WIBRANDS HVERDAGSMAD – I denne uge giver Trine Nygaard Wibrand dig opskriften på den eneste tomatsauce du behøver, hvad enten den står pizza eller du bare har brug for et mellemmåltid. Og husk masser af hvidløg, skriver Wibrand.
Tomatsauce kan være noget af det mest kedelige i hele verden, eller det kan være en inspirerende ret med saft og kraft og masser af grønt.
I denne uge har jeg været på skrivelejr i sommerhuset. Jeg havde egentlig, helt hemmeligt, købt alle mulige forbudte færdigretter – godt nok vegetariske – fordi jeg ikke havde tænkt mig at bruge tiden væk fra hverdagen på madlavning. Men jeg havde også købt en masse friske grønsager, fordi jeg havde den vildeste lyst til grønsagssuppe af den klare slags.
En anden variation blev tomatsaucen som den var, med masser af parmesan over. Parmesan er et yndlingskrydderi i mit køkken og det kan drysses på stort set hvad som helst på nær juleand og -flæskesteg
Fordi det gør mig mest tryg altid at have flåede tomater i nærheden, købte jeg også et par dåser af det. Og så endte jeg altså med at lave en grov tomatsauce fordi en af dem, jeg følger på Instagram var i gang med at lave chili con carne.
Hvis du sidder med det helt rimelige spørgsmål på læben: hvorfor er færdigretter forbudte, så kan jeg sige, at det er fordi hjemmelavet mad selvfølgelig er sundere, billigere og smager bedre, fordi der ikke er tilsat alt muligt, vi ikke ved, hvad er.
Tomatsaucen er endt med at danne grundlaget for et par frokostmåltider her i skriverefugiet. Jeg har spist den med en rest pølse, jeg skal undlade at blamere mig selv med hvilken slags, og et æg oven på som en slags shakshuka. Og nej, du har fuldstændig ret i, at der ikke traditionelt er pølse i en shakshuka, men jeg improviserede og det smagte dejligt.
En anden variation blev tomatsaucen som den var, med masser af parmesan over. Parmesan er et yndlingskrydderi i mit køkken og det kan drysses på stort set hvad som helst på nær juleand og -flæskesteg.
Og nu sidder jeg og tænker, at man med fordel kunne blande bønner i, hvis man havde nogle eller pasta. Eller quinoa eller kikærter. Kun fantasien sætter grænser.
Her her hvad jeg lavede den af:
Et lille stykke bacon skåret i bitte små stykker. Kan udelades hvis man vil gøre retten vegetarisk. Jeg kan godt lide den krydrede smag en god bacon giver til en sammenkogt ret.
Et stort løg. Det skal skæres i små tern.
En masse hvidløg. Jeg brugte fem fed, men jeg er også tosset med hvidløg. Jeg skærer mine i papirtynde skiver, men du kan også presse dem.
To stilke selleri i fine stykker. Der var nogle store, fine blade på den selleri, jeg havde købt. Dem hakkede jeg fint og puttede ned i gryden.
En stor teske gurkemeje. Bare fordi det skulle være så sundt og det stod på hylden. Det skal spises sammen med sort peber for at have en gavnlig effekt, har jeg læst. Spørg ikke hvorfor. Jeg ved det ikke.
Masser af friskkværnet sort peber.
Salt.
To dåser hakkede tomater. Jeg havde købt mine i Lidl og havde fået fat i en med løg og hvidløg og en anden med peberfrugt og chili. Det var nu ikke meningen, men det fungerer fint.
Tomatpure fra dåse eller tube. Jeg har forelsket mig lidt i tuben her på det sidste, men som jeg forstår det, er det det samme, der er i.
To bouillontern. Havde glemt min Herbamare og kunne ikke få det hos den lokale i Nyrup. Så det blev almindelig grønsagsbouillon og jeg må bare sige, at det ikke er det samme.
Man kunne med fordel også have puttet en revet gulerod i. Eller selleriknold eller en anden af de hvide rodfrugter.
Start med at svitse bacon i en gryde. Når baconen har smidt tilpas med fedt skal de finthakkede løg i. Dernæst hvidløg. Et knips salt på for at blødgøre løgene. Krydderierne kommes i som det næste og svitser lige lidt af i fedtet. Det har jeg hørt, er godt. Så er det tid til selleristængler og -blade og når det er blevet tilpas varmet op, kommes tomaterne i. Til sidst bouillontern opløst i så lidt vand som muligt, hvis du gerne vil have en tyk sauce og lidt mere vand, efter behov, hvis du er mere til en tyndere sauce. Og så skal det hele bare simre ved lav varme i en times tid. Jo længere jo bedre.
Denne tomatsauce kan varieres i uendelige kombinationer og bruges som pastasauce, pizzasauce, i en lasagne, som basis for en chili con carne, som sauce til kødboller og hvis du smider noget mere vand i og blender den, kan den såmænd også bliver til en tomatsuppe som med fordel kan piftes lidt op med fløde eller kokosmælk af den fede slags fra dåse.
Velbekomme.
Alle fotos af skribenten
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her