Trump Netanyahu Israel

Populismen efter Trump #2: Doktor Bibi og Mister Netanyahu

i Politik & Samfund/Mellemøsten af
POPULISMEN EFTER TRUMP #2 // NETANYAHU – For et år siden overhalede Benyamin Netanyahu Israels første leder, David Ben Gurion, som manden der har siddet længst på premierministerposten. Han viser ingen tegn på at ville vige fra posten godvilligt, hvilket der er flere forklaringer på, men for første gang i mange år kan man ikke tage hans politiske overlevelse for givet, skriver POV’s udlandsredaktør Hans Henrik Fafner fra Tel Aviv.

Bibi! Kun Bibi! Således falder ordene fra Oded, en midaldrende mand, der arbejder som tankpasser på en benzinstation et stykke nord for Tel Aviv. Han refererer til Benyamin Netanyahu, den israelske premierminister, men bruger kælenavnet, som det er almindeligt blandt statslederens trofaste støtter.

Støtterne bliver dog markant færre i denne tid, og det kan ses som et tegn på, at ledere af hans støbning er kommet i vanskeligheder, hvilket måske kun understreges ved, at Donald Trump ikke længere er herre i Det Hvide Hus.

Samtidig betragter mange ham som uhæderlig og en rendyrket populist

Lige ved siden af benzinstationen står en flok mennesker på en fodgængerbro hen over motorvejen. De hører til den anden gruppe israelere, som kræver premierministerens øjeblikkelige afgang. De har sat bannere op på broens gelænder og de vifter med store israelske flag. Mange af de forbipasserende biler dytter i sympati med budskabet. Oded ryster opgivende på hovedet. Han holder stædigt på sit.

”De mennesker ved jo ikke, hvad de taler om. Se bare, hvilken velstand, Bibi har skabt i de år, han har været ved magten,” siger han og smiler.

I vanskeligheder

Den 23. marts er der valg til det israelske parlament, Knesset. Det bliver fjerde gang, befolkningen skal til urnerne, siden Netanyahu udskrev valg i november 2019. Lige siden har landet befundet sig i dyb politisk krise, og det er langt fra sikkert, at det i denne omgang fører til dannelsen af en stabil regering.

Men en ting er dog sikker, nemlig at den folkelige utilfredshed med Netanyahu, der har siddet på posten uafbrudt siden marts 2009, er voksende.

Problemerne tårner sig nemlig op omkring den israelske leder. Allerede for et par år siden erklærede politiets efterforskere, at de nu havde samlet tilstrækkeligt med belastende materiale til at kunne rejse sag mod Netanyahu. Det drejer sig om en række korruptionssager i den alvorlige ende. Han skal have manipuleret med pressen for at skaffe sig selv positiv omtale, og i en anden sag skal han have skaffet sig personlige millionindtægter på insiderhandel med aktier, i forbindelse med at det israelske søværn anskaffede nye undervandsbåde fra et tysk værft.

Det er derfor ikke så underligt, at Netanyahu og Trump fandt sammen i et særegent partnerskab. Ved flere lejligheder skaffede Trump således Netanyahu politiske resultater, der tog sig godt ud i store dele af den israelske offentlighed

I den lettere ende har han modtaget store mængder lyserød champagne og cubanske cigarer til privaten, mod at han skaffede en amerikansk milliardær en række fordele.

Retssagen er imidlertid blevet udskudt gang på gang. Oppositionspolitikere har påpeget det moralsk forkerte i, at en mand, der står anklaget for en række kriminelle forhold, også er regeringschef, men Netanyahu har kunnet dække sig ind under parlamentarisk immunitet. Og ikke mindst har han haft held til at fastholde befolkningen i troen på sin evne til at føre landet gennem vanskelige kriser og at udrette politiske mirakler mod alle odds.

Israels lange politiske krise er derfor tæt forbundet med Netanyahus behov for at udskyde eller afværge retssagen ved at bevare grebet om den politiske magt med alle midler. Alle tre valg i denne periode gjorde Likud-partiet under Netanyahus ledelse til det største, men hver gang det ikke desto mindre viste sig umuligt at få samlet et bæredygtigt flertal bag en koalitionsregering, sørgede han for at få udskrevet valg én gang til. Det er også den aktuelle situation. I maj 2020 lykkedes det at sammensætte en regeringskoalition, men den gik op i sømmene i december.

En meningsmåling fra slutningen af januar viste, at 34 pct. af den israelske vælgerbefolkning fortsat betragter Netanyahu som den bedst egnede til at lede landet. Ingen af hans politiske rivaler kommer tilnærmelsesvis op på en lignende opbakning, og det virker som en temmelig paradoksal situation.

En hjælpende hånd fra Trump

Gennem hele sin karriere har Netanyahu markeret sig ved sin veltalenhed, og han gør sig internationalt  på flydende engelsk med tydelig Boston-accent, en reminicens fra studietiden på MIT og Harvard. Det egentlige politiske gennembrud kom i årene 2003-05, da han som finansminister førte den israelske økonomi ind på den vækstkurve, som har holdt sig lige siden. Dette huskes han for, men samtidig betragter mange ham som uhæderlig og en rendyrket populist.

Han kvitterede ved at omdøbe en lille by i området til Ramat Trump. I parentes skal det bemærkes, at der sidenhen ikke har vist sig overvældende interesse for at købe bolig i Trumphøjderne, som byen må hedde på dansk

I flere år har han således kørt hårdt på den såkaldte iranske trussel, altså Irans atomprogrammer, der angiveligt sigter mod at kunne rette et ødelæggende missilangreb på Israel.

Der er ingen tvivl om, at den iranske ledelse søger at skaffe sig større regional indflydelse, blandt andet ved at støtte Libanons shiamuslimske Hizbollah-bevægelse med penge og konventionelle våben. Men talrige analytikere har samtidig understreget, at iranerne næppe vil vove sig ud i et atomangreb, alene af den grund at Israel har kapacitet til at slå hårdt igen med samme mønt.

Situationen er dog i sig selv nok til at skabe et trusselsscenarie, der kan udnyttes politisk, og det er et af den højrepopulistiske leders tydelige kendetegn. Et parallelt eksempel er Donald Trump, der gennem fire år spillede på en lignende frygt for muslimsk indvandring og dennes påstået negative indflydelse på det amerikanske samfund.

Det er derfor ikke så underligt, at Netanyahu og Trump fandt sammen i et særegent partnerskab. Ved flere lejligheder skaffede Trump således Netanyahu politiske resultater, der tog sig godt ud i store dele af den israelske offentlighed. En markant sag var beslutningen om at flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem i maj 2018 – 70-året for staten Israels oprettelse.

Skridtet var en anerkendelse af en israelsk lov fra 1980, der fastslår, at det forenede Jerusalem er Israels hovedstad, og dermed var det også en amerikansk underkendelse af palæstinensiske krav på at få Østjerusalem som hovedstad i en fremtidig stat.

Ikke overraskende vakte dette jubel på den israelske højrefløj, og for en tid overskyggede det den øvrige kritik af Netanyahus ledelsesstil og hedonistiske livsførelse.

En tilsvarende håndsrækning fra Trump kom i marts 2019, da han anerkendte Israels annektering af de syriske Golanhøjder, som israelerne har holdt besat siden krigen i 1967. Netanyahu fremstillede dette som en stor diplomatisk sejr, og han kvitterede ved at omdøbe en lille by i området til Ramat Trump. I parentes skal det bemærkes, at der sidenhen ikke har vist sig overvældende interesse for at købe bolig i Trumphøjderne, som byen må hedde på dansk.

Først senere kom det for en dag, at han som en del af aftalen med De Forenede Arabiske Emirater havde sagt god for, at aftalepartneren kunne købe avancerede amerikanske F-35 jagerfly

Højdepunktet i dette parløb kom med Abraham-aftalerne i september 2020. Med Trumps særlige rådgiver og svigersøn Jared Kushner som fødselshjælper indgik Israel normaliseringsaftaler med De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain, og et par måneder senere fulgte en næsten tilsvarende aftale med Marokko.

Alt dette skete, mens den israelske koalitionsregering for alvor begyndte at knage i fugerne, men fordi Netanyahu kunne beskrive sin personlige rolle i aftalernes tilblivelse, gik hans Likud-parti markant frem i meningsmålingerne. Først senere kom det for en dag, at han som en del af aftalen med De Forenede Arabiske Emirater havde sagt god for, at aftalepartneren kunne købe avancerede amerikanske F-35 jagerfly.

Vennekredsen smuldrer

Uroen begyndte at indfinde sig, da det stod klart, at Trump ikke ville vinde det amerikanske præsidentvalg.

Dette er formentlig grunden til, at aftalen med Marokko faldt på plads i en fart, og Netanyahu har sikkert også haft en klar hensigt med sit hemmelige, men meget presseomtalte besøg i Saudi-Arabien en sen lørdag aften i december. Dette skulle indikere, at Saudi-Arabien også er klar til at nærme sig Israel, hvilket ville være en betragtelig diplomatisk gevinst for Netanyahu, men reelt er der ikke de store udsigter til, at dette kommer til at ske lige med det samme.

Efter Joe Bidens indsættelse i Det Hvide Hus er der kommet andre boller på suppen, og Netanyahu kan med god grund klassificeres som en af de kriseramte populistiske ledere. Et af Bidens første initiativer i Mellemøsten var at bremse salget af F-35 til De Forenede Arabiske Emirater, som kunne tænkes at indsætte jagerflyene i borgerkrigen i Yemen.

Troldmanden er løbet tør for magiske tricks, siger man, og det hænger ikke mindst sammen med, at han ikke længere kan stole på automatisk opbakning fra Det Hvide Hus

Dette satte skår i den gode stemning i relationerne til Israel, og selv om regeringskilder i både Jerusalem og Abu Dhabi forsikrer, at normaliseringsaftalen står ved magt, er noget af feststemningen falmet. Biden vil næppe heller nulstille forholdet til palæstinenserne og det palæstinensiske selvstyre i Ramallah, hvilket lå implicit i Trumps såkaldte fredsvisioner for Mellemøsten.

Dette har allerede sat sit præg på Netanyahus anseelse i den israelske befolkning. Lige nu er den israelske valgkamp frem mod den 23. marts ved at tage fart. Som ved de foregående valg i de sidste par år har en række partier som markant dagsorden, at Netanyahu skal væltes. I denne omgang er kravet imidlertid rykket endnu tættere på Netanyahu, og det skaber – måske for første gang – virkelig grund til at tro på, at det kan blive resultatet.

Troldmanden er løbet tør for magiske tricks, siger man, og det hænger ikke mindst sammen med, at han ikke længere kan stole på automatisk opbakning fra Det Hvide Hus.

Det er således et alvorligt tegn, at kritikken mod Netanyahu tager til i selve partiet. I december 2020 brød Gideon Sa’ar, en af Netanyahus meget trofaste støtter i partiet, med Likud og dannede et nyt parti. Det hedder meget kendetegnende Nyt Håb og har som mål at få Netanyahu sat af banen og bringe Likuds klassiske værdier tilbage i det politiske liv, blot med et andet partinavn.

Netanyahu Israel
Graffiti af Benjamin Netanyahu, som har mistet meget af sin popularitet efter korruptionsanklager, men stadig er populær blandt mange israelere.

I slutningen af januar fik den nye bevægelse tilslutning fra Benny Begin. Han er søn af Menachem Begin, der i 1977 bragte Likud til magten for første gang. Alene familienavnet vil være i stand til at skaffe mange stemmer, og en meningsmåling fra 20. januar gav da også Nyt Håb 15 ud af Knessets 120 pladser.

Længere til højre er der en lignende uvilje mod Netanyahu, og politikerne fra den politiske midte, som hidtil har samarbejdet med Netanyahu, siger også fra.

Vaccinationerne

Det er med andre ord tyndet gevaldigt ud i kredsen af politikere, der ønsker at samarbejde med Netanyahu. Faktisk resterer kun de to ultraortodokse partier – Forenet Torajødedom og Shas. De har været villige regeringspartnere lige siden dannelsen af den første Netanyahu-regering i 2009.

Men selv her hersker usikkerheden, og den kommer måske fra helt uventet hold. Israel har på det seneste gjort sig bemærket ved at være langt foran resten af verden i indsatsen med at få befolkningen vaccineret mod Covid-19. I begyndelsen af februar meddelte sundhedsmyndighederne, at 32 pct. af befolkningen var blevet vaccineret, og i det tempo er der udsigt til, at kampagnen kan være afsluttet midt i marts, altså lige før Knesset-valget.

Omkring månedsskiftet blev luftrummet også lukket, så kun humanitære flyvninger blev tilladt, og samtidig blev politiet sendt ind i de ultraortodokse kvarterer for at gennemtvinge en lukning

Dette usædvanlige resultat er kommet i stand ved Netanyahus personlige mellemkomst. Det handler om en aftale med medicinalvirksomheden Pfizer, der mod at levere vaccine til israelerne får lov til at studere de israelske sundhedsorganisationers persondata. Landet er gennemdigitaliseret og man kan hurtigt skaffe sig overblik over vaccinens virkninger, og eventuelle bivirkninger.

Aftalen har på en måde gjort Israel til et stort klinisk forsøg, og dette har enorm værdi for en virksomhed som Pfizer. Hvis alt var gået efter planen, ville Israel kunne åbne økonomien og vende tilbage til hverdagens normalitet inden valget, og det kunne Netanyahu præsentere som et politisk resultat af dimensioner. Sagt på en anden måde, kunne det redde ham på valgdagen.

Imidlertid er der udsigt til, at denne plan slår grumme fejl. De ultraortodokse grupperinger, som udgør 10-12 pct. af den israelske befolkning, følger kun i beskedent omfang myndighedernes forskellige påbud for at mindske smittespredning. Generelt er ultraortodokse familier store og de bor tæt sammen, så som udgangspunkt er det vanskeligt at begrænse smitten, men hertil kommer at de åndelige ledere eksempelvis beordrer de ultraortodokse skoler åbne, mens resten af landets skoler lukker ned.

Der er også ringe forståelse for vaccinen, så mens kampagnen kører i den sekulære befolkning, breder pandemien sig dramatisk i de ultraortodokse byer og kvarterer.

De ultraortodokse politikere i Knesset lytter til rabbinerne, og det er blevet et vanskeligt dilemma for Netanyahu. Han har nemlig brug for Shas og Forenet Torajødedom som politiske støtter, men han ved også godt, at hvis han lader stå til i dette befolkningssegment, vil Israel være lagt fra målet om at være blot nogenlunde smittefrit på valgdagen.

Derfor besluttede han at sætte ind. I slutningen af januar blev Israel lukket ned igen, og denne gang med større begrænsninger end ved de to tidligere lukninger. Omkring månedsskiftet blev luftrummet også lukket, så kun humanitære flyvninger blev tilladt, og samtidig blev politiet sendt ind i de ultraortodokse  kvarterer for at gennemtvinge en lukning.

Som forventet førte dette til voldsomme protester og sammenstød mellem politi og ultraortodokse demonstranter. Den 31. januar viste denne verden sin modstand ved at 20.000 mennesker deltog, da en stor rabbiner skulle bisættes i Jerusalem. Ifølge de officielle regler må højst ti personer deltage i en begravelse.

Situationen er altså dobbeltkritisk for Netanyahu. På den ene side er det storslåede resultat efter en effektiv vaccinationskampagne ved at fortone sig, og på den anden side er han ved at sætte sin alliance med de ultraortodokse partier over styr. Anshel Pfeffer, som er politisk kommentator ved dagbladet Haaretz, følte sig den 2. februar fristet til at beskrive Netanyahus tiltagende isolation ved at citere Prædikerens Bog: ”Den, der er alene, tvinges i knæ, men to kan holde stand.”

Sumpen i Tel Aviv

At Netanyahu alligevel ikke er helt alene, hænger sammen med den israelske samfundsstruktur. Landet er nok et moderne, vestligt demokrati, men samtidig med det kan det på mange måder betegnes som et klandemokrati.

Før i tiden var partimæssigt tilhørsforhold i høj grad et familieanliggende eller et socialt anliggende. Man stemte sammen med sin sociale gruppe, og det er stadig tilfældet i store dele af samfundet. Unge israelere lever ikke med denne loyalitet, og navnlig i storbyerne skifter vælgerne ofte parti, hvilket er forklaringen på, at især centrumpartier kommer og går i hastigt tempo.

I denne omgang har Netanyahu taget et overraskende skridt ved at sætte Aaron Klein til at lede sin valgkampagne. Amerikanske Klein er tidligere journalist ved det højreorienterede Breibart News og arbejdede tæt sammen med Steve Bannon, der i det meste af 2017 var blandt Trumps nærmeste rådgivere

Men et gammelt og etableret parti som Likud lever stadig højt på sine faste kernevælgere, som ofte lever i udkant-Israel og har rødder i Nordafrika og Mellemøsten. Tankpasseren Oded med sin marokkanske baggrund er billedet på denne vælgerbefolkning.

Det var dem, der bragte Likud til magten i 1977. Den daværende leder, Menachem Begin, var godt nok af polsk afstamning, men med sin politiske forankring på højrefløjen var han ugleset i den daværende elite, som udgjordes af Arbejderpartiet. Jordskredsvalget fra dengang er ikke blevet glemt, og derfor står Likud centralt i manges bevidsthed, og derfor ser man gerne gennem fingre med Netanyahus hedonisme og manglende ordholdenhed.

Det svarer på mange måder til det amerikanske præsidentvalg i 2016. Det var ikke så meget et opgør mellem Demokrater og Republikanere, som det var en håndfast protest mod ”sumpen” i Washington. Mod eliten.

Nøjagtig den samme elite findes i dagens Israel, og den hedder Tel Aviv. Storbyen er på mange måder en boble, der lever sit eget liv. Den er centrum for hightech og velbjergede mennesker, der frekventerer byens cafeer og repræsenterer en alternativ livsstil. Mange israelere taler om Medinat Tel Aviv – altså Staten Tel Aviv – og det er selvsagt et perfekt oplæg til populistisk retorik.

Heldet synes dog at være ved at løbe ud. Netanyahu har tidligere vendt et truende nederlag til en overraskende sejr, som ved valget i 2015, da han på selve valgdagen gik ud og meddelte, at landets arabiske borgere strømmede til valgstederne. Det viste sig at være opspind, men resultatet var, at Likuds sofavælgere kom på benene og sikrede partiet en bekvem sejr på målstregen.

I denne omgang har Netanyahu taget et overraskende skridt ved at sætte Aaron Klein til at lede sin valgkampagne. Amerikanske Klein er tidligere journalist ved det højreorienterede Breibart News og arbejdede tæt sammen med Steve Bannon, der i det meste af 2017 var blandt Trumps nærmeste rådgivere.

Der spekuleres i, om Netanyahu hermed trækker endnu en hvid kanin op af hatten, eller om det er et sidste desperat forsøg på at klare sig gennem krisen med populistiske virkemidler.


Serie: Populismen efter Trump

Et af Donald Trumps bidrag til den globale begrebsverden er populismen, en løst defineret størrelse, som har mange versioner. Rundt om i verden oplever vi i disse år politiske ledere og bevægelser, der defineres som populistiske, og flere af dem oplever et tomrum, efter at Joe Biden er rykket ind i Det Hvide Hus. POV har kastet blikket på en række steder rundt på kloden for at tage temperaturen på populismen.


LÆS ALLE HANS HENRIK FAFNERS ARTIKLER HER


Topfoto: Benjamin og Sara Netanyahu byder Donald Trump og Melania Trump velkommen på officielt besøg i Israel, 2017. Wikimedia Commons
Indsat foto: Wikimedia Commons

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Hans Henrik Fafner (f. 1957) er journalist med fast base nord for Tel Aviv. Han har gennem de sidste 25 år – bl.a. som korrespondent for Dagbladet Information og sidenhen Weekendavisen – skrevet om Israel og Mellemøsten.

Hans omfattende viden og indgående kendskab til regionens politik og kultur anvender han nu til foredrag, sit eget forfatterskab samt til oversættelser, sammen med sin kone, af israelsk skønlitteratur til en række forlag.

Mange kender også Hans Henrik Fafner som værdsat og vidende rejseleder ved kulturrejsebureauet Viktors Farmor.

Seneste artikler om Politik & Samfund