Den perfekte julegave

i Film/Kultur & Medier af

FILMANMELDELSE – Du kender det godt: Der er hende, der foreslår en beløbsgrænse for gaverne (som ikke bliver overholdt). Ham der tager vinen med (for at være sikker på kvaliteten), dem der har knivene løst i ærmet og stikker til hinanden under hele julemiddagen – og selvfølgelig børn, der er utålmodige, utaknemmelige eller måske ulykkelige. ‘Den tid på året’ er en film, der har det hele og dem alle med, skriver Steen Blendstrup, der kvitterer med seks flotte julestjerner.

 

 

Den tid på året er ganske vist optaget på en gammel præstegård, juletraditionerne er danske (eller det, vi anser for danske), og det hele foregår i en dansk middelklassefamilie.

Alligevel har Den tid på året mere til fælles med en bittersød amerikansk juleklassiker som Det er herligt at leve end med Nøddebo Præstegård, Den gamle købmandsgård eller for den sags skyld Julefrokosten.

A Christmas Day in a life

Det er med instruktøren Paprika Steens egne ord en day-in-a-life-historie.

Der er ikke nogen frygtelig hemmelighed, der skal afsløres, selv om familien har en hel del skeletter i skabet (men hvem har ikke det?), og de bliver selvfølgelig taget ud og luftet i takt med, at vinen kommer indenbords, og tålmodigheden bliver tyndslidt.

Paprika Steen er både instruktør af filmen og spiller storesøsteren, der instruerer hele familiejulen i Den tid på året

Med andre ord en helt almindelig juleaften med tre generationer, sammenbragte familier, bonusfamilie … nå ja, og en enkelt lille overraskelse i baghånden.

Hvis vi ikke allerede vidste det, så er det fra det øjeblik klart, at dette er en familie med så mange skeletter i skabet, at de har et ekstra skab bare til dem, der er relateret til julen

Det er Katrine – spillet af Paprika Steen selv – der holder trådene sammen. Hun ved, at det bliver et helvede, men hun gør det alligevel hvert år. Det forventes jo af hende. Hun forventer det af sig selv. Hun er der jo altid for andre mennesker … men måske sjældent for sig selv og netop nu heller ikke for sin teenagedatter.

Og så er der de skilte forældre, faderen med et heftigt alkoholforbrug, moderen med sit hus i Frankrig og et horn i siden på sin eksmand, faderens nye familie (som altid er inviteret, men altid melder afbud), mandens forældre, som ingen rigtig snakker med, den præsteviede søster, hendes mand med forfatterambitionerne og god smag i vin, en humørsvingende teenagedatter, en ordblind søn og nevøen med ADHD (eller bare dårligt opdraget) … og så dukker den fortabte søster også lige op.

Konflikter, humor og poesi

Det er lige der, samtalen går i stå. Hvis vi ikke allerede vidste det, så er det fra det øjeblik klart, at dette er en familie med så mange skeletter i skabet, at de har et ekstra skab bare til dem, der er relateret til julen. Der er arbejde nok for en mindre hær af terapeuter i deres traumer og konflikter.

Det er et sårbart område, fordi vi har en opfattelse af, at julen skal være, som den altid har været

Filmens mesterstykke er, at den afbalancerer tragedien med en ordentlig klat humor i risengrøden (eller i dette tilfælde risalamande – men sådan har familier jo forskellige traditioner). Ligesom Katrine hele tiden balancerer på kanten af katastrofen og sammenbruddet for at holde den gode julestemning.

Alle er bænket til det traditionsrige julebord … men hvilken tradition?

Det er der noget vidunderligt genkendeligt i. I nogle familier er vi måske bedre til at holde den gode tone end i andre. I nogle familier er konflikterne måske mere overfladiske end i andre (som Sofie Gråbøl selv har oplevet det; at nogen selv medbragte and, fordi menuen var ændret til lam).

Det giver sig selv, at ethvert ægteskab vil indebære et møde mellem forskellige traditioner. Det er et sårbart område, fordi vi har en opfattelse af, at julen skal være, som den altid har været. Alle tager et sært ejerskab til julen, som vi gør det med meget få andre højtider.

Den tid på året formår derved at være skrigende morsom i sin beskrivelse af situationer, som vi alle kender. Den formår at gøre alle sine personer grinagtige, men samtidig at være solidarisk med dem. Alle hænges ud, men ingen kan i sidste ende udpeges som skurk (eller helt eller taber). Alle har deres fejl. Alle handler i bedste mening. Alle bliver såret. Alle er på hver sin måde ulidelige, selvoptagne, kærlige, stolte, pinlige, godhjertede … kort sagt: De er mennesker.

Det giver ensemblespil af fineste klasse. Timingen er fornem, og de rappe replikker fyger – skiftevis giftige og lattervækkende

Og midt i dette kaos bliver Den tid på året pludselig poetisk. Der drysses en smule tryllestøv ud over sceneriet (ligesom den julesne, som aldeles udansk indgår i handlingen), og pludselig kan julestemningen ikke spille mere nostalgisk og rørende på vore hjertestrenge. Man skal være lavet af sten for ikke at knuse en tåre.

Hele den pukkelryggede filmfamilie

Paprika Steen kender sin dramatiske håndbog udenad og spiller på alle virkemidler. Hun kender sine skuespillerkolleger og matcher dem perfekt i tre generationer. Man tror faktisk på, at Paprika Steen, Sofie Gråbøl og Patricia Schumann er søstre … og at de er børn af Lars Knutzon og Karen-Lise Mynster. Og selvfølgelig har Sofie valgt Lars Brygmann til mand, ligesom Paprika har brug for solide Jacob Lohman ved sin side.

Sofie Gråbøl får lejlighed til at vise sit komiske talent som den – med hendes egne ord – lidt latterlige lillesøster, der som præst selvfølgelig tager julen meget seriøst … og rødkålen

Det giver ensemblespil i fineste klasse. Timingen er fornem, og de rappe replikker fyger – skiftevis giftige og lattervækkende. Og børnene ser undrende på de voksnes spil. De glæder sig måske til gaverne, men er tydeligvis ikke glade for de opstyltede rammer. Her er Den tid på året rørende solidarisk … the kids are all right.

Og med en smuk spændingskurve, som hele tiden ser ud til at ville briste med et brag, lykkes det Paprika Steen at få sin julefilm i hus med en følelse af katarsis. Altså for os som publikum. For familiens vedkommende må vi nok forlade biografen med en alvorlig tvivl, om figurerne egentlig har lært noget. Det får vi først at vide, næste gang det bliver den tid på året.

Et juleeventyr

Da det nu er fiktion, kan Paprika Steen også tillade sig, at det bliver en hvid jul.

Her er med andre ord stof til en virkelig juleklassiker – mere seriøs og smertelig end Love Actually, mere nærværende dansk end Det er herligt at leve, men afgjort en, der vil kunne tages frem igen og igen, ligesom alle de andre juletraditioner.

Ligesom med julen selv, går vi til julefilm med bestemte forventninger. Den tid på året har held til at indfri dem alle sammen og som en ekstra mandelgave også til at overraske, så jeg må være i gavehumør og kvitterer med hele seks flotte julestjerner.


Den tid på året har premiere den 8. november
Instruktion: Paprika Steen
Manuskript: Jakob Weis
Med: Paprika Stehen, Sofie Gråbøl, Karen-Lise Mynster, Lars Knutzon, Lars Brygmann, Jakob Lohmann, Patricia Schumann, Fanny Leander Bornedal


Fotos: Klaus Vedfeldt

Steen Blendstrup er autointakt journalist og freelancer par excellence. Karrieren gik efter et par års studier på Filmvidenskab på Københavns Universitet i gang på ungdomsmedierne Chili og Vi Unge samt regionalavisen Weekend Nord – hovedsagelig med film som emne. Var gennem 20 år tilknyttet videobranchen som redaktør af branchebladet Videotraileren og konsulent for Videobranchens Fællesråd. Steen skriver fast for livsstilsmagasinet Liebhaverboligen (teater, film, interviews), skriver pressemeddelelser bl.a. for filmdistributøren UIP (Universal og Paramount) og er løst tilknyttet flere andre medier. Interessen for film og teater har også ført til statistroller i Københavns Internationale Teaters 100 % København og et par novellefilm. Og manuskript til en reklamefilm for Det Ny Teaters Skønheden og Udyret
Inden for de seneste år har Steen startet en sideløbende karriere som certificeret sexolog og blogger om sexologiske emner. Sidstnævnte kan man læse mere om på www.flirtmedlivet.dk.

Seneste artikler om Film