japanske tekster en dansk sprogdragt som en parallelverden. Det siges ikke, men man indser lidt efter lidt, at det er sådan det er. Det er et af Dreaming Murakamis stærkeste træk: De vigtigste iagttagelser siges ikke. Dem må beskueren selv foretage.
Selve filmen forløber som en proces gennem det løbende oversætterarbejde, arbejdet med den fysiske tilrettelæggelse af en ny bog på Forlaget Klim i Århus, en rejse til Japan, samtaler med andre Japan-oversættere og tiden frem mod den begivenhed, da Murakami i 2016 modtog H. C. Andersen-prisen i Odense, hvor han insisterer på at blive interviewet af Mette Holm.
Der findes ikke en perfekt sætning, ligesom der ikke findes en perfekt fortvivlelse
Den mest åbenlyse parallelverden, Dreaming Murakami viser, er forekomsten af en kæmpemæssig frø på to ben, som stammer fra en Murakami-roman, jeg åbenbart ikke har læst. Den viser sig som en skyggefigur i billedet mange gange gennem filmen, når Mette Holm går gennem lufthavnen i Tokyo og andre steder. Her fortæller den en hemmelighedsfuld historie om opgøret med en anden figur, Worm.
Virkeligheden som poesi
Dreaming Murakami bæres af det æteriske, som virkeligheden rummer, når den bliver opfattet poetisk. Sådan opfatter Murakami den, og det bruger Mette Holm bruger store dele af sit arbejdsliv på at blive formidler af gennem at forfine sin evne til at gengive det på dansk.
Et udsagn går igen og igen filmen igennem: ”Der findes ikke en perfekt sætning, ligesom der ikke findes en perfekt fortvivlelse.” Udsagnet bliver vendt og drejet. Skal det nu være sætning, er det ikke litteratur eller måske tekst? Og er det fortvivlelse og ikke melankoli. Den slags går oversætteres dage og aftener og nætter med.
Det var ulæseligt. Inde under de danske sætninger, kunne man se den engelske sætningsstruktur, og man fik ikke adgang til den oprindelige sproglige organisme
Som den afdøde danske digter og oversætter Ivan Malinowski (1926-89) sagde i forordet til sin antologi over international lyrik, Glemmebogen (Borgen 1961): ”Undertegnede har i en lang årrække med forkærlighed oversat poesi, en luksus ingen i det lange løb kan tillade sig, da det kræver omkring 24 timers fritid i døgnet og af de ansvarlige kulturteknokrater opfattes som en fornøjelse, hvad det også er.”
“Vi vil da kende andre verdener”
Filmen tjener som illustration af den uhyre kortsigtede politik, der ligger i at nedlægge de små sprogfag på universiteterne, som det er sket i rigt mål de senere år, i takt med at der er oprettet erhvervssproglige uddannelser og engelsk er blevet forretningssprog. Man mister evnen som land, som sprog og som kultur til at gengive litteraturen fra andre verdener på en genuin og lødig og professionel måde. Bulgarsk, litauisk, kroatisk, albansk, burmesisk. Vi får det bare ikke på dansk. Længere er den ikke.
Da Naguib Mahfouz fik Nobelprisen i 1990’erne, blev han allerede da oversat til dansk via en foreliggende engelsk oversættelse. Det var ulæseligt. Inde under de danske sætninger kunne man se den engelske sætningsstruktur, og man fik ikke adgang til den oprindelige sproglige organisme.
Enkelte forlag som Det Poetiske Bureau og Jensen & Dalgaard udgiver bøger, der forsøger at overkomme disse kløfter, men det er en offentligt indstiftet, kulturel armod, man er oppe mod. Man kan indvende, at der ikke er aftagere til det, at der ikke er marked for det, og fremføre, at selv de danske litterære agenturer, der formidler bøger fra udlandet, nu offentligt har tilkendegivet, at man ikke længere leder efter litteratur fra tysk.
20 minutter inde i filmen lægger jeg mig fladt ned. Den er perfekt. Vi befinder os inde i en Murakami-roman, sammen med Mette Holm
Jo tak, så meget desto mere er det offentlighedens ansvar at gå mod strømmen, så vi ikke får et samfund, der mister evnen til at se menneskelige fællesstræk på tværs af kulturer og til at udvide sin egen forståelse af kultur, samfund og eksistens gennem det enkle, basale sproglige møde. Engelsk alene gør det ikke.
Ellers som Mette Holm selv siger et sted i filmen: ”Vi vil da kende andre verdener, vil vi ikke?”
Jeg ville have kritiseret nogle hverdagsbilleder i indledningen – af Mette Holm, der skræller kartofler og hører radio og et kort klip, hvor hun går over gaden på vej til forlaget. Jeg syntes i begyndelsen af den timelange film, at det var unødvendigt og forfladigende, når nu metaforikken allerede var slået an gennem katten, sætningen om det perfekte og frøen.
Men kun 20 minutter inde i filmen lægger jeg mig fladt ned. Den er perfekt. Vi befinder os inde i en Murakami-roman, sammen med Mette Holm. Hans univers træder fuldstændigt klart frem.
Den oplevelse, jeg havde, da jeg var tre år (!) om at læse 1Q84, fordi det var så jaw-dropping godt, at jeg kun kunne læse et kapitel hver anden aften, er smukt opbygget og helt intakt.
Det er suverænt udført.
“Dreaming Murakami”
59 minutter
Nitesh Anjaan (instr.)
Producenter: Signe Byrge Sørensen, Pernille Tornøe
Premiere 17. november 2017
Topfoto: Still fra filmen (pressefoto)
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
