USA // BOGOMTALE – Journalisten David Trads følger i Johannes V. Jensens fodspor på road-trip i USA. Det er rystende læsning om demokratisk kollaps og et samfund på nedtur.
USA. Det bedste af det bedste og værste af det værste. Engang den skinnende by på toppen af bjerget, som hele verden så op til. Verdens ældste demokrati fuldt af optimisme og virkelyst. Nu i total opløsning. Præget af manglende demokrati, ulighed, pessimisme og utryghed.
Dét er David Trads’ udgangspunkt i denne hans anden bog om USA. Trads glorificerer fortidens USA noget, men dagens udgave af de uforenede stater er vitterlig til at blive deprimeret over. Bogen giver et rigtig godt indblik i USA’s deroute med udgangspunkt i spørgsmål om, hvorfor USA er så racistisk, så ulige, så ekstremt, så udemokratisk og så propfyldt med våben. Alle USA-nysgerrige bør stå på her.
Den hvide mands hærgen
David Trads boede i USA som ung, har arbejdet som korrespondent i USA for Berlingske og har rejst landet tyndt. Han er en kender og dén baggage bruger han her som i hans tidligere USA-bog (Amerika, hvor er du?) rigtig godt.
Det er nemlig allerbedst, når Trads bruger egne oplever og erfaringer som spejl på større tendenser. Hans road-trip på tværs af USA introducerer os fx for den studerende Kiera, der er aktiv i Black Lives Matter. Brandmanden Richard Patterson, der er overbevist om, at Trump blev snydt. Våbenhandleren Sonny, der selv har 50 våben derhjemme.
Pueblo-lederen Verna Teller, der beretter om sit folks triste skæbne. De mange møder er meget illustrative, og dem skriver Trads godt og levende frem. Samtidig trækker han referencer ind fra populærkulturen – fx L.A. Lakers, Top Gun, Leonard Cohen, Paul Auster og James Baldwin – hvilket giver en god læseoplevelse.
Et nyt greb er beretningerne fra Johannes V. Jensens rejser i USA i begyndelsen af 1900-tallet. Trads lykkes ret fint med dramatiseringerne af Jensens rejser. Det giver perspektiv på dengang og nu
Især kapitlet om Native Americans rammer dybt følelsesmæssigt. Den hvide mands morderiske hærgen er en grufuld historie. Historierne om små børn, der blev fjernet fra deres familier for at blive opdraget på engelsk og gjort civiliserede, er forfærdelige. Livet i dag for den oprindelige befolkning er trøsteløst.
På samme måde er kapitlet om det amerikanske valgsystem rystende læsning. For det første valgmandssystemet. I Californien skal der fx 200.000 stemmer til at sikre sig én valgmand, i Wyoming kun 64.000 stemmer. Derfor kunne George W. Bush tabe med 500.000 stemmer til Al Gore i 2000 og Trump med tre millioner (!) til Hilary Clinton.
For det andet Senatet. De demokratiske senatorer repræsenterer 42,5 millioner flere amerikanere end de republikanske. For det tredje de såkaldte ’filibusters’ i Senatet. End ikke forslag, der repræsenterer 75 procent af befolkningen er nok til at få lovforslag igennem. For det fjerde højesteret. Trump fik mulighed for at udpege tre konservative dommere, der aldrig var blevet valgt, hvis de tre ovenstående forhold havde været anderledes.
Demokratiets kollaps
Hvis det så bare var dét, men oven i demokratiets kollaps har den stigende ulighed store konsekvenser. It’s the economy stupid! Tallene, som Trads lægger frem, er oprørende: Da JFK blev præsident i 1960, kostede et hus og en bil henholdsvis det dobbelte og halvdelen af en årsløn.
I dag koster huset 10 årslønninger og bilen halvanden årsløn. En universitetsuddannelse kostede 40 procent af en årsløn, i dag udgør den 125 procent af en årsløn. Hver ottende kvinde fødte et barn, nu er det blot hver tyvende. 9 par ud af 1.000 blev skilt, i dag er det halvdelen.
En gennemsnitsdirektør tjente i 1965 20 gange mere end fabriksarbejderen. I dag er det 300 gange så meget.
Under Obama faldt formuen for 99 procent af befolkningen med 4.900 dollars, mens den steg med 4,9 millioner dollars for den øverste procent. Da Clinton blev valgt i 1992, blev de 50 rigeste valgdistrikter ligeligt fordelt imellem demokrater og republikanere. Da Biden blev valgt i 2020, gik 41 af de rigeste 50 valgdistrikter til demokraterne. Demokraterne har med andre ord svigtet samfundets svageste – og åbnet døren for Trump. Det samme gør sig i øvrigt gældende i Europa.
Trads og redaktører kunne godt luge ud i sproglige klichéer (en hujende fis, falde brænde ned, historisk kvantespring, slå en bjørnelatter op mv.), men når det er sagt, så skriver Trads i god journalist-tradition i energiske korte sætninger.
Denne nye, læseværdige bog lægger absolut til den forrige, men er ud af samme surdej og derfor også noget gentagende for lettere indviede
Bogen er levende og tilgængelig. Det er indsigtsfuld og informerende læsning, men dog momentvis overfladisk. Et nyt greb er beretningerne fra Johannes V. Jensens rejser i USA i begyndelsen af 1900-tallet. Trads lykkes ret fint med dramatiseringerne af Jensens rejser. Det giver perspektiv på dengang og nu. Fortidens uforblommede racisme er øjenåbnende.
Nu er Trads’ hovedstol, hvad angår USA, formentlig brugt. Denne nye, læseværdige bog lægger absolut til den forrige, men er ud af samme surdej og derfor også noget gentagende for lettere indviede. Vil han en tredje bog, skal han nok tage sig bedre tid, udfordre sig selv litterært og give læserne endnu dybere analyser.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
