Død over hemmelighederne

i Politik & Samfund/Civilsamfund af

KOMMENTAR – Dansk Frimurerorden holder på hemmelighederne og har derfor mediernes næsten konstante bevågenhed. Aktuelt søger Ekstra Bladet flere oplysninger om broderskabet, og de kommer lige her, skriver Susanne Staun. 

Netop som jeg skulle til at lave min længe lovede ligebehandlingsberegning på Den Danske Frimurerorden (DDFO), hvor kvinder ingen adgang har, slår Ekstra Bladet til med artiklen ‘De hemmeligste rum’. Og selvom det lyder som titlen på en kriminalroman, finder vi ikke ud af, hvem morderen er – ud over et par konkrete politikernavne, og det er jo altid godt.

Ekstra Bladets aktuelle indsats må være gang nummer mere end 10.000, at medierne uden held forsøger sig med Frimurerordenen – med én undtagelse, nemlig dengang i 1981, hvor Søndags-Aktuelt publicerede hele medlemslisten over Danmarks dengang over 10.000 frimurere, så der udgik et kollektivt brødrebrøl over det ganske land. Politiken forsøgte sig uden videre held i 2003, og Anders Agger var på besøg for nylig, og selvom det altid er muntert at se bizart klædte mænd i falliske omgivelser, var der heller ingen delikate hemmeligheder at hente her.

Frimurerlogen er synonymt med hemmeligheder. Den formastelige frimurer, der disker op med logens hemmeligheder eller på anden vis forbryder sig mod logens lovbog, fortæller Ekstra Bladet, ”er død. Det er ligesom i Jehovas Vidner” – med hvilket der menes udstødelse af klanen.

Gennem tiderne er frimurere blevet beskyldt for alt fra at være satanistisk religion til en form for skyggeregering, alle pædofilsagerne ufortalt, og der er ingen uden for de hule mure, der har skyggen af mulighed for at vurdere, hvad der er sandt eller falsk

Peter Duetoft, tidligere folketingsmedlem og formand for Centrum-Demokraterne og nu pressetalsmand for Den Danske Frimurerorden, hævder ellers, at alting ligger frit fremme.

Ritualerne er ikke de eneste hemmeligheder, men de er MEGET hemmelige. Dokumentfilmmager Poul Martinsen var manden bag dokumentaren  ‘Det hemmelige Danmark’ (1975), hvor frimurerordenens optagelsesceremonier blev beskrevet gennem rekonstruktioner.

Dokumentaren blev aldrig vist på tv, fordi Den Danske Frimurerorden ad rettens vej forhindrede det ved hjælp af et fogedforbud, som Højesteret senere stadfæstede (1982). Det skete under henvisning til privatlivets fred. Selv var Martinsen ikke i tvivl om, at frimurerne protesterede, fordi de fremstod latterlige. Det hjalp så heller ikke, at rekonstruktionen af ritualerne blev vist i sammenhæng med en drengeklub og en primitiv høvdingeklan. Hvis man er latterlig, mister man magt. Derfor er dét, mænd frygter mest, at man griner af dem, som Margaret Atwood jo siger.

Dansk Frimurerorden har siden truet Wikipedia med retlige skridt, hvis ikke en række informationer om især deres ritualer blev fjernet fra leksikonet. Til præcedensformål brugte advokat for DDFO, Mette Klingsten, den gamle højesteretsdom mod offentliggørelse af ’Det hemmelige Danmark’, men det er tvivlsomt, om dommen har andet end historisk interesse. I dag ville et forbud være i strid med grundlæggende principper om ytringsfrihed. Beskyttelsen af privatlivet omfatter ikke længere forhold, der har samfundsmæssig interesse.

Hvad laver de så – i virkeligheden?

Det allermest hemmelige er dog, hvad de egentlig laver derinde. Det er meningen, at vi skal tro, at frimurere skaber et åndeligt frirum til dyrkelsen af åndelig fitness. Gang på gang kan man læse den offentlige forklaring: Frimureri handler om personlighedsudvikling, om at blive et bedre menneske og om at højne sin livskvalitet. Der er flere grunde til, at noget sådant må opfattes som utroværdig pølsesnak.

For det første er det virkelig svært at tro på, at mænd vil gå så grueligt meget igennem, og her tænker jeg på ritualerne, og dernæst vitterligt tropper op til regelmæssige møder i mærkeligt tøj for at blive bedre mennesker. Havde de så bare sagt, at de holder gode fester – hvad jeg forstår er tilfældet; har set pletterne på gulvet – så var alt godt. Men det siger de ikke offentligt.

For det andet melder historien ikke noget om præster eller åndelige vejledere, der kan hjælpe dem med denne selvforbedring; ånden løftes simpelthen, når frimurere mødes.

Personligt stemmer jeg for ikke at besvære Ligebehandlingsnævnet yderligere. Jeg kan nemlig ikke lige forestille mig, at kvinder skulle have lyst til en omgang rituel brystblottelse foran en hoben nok så velklædte herrer, med mindre der faldt noget fornuftig mønt af

For det tredje er det svært at forstå, hvorfor det skal være så hemmeligt at blive et bedre menneske.

For det fjerde: Hvilken form for åndelighedstjek udfører DDFO-kongen, Stormester Walther Schwarz, i logerne fra Nederlandene til England?

For det femte maner sikkerhedsopbuddet omkring hovedsædet (Stamhuset) på Blegdamsvej til eftertanke. Det  13.515 kvadratmeterstore stamhus på Blegdamsvej er tegnet af frimurer-arkitekt Holger Rasmussen. Frimurerne ønskede nemlig ikke at oplyse vilkår og krav til bygningens indhold til udenforstående. Ydermurene er dobbelte hule mure, og murenes brudstyrke er på over 250 kg pr. kvadratcentimeter. Med andre ord er stamhuset bygget til krig og bevarelsen af hemmeligheder.

For det sjette: Frimurere er trænet i at afgive enslydende svar, når journalister spørger. Når der spørges til ritualerne, afvises man med variationer over det søvngængeragtige standardsvar, at det ville være ”som at læse en krimi bagfra”. Og når det ikke rækker, kan man altid ty til frimurersprog og svare: ”Det regner”, som på godt dansk betyder, at det vil man ikke svare på.

Derfor er følgende spørgsmål betimeligt: ”Okay, åndelig fitness, men hvad laver I i virkeligheden?”

Hitler (og andre før og siden) vidste udmærket, at frimurerne havde magt, men han kunne ikke lukke logerne, eftersom kong Christian X var stormester. Så han beslaglagde i stedet ordenens bygninger og gjorde Stamhuset til hovedkvarter for Schalburgkorpset.

Ville Hitler have opfattet frimurerne som naturlige fjender, hvis ikke de var en magtfaktor? Næppe. Stormester Walter Schwarz, overlæge på Odense Universitetshospital, og Peter Duetoft giver alternative forklaringer her. De hævder, at Hitler havde det stramt med mænd i udvikling, der gerne ville gøre status. Hvem i alverden kan finde en sådan påstand overbevisende?

‘Stamhuset’ på Blegdamsvej i København. Foto: Wikimedia Commons

Magt er også penge, og i 2016 havde Den Danske Frimurerorden ejendomme til en samlet ejendomsværdi på over 200 mio. Stamhuset på Blegdamsvej har en aktuel grundværdi på 28 mio. og en ejendomsværdi på 58 mio. Ifølge mine beregninger rækker de samlede medlemskontingenter end ikke til at betale ejendomsværdiskatterne – men det må bedre regnehoveder end mit hellere gennemgå. Fx Ekstra Bladets. Men der er også budget til velgørenhed, bl.a. den årlige julehjælp, som uddeles via Foreningen Juleuddelingen af 1867, og der er nu noget sært romantisk ved tanken om enlige mødre, der taknemmeligt spiser frimurerand.

Ligebehandlingsnævnet

Og så til det endelige spørgsmål, som jeg lancerede i artiklen ‘Død over gramteorien’: Skal jeg genindsende min klage til Ligebehandlingsnævnet over, at kvinder ikke kan få adgang til Frimurerlogen med dette centrale argument:

Dedikerede kvindeloger kan ikke anses for værende i stand til at dække mit behov for adgang til magt og indflydelse, da kvinder hverken har magt eller indflydelse.

Ligebehandlingsnævnet har meget ofte afgjort, at kvinder og mænd skal have lov at dyrke deres forskellige hobbyer kønsadskilt. Se nu fx bare de spejdere. Men hvad nu, hvis Hitler havde ret, og Dansk Frimurerorden rent faktisk udgør en magtbastion – med ejendomsmillionerne, hemmelighederne, der skjuler, hvad der foregår derinde, den internationale aktivitet og så den medlemsliste, der de facto ikke kan inspiceres? Man skal huske på, at frimureri går helt tilbage til 1700-tallet, altså længe før kvinder fik stemmeret, dengang hvor deres hosten kun kunne høres fra køkkenet. Ville man så ikke kunne argumentere for, at mænd har en historisk og unfair konkurrencefordel? Jo. Hvis man gider.

Personligt stemmer jeg for ikke at besvære Ligebehandlingsnævnet yderligere. Jeg kan nemlig ikke lige forestille mig, at kvinder skulle have lyst til en omgang rituel brystblottelse foran en hoben nok så velklædte herrer, med mindre der faldt noget fornuftig mønt af.

Lige før valget i 2009 truede The United Grand Lodge of England med at trække regeringen i retten, så daværende justitsminister, Jack Straw, skyndte sig at sige pyt og trak reglen tilbage. Mistankerne og konspirationsteorierne får altså lov at fortsætte, i England såvel som her i landet

Jeg vil meget hellere bede pænt om en opdatering til nutiden i form af total gennemsigtighed.

Gennem tiderne er frimurere blevet beskyldt for alt fra at være en satanistisk religion til en form for skyggeregering, alle pædofilsagerne ufortalt, og der er ingen uden for de hule mure, der har skyggen af mulighed for at vurdere, hvad der er sandt eller falsk.

Så behold endelig jeres sjove tøj og ritualer. Men vis hvem I er, så vi ved, hvem vi møder i retten, og hvem der efterforsker vores sag hos politiet. Og som Søndags-Aktuelt så korrekt observerede dengang i 1981: ”En forening kan i realiteten kun vurderes, hvis man kender dens medlemmer.”

Men hvis erfaringerne fra England kan bruges til noget som helst, så er medlemskab lige så hellig som ritualerne. I 1997 introducerede den daværende Labour-regering en regel om, at medlemmer af den dømmende magt skulle deklarere et eventuelt medlemskab af frimurerloger. Det skete på baggrund af en udvalgsanbefaling, som bl.a. fremhævede, at ”der ikke findes noget, der i samme grad underminerer offentlighedens tillid til offentlige institutioner som visheden om, at visse embedsmænd er medlemmer af et hemmeligt samfund, hvis mål er fælles fremgang.”

Lige før valget i 2009 truede The United Grand Lodge of England med at trække regeringen i retten, så daværende justitsminister, Jack Straw, skyndte sig at sige pyt og trak reglen tilbage.

Mistankerne og konspirationsteorierne får altså lov at fortsætte, i England såvel som her i landet.

I en tidligere udgave af artiklen henviste et link til en medlemsliste over danske frimurere, linkhenvisningen til medlemslisten er efter ønske fra skribenten trukket tilbage, red. 1/11 2019 kl. 11.35


Topillustration: Forside fra Søndags-Aktuelt 1981.  

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Susanne Staun er forfatter med 14 romaner og meget af det løse på samvittigheden. Har tidl. bl.a. skrevet om kvindelige og mandlige morderes typologi i Fanny Fiske-seriens andet bind, Liebe. I serien om retsmedicineren Maria Krause udforskede andet bind Hilsen fra Rexville begrebet Münchhausen by Proxy, et uhyre sjældent syndrom, som stort set udelukkende rammer mødre: De opfinder eller foranlediger, ofte dødelige, skader på eget barn angivelig for at få opmærksomhed. Senest har hun skrevet romanen Velkommen til mit Mareridt på basis af et ottemåneders ophold i “Det Hemmelige Netværk”, en online safe space for voldsramte mødre i skilsmisseskærsild. I fortsættelse af Velkommen til mit Mareridt indledte hun Mareridtsbloggen, for hun mente ikke, hun var færdig med emnet. Det har indtil videre ført til en politianmeldelse fra Foreningen Far for “hate speech, stalking, bagvaskelse og selvtægt“, en injuriesag fra medejer af betalingspendanten til Foreningen Far, Hvert 3. barn, samt adskillige trusler fra forurettede alfahanner, herunder Thomas Nørregaard Sørensen, faderen i Oliver-sagen, og en Fan No One, der kan give mindelser om Stephen Kings Misery, hvor en forfatter med invaliderende knoglebrud torteres af sin Number 1 Fan. Foto fra Gyldendal.

Seneste artikler om Politik & Samfund

løb

Mennesker i løb

 LIV & MENNESKER // KLUMME – “For nylig talte jeg med en