Håbløst at løse husholdningsopgaver i et husmoderløst samfund

af i LIGESTILLING/Politik & Samfund

DAGENS POV // LIGESTILLING – Husmoderen er død, men husholdningsarbejdet består. Det husmoderløse samfund har eksisteret i årevis, og det tynger en i forvejen tidspresset familie. Så hvad med en ny synsvinkel på husholdningsopgaverne, forsøger Hanne Dam, der selv kan nyde både sanseligheden og friheden i arbejdet med moppe, grydeske og vasketøj. Dilemmaet er ikke desto mindre, at den, der trodser husmoderuniversets lavstatus og påtager sig hovedrollen i privaten, er ilde stedt, hvis parforholdet går i stykker. 

Se her kommer mutter med kost og spand,
med skrubbe og klude og sæbevand,
nu bli’r der en plasken, en sjasken og tørren,
for påske og pinse og jul står for døren
.

Sådan rapporterede den fortjent folkekære refrainsangerinde Raquel Rastenni i min barndoms Giro 413, hvis formål var at samle ind til ubemidlede til gengæld for en sang eller et stykke søndagsmusik i DR.

Og sådan er det i vid udstrækning stadigvæk: Kvinder gør rent og påtager sig i det hele taget mest husholdningsarbejde. Helt præcist en time mere om dagen end mænd, selvom balancen har rykket sig positivt over årene.

Personligt synes jeg, at husmorarbejde er undervurderet. Hvad med simpelthen at skifte synsvinkel og tillægge det glæde og respekt? Er der måske noget i vejen med at lægge sig i en ren seng?

Som det mest forhadte husholdningsarbejde skaber netop rengøring drama i de små hjem. For hvem gider gøre rent? Foreløbigt har kvinderne åbenbart resigneret – i hvert fald håndterer kun én mand for hver fem kvinder mopper og klude i privaten ifølge undersøgelsen Hvordan bruger danskerne tidenRockwool Fonden, 2018.

Som måske nyforelskede er kvinderne tilbøjelige til at acceptere de mest rutineprægede husholdningsopgaver i familien. Ofte – siger min erfaring – med en følelse af, at de ellers ikke bliver gjort. Men måske ophøjer de sig også til chefer og stiller utopiske krav til udførelsen?

“Hun maste i går til hun næsten drat”

Husholdningsarbejdet er i hvert fald ligesom arbejdsmarkedet stadig kønnet: Sociologen Jens Bonke, der i årtier har udarbejdet statistikker om husholdningsarbejdet, påpeger, at mænd oftere ”gør det selv” og går i haven – præcis som det var i mit eget jyske barndomshjem:

Når far ikke kunne holde min frustrerede, uddannede, men nu hjemmearbejdende mor ud, gik han i haven, for hjemmefra måtte han helst ikke gå. Så kunne han jo risikere at have det sjovt, mens min krigeriske mor knoklede, bl.a. med sedler, der udstak opgaver til hans helst her-og-nu håndværksmæssige udførelse…

Mens den moderne mand altså fortsætter med at reparere og grave, bruger kvinderne mere tid end ham på at vaske, lave mad og sørge for hjemmets hygiejne. Mærkværdigvis laver mænd kun mad halvt så ofte som kvinder, skønt radio, magasiner og dyre restauranter bugner af professionelle, mandlige kokke.

Parret skiftes derimod til at købe ind, og det nye er, at mor og far er næsten lige meget sammen med børnene. Hurra.

Ifølge Rockwoolfondens undersøgelse tilbringer far næsten lige så meget tid med barnet som mor. Foto: Caroline Hernandez, Unsplash.

Forklaringen på opgavefordelingen og humoren i ‘Heksedansen’ ligger tydeligvis i opfattelsen af husholdningsarbejde som mere eller mindre håbløst:

Hun maste i går til hun næsten drat,
og straks det er mor’n ta’r hun atter fat,
for katten har listet med snavsede poter
på tæppet på gulvet i stuen i nat.

Så bliver det ikke mere latterligt. Rengøring som en pernitten kvindes ubevidste trang til at komme i bund med det umulige i én lang, formålsløs gentagelse, som man tilsyneladende skal være mand for ikke at lade sig binde på ærmet.

Kendsgerningen er, at det husmoderløse samfund er dysfunktionelt. Strukturen holder simpelthen ikke, og problemet kan desværre ikke løses individuelt. For hvad nytter diskussioner om, hvem, der skal gøre hvad hvornår, når opgaverne i den grad er talt ned, og alle i forvejen føler sig overbebyrdede af et tidskrævende, grænseløst arbejdsmarked?

Sangens morale er, at ”mutter” er til grin for sin egen ambition og ender sur i det sorte hul: ”For tiden er så kort, og det ku’ hænde, hun kom for sent, for sent til livets ende.”

Man kunne vælge at tolke de sidste linjer som en aktivistisk advarsel, især i dag. For hvis de samme kvinder, som har brilleret i uddannelsessystemet og siden har anbragt sig klogt på arbejdsmarkedet, som mødre skal påtage sig størstedelen af det husholdningsarbejde, der skal gøres hver dag, kan hun meget nemt ende med at miste sit gode humør af træthed og vælge at kapitulere ved at gå ned i arbejdstid.

Så siger erfaringen, at hun siden – hvis forholdet opløses–  må finde sig til rette i en bitte-lille lejlighed med børnene. Og i sidste ende klare sig for en lavere pension.

Er der noget i vejen med at lægge sig i en ren seng?

Under alle omstændigheder fortsætter snavset med at flyve ind ad vinduer og døre, så rent skal der gøres og luftes ud også, hvis familien ikke skal ende samlet i en beskidt sofa med hovedpine og sviende øjne, hvilket dengang i 1950’erne, da Peter Mynte skrev ‘Heksesangen’, lå udenfor underholdningsindustriens almenviden.

Der skal også købes ind, laves aftensmad, ryddes op, vaskes op, smøres madpakker – hver dag, hvis der skal være kræfter til alle de forpligtelser, der følger med et moderne liv. Der skal løbende vaskes tøj, gardiner og bil. Pudses vinduer. Køres på lossepladsen med pap fra trøstende vin- og netindkøb, løbes med affaldsposer, afkalkes kaffemaskine, elkedel, håndvaske, toiletter, badeværelsesfliser osv.

Alt sammen for at skabe orden i kaos og højne familiens velbefindende, men også for at tingene skal holde. Jeg husker fra min tid i Forbrugerstyrelsen, at gulvtæppet ”skal støvsuges i bund” for at undgå, at sand og andre skarpe partikler ”slider fibrene over,” så tæppet forgår.

Og orker du måske selv en dag uden aftensmad eller at leve i et hjem med et toilet, der løber, skuffer, der har sat sig fast eller løse dørhåndtag?

Så ”Husholdning begynder, når lønarbejdet slutter”, som der står på forsiden af fagbladet Ernærings- og husholdningsøkonomen februar år 2000.

Men hvorfor er stemningen omkring husholdningsopgaver så dårlig?

Personligt synes jeg, at husmorarbejde er undervurderet. Hvad med simpelthen at skifte synsvinkel og tillægge det glæde og respekt? Er der måske noget i vejen med at lægge sig i en ren seng?

Er der noget skønnere end at trippe over græsplænen lørdag morgen på bare tæer med en fuld vaskekurv og en kop kaffe og få lov at nyde fuglene i de minutter, det tager at hænge tøjet op?

Husholdning kan være ren nydelse. Tag en aubergine i hænderne og hold om den. Hvis man har blik for dens smukke, dybviolette, farve og tager sig tid til at sanse dens svungne form, er øjeblikket stort.

Ja, selv sammenlægningen, som mange stønner over, oplever jeg som både sanselig og tilfredsstillende. At glatte det krøllede bomuld. At lægge stabler ind i skabene og fryde sig over en tom vasketøjskurv.

Husholdning kan være ren nydelse. Tag en aubergine i hænderne og hold om den. Hvis man har blik for dens smukke, dybviolette, farve og tager sig tid til at sanse dens svungne form, er øjeblikket stort.

Men vellykket husholdningsarbejde stiller også krav til viden fx. Hvordan håndterer jeg min dundyne eller rødvinspletterne på min yndlingsdug fremfor at kassere begge dele? Hvilke vaske- og rengøringsmidler skal jeg købe? Og hvordan doserer jeg dem bedst, så de virker og beskytter miljøet? For ikke at tale om økonomi: Hvor meget sparer jeg ved at stå i kø i Netto eller bage mit brød selv?

Jeg ved fra mig selv, at det giver energi at gå lystfuldt til værks. Min adgangsbillet har været, at husholdningsarbejde altid for mig har repræsenteret frihed fra lønarbejdets krav til hjernen snarere end tvangsarbejde for familien. Naturligvis udelukkende, fordi husholdningsarbejde ikke har fyldt hele mit arbejdsliv.

Men oh hvilken fred, der på baggrund af endeløse tænke/skriveprojekter ligger i at lave mad, vaske op og afrime køleskab. Sylte solbær eller klippe hæk. Besøge en kirke med et lille barn eller gå i Brugsen.

Især madlavning kan være sjovt og kreativt. Ikke et ondt ord om måltidskasser til de travle unge, men kreative er de altså ikke. Og det er jo madlavningens attraktion ikke nødvendigvis at følge en autoritativ vejledning. Det kan godt være, madskribenten ikke kommer honning i sin dressing, men det gør jeg altså!

Det husmoderløse samfund

Hvad jeg forsøger her er i virkeligheden med tankens kraft og opgejlet energi at sætte skruelåg på et glas uden gevind.

Hvad jeg tilbyder er et lille plaster på såret, som vi alle bærer, for tiden rækker jo ikke til kreative eksperimenter. Også derfor skynder vi os med at få husholdningsarbejdet overstået ligesom alt mulig andet, så vi kan få mad og forhåbentlig en rolig stund.

Kendsgerningen er, at det husmoderløse samfund er dysfunktionelt. Strukturen holder simpelthen ikke, og problemet kan desværre ikke løses individuelt. For hvad nytter diskussioner om, hvem, der skal gøre hvad hvornår, når opgaverne i den grad er talt ned, og alle i forvejen føler sig overbebyrdede af et tidskrævende, grænseløst arbejdsmarked?

Det indså RUC-sociologen Birgitte Simonsen før os andre og tog konsekvensen for mere end 40 år siden, da hun med mand og børn valgte at give op og flytte ind i hovedbygningen på produktionskollektivet Svanholm. Et kollektiv, der i 90’erne rummede 150 mennesker i forskellige størrelse bo-grupper.

Forudsætningen for en kontrakt, der anbringer den ene voksne mere hjemme end den anden, der så tjener mindre, er livslange forhold, så ‘husmoderen’ ikke bliver taberen økonomisk. Eftersom halvdelen af alle danskere i dag bliver skilt, kan det ulige forhold ikke anbefales

Det gav mere fred ikke at skulle alting selv. Børnene blev passet hjemme på Svanholm, og køkkengruppen sørgede for, at alle ikke skulle købe ind og lave mad hver dag.

”Når du fx kommer træt hjem, som jeg gjorde i aftes efter at have kørt internatkursus i flere dage, kan du sætte dig ned i køkkenet, tage dig en øl og læse avisen i ro og fred, inden du går op til familien,” siger hun i et interview, jeg skrev i Samvirke i 1994 inspireret af hendes bog Konsekvenser af det husmoderløse samfund.

Birgitte Simonsen understregede allerede dengang, hvor kvinderne efter 80’ernes arbejdsløshed var i gang med at genetablere sig på arbejdsmarkedet, at hverdagen i samfundet over en bred bank ikke kunne hænge sammen efter, at man som konsekvens af den ellers positive samfundsudvikling havde sløjfet husmoderen.

”Husmoder opfattet positivt og som en abstraktion. Det er jo strukturelt, vi savner en husmor. Enhver ung familie mangler en husmor,” som hun siger i interviewet.

Birgitte Simonsens egen forskning om unges forestillinger om, hvordan de gerne ville leve familiemæssigt, dokumenterede behovet for nye måder at leve på. Især pigerne viste sig nemlig allerede i 90’erne, påvirket af forældrenes skilsmisser, at have droppet forestillingen om at skulle leve i kernefamilie og livslange forhold.

18-årige Martine, der er bagerjomfru, fortæller, at hun har købt både dobbeltseng, sofa og ”det hele,” for når hun om lidt flytter sammen med sin kæreste, skal det være hendes ting, så hun ikke står med håret i postkassen, hvis han finder en anden.

Pigerne har altså erstattet den traditionelle rolle som forsørget husmoder med forestillingen om enten at skulle forsørge sig selv eller at blive forsørget af staten. Mens de unge mænd er parate til delvist at påtage sig forsørgerrollen for som lægesønnen Lars at kunne fortsætte med at dyrke sine fritidsinteresser. Dertil skal han bruge en baglandskvinde på halv tid.

De to køns forestillinger rimer tydeligvis ikke.

Forudsætningen for en kontrakt, der anbringer den ene voksne mere hjemme end den anden, der så tjener mindre, er livslange forhold, så ‘husmoderen’ ikke bliver taberen økonomisk. Eftersom halvdelen af alle danskere i dag bliver skilt, kan det ulige forhold ikke anbefales.

Men hvad så med husmoderarbejdet?

Enkelte velstillede flytter i dag i bofællesskab med eget hus. Men alle vi andre står stadig på en kampplads af et opskruet, konkurrenceinficeret arbejdsmarked med en familie, der er i vejen: Vi mangler en husmoder.

Der står vi stadigvæk: I det husmoderløse samfund. Tilføjet sørgmodig ny viden om, at de frejdige 90’er-piger siden er blevet efterfulgt af et voksende antal piger med depression, angst og negativt livssyn som følge af samfundsmæssige præstationskrav, som for dem er ubærlige.

Mange unge mænd bukker også under.

Enkelte velstillede flytter i dag i bofællesskab med eget hus. Men alle vi andre står stadig på en kampplads af et opskruet, konkurrenceinficeret arbejdsmarked med en familie, der er i vejen: Vi mangler en husmoder.

Hvordan skal parforholdsfamilien kunne ende som andet end splittet i den redelighed?


Foto: Pixabay. 

Hanne Dam er journalist, forfatter, foredragsholder og debattør. Hendes faglige specialer er kultur og kønspolitik med fokus på piger og kvinders vilkår og velbefindende i samfundet. Hun har arbejdet med køn hele sit liv og modtog i 1980 Cavlingprisen for at have moderniseret den kønspolitiske debat med afsmitning til de øvrige medier.

Hun interesserer sig bredt for nye trends i samfundet. Og har som studielektor og censor gennem 15 år i journalistik på RUC et bevidst forhold til journalistik og medier.
Uddannet journalist på Dagbladet, Ringsted. Kulturreporter i fem år på Berlingske. 21 år som kønspolitisk – og kulturreporter, samt lederskribent på dagbladet Information. Har sideløbende bl.a. haft sin egen klumme i Alt For Damerne, eget magasin på TV2 og medietrænet et hav af embeds-og erhvervsfolk og politikere. Var i to år informationschef i Forbrugerstyrelsen og har derudover undervist hundreder af journaliststuderende.

I disse år fokuserer hun på livets begyndelse – fødsler - i forbindelse med debatbogen ”Giv kvinderne fødslen tilbage” (Gyldendal). Bogen undersøger, hvorfor så mange unge kvinder i dag oplever at have dårlige fødsler og får en skidt start på moderskabet. Det skyldes besparelser, men også et lægestyret hospital, hvor jordemødre med kompetence i den naturlige fødsel deaktiveres i deres faglighed.

Hvis man vil honorere hende for hendes artikler i POV, kan det ske via hendes Mobile Pay: 2681 2464

Profilfoto: Pia Tromborg

Seneste artikler om LIGESTILLING