BLACK SABBATH // ESSAY – Dette er anden del af et essay, der handler om heavy metal-genrens fødsel. Samtidig med at Black Sabbath forbereder et comeback, kæmper guitaristen Tony Iommi med sin kræftsygdom. I artiklen finder du også fjerde afsnit af POVcastserien om heavy metals fødsel.
Lyt her til fjerde episode i podcastserien om heavy metal-genrens opståen. Det handler om sidste halvdel af 1970:
Iommis kamp mod kræften
Første del af essayet slutter, hvor Black Sabbath er på vej ud på en comebackturné, og hvor den svækkede Tony Iommi må se i øjnene, at han kan dø af sin kræftsygdom.
Men det var ikke bare enden for Black Sabbath, det handlede om. Tony Iommi havde også måtte tage et tvungent blik ind i sit eget livs sene efterår og begyndende vinter. I det seneste halvandet år – og under indspilningen af 13-albummet – havde han kæmpet med en alvorlig kræftsygdom. De seneste prognoser op til interviewseancen havde dog været gode, men mest præget af et langt fysisk og mentalt udmarvende forløb af skiftevis håb, frygt, kampvilje og total udmattelse.
Den 65-årige, men stadigt nydelige, elegante Iommi med de stilfulde, sicilianske aner fra moderen Silvia, havde undervejs i kræftforløbet grædefærdigt set sig selv, som han nu tog sig ud hjemme i spejlet på sin luksuriøse herregård i Lapworth i Warwickshire sydøst for Birmingham: En hårløs, afmagret kræftpatient, afkræftet og sjæleligt udmattet af adskillige måneders kemoterapi. Psykisk nedslidt af uvished, angst og afmagt.
Tvivlen, frustrationen, magtesløsheden, og den daglige frygt for det uvisse; alle de eksistentielle spørgsmål nagede ham, og ekkoede for så vidt videre på starten af dette nye og sandsynlige afskedsalbum med Black Sabbath. Som det jo lød i End of the Beginning: Var det slutningen på begyndelsen eller begyndelsen på enden? Var han ved at miste kontrollen over sit liv? Var det enden på musikken, på skabelsen, på lidenskaben? Kunne han stadig nå at vinde noget? I det mindste mere af livet tilbage? Endnu en turné med bandet, måske? Var hans succesfulde, forunderlige liv virkeligt? Eller havde det bare været en form for forbigående fiktion?
Med kræftdiagnosen i begyndelsen af 2012 var Riffmesterens liv pludselig blevet alt for truet på dets virkelighed. Eviggrønne, måske snarere eviggråsorte, Black Sabbath-undergangsschlagere som “Black Sabbath”, “Wicked World”, “Into the Void”, “Electric Funeral” og ikke mindst “After Forever” lød ikke længere blot som fjerne fiktioner eller distante dommedagshymner sat på powerakkorder, men indeholdt stærke og troværdige beskrivelser af ophavsmandens mentale tilstand under det aktuelle sygdomsforløb.
I en periode var Tony Iommi simpelthen for syg og afkræftet til at kunne optræde, og ingen vidste, om det ville blive en permanent tilstand
Som de to åbningsvers lød i “After Forever”:
“Have you ever thought about your soul can it be saved?
Or perhaps you think that when you’re dead you just stay in your grave
Is God just a thought within your head or is he a part of you?
Is Christ just a name that you read in a book when you were in school?
When you think about death do you lose your breath or do you keep your cool?
Would you like to see the Pope on the end of a rope do you think he’s a fool?
Well I have seen the truth, yes I’ve seen the light and I’ve changed my ways
And I’ll be prepared when you’re lonely and scared at the end of our days”
Eksistentielle spørgsmål til den eksistentielle angst, uvished og ensomhed, som en livstruende sygdom som Iommis uundgåeligt fremkaldte.
Fyrre år efter nummerets tilblivelse kunne det måske føles som et særligt autentisk lydspor til Riffmesterens livskrise og begyndende fysiske forfald?
De tekstlinjer, der en gang var kunstnerisk fremført fiktion i en tungt rockende, uskyldig ungdomstid, udtrykte nu den barske virkelighed for den aldrende mand bag de mægtige musikalske dommedagssaluter.
For syg til scenen
Sange, der opført på alverdens koncertscener ellers besørgede en udveksling af ekstatisk livsenergi mellem bandet og publikum, hvor som helst i verden, hvad enten det var i Birmingham, Brasilien, Brisbane eller Baltimore.
Det berømmede sangkatalog havde skabt mening, glæde og endda eufori gennem to-tre generationer, men hos skaberen selv blev sangværket momentant overdøvet af en øget indre uro, og tanken om at spille sangene live nærmest udvisket af hans tiltagende tungsind. Ideen om en mægtig massesuggestion af tung metallisk live empowerment, eller erindringerne om gjaldende fanmængder, gav heller ingen større mening nu. Black Sabbath på en koncertscene stod pludseligt længere væk end nogensinde.
Måske kunne indgangsverset til den stille, melankolske serenade “Solitude” alligevel diskret krybe frem i Riffmesterens bevidsthed og give mening under aftenlandets mørke skyer? En sang, hvor Iommis skabende hænder pauserer fra de dunkeltunge, nedstemte powerakkorder, og som i stedet skaber en svævende, atmosfærisk lydcollage med akustisk guitar, piano og fløjte, suppleret af Geezer Butlers afdæmpede basgange, Wards blidt klappende congas, og Ozzy med en særlig dobbeltsporet, forvrænget og nedtonet vokaleffekt:
“My name it means nothing, my fortune is less
My future is shrouded in dark wilderness
Sunshine is far away, clouds linger on
Everything I posessed, now they are gone
They are gone
They are gone”
Magtesløshed – det var dér, han var, Tony Iommi. Gennem det meste af anus horribilis 2012 frygtede Riffmesteren kun sin anmassende kræftsygdom, og det liv, han var ved at miste, hvis kuren ikke virkede. Hvis helbredelse ikke længere var mulig.
I første omgang havde hans spæde symptomer blot handlet om en infektion. Dernæst en hævet prostata, som let kunne ordnes ved en laseroperation, mente man. Under denne dukkede dog også en knude op ved lysken – dén udløste lægernes nye skrækindjagende diagnose: Lymfekræft.
For Riffmesteren betød kræftdiagnosen også en isnende retraumatisering
For Riffmesteren betød kræftdiagnosen også en isnende retraumatisering. Halvanden år forinden havde han mistet sin nære ven, tidligere bandkollega og forsanger, Ronnie James Dio. I november 2009 havde den seks år ældre Dio fået diagnosticeret mavekræft. Som et andet ondt lyn fra en klar himmel, eller hvor en sådan forbandelse nu kom fra.
Iommi og Dio havde i 2006 dannet Black Sabbath-inkarnationen Heaven & Hell, der havde fortsat de lovende takter fra start-80’erne, herunder Black Sabbath-mesterværket Heaven and Hell (1980) og opfølgeren Mob Rules (1982), hvor Dio netop havde afløst en miserabel og på flere planer dysfunktionel Ozzy Osbourne.
En epoke i Black Sabbath, hvor Riffmesteren på ny og vanvittig vellykket vis fandt anvendelse for sine endeløse metal-kemiske formler, der med det vokaltekniske unikum Dio fik et mere melodiøst, sofistikeret og symfonisk tilsnit.
Men det lød alligevel – og forunderligt nok – som vaskeægte Black Sabbath.
Stedbarnet mellem det gode og det onde
Et halvt år inden Dios skæbnesvangre diagnose havde Heaven & Hell udgivet det listigt betitlede album The Devil You Know, der hverken savnede musikalsk tyngde eller den eksplicitte gud/satan-mytologi, der så ofte havde klæbet sig til Black Sabbath-navnet og i Dios solounivers siden hans debut, Holy Diver (1983).
På dette Dio-albumcover ses et rødøjet Satan-lignende monster (senere kendt som Dios visuelle maskot, Murray), der tilsyneladende er ved at drukne en rædselsslagen katolsk præst.
“Ideen var at vende spørgsmålet, ‘hvorfor drukner monsteret præsten?’, om. Vi ville gerne sige: ‘Hvordan kan du vide, at det ikke er præsten, der faktisk drukner monsteret?’ Jeg synes, den tese er blevet underbygget i de senere år med alle de problemer, som vi har haft i den katolske kirke. I tilbageblik vil jeg gerne kunne sige, vi havde ret i, hvem vi smed i vandet”, som Dio selv forklarede motivet i et interview med Revolver Magazine.
Utvivlsomt med hentydning til den globale flodbølge af seksuelle misbrugssager i det katolske kirkesamfund, som fortsat skvulper over med ubehagelige sager, hvor højtstående folk i mange tilfælde har dækket over undersåtternes uhyrligheder. Eksempelvis i amerikanske Fall River, New England, hvor den seneste dom faldt i december 2020: Her blev Father Mark Hession, en bekendt til den berømte Kennedy-familie, blandt andet dømt for to tilfælde af voldtægt på mindreårige, forskellige overfald og trusler mod et vidne.
Dios filosofiske spørgsmål fra start-80’erne om, “hvem der var monsteret”, og “hvem som var Guds godhjertede formidler”, rakte langt ind i 00’erne.
Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle
På albumcoveret til The Devil You Know står djævelen i et rødglødende inferno med sine opslugende tunger ud af halsen, og i hånden holder han et hovedløst offer, omspundet af en sort slange og med utallige søm naglet ind i sin krop. Som silhuet i baggrunden ses konturen af Jesus Kristus på korset, og man fornemmer, at det også er ham, djævelen holder fast i. Hårdt fast i. Nærmest som et offer for det ondes værk. Djævelen illustreret så eksplicit, så skræmmende, at det nærmest eliminerer enhver fristelse til at tage en flirt med det onde selv.
I 2009 vidste vi også bedre, hvem monsteret var: “The Devil You Know”, det genkendeligt onde, der fandtes, som en medfødt lænke til den godhjertede menneskesjæl. Om det nu var i én selv – i katolske præsteklæder eller i en heavy metal-tourshirt.
Men i selve heavy metal-kraftens katarsis kunne de ondsindede drifter også fordrives eller formindskes. Sund aggression og lystens laster i fri udfoldelse og fælles ånd. Resten måtte selve den almægtige skabers nåde og retfærdighed afbalancere, så vi kunne leve og overleve paradokset med vores to modsatrettede sider mellem himmel og helvede, dag og nat, lys og skygge, det gode og det onde, liv og død.
Den frie tankes tungtvejende platform
De modne musikere, der udgjorde denne de facto Black Sabbath-version 2006-2010, vidste godt, hvad klokken havde slået, og at klokkerne også skulle ringe for dem. Heavy metal var ikke en diabolsk dogmatik eller satanistisk ideologi, men den frie tankes tungtvejende platform. I tilfældet det stilskabende Black Sabbath, et musikalsk og kunstnerisk udtryk, hvor rollerne altid kunne diskuteres, hvor religiøse forestillinger kunne udfordres og det menneskelige uvæsen undersøges. Men altid med en ydmyg underdanighed overfor skaberværket og den almægtige, der nødvendigvis også måtte regere over selv de mest ophøjede (og aldrende) heavy metal-legender.
Det lod bandet også diskret forstå i deres seneste albumartwork. På en version af albumcoveret, der viser bandets sorte engel-logo, flankeres hovedillustrationen af tallene 25:41. En henvisning til Det Nye Testamente og Matthæus-evangeliets fortælling om dommens dag. Her lyder befalingen til de udvalgte, der ikke står på skaberens himmelventende højre side: “Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle.”
Som andre mennesker havde Iommi, Dio og de andre Sabbath-relaterede nok været på sporadiske besøg på denne venstreside, men hverken som ideologiske satanister eller bevidst ondsindede syndere. Venstresiden var blot den ene af de to menneskelige positioner, der fandtes. Disse positioner, og vekselvirkningen mellem det gode og onde, det blide og barske, havde været den gennemgående fascinationskraft i konstellationerne Black Sabbath (“sort messe”, javel, men med konsekvent krucifiksbærende bandmedlemmer) og Heaven & Hell.
Denne drift havde fordret kunstneriske ekskursioner hele vejen rundt, hos både Gud, Satan, Lucifer, Jesus, paven, guder, magikere, mystikere og mennesker. Men i deres begyndende alderdom havde Iommi, Dio og co. ingen større betænkeligheder ved at lade de diabolske elementer tilgå musikken og det kunstneriske udtryk alene og selv placere sig solidt i skaberens højre side.
For en sikkerheds skyld lod Heaven & Hell The Devil You Know afrunde med det dirrende dommedagstunge (selv for Riffmesteren at være) nummer “Breaking Into Heaven”, hvor Ronnie James Dios digter-jeg, messende og kommanderende mere end ydmygt spørgende, anmoder om og bereder vejen gennem porten og ind i himmeriget:
“We’re breaking into heaven
We’ve just found the keys
And we’re breaking into heaven”.
Til syvende og sidst var mennesket selvfølgelig magtesløst og underdanigt, og ikke mindre i en kræftfremkaldende livskrise, og her havde netop skaberværket åbenbart bestemt sig for at kalde Ronnie James Dio hjem. Det lille suverænt syngende metalrock-ikon skulle til himmels og ingen andre steder.
Den lille mand med den store stemme
Ronnie James Dio åndede ud på The MD Anderson Cancer Center i Houston, Texas den 16. maj 2010 kl. 7.45 lokal tid.
Under begravelsen sad en sorgfuld Riffmester med foldede hænder i publikumsrækkerne foran Ronnie James Dios rosenprydede brune trækiste. Udenfor stod hundredvis af fans og fulgte seancen på storskærm, mens en af Dios medarbejdere (ikke i sort jakkesæt, men i en sort T-shirt med påskriften “Dio kicks ass”), flankerede kisten.
Dio havde gjort mere end bare dét, “sparke røv”, gennem sit halve århundrede i rockbranchen, primært i bands som Elf, Rainbow, Black Sabbath/Heaven & Hell og solobandet Dio. Han havde forfinet og udsmykket vokaludtrykket i hård rock og heavy metal med en sangstemme, som gik over al forstand, og som så fornemt forbandt den menneskelige nerve mellem himmeriget og helvede, særligt i hofnummeret “Heaven and Hell”, naturligvis komponeret af Iommi.
Mest ikonisk havde “den lille mand med den store stemme”, som den blot 163 centimeter korte sanger ofte blev kaldt, populariseret den universelle heavy metal-gestikulation, “djævlehornet” (eller blot “hornet”/”hornene”). Denne hilsen til det seje, hårde, fede i rockmusikken, specifikt i heavy metal-genren, blev ofte fortolket og forstået som et satanistisk håndtegn ud fra dets visualitet som netop et djævleansigt med horn i panden.
Der var stille og stemningsfuldt under de 900 år gamle kirkehvælvinger, mens Jon Lord udtalte sine mindeord om Dio
Dio selv havde tilegnet sig tegnet fra sin italienske bedstemor (hans oprindelige efternavn var Padavona), som refererede til det gamle italienske ritual malocchio, som traditionelt var en beskyttende gestik, når der blev kastet onde øjne på én. Det var aldrig ment som en djævelsk handling eller som værende en diabolsk identitet, havde Dio gentagende understreget.
Det var derimod et anerkendende ritual i metalpublikummets interaktion med idolerne på scenen. Dio selv havde anvendt “hornene” siden sine første Black Sabbath-koncertoptrædener i 1979, hvor de fungerede som Dios alternativ til Ozzys pege- og langfinger formende et “v” for “victory” (sejr), som her betød en sejr for freden, og som dermed signalerede et fredstegn.
I dagene op til Dios begravelse anskuede den fanatiske kristne sekt, Westboro Baptist Church, intet andet end satanistiske symboler og budskaber i hele den afdøde Dio’s 67-årige livsvirke. Sekten protesterede højlydt, men forgæves, mod begravelsen af den “blasfemiske sanger” i hellig jord.
Dio blev stedt til hvile i mindelunden The Hall of Liberty i Forest Lawn Memorial Park i Hollywood Hills, Los Angeles i en hvid sarkofag, signeret med hans håndskrevne autograf fra Rainbow-epoken, “Man on the Silver Mountain”. Ved siden af sarkofagen kunne man se indgraveringen af de famøse hornede Dio-håndtegn.
Nu var den store stemme stilnet, øjnene lukkede, hænderne og hornene folde sammen om hans mave.
Sensitivt besøgende blandt fanfølget ville måske kunne høre vinden genkalde linjerne “I’m the night and the light/I’m the black and the white/The man on the silver mountain.”
Også posthumt, nede i sarkofagen og fra sølvbjergets top, påmindede Dio os om vores naturligt iboende balancegang mellem lyset og mørket, sort og hvidt, himmel og helvede.
Og fortsættelsen derfra:
“The lover of life’s not a sinner
The ending is just a beginner
The closer you get to the meaning
The sooner you’ll know that you’re dreaming
So it’s on and on and on, oh, it’s on and on and on
It goes on and on and on, Heaven and Hell”
Den noble og fabelagtige keyboardmand
Tilfældigvis, men smukt og andægtigt, deltog jeg i en hyldest til Dio ugen efter hans bortgang. I midtnorske Trondheims mægtige domkirke, Nidarosdomen, havde organisten Jon Lord fra Sabbaths samtidige, Deep Purple, (hvis sanger Ian Gillan og bassist Glen Hughes også var en del af Sabbath/Iommi-historien), organiseret en eksklusiv klassisk koncert.
Med nyheden om Dios død, valgte den 69-årige Jon Lord at inkludere en dedikation til manden, der i bandet Elf havde turneret med ham selv og Deep Purple i bandets storhedstid i 70’erne. Der var stille og stemningsfuldt under de 900 år gamle kirkehvælvinger, mens Jon Lord udtalte sine mindeord om Dio, og ligeså, da organisten og orkesterlederen senere berettede om sine egne sange, samt de oplagte Deep Purple-indslag, “Soldier of Fortune” og “Child in Time”, der her blev leveret i stryger- og korbaserede arrangementer.
En af Jon Lords egenkompositioner handlede om livet og forfaldet hos en nyligt afdød ven. Idémæssigt måske lidt som Antonio Vivaldis stemningsskiftende hovedværk De Fire Årstider. Hos Jon Lord underbyggede musikken et skiftende livsforløb af det, der kunne synes at være fødselssmerte, sprudlende infantil og ungdommelig opstemthed, efterfølgende eftertænksomhed i voksenalderen, og et afsluttende forfald ind i intetheden.
Jon Lord selv havde heller ikke lang tid igen, viste det sig. Han fik konstateret den skånsesløse, svært helbredelige bugspytkirtelkræft året efter, og han døde den 16. juli 2012 på et hospital i London.
Også han, denne noble og fabelagtige keyboardmand og komponist havde fortjent en hyldestseance som den majaften i den karismatiske Trondheim-katedral, hvor han selv skabte sanselighed, empati og dybtfølte musikalske øjeblikke.
Østsiden af den selvsamme Nidarsdom var i øvrigt blevet kendt af alverdens black metal fanskarer som kirken på coveret til Oslo-bandet Mayhems Mysteriis Dom Satanas debutalbum fra 1994.
For mig ville det værste have været at sidde og være bekymret, jamre og tænke: nu er det slut!
Samme Mayhem havde et par dage inden Jon Lords kirkekoncert givet koncert på Trondheim Torg få hundrede meter foran domkirken. Anti-kristne black metal-udgydelser eller ej, så tårnede Nidarosdomen sig som altid op i den trondheimske nattehimmel bag bandet, mens det lille tusindtallige fanfølge gik bersærkergang nede på asfalten.
Ja, “it goes on and on and on, heaven and hell“.
Men Mayhem og hvad deraf fulgte, og ikke mindst gik forud, er en anden historie, omend også én, der – ligesom alle andre metalrelaterede – havde et udspring i slægtstræets ekstreme forgrening, men alligevel i en nogenlunde lige linje fra Black Sabbath, alias År Nul i vores tungt rockende tidsregning.
Manden der opfandt heavy metal
Black Sabbath var også ved at være historie. Det var derfor jeg sad i hotelsuiten i Nordlondon og drak vand og samtalede med Tony Iommi; manden, der altså reelt opfandt heavy metal, specifikt i rædselsfortællingen “Black Sabbath” (1970), og som 42 år efter pludselig stod med en gennemtrængende dødsangst i sit sind, som et virkelighedens ekko af den skælvende rædselsseance i “Black Sabbath”-nummeret.
Hvor han havde mærket frygten for at miste. Livet. Samværet med sine kære. Musikken med sit elskede band gennem mere end 40 år. Men i sidste ende også følt en øget vilje til at vende tilbage til bandet og musikken.
Undervejs i den svære periode med kemoterapi, hårtab, fysiske og psykiske nedture og bandet på stand-by fandt Tony Iommi tilbage til sit musiske jeg. Da han var kommet tilpas ovenpå, men med fortsatte behandlinger i vente, bad han sine USA-bosiddende bandkammerater, Ozzy og Geezer, om at komme til England, så de sammen kunne arbejde på albummet i Iommis hjemmestudie, mens han indimellem gennemgik sine behandlinger inde i fødebyen Birmingham. De to gamle bandkammerater indvilgede selvfølgelig.
Indspilningerne blev starten på et terapeutisk forløb for Tony Iommi, og begyndelsen på Black Sabbaths første hele studiealbum med Ozzy siden Techcnical Ecstasy i 1978.
Som Tony Iommi forklarede under samtalen i Gilbert Scott Suite i november 2013:
“For mig ville det værste have været at sidde og være bekymret, jamre og tænke: nu er det slut!’ Arbejdet med bandet fik mine tanker væk fra problemerne, og alt hvad der var galt med mig. Fokus kom tilbage på musikken.”
Han fortsatte:
“Indimellem var det selvfølgelig svært for mig at arbejde, for jeg skulle stadigvæk gennemgå mine kræftbehandlinger. Men i de dage, hvor jeg ikke var frisk nok, arbejdede de andre med at skrive tekster eller noget andet. Men hele den proces fik bandet til at indse, at dårlige ting også kan ske for os, så vi arbejdede virkelig 100% på 13-albummet. Vi fandt også ud af, at det vi har sammen i Black Sabbath er unikt. Vi har jo har været venner siden vi var unge knægte. Jeg har kendt Ozzy i over 50 år, lige siden vi gik i skole sammen. Så vi tager bandet meget mere seriøst nu, for tiden er ikke på vores side, og det ved vi.”
Hvis “Black Sabbath- sangen, “After Forever” og den melankolske “Solitude”, havde indkapslet Tony Iommis skiftende sindsstemninger under sýgdomsforløbet, var hans og Black Sabbaths signatursang, “Iron Man”, en ligeså passende overskrift for hans videre fremdrift.
Når man er over 60 år, for ikke at sige 65 år, som jeg er blevet nu, så har man en eller anden form for dårligdom eller smerte
Aktuelt havde “Iron Man” inspireret direkte til titlen på hans selvbiografi, Iron Man – My Journey Through Heaven and Hell with Black Sabbath. I bogen, fortæller Iommi nøgternt om sin kræftsygdom og alt, hvad der fulgte af psykiske bivirkninger.
“Iron Man” var således en indlysende rubrik for Riffmesterens overvindelse af sin livsfarlige sygdom, og hvad han ellers havde overvundet i sit 65-årige liv: Fra dengang, han startede sin professionelle musikerkarriere med at få hakket toppen af et par fingre af, endda på hans sidste vagtskifte på den lokale fabrik.
Som ung mand overlevede han også et voldsomt trafikuheld, der totalt smadrede hans sportsvogn. Og han slap levende fra et langt rockstjerneliv med uudtømmelige mængder af stoffer og alkohol. En livsstil, som havde taget livet af mange af hans samtidige, blandt andre hans gode ven og forlover fra sit første ægteskab, Led Zeppelin-trommeslageren John Bonham.
På vej på turné
Nu var det efteråret 2013, og Black Sabbath stod foran deres Europa-turné. Iommi måtte indstille sig på en forøget sårbarhed overfor infektioner grundet sit svagere immunforsvar, og han var netop lige kommet sig over en maveinfektion fra en nyligt overstået Sydamerika-turné. Han vidste, at antibiotika var vigtigere end noget andet på bandets pakkeliste anno 2013.
Det var des mere en ydmygt taknemmelig overlever end en overskudsagtig guitarhelt, som sad overfor mig i sofaen, og som nu lagde an til et afsluttende ræsonnement:
“Får jeg flere infektioner, må jeg bare have mere antibiotika. Det er sådan jeg må leve nu, eller ihvertfald indtil mit immunforsvar er bygget op igen. Eller, forhåbentlig bliver det,” understregede Iommi.
“Når man er over 60 år, for ikke at sige 65 år, som jeg er blevet nu, så har man en eller anden form for dårligdom eller smerter. Og det er også hårdt at være på landevejen, hvor man skal forsøge at gøre de samme ting, som man gjorde da man var tyve år.
Vi klarer os igennem det, for vi rejser på den bedste måde, man kan, vi flyver med privatjet og bor på de bedste hoteller, men det er slidsomt at turnere. Det hiver noget ud af dig.
Men det er stadigvæk vores hovedfokus at kunne spille koncerter. Det er der, hvor man får energien og der findes intet bedre. Det er som narkotika. Det er helt fantastisk at kunne få lov til at spille sin musik for folk, der gerne vil høre den.”
Det ville et fuldsat, forventningsdirrende Forum på Frederiksberg hjertensgerne et par uger senere, og en eksalteret festivalplads ude på Refshaleøen i juni 2016, da Black Sabbath og hovedstadens store metalfestival Copenhell smeltede fuldendt sammen i en sydende, social musiksymbiose. Begge optrædener med den førnævnte, kompetente vildmand og Ozzy-solo trommeslager Tommy Clyfetos, som erstattende den originale Bill Ward, men stadigvæk med 3/4 Black Sabbath og deres bandkatalog som tryllebindende trumfkort.
Der var mere energi og kraftfuldhed, og selvsagt den originale rytmik fra Bill Ward, da den 100 pct. oprindelige Black Sabbath-kvartet gæstede Roskilde Festival i 2005, og da bandet optrådte for første gang i næsten tyve år med Ozzy i front i hjembyen Birmingham i december 1997. Her var der ganske simpelt tale om koncerthøjdepunkter uden for kategori.
Men, Danmark fik taget en fin og anstændig afsked med Black Sabbath som koncertattraktion i både 2013 og 2016.
Og tilsyneladende var Riffmesteren på vej til at blive helbredt uden nogen tilbagefald eller spredning af kræftceller i kroppen.
Guds tunge fundamentalisme
Få måneder efter Black Sabbaths Copenhell-koncert i juni 2016, og den sidste i landet overhovedet, blev jeg introduceret for den århusianske hospitalspræst Preben Kok. Født i april 1948 og dermed samme årgang som Tony Iommi.
Det var mit forlag, der havde ført mig sammen med præsten, som havde udgivet bestselleren Skæld ud på Gud i 2008, to år inden jeg udgav Heavy metal: 40 år med hård rock på samme forlag.
Til sin næste bog, som skulle være et “kampskrift”, ønskede præsten (som ikke selv skrev, men opererede med skrivepartnere) en skrivemæssig dynamik á la den man kendte fra rockanmelderiet, hvor jeg jo havde arnested som skribent.
Inden mødet havde forlaget fortalt ham om min mangeårige heavy metal-formidling. Præsten sagde, og jeg husker det tydeligt: “Jeg ved ikke så meget om heavy metal, men jeg tror den har den samme fundamentalisme i sig, som jeg har i min kristendom.”
Nok var de fire bandmedlemmer, som mennesker flest, røget ind i alskens ulykker, kriser og lidelser, men de havde langt oppe i pensionsalderen overlevet dem alle
Forstået på den måde, at heavy metal var den insisterende, fundamentale form for rockmusik, mens Preben klippefast anskuede Gud som en nådig almagt, man konkret kunne henvende sig til i forskellige af livets situationer; især hvor menneskets egen magt ophørte, og hvis man ellers formåede at hengive sig til troen, hvilket selvfølgelig stod ethvert menneske frit.
Man kunne både beklage sig, takke, søge trøst, og ikke mindst skælde ud på Gud, når der var brug for det. Man kunne kalde ham for en “svigefuld lortegud, der kunne rende én i røven”, hvis det var dét, der var behov for.
Det skabte en vis polemik i nogen kirkelige kredse, men Preben holdt fast i, at Gud bare måtte affinde sig med at modtage en ordentlig røffel, når nu han var almægtig og havde skabt verden, som den var. Også de fuldstændigt urimelige ting i livet.
Udskældningen på Gud, eller blot samtalen med Gud, havde givet mange gode og brugbare resultater – forløsning og endda åbenbaring – i Prebens mangeårige virke som sjælesørger. Også i de mest lidelsesfulde, kritiske og tragiske situationer, hvor verdens ultimative uretfærdighed og uvæsen havde fundet sted.
Og på sin vis var der et sammenfald mellem præsten og bandet i kontakten til Gud.
Også i verdens første egentlige heavy metal-sang henvender vi os til Gud, når Ozzys desperate stemme skærer igennem i andet vers af “Black Sabbath”, hvor Satan sidder og smiler (og ikke af venlighed, forstår vi), mens de alt højere flammer er ved at omslutte fortælleren, Ozzy, for at sende ham lige lukt i helvedet:
“Satan’s sitting there, he’s smiling
Watches those flames get higher and higher
Oh no, no, please God help me”
I 2025 var Ozzy tydeligt gangebesværet og hæmmet af parkinson og af et langt liv i behørig afstand fra helseidealerne
Her er det altså Gud og ikke Satan, der påberåbes i en desperat anmodning om hjælp, hvilket gentager sig i tredje vers.
Gennem årtiers shows med Sabbath og Ozzy solo, afrundede Ozzy (ofte kaldet “The Prince of Darkness”) kutymemæssigt med at ønske Guds nåde til hele salen eller koncertpladsen: “God bless you all, man!”
Ozzy havde gjort sit for at forlyste publikum, men den almægtiges nåde besad han ikke selv – i modsat fald havde det været relativt enkelt og langt mere oplagt at afslutte showet med: The Prince of fucking Darkness bless you all!
Men det gjorde han ikke.
Ti år efter mødet med Riffmesteren i Nordlondon, var jeg på en anden researchopgave i partnerskabet med præsten – på den lille græske ø Patmos i de nordlige Dodekanesere.
Oppe i bakkerne henover havnebyen Skala, ligger den hellige The Cave of the Apocalypse, som var den grotte, hvor apostlen Johannes fra Efesos i år ’95-96 var blevet forvist af de romerske magthavere grundet hans kristne tro.
Da jeg besøgte grotten, kunne jeg se den revne i loftet, hvor Johannes ifølge overleveringen havde modtaget sin åbenbarende meddelelse direkte fra Gud, nedskrevet i Johannes’ Åbenbaring, det sidste kapitel i det Ny Testamente.
Kort fortalt: en barsk dommedagsfortælling om alverdens ulykker, dramatiske krigshandlinger og menneskelige lidelser på vej mod verdens undergang, inden en ny himmel og jord kan opstå.
En gang til for Vorherre – og Satan
Heaven and Hell. Gud og Satan. Det var i denne fortælling, Johannes definerede Dyrets Tal som “666”, visualiseret som et lam med to horn i panden, der skulle symbolisere det diabolske i mennesket.
I århundreder har Johannes’ Åbenbaring været global genstand for dybe analyser, teologiske fortolkninger og bibelsk eksegese, men helt simpelt har denne Bibel-fortælling fra apokalypse-grotten også leveret et tal og en symbolisk figur til kunstnerisk brug for fortolkning hos ikke mindst Black Sabbath og utallige heavy metal-bands.
Selve Johannes’ Åbenbaring var i sandhed også en heavy metal-værdig fortælling, der ikke manglede noget i gru, dystopi og djævelskab.
Nogen “ny verden” ventede dog ikke længere for Black Sabbath, for den havde de allerede skabt 55 år tilbage, og i flere omgange siden. Men måske ventede et sidste, levende farvel?
Nok var Iommi “armeret med en masse musik”, og havde “spandevis af ideer til et næste album”, som han optimistisk afrundede samtalen i 2013, men det meste, man hørte til Black Sabbath siden turneafrundingen i 2016 (eksklusive den vedvarende afspilning af bandets bagkatalog) var nogle tilsyneladende ret håbløse rygter om et enkelt sidste afskedsshow med Bill Ward i folden.
Anno 2025 var Ozzy tydeligt gangebesværet og hæmmet af parkinson, og af et langt liv i behørig afstand fra helseidealerne, hvilket i sig selv vanskeliggjorde (velsagtens umuliggjorde, mente mange) enhver form for anstændig afskedsoptræden fra ham, Iommi, Butler og Ward.
Men nu var det jo rock’n’roll og big business, så man kunne selvfølgelig aldrig vide. Skriverierne og drømmerierne kunne ufortrødent fortsætte, så længe de gamle bandlemmer (mellem 75 og nu snart 77 år) var i live, hvilket på den vis gjorde dem til en særlig noterbar undtagelse blandt hovedparten af deres samtidige kollegaer og musikalske åndsbrødre.
De var sgu stadigvæk i live, hver og én af de fire originale medlemmer.
De fire krucifikser, som Ozzys far i den tidligste bandfase havde smedet sammen for at værne sønnen og hans tre bandkammerater mod ulykker i både Aston og i den vide verden, havde åbenbart haft deres tilsigtede effekt. Nok var de fire bandmedlemmer, som mennesker flest, røget ind i alskens ulykker, kriser og lidelser, men de havde langt oppe i pensionsalderen overlevet dem alle. I visse tilfælde kommet styrket ud af dem, ikke helt ulig forløbet i Johannes’ Åbenbaring.
Og sørme så, den 5. februar 2025 offentliggjorde Black Sabbath deres allersidste fælles optræden med Bill Ward: Lørdag den. 5. juli 2025 på hjemmebanen Villa Park, det lokale stadion, der toner sig grandiøst op over de fire medlemmers omkringliggende barndomsgader. “Back to the Beginning” hedder afskedskoncerten med en overdådig række gæster fra Metallica og ned efter i heavy metal-hierakiet, og hvor hele overskuddet doneres til næstekærlig velgørenhed, herunder et lokalt børnehospital- og hospice.
“Herrens veje er uransagelige”, lyder en lettere omformuleret vending fra Bibelen, og måske var selve eksistensen anno 2025, et velbeslået pensionistliv trods alt, og til syvende og sidst, den storstillede afskedskoncert. Skaberværkets belønning for de tusindvis af gange, Ozzy havde anmodet om Guds nåde til samtlige tilstedeværende i en heavy metal-optændt koncertforsamling?
Ozzys desperate ønske om hjælp fra Gud i den livstruende situation i “Black Sabbath”-sangen, var åbenbart også blevet hørt et eller andet sted, og det var tydeligvis nærmere i heaven end i hell.
Klik dig videre til meget mere kulturstof lige her.
Her finder du første del af Jens ‘Jam’ Rasmussens essay.
Baggrunden for dette essay stammer fra ideen om at samle en række essays, notater, nedslag og erindringer fra mine oplevelser rundt omkring i heavy metal-verdenen.
Siden 1986 har jeg virket som journalist, forfatter, VJ og podcastvært og mødt mange af genrens ypperste udøvere og en hel del af de store legender.
Dengang ideen trængte sig på, nærmede vi os 50-året for heavy metal-genrens fødsel, som pr. definition er den 13. februar 1970 og Black Sabbaths notoriske debutalbum af samme navn.
Projektet bar derfor den ligefremme arbejdstitel “Heavy metal: 1970-2020”, men tiden er gået, så nu er arbejdstitlen naturligt ændret til: “Heavy metal: 1970-2025”.
Kuriøst nok annoncerede bandet så lige deres ret så overrumplende afskedskoncert, “Back to the Beginning”, hjemme i Aston, Birmingham, den 5. juli 2025. Denne annoncering kom et par timer før dette essay skulle afleveres færdigskrevet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
