Den lille havfrue

Den lille havfrue og Ockhams ragekniv

i Minoriteter/Debat af
STATUER // DEBAT – Borgerlige politikere og debattører i Danmark og i udlandet har haft travlt med at forbinde hærværket mod Den Lille Havfrue til venstrefløjsvandalisme og “cancel culture”. Men må jeg minde om Ockhams Ragekniv – et godt filosofisk princip, der fortæller os, at den hypotese med de færreste antagelser er den mest sandsynlige. Tesen om venstrefløjen hviler på en række tvivlsomme påstande, skriver Martin Poul Gangelhoff, der har tre andre, mere enkle, bud.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Forbandede venstreorienterede, der har besudlet et dansk national klenodie i cancel-kulturens navn.

Det synes at være konklusionen efter nogen med grafitti skrev “racist fish” på Den Lille Havfrue.

Konklusionen om en krænkelseskultur, der går amok, giver god mening for dem med en kronisk iver efter at sætte Black Lives Matter-bevægelsen og lignende venstreorienterede strømninger i den offentlige gabestok

Eller rettere: det var i hvert fald den mest højtråbende konklusion. Som for eksempel debattør og forhenværende spindoktor for Kristian Jensen (V), Christopher Arzrouni insinuerer på sin Facebookvæg:

Tænk, nu angriber de også en trans! Den lille havfrue er vel trans-artet?

Posted by Christopher Arzrouni on Sunday, July 5, 2020

Eller som her hos de Konservatives Nikolaj Bøgh:

Ødelæggelse af statuer er en totalitær forbrydelse, som ikke kan accepteres i et demokratiBølgen er hærværk imod…

Posted by Nikolaj Bøgh on Friday, July 3, 2020

Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen Bernth sætter direkte gerningsmændene i bås med henholdsvis “statue-ødelæggerne” og “vanvittige mennesker, der ser racisme overalt”:

Mange andre har deltaget i diskussionen, f.eks. Berlingskes kulturredaktør, Anne Sophia Hermansen, der dog udmærkede sig ved at understrege, at man ikke vidste, hvem gerningsmændene var og om overfaldet var en “metakommentar” til diskussionen om statuerne.

For ikke at glemme de utallige Facebook-, Reddit- og Twitterkommentarer fra både ind- og udland, der også mener, at Den Lille Havfrue blot var venstrefløjens seneste symbolske offer.

Ockhams ragekniv er kort sagt det videnskabsfilosofiske og – teoretiske koncept om, at den hypotese, som bygger på færrest mulige antagelser, er at foretrække fremfor de hypoteser, som bygger på flere antagelser

Men konklusionen om en krænkelseskultur, der går amok, giver god mening for dem med en kronisk iver efter at sætte Black Lives Matter-bevægelsen og lignende venstreorienterede strømninger i den offentlige gabestok, hvor de i spidsen for det retskafne retssamfund, må man forstå, kan pege og råbe:

“Se, de slyngler. Ikke nok med at deres kritik af mange af det moderne Vestens grundlæggere er forfejlet, kritikken er ekstremistisk og helt ude af proportioner”.

Den lille havfrue og racismen

Her vil jeg gerne minde de selvbestaltede anklagere om Ockhams ragekniv.

Ockhams ragekniv er kort sagt det videnskabsfilosofiske – og teoretiske – koncept om, at den hypotese, som bygger på færrest mulige antagelser, er at foretrække fremfor de hypoteser, som bygger på flere antagelser.

Først vil jeg dog anholde selve argumentet om, at det er folk fra venstrefløjen, der er skyld i hærværket. Det er der ganske enkelt ikke beviser for. Dermed kan det ikke engang kategoriseres som en påstand, men er blot et postulat.

Og hvis man gerne vil ophæve postulatet til noget, der minder om en gyldig påstand, skal man først bevise eller i hvert fald sandsynliggøre to ting:

A) At der kan argumenteres for, at eventyret om Den Lille Havfrue kan siges at være racistisk.

B) At hvis punkt A kan godtgøres, så skal det også godtgøres, at den idé deles af en så tilpas stor en gruppe på venstrefløjen, at angrebet kan forklares ud fra en venstrefløjstendens – og ikke som en handling fra en isoleret flok ensomme ulve.

Ane Grum-Schwensen, der er museumsinspektør ved Odense Bys Museer og ansat ved H.C. Andersen Centret på Syddansk Universitet, har til flere medier sagt, at der ikke er noget racistisk ved det populære eventyr

H. C. Andersen-ekspert Ane Grum-Schwensen, der er museumsinspektør ved Odense Bys Museer og ansat ved H.C. Andersen Centret på Syddansk Universitet, har til flere medier sagt, at der ikke er noget racistisk ved det populære eventyr og at det i det hele taget er “svært at koble Den Lille Havfrue til racisme”.

Det et gør det lidt sværere at argumentere for punkt A og tillige punkt B, men bevares, forsøg endelig.

Problemet er bare, at en sådan redegørelse vil bygge på en lang række yderligere løse antagelser, som vil få Ockham til at klemme øjnene stramt i. Og jeg tør slet ikke tænke på, hvad gode gamle Aristoteles ville sige.

Tre mere enkle bud på gerningsmænd

Jeg har tre hypoteser, som bygger på væsentligt færre antagelser om, hvem der kunne tænkes at stå bag hærværket mod Den Lille Havfrue:

  1.  Trolling. For mig at se er skriften “racist fish” et forsøg på at være morsom, og er ikke i sig selv – dvs. ud fra dens umiddelbare betydning – tænkt som et politisk statement. Det er ikke svært at forestille sig én eller flere provokatører har syntes, det kunne være sjovt at tage pis på alle ved deres gerning. Måske har disse ovenikøbet håbet på at hærværket ville piske en stemning op mod Black Lives Matter-bevægelsen og venstrefløjen, hvis de fik skylden.
  2. En kunstners værk. Det ville ikke være første gang, at Den Lille Havfrue har lagt bronze og granit til rebelske, “kunstneriske” projekter.
  3. En kombination af 1 og 2. At der ikke kun er tale om trolling, men om et mere bevidst, socialt eksperiment.

Jeg kan sagtens forestille mig en kunster, der i sin fascination af både nyhedsmediernes dynamik og pøbelvældet på de sociale medier, satte sig for at se, hvilken konklusion eller debat, der ville komme ud af at skrive “racist fish” på Den Lille Havfrue på et tidspunkt, hvor en kulturkrig brager løs i det offentlige rum.

Om én af mine tre hypoteser er korrekte, kan jeg af gode grunde ikke vide. Men hvis én af dem er, må man konkludere, at gerningen har været en dundrende succes. Medier over hele verden har kastet sig over historien, og ikke bare amerikanske Fox News, der ligesom stort set alle andre, så vidt jeg kan se, afføder det samme dominerende postulat som i Danmark.

Vandalismen passer fint med Trumps konspirationsteorier

Jeg sidder og skriver dette indlæg fra USA, hvor de konservative og de progressive kæmper en indædt kamp om selve definitionen af, hvad det vil sige at være amerikaner.

Her har jeg de seneste dage set, hvordan fortællingen om den vandaliserede Lille Havfrue passer perfekt ind i de konservative mediers fortælling om, at venstrefløjen systematisk vil ødelægge alt, hvad der er stabilt og godt i verden.

Skal vi gøre os noget håb om at bygge bro over den kløft, der splitter især amerikanerne, men også os andre, må vi bekæmpe den strøm af misinformation og konspirationsteorier, der drukner den offentlige debat

Det er den konspirationsteori, som præsident Trump satser sin lid til, og som vil få ham genvalgt: med god gammeldags frygt.

Skal vi gøre os noget håb om at bygge bro over den kløft, der splitter især amerikanerne, men også os andre, må vi bekæmpe den strøm af misinformation og konspirationsteorier, der drukner den offentlige debat i larm og hurtige konklusioner.

I stedet må især medierne mere tålmodigt formidle fakta og logisk anfægte de myriader af usammenhængende bullshit, som mange gladelig labber i sig, hvis det blot bekræfter dem i deres verdenssyn.

Det gælder folk på begge sider af det politiske spektrum, men i USA gælder det særligt for Trumpland.

Jeg er dog overbevist om, at præsidentens base ikke kan forblive i deres fantasiverden for evigt. Virkeligheden presser sig på. Det har Trumps skandaløse håndtering af coronakrisen bevist, den har nemlig fået adskillige af hans tidligere vælgere til at desertere. 

Men at skulle overbevise sig selv om, at man tager fejl, er en langstrakt proces, der til sidst kulminerer i kognitiv og retorisk metaltræthed.

For det er et sejt træk altid at skulle bortforklare fakta, samtidig med at man prøver at argumentere for sine synspunkter. I sidste ende bliver de lange søforklaringer for mange og for udmattende. I stedet begynder de simple forklaringer at vinde frem – med lidt hjælp fra Ockhams ragekniv.

LÆS MERE I POV OM IDENTITETSPOLITIK HER


Topillustration: Den lille havfrue ved Langelinje. Foto: Allfreepictures.com

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Martin Poul Gangelhoff er uddannet journalist fra Roskilde Universitet. For tiden bor han i USA, hvor han kører rundt på motorcykel og laver historier til danske medier. Martin begyndte at skrive digte i 2019 og har - som mange - en drøm om at slå igennem som forfatter.

Seneste artikler om Minoriteter

Grønland

En isbjørnetjeneste

ETYMOLOGI // DEBAT – Nogle mener, at ordet eskimo kan opfattes nedsættende,