Den sidste befrielse: Hiroshima og Nagasaki standsede døden i Japans lejre

Billeder af familien Rottier-Burgers med tre af deres fem sønner, breve sendt fra Palembang og det japanske krigsfangekort fra Røde Kors.

Marieke Burgers & Peter Ludvigsen 13.08.2025

HISTORIE // ESSAY – Efter at atombomberne havde ødelagt Hiroshima den 6. august og Nagasaki den 9. august og dræbt en kvart million civile, overgav Japan sig den 15. august 1945. Krigens forfærdelige ødelæggelser og ufattelige lidelser er beskrevet bredt, men en del af historien synes ofte at blive overset; nemlig at bomberne og krigens afslutning reddede mange tusinde britiske, australske og hollandske krigsfangers liv, civile, mænd, kvinder og børn.

Klokken to om eftermiddagen den 24. august 1945 indkaldte den japanske lejrkommandant Kazuo Seki alle i kvindeinterneringslejren Belalau på Sumatra til at møde op på bakken nær vagthuset. Et bord var stillet op under gummitræerne.

Kaptajn Seki, som var lav af statur, og tolken stiller sig op på bordet, og tolken oversætter Sekis tale fra japansk til malaysisk for den afmagrede menneskemængde foran dem. Seki taler med besvær og er tydeligt følelsesladet. ”Perang habis,” siger han – krigen er slut. Han siger ikke, hvem der har vundet, og heller ikke, at der blev indledt en våbenhvile ni dage tidligere, den 15. august.

”Ved Kejserens vilje,” siger kaptajn Seki, ”krigen er slut. Kejseren har besluttet at afslutte krigen, fordi amerikanerne kæmper grusomt og bruger en ny type bombe. Den kaldes en atombombe. Kejseren ønsker ikke at fortsætte en så grusom og umenneskelig krig. Derfor er krigen slut. Endnu en gang er vi venner.”

Midt i disse store begivenheder udspillede der sig en langt mindre kendt historie: Vores families kamp for at overleve i den japanske besættelses skygge

Kaptajnen holder en pause og fortsætter så: ”Amerikanske soldater, og måske også britiske, vil komme og besætte Sumatra. Vi japanske soldater vil snart tage hjem. Jeg har haft ansvaret for jer siden april 1944, og jeg har gjort mit bedste for jer. Jeg ved, at det ikke har været nok, men jeg var ikke i stand til at gøre mere. Mænd og kvinder kan nu besøge hinandens lejre om dagen. Hver interneret skal blive her, indtil de nye besættelsesstyrker kommer. Der vil ikke blive holdt flere appeller.”

Efter at atombomberne havde ødelagt Hiroshima den 6. august og Nagasaki den 9. august og dræbt en kvart million civile, overgav Japan sig den 15. august 1945. Krigens forfærdelige ødelæggelser og ufattelige lidelser er beskrevet bredt, men en del af historien synes ofte at blive overset; nemlig at bomberne og krigens afslutning reddede mange tusinde britiske, australske og hollandske krigsfangers liv, civile, mænd, kvinder og børn.

Midt i disse store begivenheder kæmpede vores familie for at overleve i den japanske besættelses skygge.

Deres prøvelser – min faster, onkel og deres fem sønner, der boede i byen Palembang på Sumatra, som på det tidspunkt var en del af Hollandsk Ostindien – startede i begyndelsen af 1942.

Den 14. februar 1942 angriber den japanske kejserlige hær med en overlegen magt til lands, til vands og i luften. Forsvaret af det indonesiske arkipelag er fuldstændig utilstrækkeligt, og allerede den 28. marts har japanerne erobret Sumatra, en af de største øer i Hollandsk Ostindien.

Japansk propagandaplakat, der viser en sejrrig japansk soldat træde på en amerikansk, en britisk og en hollandsk soldat.

Straks fra begyndelsen af besættelsen indfører Japan alle mulige former for tvangsforanstaltninger og restriktioner, og samtidig kører den japanske propagandamaskine for fuld kraft. Hollandske banker og aviser lukkes, gadenavne ændres til japansk, hollandske mærkedage og kristne helligdage afskaffes, og det japanske sprog indføres som fællessprog. ”Kimigayo”, den japanske nationalhymne, høres overalt, urene bliver indstillet til Tokyo-tid, ja, selv årstallet skifter fra 1942 til 2602.

Situationen for min familie er i starten usikker, men bliver hurtigt kritisk. De må stort set ikke forlade deres hus, og når de gør det, tvinger de hyppige luftangreb dem ind i beskyttelsesrum. Kontakt med naboer, indkøb af mad, leg udenfor – alle udendørsaktiviteter bliver stadig vanskeligere. Drengenes skole lukkes snart helt.

Processen med deportation og internering

Efter at have indtaget Sumatra starter de japanske tropper interneringen af europæerne i tre faser.

De øverste embedsmænd samt ledere fra erhvervslivet tages straks i forvaring af militærpolitiet Kempeitai. Samtidig ransager japanske tropper huse for at lede efter beviser på undergravende virksomhed og anti-japanske aktiviteter og arresterer husstandens overhoved. Min onkel Louis undslipper en af disse ransagninger ved at springe ud af et vindue.

Japanerne opdeler derefter det civile samfund, der nu er fuldstændig under deres kontrol, i forskellige kategorier.

Den første gruppe er de såkaldte Nippon-arbejdere – folk, hvis funktioner anses for at være uundværlige: læger, plantageejere og nøglemedarbejdere i olieselskaberne. De frigives midlertidigt for at arbejde under japansk ledelse. Nogle får lov til at blive i deres egne huse, andre flyttes. De arbejder, indtil der findes lokale erstatninger, og interneres derefter. Deres huse, ejendele og husholdninger overtages af japanske officerer, og værdifuldt bytte som kunstværker, guld, sølv og porcelæn sendes til Japan.

Europæerne bliver registreret og samlet for deres egen ”beskyttelse” og bragt til særlige lejre

Den næste gruppe af ”fjendtlige udlændinge”, der bliver interneret, består af resten af de vestlige mænd mellem 17 og 60 år. De var hovedsageligt ansat i politiet og erhvervslivet; de fleste i sidstnævnte kategori havde allerede været arbejdsløse i et stykke tid.

Den tredje og største kategori af ”civile internerede” er alle kvinder, børn og ældre.

Japanerne, der hævder at ville befri de forskellige asiatiske befolkningsgrupper fra deres vestlige undertrykkere, anvender en præcis raceopdeling og overlader ”rene” indfødte til sig selv; de bliver ikke interneret. Mere problematisk er det med personer af ”blandet race”, og mange eurasiske kvinder foretrækker interneringen.

Europæerne bliver registreret og samlet for deres egen ”beskyttelse” og bragt til særlige lejre. Mændene bliver adskilt fra kvinder og børn. Tusindvis af vesterlændinge bliver interneret, enten bag pigtråd, i det lokale fængsel eller stuvet sammen i tomme, plyndrede huse. I andre tilfælde bliver skoler, barakker, biografer, hoteller eller kældre taget i brug. Alene på Sumatra oprettes omkring 50 forskellige lejre i løbet af krigen.

Bag pigtråd

Efter invasionen følger tre et halvt års grusom internering med timelange appeller i den bagende hede, prygl, afstraffelser og tortur. I løbet af årene bliver de internerede igen og igen flyttet til nye lejre, som for det meste er mere faldefærdige og rottebefængte end de foregående. Over tid bliver de i forvejen knappe madrationer reduceret, og fra midten af 1943 bliver al medicinsk hjælp helt tilbageholdt.

Soldaterne binder den sårede mand til en pæl, så han vil kvæle sig selv, hvis han sænker armene

I 1942 og til dels i 1943 er lidt handel stadig tilladt inden for lejrene, og de indsatte kan købe lidt ekstra til deres rationer, som dagligt består af to skåle ris og nogle kogte grøntsager – nogle gange suppleret med en lille fisk. Men efterhånden bliver lejrene flyttet til forladte plantagebarakker, hvor maden bliver tilberedt i store olietønder over åben ild i det fælles køkken. I den tørre sæson er drikkevandet reduceret til en kop om dagen, så de internerede kun kan håbe på regn.

*Buk for japaneren*, tegning af Dolf Gogelein, 1942-1945. Samling Museon.

Udsultning og barbari

I det tropiske klima og med mangel på ernæring og medicin er infektioner, sår og bylder almindelige, ligesom sygdomme som malaria, tyfus, denguefeber og kolera er udbredte.

Nogle vovehalse etablerer i al hemmelighed kontakt med de lokale ved pigtrådshegnet, andre kryber ud af lejren om natten på jagt efter mad og medicin. Det er yderst risikabelt, og hvis det bliver opdaget, er straffen barsk. En kinesisk mand, der bliver taget på fersk gerning i at kaste et brød over pigtrådshegnet ved kvindelejren, bliver gennemtævet og stukket med bajonetter. Soldaterne binder den sårede mand til en pæl, så han vil kvæle sig selv, hvis han sænker armene. Det tager ham tre dage at dø foran de hjælpeløse og forfærdede kvinder og børn.

Japanernes opførsel er uforudsigelig og uudgrundelig: Ikke alene får vagterne de internerede til at stå ret i timevis i bagende sol to gange om dagen – eller som straf også om natten. De tæver også børnene, sparker deres fanger i ansigtet, slår dem bevidstløse og lænker dem i isolation. Min onkel Louis bliver taget af militærpolitiet Kempeitai og tortureret i tre dage pga. mistanke om finansiering af en modstandsgruppe.

Drenge på 10-12 år bliver underlagt nøje inspektion, og hvis de er kommet i puberteten, sendes de væk samme dag til en mandelejr. Hundredvis af drenge ser aldrig deres mødre igen, og for nogle begynder et mareridt med seksuelt misbrug i den nye lejr. Ved et rent tilfælde ender to af mine fætre hos deres far i mandelejren; de tre andre bliver hos deres mor.

Militærstyre

I april 1944 overtager det japanske militær fangelejrene. Men det går tilbage for Japan i krigen, og forsyningsskibene fra Japan kan ikke længere nå tropperne på Sumatra og den nærliggende ø Bangka, og der opstår mangel på alt. Rationerne reduceres igen og igen, og de internerede svækkes yderligere af sult og invaliderende sygdomme. Alle går rundt med sår og bylder på kroppen, og diarré og dysenteri er lige så almindeligt som malaria.

Antallet af dødsfald stiger med hver tvangsforflyttelse i de daglange transporter i åbne lastbiler, lukkede togvogne og synkefærdige skibe

Kisterne til de døde, der jævnligt bliver fremskaffet udefra, er elendige og ofte for korte til europæere, men de internerede må selv bære de døde og grave gravene. I midten af 1944 når antallet af begravelser op på 5-10 om dagen.

Ved begravelsen er ingen bøn eller prædiken af nogen art tilladt, og mange grave forbliver navnløse, indtil en britisk kvinde begynder at brænde de dødes navne på små træbrætter for at markere graven.

Antallet af dødsfald stiger med hver tvangsforflyttelse i de daglange transporter i åbne lastbiler, lukkede togvogne og synkefærdige skibe. De mange, der dør under disse transporter, efterlades på perronen eller kastes over bord. Efter en af disse transporter dør vores faster Tonny af udmattelse, underernæring, beri-beri og tarmsygdomme. Hendes 13-årige søn må begrave hende i en kiste, der er for lille.

3. Appel i silende regn midt om natten som straf, stregtegning af F. Korver, Samling Museon, Haag.

Fri, men ikke befriet

Den 24. august 1945 træder kaptajn Seki op på et bord og informerer sine fanger om den japanske overgivelse, men uden at nævne det direkte. Han slutter med at sige: ”Der er fred, men det er endnu ikke sikkert, derfor skal I af hensyn til jeres egen sikkerhed stadig blive i lejren.”

Så træder han ned fra bordet og vender tilbage til sit logi. De, der kan, besøger den anden lejr og leder efter deres mænd, koner og børn. For nogle er det et lykkeligt øjeblik, for andre en meget ubehagelig genforening; ægtefæller genkender knap nok hinanden, børnene bliver bange for deres beskidte, skæggede og udmarvede fædre, og en mor må fortælle sin mand, at alle deres børn er døde.

De nu ”frie” lejrbeboere befinder sig stadig i de samme faldefærdige, skadedyrsfyldte barakker omend med mere mad og medicin og nu genforenet med deres slægtninge. Men de bliver stadig bevogtet af de samme japanere. Situationen med at være ”frie”, men ikke ”befriet”, fortsætter i nogen tid, da de allierede simpelthen ikke har opdaget alle lejre i Sumatras jungle; japanerne vil ikke oplyse dem om, hvor de værste lejre ligger.

Hollænderne må vente i ugevis, før de bliver sendt til bevogtede huse i Palembang, og her må de yderligere vente indtil foråret 1946, inden de bliver repatrieret til Holland.

Først den 6. september 1945 bliver et hold faldskærmstropper endelig kastet ud i nærheden. En patrulje ankommer til Belalau-lejrene og informerer de internerede om, at fjendtlighederne er ophørt tre uger tidligere, den 15. august.

Patruljen melder via radio lejrenes position til deres hovedkvarter i Colombo på Ceylon, og fly med forsyninger afgår snart fra Kokosøerne. Efter en elleve timers flyvning nedkaster de mad og medicin til Belalau-lejrene, og efter den 13. september kaster både hollandske og britiske fly næsten dagligt forsyninger ned.

Men det tager lang tid, før de forskellige nationaliteter bliver evakueret. De få amerikanere bliver først evakueret sammen med australierne og briterne. Hollænderne må vente i ugevis, før de bliver sendt til bevogtede huse i Palembang, og her må de yderligere vente indtil foråret 1946, inden de bliver repatrieret til Holland.

Efterspil

I Stillehavskrigen døde i gennemsnit 27 % af de allierede krigsfanger: 34 % af amerikanerne, 33 % af australierne og 32 % af briterne.

Der findes mange forskellige tal for japanernes hollandske krigsfanger og internerede i den indonesiske øgruppe. De mest pålidelige tal fra NIOD, det hollandske institut for holocaust- og genocidestudier, nævner, at i alt 42.233 hollandske krigsfanger blev interneret, 8.200 af dem døde. Cirka 100.000 hollandske civile blev interneret, hvoraf 16.800 døde.

Den 8. september 1948 blev kaptajn Kazuo Seki idømt 15 års fængsel af det australske sekretariat for krigsforbrydelser, mens andre lejrkommandanter fik livstidsdomme eller dødsstraf.

Som en anerkendelse af, at krigsfangerne og de internerede i Indonesien først blev befriet længe efter den europæiske befrielse, falder mindedagen i Holland for ofrene i de japanske lejre ikke den 5. maj, men den 15. august – et par dage efter, at atombomberne udslettede Hiroshima og Nagasaki.

Fire af drengene i vores familie, der overlevede de 3½ år i interneringslejren (den femte døde få måneder efter befrielsen af sortvandsfeber, malaria og meningitis), vendte tilbage til Holland og blev sat i pleje hos familie, mens deres far vendte tilbage til sin bankvirksomhed i Indonesien for at kunne forsørge dem i deres opvækst.