indvandrerproblemet

Dino Copelj: Indvandrerproblemer, som ikke findes

i Børn & unge/Minoriteter af
INDVANDRERE // KOMMENTAR – “Der findes problemer såsom kriminalitet, fattigdom, negativ socialkontrol og lav uddannelsesfrekvens blandt minoriteterne i Danmark. Disse problemer er reelle og skal løses. Men hvis man prøver at betragte disse problemer som indvandrerproblemer, så kommer man hverken til at løse indvandrer- eller socio-økonomiske problemer, som med tiden kan vokse sig større. Og efter flere årtier med indsatser risikerer vi at stå tilbage og kigge på Danmark og sige “Ja, vi har et indvandrerproblem” og tredje, fjerde, femte generation af danskerne bliver fortsat betegnet som “indvandrere”,” skriver Dino Copelj, der mener, at man ikke kan løse indvandrerproblemer hos folk, der ikke er indvandrere.

Dette indlæg er udtryk for debattørens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Ifølge Den Danske Ordbog betyder en indvandrer “en person der tager eller har taget varigt ophold i et land efter at have forladt sit hjemland”. Fair nok! Det giver mening.

Det står dog intet om børn og efterkommere, som er født og opvokset her i landet. Naturligt nok, for disse medmennesker er født i deres hjemland, som er Danmark.

Men hvis man mener, at disse børn er indvandrere og en del af en homogen “indvandrermasse”, har man en klar udfordring.

Hvis man mener, at disse børn er indvandrere samt har agt og magt til at påvirke deres livskvalitet via den fremmedfjendske diskurs, der gør brug af racialisering og racisme, så har hele samfundet et problem.

Det er tåbeligt, efter min mening, at dunke minoritetsbørn i hovedet med noget, som de ikke er, for at løse et problem, som man selv via sin retorik var og er med til at skabe

Og medierne og politikerne er i høj grad med til at skabe et “indvandrerproblem”.

Da Inger Støjberg f.eks. fik en dårlig oplevelse i biografen på grund af nogle 14-15 årige drenge, som ikke kunne finde ud at opføre sig ordentligt, blev hele episoden skaleret op til et “indvandrerproblem,” da Støjberg opdagede, at disse drenge havde en anden etnisk herkomst end dansk.

Racialisering

Biografepisoden er et klokkeklart eksempel på racialisering og på, hvordan Inger Støjberg valgte at racialisere en gruppe drenge på baggrund af deres biologiske kendetegn, hvor de straks blev identificeret som en flok indvandrerdrenge, som bor i Danmark og som aldrig vil blive til noget, hvis de ikke finder ud af opføre sig ordentligt.

Senere viste det sig, at disse drenge var ganske almindelige drenge med anden etnisk baggrund end dansk, som var født og opvokset i Danmark.

Ja, de kunne ikke finde ud at opføre sig ordentligt, men det var ikke fordi, de var en “flok indvandrerdrenge”. “Boys will be boys” gælder alle boys.

Jeg ved ikke, om man har en interesse i at løse disse udfordringer og problemer, men jeg er sikker på, at de ikke vil blive løst, så længe man forsøger at løse et problem, som ikke findes

Man skulle tro, at Peter Hervik, der er professor i migration, var synsk eller havde en slags krystalkugle, hvor han kunne overvære biografepisoden, da han i 2015 i artiklen “Race, ”race”, racialisering, racisme og nyracisme” i tidskriftet Dansk Sociologi, skrev om racialisering som en proces:

“hvor kategoriseringen af de biologiske eller kulturelle kendetegn bruges til at identificere en større gruppe af befolkningen. Den kollektive identitetstilskrivning går forud for det enkelte individ, hvis motiver og handlinger tolkes ud fra gruppens træk. Denne gruppe tilskrives negativt ladede kendetegn, som bruges til at retfærdiggøre krav om sanktioner og straf.” 

Samtidig bliver “kultur” forbundet med negative værdier og normer og betragtet som uforenelig med “vores kultur”.

Landets statsminister Mette Frederiksen var også med til at racialisere , da hun i forbindelse med fremlæggelsen af regeringens forslag til en flerårig aftale for politi, der skulle sikre danskernes tryghed, sagde: “Det her handler om, at når man bruger S-togslinjerne i Storkøbenhavn, så skal man ikke være bange for at tage hjem om aftenen, fordi der er 15-17 indvandrerdrenge, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.”

Igen blev en gruppe ballademagere betegnet som indvandrerdrenge, højst sandsynligt efter logikken “If it looks like a duck, swims like a duck, and quacks like a duck, then it probably is a duck” – sådan som “vi danskere” forstår, at “indvandreranden” skulle se ud og opføre sig som.” Men det var bare en and.

Fælles for Inger Støjbergs og Mette Frederiksens anvendelse af begreber indvandrerdrenge er, at betegnelsen blev sat i en negativ kontekst, som ikke er forenelig med “os – den danske nation” og vores værdier og at “dem”, indvandrerdrenge, er nogle værre ballademagere, som skaber utryghed.

Tryk avler modtryk

Det er tåbeligt, efter min mening, at dunke minoritetsbørn i hovedet med noget, som de ikke er, for at løse et problem, som man selv via sin retorik var og er med til at skabe.

Forskningen viser, at tryk avler modtryk og at dehumanisering af det enkelte individ med en minoritetsbaggrund sætter gang i en ond spiral, hvor minoritetsgrupperne bliver mere aggressive, hvilket igen får majoritetsgruppen til støtte aggressive tiltag overfor minoritetsgruppen. Og sådan kan det blive ved.

Der findes problemer såsom kriminalitet, fattigdom, negativ socialkontrol, lav uddannelsesfrekvens blandt minoriteterne i Danmark. Disse problemer er reelle og skal løses.

Men, hvis man prøver at betragte disse problemer som indvandrerproblemer, så kommer man hverken til at løse indvandrer- eller socio-økonomiske problemer, som med tiden kan vokse sig større.

man kan blive ved med at kalde dem indvandrere, alt det man vil, men det bliver de altså ikke mere indvandrere af

Og efter flere årtier med indsatser risikerer vi at stå tilbage og kigge på Danmark og sige “Ja, vi har et indvandrerproblem” samt at tredje, fjerde, femte mv. generation af danskerne fortsat bliver betegnet som “indvandrere”.

Jeg ved ikke, om man har en interesse i at løse disse udfordringer og problemer, men jeg er sikker på, at de ikke vil blive løst, så længe man forsøger at løse et problem, som ikke findes. For man kan ikke løse et indvandrerproblem hos folk, som ikke er indvandrere.

Og man kan blive ved med at kalde dem indvandrere, alt det man vil, men det bliver de altså ikke mere indvandrere af.

Vi bliver allesammen nødt til at forstå, at en virkelighed mest er sådan, som vi forstår den.

Først når vi alle bliver enige om begreberne, som definerer vores fælles udfordringer og virkelighed, kan vi identificere og løse udfordringerne i fællesskab, som de enkelte individer, vi hver især er.


LÆS ALLE DINO COPELJS ARTIKLER HER


Foto: Pixabay

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Forfatter, født i 1977 i byen Trebinje, Bosnien-Hercegovina.

Sammen med familien oplevede Dino Copelj etnisk udrensning på tætteste hold. Krigens grusomheder i 90'erne førte til, at han kom til Danmark i 1993 som flygtning.

I en særlig følsom periode i livet, teenageår, havde Dino enten status som undermenneske i byen Trebinje under krigen eller som flygtning i bl.a. flygtningelejre i Danmark, hvor han sad i uvished i tre år.

Er uddannet som diplom i offentlig forvaltning og administration.

Seneste artikler om Børn & unge