GASOLIN’ // 50-ÅRS JUBILÆUM – Det er i dag, den 21. november 2021, præcis 50 år siden, Gasolin’ debuterede med deres selvbetitlede album – det med den blå Tintin-bil på coveret. I dagens anledning har forlagsredaktør Hans Henrik Schwab taget ”albummet ned med billeder af tiden, der skred”, som Gasolin’ sang, og du må ”da godt kigge med” i dette personlige essay, hvor han ser på Gasolin’ gennem de litterære briller.
I. Gasolin’ møder Hergé
I starten af 1993 udkom et ’nyt’ live-album med Gasolin’, Derudaf Forever. Cd’en, der som omslagsmotiv genbrugte den blå Tintin-bil fra debutlp’ens cover, indeholdt koncertoptagelser fra storhedstiden i halvfjerdserne, hvor Gasolin’ var Danmarks ubestridt største koncertattraktion. Så stor, at nogle af mine blot 15-årige venner ’lånte’ den ene fars bil og susede derudaf til Gasolin’-koncert i nabobyen!
Cd-udgivelsen var en del af den på det tidspunkt igangværende Gasolin’-renæssance. Efter at have været i forholdsvis lav kurs i firserne var Gasolin’ således i de tidlige halvfemsere på vej tilbage i den offentlige bevidsthed, til dels hjulpet på vej grunge-bølgen – og måske de nye politiske vinde, der blæste oven på de konservative og neoliberale firsere.
Det var helt unikt at Hergé gav en sådan tilladelse. Der findes således kun ganske få lignende eksempler på en sådan Tintin-licenstilladelse
På det tidspunkt, i starten af halvfemserne, arbejdede jeg som redaktør på Borgens Forlag, hvor håndtegneren Peder Bundgaard leverede mange omslag, først og sidst til vennen, min ungdoms LITTERÆRE idol, Dan Turèll, men derudover forbandt jeg som alle andre naturligvis Peder med min barndom og tidlige ungdoms MUSIKALSKE idoler, Gasolin’, hvis ikoniske, stilskabende pladecovers Peder kreerede dengang i halvfjerdserne.
Der i starten af 1993 var det derfor nærliggende at spørge Peder: Er tiden ikke inde til at skrive historien om Gasolin’, som du kendte bedre end de fleste? Peder sagde ja tak – og nok så vigtigt: Han fik samtlige Gas-medlemmers accept og opbakning til at skrive den bog, Masser af succes (Borgen 1993, rev. Udgave L&R 2003), der udkom i november 1993 – ved et besynderligt tilfælde måneden efter Turèlls død – og som var den første samlede skildring af gruppens historie frem til og med dens opløsning (i gruppens levetid var der kommet en enkelt officiel fanbog af Paul-Jørgen Budtz).
En musikbiografi, der samtidig var en lille Paul Hammerich-inspireret krønike om halvfjerdserne år for år: ”en krønike om et rockband og dets tid”, som vi skrev i bagsideteksten. Ti år senere fik Peder sågar Kim Larsen til for første gang at stille op til baggrundsinterview til en biografi: Larsen (L&R, 2002) – læs historien om den i min POV-artikel fra 2. november 2018.
Peder designede naturligvis selv omslaget til Gas-bogen og placerede på bogens forside – ligesom på cd-coveret – en fritskrabet udgave af den blå bil, en klassik Cadillac LaSalle anno 1939, fra side 20 i Tintin-albummet De syv krystalkugler: en bil, som Gasolin’ på sin side havde fået selveste Hergés velsignelse til at bruge på debutalbummets ’gatefold’-cover. Arrangøren Teit Ritzau, der lige nu er i gang med at producere en større international Tintin-teaterforestilling, fortalte mig for nylig, at det var helt unikt, at det var helt unikt, at Hergé gav en sådan tilladelse. Der findes således kun ganske få lignende eksempler på en lignende Tintin-licenstilladelse: De kan faktisk tælles på én hånd – på verdensplan!
Skarpsindige samlere vil bemærke, at på cd-omslaget af Derudaf forever har den blå Tintin-bil nummerpladen 131680, mens den på Peders bogomslag har nummer 471072 – ligesom på den originale tegning, som Hergé og hans folk rentegnede specielt til Gasolin’-coveret!
Ingen – hverken Peder, pladeselskab eller Gasolin’ – ved tilsyneladende, hvorfor reklamebureauet, der sammen med Peder designede forsiden og computermanipulerede den blå bil til cd’en, ændrede på nummerpladen; det var åbenbart en intern joke på bureauet (måske nogen havde kørt en bane eller to derudaf). Og SÅDAN kunne den blå bil i 1993 med to forskellige nummerplader på hhv. håndtegnet bogomslag og computerdesignet cd-cover køre DERUDAF og bidrage til, at Gasolin’ blev genopdaget af nye generationer
Det ikke var første gang, Gasolin’ fortalte deres historie med egne ord og deres egen “christianshavner-sociolekt”
Skarpsindige samlere vil bemærke, at på cd-omslaget af “DERUDAF FOREVER” har den blå Tintin-bil nummerpladen 131680, mens den på Peders bogomslag har nummer 471072 – ligesom på den originale tegning, som Hergé og hans folk rentegnede specielt til Gasolin’-coveret!
Ingen – hverken Peder, pladeselskab eller Gasolin’ – ved tilsyneladende, hvorfor reklamebureauet, der designede forsiden og computermanipulerede den blå bil til cd’en, ændrede på nummerpladen; det var åbenbart en intern joke på bureauet (måske nogen havde kørt en bane eller to derudaf).
Ideen til det oprindelige Tintin-cover kom fra Kim Larsen, der efterfølgende opsøgte Hergé under et danmarksbesøg og takkede ham personligt for tilladelsen til at bruge tegningen: ”Thousand thanks”, sagde Larsen ifølge øjenvidnet tegneren Werner Wejp-Olsen.
Larsen var således tegneserie-freak og betragtede de andre bandmedlemmer i det perspektiv: Wili Jønsson var Tintin, Franz Beckerlee var professor Tournesol, tekstforfatteren Mogens Mogensen var kaptajn Haddock, og Larsen selv – ja, han var den selvfede forsikringsagent Max Bjævermose!
Med denne sammensmeltning af Gas- og Tintin-universet in mente er det ikke tilfældigt, at filminstruktøren Anders Østergaard efter sin med rette berømmede Hergé-film Tintin og mig lavede en dokumentarfilm om netop Gasolin’: Hvis du tør, så kom med mig.
II. Gasolin’ in their own words – so to speak
Faktisk mødtes jeg i 2005, i god tid inden premieren, med Østergaard på hans filmselskab for at drøfte muligheden af at benytte de mange timers uudnyttede filminterview fra doku’en til en ’Gas in their own words’-bog a la den samtalebog eller ’oral biography’, der lige var udkommet med The Rolling Stones.
Det blev aldrig til noget – filmen blev en så stor blockbuster-succes, at det på det tidspunkt ville have virket plat at udgive en ’tie-in’ lige i kølvandet. Dele af dette unikke interview-materiale er heldigvis blevet støvet af som en del af grundlaget for Jacob Wendt Jensen og Niels Ole Baadsgaards spritny Gasolin’-bog, Gudernes vilje (Politiken 2021), hvor man i øvrigt på omslagets collageillustration spotter … en lille blå Cadillac.
Omtrent samtidig med Østergaards film, i 2006, opnåede jeg selv den ære at blive inviteret ud i Franz Beckerlees imponerende japanske stenhave til drøftelse af helt andet bogprojekt, der desværre heller ikke blev realiseret …
”Her er vi så, Gasolin’ 1973. Efter 2-3 år er raketten endelig begyndt at lette. Mister Beckerlee har fået sig en mini-moog, som SNART, meget snart, vil revolutionere verden
Kim Larsen
Til gengæld kan jeg afsløre, at det ikke var første gang, Gasolin’ fortalte deres historie med egne ord og deres egen christianshavner-’sociolekt’ – ”so to speak”, som Stonefree (Franz) ville have udtrykt det. Det skete nemlig, om end i noget mindre format og i al ubemærkethed, et par år før Østergaards film.
Susanne Mertz – Gasolin’s hoffotograf og personlige ven, der i halvfjerdserne boede sammen med gruppens oprindelige trommeslager, Bjørn Uglebjerg – udgav således i 2003 fotobogen Fikserbilleder med gåder (L&R 2003) med fantastiske ”billeder af tiden der skred”, dvs. fotos fra halvfjerdserne, og hvor konceptet var, at de på billederne portrætterede kulturpersonligheder – fra Hanne-Vibeke Holst til Peter Belli – selv skrev billedteksterne i retrospekt.
Kigger man godt efter på fikserbillederne, opdager man, at ALLE FIRE Gasolin’-medlemmer bidrager med hver sin tekst rundt omkring i bogen. Kim ville egentlig ikke være med, men takket være gruppens diplomat, Wili, lod han sig overtale og leverede en håndskrevet tekst, der reelt er Kim Larsens debut som forfatter i bogform – den Kim Larsen, der som ung nærede forfatterdrømme og sågar færdiggjorde et romanmanuskript, som der efter sigende stadig findes i hvert fald et enkelt fysisk eksemplar af.
Men lad mig citere Larsens tekst fra bogen Fikserbilleder (find selv bogen, hvis du vil læse de øvrige bidrag og ikke mindst se de fine fotos) – en tekst, hvor Larsen maler dette charmerende lille portræt af gruppen i årene, hvor de stormede DERUDAF:
”Her er vi så, Gasolin’ 1973. Efter 2-3 år er raketten endelig begyndt at lette. Mister Beckerlee har fået sig en mini-moog, som SNART, meget snart, vil revolutionere verden. Søren Berlev tæsker og banker DERUDA’ – BUM! Den unge Larsen er faldet på knæ i et forfængeligt håb om at bedåre det kvindelige publikum. Mens Hr. Jønsson – den skeløjede halvsvensker – kigger og kigger. Men hvor kigger han dog hen?”
Gasolin’ – The Last Waltz
Gasolin’-medlemmerne mødte selv op til bogreceptionen, som – naturligvis – fandt sted i Sofiekælderen på Christianshavn og blev lidt af en ”Last Waltz”, der bød på et gensyn med hele det farverige Tintin-agtige galleri af personer fra de store dage i halvfjerdserne: Knud Thorbjørnsen (koncertarrangør) Hvide (roadie m.m.), Miss Q (Larsens daværende kone) og ikke at forglemme: Pierre Sales, gruppens oprindelige manager, der på fransk affattede ansøgningsbrevet til Hergé.
I dagens anledning var jeg selv iført en sort T-shirt med tatoveringsmotivet fra STAKKELS JIM. Gentleman Wili Jønsson noterede sig med tilfredshed, at trøjen var autoriseret, så ”Peder i det mindste havde fået nogen af de penge, han fortjente for sit grafiske arbejde, der havde betydet så meget for gruppen.”
10 år efter, i 2003, genudsendte vi på L&R Peders bog i en ajourført udgave og i et udstyr, der matchede den samtidige udgivelse af Gasolin’s ultimative The Black Box, der i øvrigt fem år efter fik en egentlig companion i form af The Black Songbook (People’sPress 2008) indeholdende alle sangene med noder og becifringer ved gruppens turnépianist, Klaus Agerschou.
Franz, Wili og Søren dukkede op til releaseparty i Sonys lokaler i Vognmagergade, hvor Charlie (Søren) med et smil gjorde mig opmærksom på en morsom og lettere meningsforstyrrende satsfejl i sin billedtekst til Susannes ovennævnte fotobog, der var udkommet omtrent samtidig med boxsættet: Søren Berlevs ”seng for tiden” var blevet til hans ”seng Fortiden”!
Derudover talte jeg ved den lejlighed mest med forfatteren Jan Sonnergaard, der i boxens ledsagende booklet blev citeret for at foreslå at kalde en gade ”Gasolin’ Allé” – måske inspireret af den allé, hvor den blå bil susede derudaf på coveret Gas 1, som vi i dag kalder det jubilerende album.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
