ANALYSE: Endnu en dag, endnu en nyhed, der eksploderer i amerikansk politik. Har Donald Trump fortalt sig eller overfortolker medierne ham? Eller er hans udtalelser om våbentilhængeres muligheder for at protestere efter en eventuel sejr til Hillary Clinton en kalkuleret og uhyggelig overskridelse af enhver norm om, hvad man kan sige i en valgkamp.
Amerikanske medier og politikere er i oprør, Twitter eksploderer og kommentatorerne bliver ikke arbejdsløse foreløbig. Og endnu engang stammer turbulensen fra, hvad amerikanerne kalder en off-the-cuff bemærkning fra Donald Trump. Off the cuff betyder bogstavelig talt en bemærkning, der er rystet ud ærmet, altså ikke så meget en decideret fortalelse som en uigennemtænkt bemærkning, en rap replik eller – i bedste tilfælde – en spontan eftertanke.
I dette tilfælde handler opstandelsen om en bemærkning, Trump kom med tirsdag ved et vælgermøde i North Carolina om, at våbentilhængerne i USA måske havde “andre måder” at løse problemet med Hillary Clintons udnævnelser til Højesteret på – skulle hun blive valgt. Disse andre måder blev af en stort set enig presse fortolket som en mulig slet skjult opfordring fra Trumps side om simpelt hen at gribe til væbnet modstand mod en præsident Clinton, eller – endnu værre – “bringe hende til tavshed” altså dræbe hende med et skydevåben.
Problemet med – og i stigende grad også for – Trump er, at det er svært at gennemskue om hans chokerende udtalelser faktisk er spontane og tilfældige. Eller om de er fuldkommen bevidste og en nøje tilrettelagt del af hans valgkamp.
Trumps bemærkning lød: “Hillary wants to abolish, essentially abolish the Second Amendment …By the way, and if she gets to pick her judges, nothing you can do, folks. Although the Second Amendment people, maybe there is, I don’t know. But I’ll tell you what, that will be a horrible day.”
Demokraterne var hurtigt ude med chokerede og rasende reaktioner. På Twitter lød det f.eks. sådan fra senatorerne Elizabeth Warren og Chris Murphy:
Warren fulgte op med denne tweet: Your reckless comments sound like a two-bit dictator, @realDonaldTrump. Not a man who wants to lead the greatest democracy on the planet.
Problemet med – og i stigende grad også for – Trump er, at det er svært at gennemskue om hans chokerende udtalelser faktisk er spontane og tilfældige. Eller om de er fuldkommen bevidste og en nøje tilrettelagt del af hans valgkamp. Hvilket på den ene side ville være uhyggeligt, på den anden side i tråd med den aggressive stil, han har kørt ret konsekvent: Trump har bl.a. sagt, at protesterende som dem, der har optrådt ved hans vælgermøder, ville være blevet “fjernet på bårer” før i tiden, han har opfordret en tilhænger til at slå en demonstrant i ansigtet og tilbudt at betale en andens advokatsalærer, hvis hans voldelige optræden til fordel for Trump førte til en retssag. En af Trumps trofaste støtter, den lokale senator Al Baldasaro fra staten New Hampshire, som i øvrigt også rådgiver Trump om USA’s militærveteraner, har direkte sagt til en lokal radiostation, at Clinton “fortjener henrettelse ved skydning for højforræderi” på grund af den måde, hun som udenrigsminister brugte en privat e-mail server på.
Trumps kampagneteam var hurtigt ude og kalde mediernes fortolkninger for “uærlige.” “Tilhængerne af den anden forfatningstilføjelse (retten til at bære våben, AG) besidder en fantastisk ånd og kampiver, de står også sammen, hvilket giver dem stor politisk magt ” lød det.
NRA – en af USA’s vigtigste og mest indflydelsesrige lobbyorganisationer havde intet at udsætte på Trumps udsagn. Den republikanske præsidentkandidat har nemlig ret, meddelte foreningen – også via Twitter:
Fra Clintons kampagne gjorde campaign manager Robby Mook det til gengæld klart tirsdag eftermiddag, hvad han mente om Trumps kommentar:
“En person, der søger jobbet som præsident for USA bør ikke opfordre til vold på nogen måde.”
Men uanset, om denne seneste episode fra det i stigende grad bizarre skuespil, der hedder Donald Trumps valgkampagne, er tilsigtet eller ej, så har kampagnen i øjeblikket det helt konkrete problem, at meningsmålingerne viser en vej: nedad.
Avisoverskrifterne og de elektroniske medier taler også mest om, hvorvidt en kaotisk og uprofessionel kampagne kan holde sammen, komme tilbage, rette sig op eller om slaget simpelt hen er tabt for Donald Trump. Det vil være alt for tidligt at spå om. Men her ovenfor ses oversigten fra den mest pålidelige kilde til meningsmålinger i amerikansk politik, Real Clear Politics, der daglig samler et gennemsnit af alle tilgængelige målinger. Det er ikke et billede, der vil fornøje nogen kampagnemager.
POV lønner ikke sine skribenter. Men hvis du gerne vil støtte mig, kan du kan donere til mit arbejde på POV International – både som skribent og som chefredaktør – via Mobile Pay: 93 85 05 85.
Topfoto: Twitter, YouTube og Reddit. Billedet er ikke fra vælgermødet i North Carolina.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her