Da jeg ankom til Washington D.C. i 2008 kendte jeg ingen – kvinder eller mænd – i den by, som i dag har huset min familie, mit hjem og mig i snart ni år. Og jeg var ikke vant til amerikanernes ofte meget mere direkte, varme og åbne måde at omgås hinanden på. Jeg havde mange nære veninder i Danmark, og jeg tænkte ofte på dem, ligesom jeg også savnede mange af mine mandlige venner, skriver Annegrethe Rasmussen som et apropos til Kvindernes Kamp- og Festdag. Og til en samtale om livslange venskaber med Kelley Paul, der har skrevet en bog om de vigtigste kvinder i sit liv.
I det kolde nord kan mange godt lide at sige – lidt overbærende, måske endda nedladende – at amerikanerne er “overfladiske”, at de ikke rigtig mener, hvad de siger. Og at al denne hjertelighed “næsten er for meget”.
Som om vi skandinaver er lidt finere, som om vores venskaber er dybere og mere ægte, lidt mere eksklusive (en variant af al denne hovskisnovskihed finder man i den bredere samfunds- og kulturkritik, hvor “amerikanisering” som bekendt er et skældsord i Danmark, noget med bling-bling, Hollywood, for store miljøurigtige biler og alt for meget glitter. Det er nu engang bedre med mørke og lidt grå landskaber med en masse og altovervejende sortklædte mennesker, der rynker brynene end alt det der hvinen og stræben efter stjernerne).
Min bedste amerikanske veninde
Nuvel – ikke så snart var jeg ankommet til byen, før jeg via fælles venner blev præsenteret for den kvinde, der i dag er min bedste amerikanske veninde. Vi har holdt sammen lige siden.
I begyndelsen mistænkte jeg hende for at være venneløs – jeg kunne simpelt hen ikke fatte, at hun i de første uger, jeg var her, brugte så megen tid på at hente mig hver dag i sin bil, bagte brownies til mine unger, præsenterede mig for alle og enhver i mit kvarter, hev mig med til samtlige vigtige butikker, som jeg “burde kende” samt gav mig tips om alt fra den bedste gynækolog til den billigste vinduespudser, og da hun inviterede til kvindefrokost med skriftlige invitationer til ære for min ankomst, var jeg ved at dåne.
“Hun må være meget ensom”, konkluderede jeg – fordomsfuldt – og da jeg siden noget brødebetynget fortalte hende om det med slet samvittighed, var vi ved at dø ad grin over min fejltagelse – sammen. For sagen var, og er, at hun simpelthen blot ville være venlig, at hun med det samme følte, at hun godt kunne lide mig. Og så spillede den berømte, amerikanske tradition for gæstfrihed og åbenhed også ind.
Som om vi skandinaver er lidt finere, som om vores venskaber er dybere og mere ægte, lidt mere eksklusive end de højtråbende amerikanere
Jeg har efter fattig evne forsøgt at gøre hende kunsten efter, når jeg har mødt nytilkomne kvinder i mit eget nabolag eller tilrejsende danskere, der måtte føle sig lidt fortabte eller ensomme. Det er ikke altid lykkedes, men jeg har dog fjernet mig en smule fra den meget danske art at gå rundt mellem andre mennesker uden at ænse dem eller at sætte sig så langt som muligt fra dem i Metroen.
Det internationale netværk af kvinder i Washington D.C.
Efter et par måneder spurgte min veninde så, om jeg ikke ville være med i et kvindenetværk, som hun var medlemssekretær for. Netværket bestod af ca. 150 kvinder, der for de flestes vedkommende var gift med mænd, som havde ledende stillinger i den amerikanske regering. Selve kriteriet bød mig imod. Som dansker er og var jeg vant til, at kvinder er et sted i deres egen ret og grundet det, de selv har præsteret. Så jeg tøvede. Jeg ville ikke fornærme min veninde, men tænkte i mit stille sind, at “ladies who lunch” næppe var mig. Jeg havde jo et fuldtidsarbejde og er ikke specielt interesseret i museumsbesøg, teatre og godgørenhed.
Men da netværket lige havde åbnet for en medlemskategori, der hed “udenlandske journalister”, sagde jeg ikke desto mindre ja. Jeg kvalificerede mig heller ikke i øvrigt gennem min mand, der hverken var chef i den amerikanske regering, en vigtig NGO, højesteret eller ambassadør, som var en anden kategori.
Og jeg opdagede så igen, at jeg havde taget fuldkommen fejl. De kvinder, jeg nu i otte år har været i netværk med, er – ganske som min bedste veninde, der er jurist og har et hav af forpligtelser, og ja, venner og bekendte – nogle af de mest ressourcestærke, interessante, begavede og ja, også veluddannede og velstående, kvinder, jeg har mødt. Hvis man skulle kritisere dette netværk (igen – meget dansk) kan man sige, at det har en social slagside henimod den absolutte øvre middelklasse.
Kelley Paul – forfatter, mor og politisk hustru
Nuvel – i netværket er en kvinde, der har tænkt mere end de fleste over betydningen af livslange venskaber mellem kvinder og over, hvad vi kan lære af vores veninder og vores formødre.
Kelley Paul, der er uddannet i engelsk litteratur, men som har arbejdet i telekommunikation og marketingindustrien og i dag er gift med senator Rand Paul – danskerne vil huske ham fra det republikanske primærvalg i 2016 ligesom hans far, Ron Paul, Kelleys svigerfar, også deltog i valgkampen i 2012 som den libertære udfordrer til Mitt Romney. I 2015 skrev Kelley Paul bogen “True and Constant Friends – Love and Inspiration from Our Grandmothers, Mothers and Friends.”
Da den kom ud, følte jeg umiddelbart, at jeg gerne ville læse den – og skrive om den. Og i anledning af kvindernes internationale kamp – og festdag 2017, blev det så nu, at jeg endelig fik mig booket ind i hendes travle kalender. Bogen er nemlig en hyldest til livslange, stærke venskaber mellem syv kvinder, der mødtes, da de alle var omkring 18 år og gik på universitetet sammen. Men også om den vigtige rolle, som kvinderne i deres fortid – de kvinder, der har bygget fundamentet for deres familier – har betydet for dem.
32 års venskab er noget særligt. Kelly fortalte mig over en frokost i Washingtons dejlige National Gallery of Art, at hun fik lyst til at skrive bogen, da hun selv stod foran en milepæl i sit liv: hun fyldte 50:
“Det var en god anledning til at tænke over livet. Min egen bedstemor, Julia O’Toole Wessel kom til USA fra Irland som 19-årig. Hun kendte ingen, da hun ankom til Amerika, og hun så aldrig sin egen mor igen. Hun tjente i huset bl.a. hos de mennesker, der grundlagde stormagasinet Saks Fifth Avenue, i 30 år, og hun underholdt mig hele min barndom med de mest fantastiske historier blandt New Yorks overklasse”
“Jeg syntes hendes liv lød vidunderligt. Spændende og glamourøst. Hun elskede til det sidste at gøre noget ud af sig selv. Det var faktisk først, som teenager, da min egen mor fortalte mig, at min bedstemor tjente i huset hos alle disse rige mennesker, at den sammenhæng gik op for mig. Først blev jeg lidt skuffet, men det fik mig naturligvis ikke til at føle mig mindre godt underholdt. Og – måske mere vigtigt – jeg forstod, at man ikke blev mindre værd som menneske eller var mindre fin, fordi man havde arbejdte hårdt hele sit liv, tværtimod.”
“Jeg forstod imidlertid – og mere og mere i takt med at jeg blev ældre – at hun virkelig havde arbejdet hårdt for at skabe sit eget liv. Man kan roligt sige, at hun kødeliggjorde forestillingen om den amerikanske drøm. Jeg elskede hende, hun var vanvittigt stolt af sin datter, min mor, og af mig. Og hun var og er fortsat et forbillede for mig. ikke bare fordi hun betød meget for mig som barn. Men igså fordi jeg fornemmer, hvor meget alt, hvad min familie og jeg selv er i dag, der kommer fra hende. Det handler om at have et fundament,” forklarer hun og uddyber:
“Jeg føler tydeligt, hvordan vi som en generation af kvinder står på skuldrene af de kvindegenerationer, der kommer før os. Og det ville jeg gerne fejre, jeg ville gerne skrive det ned, og da vi nærmede os vores 50 års fødselsdage spurgte jeg derfor mine seks bedste veninder om de ville bidrage til denne bog. Heldigvis sagde de alle ja, og det kom der en række fantastiske fortællinger ud af”.
Kelley Paul har fortalt mange historier og holdt taler om sin mormor ved mange lejligheder og hvad hun har betydet for hende.
Her er hun i den ikoniske boghandel “Strand” i New York, hvor hun levende og medrivende fortæller flere af historierne fra bogen. Her kan man bl.a. høre, hvordan titlen til bogen også kommer fra mormoderen:
Kelley fortæller videre, at mange af historierne viser, at kvindeliv naturligvis er unikke – hver for sig har de syv kvinder, hvis historier bliver fortalt i bogen gået gennem deres eget liv med lykke og ulykke og deres liv ligner ikke hinandens. Men uanset forskellene deler de alligevel nogle træk, det som man kan kalde “kvindeliv” og som er den røde tråd i bogen: ”
Det var i forbindelse med en tale, jeg skulle holde om min bedstemor, om hendes liv som fattig immigrant i USA og om, hvad jeg havde lært af hende, at ideen om at skrive bogen, opstod. Jeg kom til at tænke mere over, ‘hvad er det, der har hjulpet mig fremad, hvad og hvem har inspireret mig, hvem har været mine forbilleder? Og min mor og min bedstemor stod klart frem for mig.”
Det stod også klart for hende, at hendes seks bedste veninder fra studietiden skulle bidrage:
“Det har været livsbekræftende for mig at vide, at disse seks kvinder altid har været i mit liv, siden jeg mødte dem. Vi bor ikke en gang i den samme stat og vi kommer alle mulige steder fra. Men venskabet mellem os har været konstant og er kun blevet dybere med årene. Og faktisk gør den fysiske afstand mellem os venskabet stærkere. Af og til ser man ting klarere, når man ikke går op og ned ad hinanden til daglig. Vi har vores årlige “reunions” og jeg ved, at jeg til enhver tid kan tage telefonen og række ud efter hver og en af dem. Blot at høre deres stemmer gør mig glad.”
Kvinder er sammen på en anden måde
Jeg spørger, om hun føler, de kan tale om “alt” og om det er det, der adskiller gruppen fra f.eks. mandlige venner. Hun tøver lidt og svarer: “Jeg tror ikke, at der er mange, som når til vores stade i livet uden at opleve modgang. Vi har diskuteret alting – fra skilsmisse, problemer og udfordringer med børn, f.eks. autisme, en ægtefælles alkoholmisbrug og andre af livets op- og nedture”.
“Jeg har flere nære mandlige venner, jeg er meget tæt på mine brødre og mine egne tre sønner, men jeg har ikke nogen kvinder på min egen alder i min kernefamilie og jeg har ingen døtre. Jeg har altid følt et ganske særligt bånd til andre kvinder. Det er svært at forklare, hvor det stammer fra, det er klart, at der er visse livsomstændigheder, der vil være mere typiske for kvinder end for mænd, men jeg vil ikke kalde det “bare” biologisk. Men det er en dyb følelse af at være forbundet gennem fælles oplevelser og en anden måde at tale sammen på. Jeg har altid set mig selv som en “womencentric” person – der er noget givende ved at være sammen med andre kvinder, som er vanskeligt lige at sætte på en formel. Jeg er sikker på, at vi som kvinder bliver stærkere og rigere af at kunne læne os op ad hinanden og ad de stærke kvinder fra vores fortid.”
Jeg spørger, om hun anser sig selv for at være feminist – i anledning af 8. marts – men også grundet temaet i bogen, og der er ingen tvivl at spore i svaret:
“Bestemt, ja. Jeg går ind for, at alle skal have de samme muligheder for at klare sig selv. Jeg har også haft fantastiske kvindelige chefer – men også mandlige. Jeg støtter en stat, der giver kvinder maksimal frihed til selv at vælge, hvad de vil bruge deres liv til. I dele af mit liv har jeg valgt at gøre min familie til det vigtigste. I andre dele har jeg arbejdet udenfor hjemmet og det er vigtigt, at vi ikke dømmer hinanden som kvinder. Ingens valg er automatisk bedre end andre.”
Jeg er sikker på, at vi som kvinder bliver stærkere og rigere af at kunne læne os op ad hinanden og ad de stærke kvinder fra vores fortid.
“Jeg anser kvinder som stærke individer, det har jeg også set fra min mormor. Hun knoklede hårdt som immigrant, hun var til tider bange for at blive deporteret, men hun anså aldrig sig selv som et offer. Jeg tror heller ikke, at kvinder bare kan bunkes sammen i en gruppe med ens interesser. Og jeg mener også, at lovgrundlaget i USA i dag er på plads, så der ikke sker en forskelsbehandling grundet køn”.
Et liv som politisk ægtefælle
En anden ting, jeg gerne vil vide, er, hvordan det påvirker en som kvinde at være gift med en nationalt kendt politiker. Om de omkostninger, der må være for ens privatliv. Hun svarer, at hun ikke var umiddelbart begejstret overfor sin mands ønske om at gå ind i politik:
“Der findes jo politiske ægtepar – vi er ikke sådant et. Og for os var det virkelig et afbræk i vores hverdag, da Rand fortalte mig, at han gerne ville stille op. Jeg var ikke specielt begejstret. Vi havde et godt liv i Kentucky, vi var flyttet tilbage for at være tæt på min familie, og vi havde forladt Texas. Jeg var nok mest skeptisk over den hårde tone, at alt skal endevendes, de mange forsøg på karaktermord, ens rivaler, der forsøger at finde så meget ‘snavs’ på en som muligt. Det er nok nemmere, når ens børn er meget små. Når de bliver større, bekymrer man sig også om, hvorvidt de blive påvirket negativt”, indleder hun og fortsætter:
“Men det er gået fint. Jeg er meget stolt af Rand, jeg er stolt over ham som politiker, og han har altid bakket mig op i alt, jeg har foretaget mig også. Da jeg skrev bogen og var væk i månedsvis på bogturne, var han aldrig kritisk. Han tog fra og stillede op derhjemme”.
I dag går parrets yngste søn i 3. g, og hun fortæller, at hun agter at vende tilbage til politisk konsulentarbejde, som hun tidligere har været involveret i, når sønnen flytter hjemmefra og skal på universitetet: “Det er så endnu et nyt kapitel, der åbner sig. Jeg har ikke prøvet at være uden hjemmeboende børn i årtier, så det bliver nyt. Jeg flytter også – for en tid i hvert fald – tilbage til Kentucky fra Washington D.C. Så ser vi, hvad der sker”.
En sidste aften med mormor
Selve bogen – der er smukt illustreret dels af private billeder fra de syv kvinders liv og opvækst, dels af pasteller, som kvinder fra kvindecenteret “HomeFront Family Preservation Center” i Lawrence, New Jersey, har malet med vandfarver – fortæller om fragmenter af de syv kvinders liv. Kelley Pauls egen historie er den mest velfortalte; man forstår som læser, hvorfor hun var så tæt forbundet med sit livsstykke af en mormor.
Her kan man også læse den rørende fortælling om den sidste eftermiddag, hun havde med sin mormor i sit eget hjem, hvor hendes mor og mormor kom forbi, og hvor de sammen sad og nød et glas vin på verandaen. Mormoderen havde været syg, men kom uventet på besøg en travl eftermiddag, hvor Kelly Paul selv skulle have middag og hvor huset flød med legesager og rod. Hun valgte at droppe oprydningen og ambitionen om at smukkesere sig. I stedet sad hun med sin mor og mormor på verandaen og nød solen og selskabet.
Næste dag var hendes mormor død, og som hun skriver i bogen: “I am forever grateful for that final, golden afternoon with her and my mother“.
15 år senere var Kelley Paul og hendes mand inviteret til julefest i Det Hvide Hus. Hun bar sin lille dametaske, som hun havde fået af sin mormor til festen og hun beskriver, hvor imponeret hun var over “the beauty and the grandeur of it all – the dozens of sparkling Christmas trees, the Marine Band in their gleaming red and brocade uniforms, the glittering people standing in those historic halls filled with paintings and crystal chandeliers“. Hun så ned på sin arm og så sin mormors taske og følte sig overbevist om, skriver hun, at hendes mormor ville have smilet huldsaligt ved synet.
I forbindelse med lanceringen af bogen udgav forlaget en lille video med de syv kvinder. Den kan man se her:
POV International lønner ikke sine skribenter, men hvis du læser med og kan lide mine artikler, kan du hjælpe mig med at fortsætte mit arbejde både som journalist og som chefredaktør ved at donere direkte til mig på min Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan også abonnere eller donere til POV. Se øverst på siden.
Kelley Paul: True and Constant Friends – Love and Inspiration from Our Grandmothers, Mothers and Friends, Center Street, New York, 2015, 143 2ider, kan købes på Amazon.
Topfoto med tilladelse fra forfatteren fra YouTube.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her