ESSAY – Nikolaj Bøgh købte for nylig en tegning på auktion. Bag tegningen ligger en tragisk historie om en forfatterspire fra 1800-tallet, der virkede så lovende, men blev til så lidt. Fortællingen er både en slægtshistorie om at være biperson i litteratur- og kunsthistorien – dog tæt på et parnas af større ånder – og samtidig en beretning om dansk kulturliv i 1800-tallet.
For et par uger siden købte jeg en portrættegning på en netauktion. Den er tegnet af Carl Bloch, der hørte til Danmarks mest anerkendte og populære kunstnere i anden halvdel af 1800-tallet og forestiller min tipoldefars ældste bror, Frederik Bøgh (1836-1882).
Ham ejer jeg i forvejen forskellige efterladenskaber fra, bl.a. fordi han aldrig fik børn, og forskelligt er vandret i familien, bl.a. til hans nevø, min oldefar, som hed det samme. Bl.a. havde jeg allerede en næsten identisk, men ufærdig skitse til tegningen, som er usigneret, og som jeg ikke før nu kendte kunstneren bag.
Skitsen er til gengæld dateret 1874, mens der ikke er noget årstal på den færdige udgave. Så de supplerer hinanden meget smukt. Udover den snævre familieinteresse, så fortæller tegningen også en historie om dansk kulturliv i 1800-tallet og om at være en biperson i litteratur- og kunsthistorien – men tæt på et parnas af større ånder.
Betragter man sortkridttegningen, så springer det i øjnene, at den har en meget speciel behandling af lys og skygge. Frederiks tøj og underansigt er belyst, mens der hviler en mørk skygge over hans i øvrigt lidt triste og trætte øjne og den øverste del af hovedet. Hvad vil kunstneren mon fortælle os her?
“Han er jo genial”
Frederik Bøgh (egentlig Mathias Frederik Georg Bøgh, opkaldt efter sin farfar, der imidlertid også havde kaldenavnet Frederik) var født i 1836 i Skamstrup Præstegård ved Holbæk, hvor hans far på daværende tidspunkt var sognepræst.
I sin dagbog den 10. november 1861 skriver H.C. Andersen: ”Erfarede sikkert, at ‘Valkyrien’ var af den unge Bøgh! Det er et særdeles lovende Arbeide”
Det var et meget litterært og kunstnerisk interesseret hjem, og morfaren Poul Dons, der på sine ældre, svagelige dage boede i præstegården, havde været ungdomsven med Grundtvig, Ingemann og Christian Molbech.
Familien kendte desuden guldaldermalerne P.C. Skovgaard og J.Th. Lundbye, og flere var blevet tegnet af dem på deres vandringer rundt i Vestsjælland. Der var poesi i luften i præstegården, og mange af Frederiks utrolig mange søskende (de var 15 i alt, hvoraf 13 blev voksne) kunne nemt strikke et digt eller en sang sammen.
Hvad der imidlertid ikke var i Skamstrup, det var en ordentlig skole, så som 9-årig i 1846 blev Frederik sendt til København for at gå i Efterslægtselskabets Skole i Østergade. Meget belejligt boede hans onkel og tante, sognepræst ved Garnisonskirken N.G. Blædel og hans hustru Henriette, f. Dons i Bredgade, i Garnisonskirkens præstegård.
Blædel var ”modepræst”, meget populær i hovedstaden, og deres hjem var samlingssted for mange af byens kulturpersonligheder. Her traf han bl.a. H.C. Andersen, ligesom han stødte på ham og andre af tidens kendte forfattere til middage og selskabelige sammenkomster rundtom i byen.
H.C. Andersen har ved denne Leilighed mødt mig med overordentlig Kjærlighed
Den litterære interesse, Frederik havde med fra barnsben, blev kun større efterhånden, og i 1861, på sin 25. års fødselsdag den 4. november, udgav han ”Valkyrien – et nordisk Digt i 20 Sange”.
Den lille bog blev vel modtaget, ikke mindst i hans eget, lidt konservative kulturelle miljø, hvor man stadig sværmede for guldalderens store, og ikke mindst stadig hyldede Oehlenschläger, hvis poesi bogen var meget inspireret af.
Som almindeligt i datiden blev debutbogen udgivet anonymt, og forfatterens identitet blev straks genstand for stor interesse. I sin dagbog den 10. november 1861 skriver H.C. Andersen: ”Erfarede sikkert, at ‘Valkyrien’ var af den unge Bøgh! Det er et særdeles lovende Arbeide.”
I et brev til sine forældre den 18. november fortæller Frederik Bøgh selv mere: ”H.C. Andersen har ved denne Leilighed mødt mig med overordentlig Kjærlighed.
Han havde ganske løst hørt, at jeg skulle være Forfatteren, og da han havde læst Bogen, satte han sig strax begeistret ned og skrev til Forfatteren; men hvor skulle han komme af med det? Derpaa var han gaaet til Collins og havde sagt:
”Jeg ved fra sikker Haand, at det skal være ham – jo, jeg løber strax derhen.
”Det gaar paa ingen Maade an”, mente Collin; sæt nu, at det er galt, hvilken Ubehagelighed udsætter de da ikke den unge Mand for!” Derpaa havde han længe gaaet op og ned foran en vis Gaard i Bredgade (Blædels præstegård) uden at han turde gaa op.
Dog – næste Morgen kom han, men traf mig ikke, og jeg gik da til ham. Han modtog mig med den ham overordentlig ejendommelige Hjærtelighed:
”Jeg maa først sige Dem, at jeg ikke holder af disse Heltekvinder, som mangler alt Kvindeligt. Jeg begyndte da paa Bogen med stor Uvilje; men da jeg havde læst lidt, sagde jeg til mig selv: ”Han er jo genial!”, og jo mere jeg læste, desto mere glædede jeg mig. Deres Bog er ret digtet”
Den er det betydeligste, der er kommet, siden det blev stille. Alle de andre har kvidret som Smaafugle; men De giver noget Mere, De giver noget objektivt. Jeg er rigtig glad derover; det er jo deiligt, og nu, skal De se, kommer Solskinnet, det kommer!” – Og saa trykkede han begge mine Hænder saa varmt, saa mig saa inderlig kjærligt ind i Øjnene, fik Taarer i Øjet – og jeg med. Vi havde det godt med hinanden, og glad og fornøjet gik jeg fra ham.”
Et åndeligt mindesmærke
Formuleringen ”siden det blev stille” henviser til Oehlenschlägers død i 1850. Han havde været digteren over dem alle, hvis død havde efterladt et stort tomrum hos alle, der som H.C. Andersen og familien Bøgh sværmede for guldalderen.
Måske klingede guldalderen alligevel af i den unge mands sind, som den gjorde det i resten af samfundet, måske havde han allerede givet det væsentligste, han havde i sig
Sammenligningen med ham var den største ros, man kunne få overhovedet. Da Frederiks forfatteridentitet nu var afsløret, var det tid til at hylde ham, og den 21. november afholdt H.C. Andersens nære venner Henriette og Edvard Collin en middag til den unge forfatters ære, hvor han deltog sammen med sin onkel og tante, Blædels.
H.C. Andersen omtaler ham i dagbogen som: ”Valkyriens unge Forfatter Bøgh” og fortsætter: ”jeg udbragte hans Skaal, og han blev dødbleg derved, Pastor Blædel udbragte igjen min Skaal.” Frederik fortæller selv i et brev til forældrene, at han netop selv skulle til at rejse sig for at takke Andersen, da onklen kom ham i forkøbet.
Han skriver også, at Andersen i talen havde sagt, at han med ”Valkyrien” havde rejst Oehlenschläger et åndeligt mindesmærke og forudså, at hans fremtidige forfattergerning ville fremvise megen rigdom og skønhed.
Anmelderiet blev hans skæbne
Men ak, der blev ikke stort mere af den forfattergerning. En del lejlighedsdigtning, mest bragt i blade og aviser, men ingen bøger. Ingen opfølgning på den ellers så lovende debut.
Måske klingede guldalderen alligevel af i den unge mands sind, som den gjorde det i resten af samfundet, måske havde han allerede givet det væsentligste, han havde i sig
At han brændte for kunst og litteratur, langt mere end for skolegang, er der dog ingen tvivl om, men efter en del omveje blev han dog omsider cand.jur. i 1866. Det var dog tydeligvis ikke juraen, der optog ham, og han kom aldrig til at arbejde som jurist.
Han tjente først og fremmest til dagen og vejen som medarbejder ved Illustreret Tidende fra 1865, og fra 1868 også som ansat ved Berlingske Tidende som kunst- og litteraturmedarbejder, hvor han bl.a. skrev anmeldelser og nekrologer (bl.a. over Grundtvig, 1872).
Den ellers så lovende digterkarriere blev således – ikke helt ukendt – udskiftet med anmelderens mere distancerede position, selvom han fortsat var en central skikkelse i det københavnske litterære miljø.
Vennerne var oftest noget mere fremgangsrige, både de ældre som H.C. Andersen og kunstnerægteparret Elisabeth og Jens Adolf Jerichau, men også jævnaldrende som maleren Carl Bloch, der blev ekstremt populær i tiden, ikke mindst fra 1865, da han påbegyndte malerierne til Christian IVs bedestol på Frederiksborg Slot til erstatning for dem, der var gået tabt ved slotsbranden i 1859.
Masser af højt skattede religiøse billeder, og billeder med nationale og mytologiske motiver samt portrætter flød fra hans hånd.
De to var meget nære venner. I den biografi over Carl Bloch, som Frederik skrev til ”Nytaarsgave fra Foreningen Fremtiden” i 1873, som bragte et litografisk portræt af maleren, hedder det således:
”Nar man har overdraget mig at føje en Biographi til det Billede, som iaar skal pryde Foreningen Fremtidens Nytaarsgave, saa har man derved stillet mig en meget glædelig Opgave, idet Carl Bloch ikke alene er mig en kjær Ven, men jeg tør sige, at blandt de mange Mænd, jeg har truffet paa min Vandring gjennem Livet, er han mig den Kjæreste.”
En anden meget nær ven var forfatteren Vilhelm Bergsøe, der anvendte Frederik Bøgh som model for den meget sympatiske hovedperson Frederik From i sit kendte og roste hovedværk, ”Fra Piazza del Popolo” (1866).
Det har sikkert ikke været så nemt at være den, der stod kunstnerisk i stampe i dette miljø, og forholdet til flere af vennerne blev efterhånden køligere.
Blandt andet kom Frederik ud i en strid med Bergsøe om, hvem der havde skrevet et meget rost digt om Frederiksborg Slot efter branden i 1859, som også blev trykt anonymt.
Efter alt at dømme var Frederik Bøgh dog den virkelige forfatter, og manuskriptet findes blandt hans efterladte papirer.
“Hans Hænder var kraftesløse”
I foråret 1872, da Frederik var 35 år gammel, skete katastrofen. Han skulle dække Den Nordiske Kunst- og Industriudstilling, som der skulle skrives meget om, men da udstillingen var åbnet og han havde afleveret de sidste artikler, måtte han lægge sig.
I 1874, da Carl Bloch tegnede vennen, var sygdommen altså vidt fremskreden, og Frederik kunne ikke gå og formentlig heller ikke skrive længere. Det er derfor et billede af en tragedie, vi ser for os
I den biografi om ham, som hans hustru Elisa Bøgh, f. Plum udsendte i 1887, hedder det: ”Hans Hænder var kraftesløse, og han kunde ikke gaa. Lidet anede vi dog, at det var de sikre Symtomer paa den Rygmarvssygdom, som han havde samlet paa i lang Tid, og som nu langsomt arbejdede sig frem.”
Efter en kortvarig bedring henover sommeren blev sygdommen værre, og fortvivlelsen satte ind.
En passage i H.C. Andersens dagbog fra den 24. november 1872 fortæller frysende om det og om de bristede ambitioner hos den ellers engang så lovende unge digter: ”siden kom Frederik Bøgh, som talte sygeligt, kaldte sig ”Krøblingen”, betroede mig, at han i over et Aar havde levet i den Tanke at jeg var vred paa ham, at jeg havde følt mig skuffet i hans Begavelse som Digter; han var blevet gift, maatte sørge for Familien, var syg & jeg skrev et Par varme Ord i et Exemplar af min ny Bog og han gik glad bort.”
“Krøblingen” var titlen på et nyt eventyr af H.C. Andersen, som Frederik netop havde anmeldt til Berlingske Tidende (anmeldelsen blev trykt den 28. november). Frederik har formentlig identificeret sig med beskrivelsen af titelpersonen; “Det var det ældste af Børnene, de kaldte “Krøblingen”, han havde ellers Navnet Hans. Som Lille var han det flinkeste og livligste Barn, men saa blev han med Eet “slat i Benene”, som de kaldte det, han kunde ikke staae eller gaae og nu laae han til Sengs paa femte Aar.”
Allerede tre uger efter, den 14. december 1872, gik Frederik på gaden for sidste gang, kun med besvær og støttet af sin hustru. Det gik gradvist ned ad bakke, og han blev efterhånden lam i hele kroppen.
Fra 1875 beretter hustruen: ”Naar jeg i det Foregaaende og Efterfølgende benytter Ordene: ”Frederik skrev”, saa er det kun figurligt ment, thi hans Arme vare atter kraftløse, Hændernes næsten lammede, og han kom aldrig mere til at skrive – ligesom han aldrig mere gik noget Skridt.”
I stedet dikterede han til Elisa, men også det gled efterhånden ud. I 1876 fik han brev om, at hans bror Nicolaj (der også havde hørt til kredsen af H.C. Andersens unge venner) skulle giftes, og det var det sidste, han nogensinde selv læste, fordi synet nu også var ved at være forsvundet.
Det var dengang et mysterium, hvad Frederik egentlig fejlede (altså udover de altså mente, det var en ”rygmarvssygdom”), og lægerne stod fuldkommen magtesløse overfor den. På grundlag af Elisas meget detaljerede skildring af sygdomsforløbet i biografien ”Frederik Bøgh. En Levnedsskildring” diagnosticerede lægen K. Hyllested det i 1983 imidlertid som det først beskrevne tilfælde af dissemineret sclerose i Danmark (Medicinsk Forum, nr. 1, 1983).
I 1874, da Carl Bloch tegnede vennen, var sygdommen altså vidt fremskreden, og Frederik kunne ikke gå og formentlig heller ikke skrive længere.
Det er derfor et billede af en tragedie, vi ser for os, udtrykt ved den mørke skygge, der glider ind over hovedet, måske på vej til helt at formørke den syge mand. Kontrasten er også tydelig, når man sammenligner med to tidligere tegninger, Carl Bloch har tegnet af Frederik Bøgh, begge i 1866.
Navnlig den ene er interessant at sammenligne med, fordi den viser ham i samme position som den senere tegning, men med et langt mere magtfuldt, engageret udtryk i øjnene (se billedfrisen midt i artiklen).
Frederik Bøgh døde stille og roligt den 31. januar 1882 efter 10 års sygdom, 45 år gammel.
Topfoto: Skribenten
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her