80 ÅR SIDEN BEFRIELSEN AF DANMARK // HISTORIE – I førerbunkeren i Berlin faldt det hele sammen om Adolf Hitler, som på vej mod døden giftede sig med kæresten siden 1931, Eva Braun. I Danmark var de sidste dage inden befrielsen præget af skyderier og et overvældende antal tyske flygtninge, som hærgede butikkerne.
Nils-Christian Nilsons artikelserie 80 ÅR SIDEN BEFRIELSEN AF DANMARK beskriver begivenhederne i dagene op til befrielsen 5. maj 1945.
Serien adskiller sig fra traditionel historieskrivning og er baseret på flest mulige samtidige og dokumenterede vidneudsagn.
I den beklumrede og trøstesløse førerbunker ved rigsdagsbygningen i Berlin begyndte føreren, Adolf Hitler, straks efter midnat at forberede sin afsked med livet. Han følte sig svigtet, hele vejen rundt. Via opsnappede radiomeldinger fra udlandet havde han fået besked om, at SS-rigsføreren, Heinrich Himmler, forhandlede med Vestmagterne om en overgivelse.
Rigsmarskal Herman Göring var i unåde, fordi han havde spurgt, om han skulle overtage magten, hvis Hitler var forhindret i at udøve den. SS-generalen Felix Steiner, der lå med en hærgruppe nordøst for Berlin, kunne ikke komme til undsætning, og selv de nærmeste svigtede: Hermann Fegelein, gift med Gretl Braun, søster til Hitlers kæreste Eva, havde forsøgt at flygte. Han blev henrettet.
Ved 4-tiden om morgenen havde Adolf Hitler dikteret et langt testamente, selvretfærdigt, uden et eneste beklagende ord om de lidelser, han havde påført omverdenen
Eva Braun havde været Hitlers kæreste siden 1931, men blev gemt af vejen i forhold til offentligheden. Føreren havde jo ’viet sit liv til Tyskland’. Den nat fik Eva Braun den status, hun havde stræbt efter. Hun blev Eva Hitler.
En byrådssekretær, Walter Wagner, var blevet bragt til bunkeren for at forestå vielsen i et af de små rum, værelse 21. Kun propagandaminister Joseph Goebbels og lederen af partikancelliet, Martin Bormann overværede vielsen, hvor brudeparret havde måttet erklære, at de var af ren arisk æt, og at de ikke led af nedarvede sygdomme.
Derefter fik brudeparret champagne og sandwicher, og da den ellers uformelle Eva Braun, nu Hitler, mødte en af førerens sekretærer, sagde hun glad: ’De kan roligt kalde mig Frau Hitler’.
Hitler: ’Mit lig skal ikke udstilles af jøderne’
Ved 4-tiden om morgenen havde Adolf Hitler dikteret et langt testamente, selvretfærdigt, uden et eneste beklagende ord om de lidelser, han havde påført omverdenen, eller en indrømmelse af at have startet 2. Verdenskrig. Det sidste gav han den ’internationale jødedom’ ansvaret for.
“Jeg har besluttet at blive i Berlin og vælge min død af egen fri vilje i det øjeblik sædet for føreren og kansleren (Hitlers to formelle titler) ikke længere kan blive forsvaret”, skrev Hitler. Og han bad om, at hans lig skulle udslettes, så det ikke ’blev udstillet af jøderne’.
I testamentet smed Hitler sine tidligere nære støtter, Göring og Himmler, ud af partiet og fratog dem enhver form for embeder. Det gjorde det svært at udpege en efterfølger, for de to vidner til vielsen, Goebbels og Bormann, havde sagt, at de ville blive i Berlin og dø med føreren.
Efterfølgeren blev ikke Führer
Derfor faldt valget på storadmiral Karl Dönitz, der fra Plön i Holsten kommanderede de nordlige tropper. Han fik dog ikke titel af fører, men som rigspræsident, samme titel som Paul von Hindenburg havde ved sin død i 1934. Karl Dönitz optrådte som troende nazist og havde i slutningen af april vist sin troskab ved at sende flere tusinde marinekadetter til forsvaret af Berlin. De var dog dårligt udrustede, ikke kamptrænede og gik nærmest i vejen.
I førerbunkeren havde de svært ved at skaffe sig overblik over, hvor tæt på, de russiske styrker var, så man ringede rundt i byen for at høre, om der blev talt russisk eller tysk, når røret blev taget. Men russerne benyttede også telefonen. En ung tolk, Viktor Boev, skaffede sig nummeret til førerbunkeren, udgav sig for at være tysk statsborger og insisterede på at tale med propagandaminister Joseph Goebbels. Efter et kvarters ventetid kom han igennem.
Han fortalte hurtigt, at han var russisk officer og spurgte Goebbels, hvor længe han ville holde ud, og hvordan han ville undslippe. Han sluttede: ’Husk Herr Goebbels, vi vil finde Dem, uanset hvor de er, og galgen er allerede blevet forberedt til Dem’.
SS: Selvmord er på agendaen
Den tyske hær var stadig omfattende, men splittet i flere grupper. Hærgruppe Ostmark på 450.000 mand var isoleret i den sydlige del af Østrig, Hærgruppe E med 180.000 mand kæmpede i Kroatien, Hærgruppe Zentrum på 600.000 mand kæmpede hårdt i nærheden af Prag, på den lange sandrevle Hela ud for Polen var 150.000 tropper standet uden mulighed for evakuering og endelig kæmpede 180.000 tyske tropper sammen med letter i Kurland, en del af det nuværende Letland. Danmark og Norge var besat af henholdsvis ca. 150.000 og ca. 350.000 tropper, som dog ikke var i kamp.
En omringet styrke nær Frankfurt an der Oder øst for Berlin søgte at bryde ud og komme føreren til undsætning. 60.000 blev dræbt, 120.000 fanget af russerne.
Adolf Hitler og hans nærmeste var ikke de eneste, der tænkte på selvmord. I en SS-rapport hed det: ’Mange har vænnet sig til idéen om selv at gøre en ende på det. Efterspørgslen efter gift, en pistol eller andre midler til at ende sit liv på, er stort overalt. Selvmord ud af ren desperation over den katastrofe, der utvivlsomt kommer nu, er på agendaen. Talrige samtaler med slægtninge, venner og bekendte er domineret af sådanne planer’.
29. april blev mindst fire danske landsforrædere likvideret af modstandsbevægelsen
Men andre SS-folk havde travlt med selv at forværre situationen. Bag fronten strejfede nogle af dem rundt i grupper og henrettede alle, som de mistænkte for ’faneflugt’. Sårede soldater blev beskyldt for selv at have såret sig og blev henrettet. Selv veteraner med jernkorset blev hængt op i lygtepæle med skilte: ’Jeg er en forræder’.
Skyderier og mord i Danmark
I Danmark var livet præget af jævnlige skyderier mellem de danske medløbere samlet i HIPO-korpset, som tyskerne havde givet til opgave at afløse det internerede danske politi, og modstandsbevægelsen. Fra 1943 til befrielsen foretog modstandsbevægelsen ca. 400 likvideringer, men omkring 100 skete fra begyndelsen af april til befrielsen – og et par dage derefter.
Politireporteren Vilhelm Bergstrøm noterede denne dag, at der ’herhjemme er skudt fem mennesker, om det er stikkere, eller hvem det er, herom kan intet siges’.
HIPO-korpset var mere eller mindre under opløsning. Ved slutningen af april var der kun 90 tilbage, der mere eller mindre isolerede sig på politigården i København, og deres tyske chefer havde svært ved at få dem til at rykke ud. Dog foretog de nogle strejftog i biler, hvorfra de skød efter tilfældige mål. Men de var selv jaget vildt.
Adolf Hitler havde 4. februar givet ordre til, at civilbefolkningen i den østlige del af riget skulle evakueres. Det resulterede i, at mange blev sejlet til Danmark
29. april blev mindst fire danske landsforrædere likvideret af modstandsbevægelsen: Farvemester Johan Jansen, likvideret i Lyngby, fru Ursula Warthoe, likvideret i Vejle, Olaf Christian Quist, likvideret i Hotel Royal i Aarhus, Emma N. C. Carlsson, likvideret i sit hjem i Kroghsgade på Østerbro i København. Efter krigen blev det ikke belyst, hvorfor tyskfødte Johan Jansen eller danske fru Emma N. C. Carlsson blev skudt. Olaf Christian Quist var tolk for Gestapo, mens Ursula Warthoe blev beskyldt for at være stikker.
Ni-årige Frieda: Er jeg nu i paradis?
Frieda Zimmel var ni år, da hun udhungret efter flugt fra Østprøjsen kom med skibet Mars til Københavns Frihavn. ‘Der ventede busser på os. Vi kørte forbi huse, der slet ikke var smadrede og butikker, der ikke var lukket til med brædder. Jeg spurgte min mor, om jeg nu var i Paradis (har hun senere fortalt mig). Buschaufføren havde så ondt af os alle sammen. Han holdt foran et bageri og kom tilbage med kager. Hvert barn fik et stykke. Alene duften!
Inden befrielsen 5. maj havde flygtningene nået at gøre sig upopulære. De fik rigeligt med danske penge ved ankomsten og købte vildt ind
Jeg fik en roulade fyldt med vaniljecreme. Men efter at vi alle havde spist vores kage, gik der kun en halv time, så måtte bussen igen holde. Alle børnene var blevet så dårlige, at de brækkede kagen op igen. Jeg kan stadig se for mine øjne, hvordan buschaufføren stod der med tårer i øjnene’.
Adolf Hitler havde 4. februar givet ordre til, at civilbefolkningen i den østlige del af riget skulle evakueres. Det resulterede i, at mange blev sejlet til Danmark. Indtil 29. marts ankom der 83.800, men alene i april 160.000. Og de var ikke velkomne. Departementschefstyret havde meddelt rigsbefuldmægtiget Werner Best, at de ikke ville røre en finger, hvis de danske politibetjente, interneret i KZ-lejren Neuengamme ikke blev bragt hjem.
Alle smed ansvaret fra sig
Werner Best forsøgte at få hæren til at bære hele byrden, men så sent som 28. april havde general Georg Lindemann arrigt skrevet til Best, at det kunne han selv sørge for. ’Den øverstbefalende henviser den rigsbefuldmægtige til, at det var hans opgave at sørge for den nødvendige organisation til forplejning af flygtningene, og at der dertil har været to måneder til rådighed’. Lindemann sluttede med, at værnemagten højst kunne forpligte 4.000 flere flygtninge. Der kom 5.000-6.000 om dagen. Og den danske lægeforening nægtede at behandle flygtningene, selvom der var mange syge børn iblandt. Skoler, forsamlingsbygninger, hoteller og herberger over hele landet blev inddraget. I Sønderjylland optog det nazificerede tyske mindretal omkring 20.000 flygtninge i deres hjem.
Inden befrielsen 5. maj havde flygtningene nået at gøre sig upopulære. De fik rigeligt med danske penge ved ankomsten og købte vildt ind. Hvis de var utilfredse med betjeningen, tilkaldte de blot tyske soldater. Franziska Jensen fra det tyske gesandtskab (ambassade) skrev: ’Vi var rystede over, hvordan de smed om sig med penge, som de havde fået ved landgangen. Kvinderne købte især spegepølse og flødeskumskager, som de fyldte børnene med, og som børnene slet ikke kunne tåle, børnene døde simpelthen af denne fejlnæring og stopfodring’.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og