REJSEBREV – I den største privatbil jeg mindes nogensinde at have set, kørte vicekulturministeren søndag formiddag med bevæbnet politieskorte under fuld udrykning ind på parkeringspladsen her på Bujora og blev modtaget af regerende landsbyformænd fra de forskellige sukuma-samfund i området linet op på række som skoledrenge fra de ældste klasser, der skal hilse på en ny inspektør.
Bujoras dansegruppe sang og trommede, publikummer strakte halsen af led for at få et glimt af den magre, høje kvinde, solen præsterede sit ypperste og stedets leder, father Fabian, der i dagens anledning var trukket i sit formelle tøj, smilede imødekommende og hilste overstrømmende på den åbenbart meget magtfulde dame.
Mens Fabian viste rundt på det udendørs museum og forklarede og fortalte anekdoter, så damen grinede, blev de fulgt af samtlige inviterede gæster, der lyttede og fotograferede, så Kodaks grundlægger og mobiltelefonens opfinder må have smilet i deres grave, for der blev i sjælden grad hevet data ind på memory-kortene.
Bulabu – en dansekonkurrence
Jeg var på Bujora i det nordvestlige hjørne af Tanzania nær storbyen Mwanza sammen med ti skandinaver, der alle sammen havde sagt ja til en invitation fra ’Bujora Cultural Center’ om at deltage i deres ugelange fejring af eget 50-års jubilæum i form af en såkaldt bulabu. En dansekonkurrence.
Sukumaerne har egen dansegruppe, Wanasesilia, der både optræder for turister på Bujora, men også laver danseshow over hele Tanzania
Selv danser jeg ikke, men var inviteret med, fordi jeg er journalist og tidligere med held har skrevet og fotograferet for dem. De øvrige hvide var inviteret, fordi de i deres hjemlande er med i dansegrupper, der danser østafrikanske danse.
Bujora Cultural Center fungerer som museum for Tanzanias største stamme, sukumaerne, men har også egen katolsk kirke. Ypperstepræsten, den energiske og meget sympatiske Father Fabian, er chef på Bujora og havde i den sammenhæng inviteret dansegrupper fra hele sukuma-området til at konkurrere i dans mod hinanden.
Betegnelsen ’museum’ er en lille smule misvisende, for selv om de har udstillet gamle redskaber i form af hakker, danseudstyr af løveskind fra forne tider og traditionelle hytter, er det i høj grad et levende center for sukumaerne. De har egen dansegruppe, Wanasesilia, der både optræder for turister på Bujora, men også laver danseshow over hele Tanzania, og som i øvrigt netop har været i Indien for at vise østafrikansk dans.
Nå! På Bujoras danseplads var der linet op med to store pavilloner, så gæsterne kunne spise i ly for solen. Under ledelse af den skrappe Mama Tabu, havde ti-tolv kvinder i timevis forinden kogt ris, bønner, løg, tomater og sikkert noget mere, mens en parteret ko og nogle geder simrede over bål, så alle gæsterne kunne spise sig mætte i god mad – og drikke øl eller sodavand til, inden de (afhængig af status) i bil eller til fods bevægede sig de små to kilometer ned til den store sportsplads, hvor punktummet for den ugelange dansefestival skulle foregå.
På en overdækket, cementeret forhøjning sad VIP’erne med solen skinnende ind bagfra og overskuede det med snor indhegnede område, hvor danserne iført ensartede, renvaskede trøjer snart ville vise det ypperste de kunne præstere i håb om at vinde dagens førstepræmie for bedste performance – en stor sum penge og en ko – mens mange hundrede tilskuere blev holdt behørigt på plads bag afspærringen af emsige spejdere med kæppe og soldater med myndige stemmer.
Uha, der var lagt i kakkelovnen til et brag af en kulmination.
Og det blev dét – et fyrværkeri af en finale i en kakkelovn.
Under en ubønhørlig sol rablede en kommentator, der mente at have diamanter i røven og i hvert fald var vild med at høre sin egen stemme over højtaleranlægget, ord af sig i en mikrofon med lyserød vindhætte, så Gud må have fortrudt, han gav menneskene talens brug.
Han nøjedes ikke med at introducere de enkelte dansegrupper, men følte sig kaldet til også at skulle underholde i de kortvarige pauser og flere gange et godt stykke ind i gruppernes optrædener.
Det skandinaviske indslag
Centerets leder, Father Fabian, havde ladet forstå, at han forventede et indslag fra den skandinaviske koalition, os elleve hvide, der havde taget imod invitationen til 50-års jubilæet. I aftenerne op til mødtes vi og talte om, hvad vi skulle stille op. At danse var udelukket, trods glimrende dansefærdigheder ville vi ligne forstuvede hulepindsvin i sammenligning, men vi enedes om at synge to sange med Jens K og svenske Jonathan som akkompagnement på medbragte guitarer.
Uffe sang lead på ”Shine like the sun” med os andre på omkvæd, og på originalsproget sang Marco lead på en gammel sukuma-sang om det hårde arbejde ved at hugge brænde, som han vidste, at alle på sportspladsen (og i hele Sukumaland) kender og elsker.
Sangen havde vi øvet et par aftener, så de resterende ni hvide var backing, mens jeg tavst fotograferede, for sangens første linje lyderNasenhe ng’wi ja mibanga ndi haya kuntwimila,og trykket ligger uventede steder, så tungen skal gøre mærkeligt i munden. Selv om sangen kun består af to vers, er swahili for mit vedkommende rigeligt udfordrende, så jeg havde på forhånd meldt ud, at sværhedsgraden for indlæring på mindre end en uge lå over det kapable.
Tanzanianere elsker falde på halen-komik, de skraldgriner af en mand, der foregiver at falde af en hest og er tæt på at falde døde om af latter, hvis en mand trækker bukserne ned, så de kan se hans underbukser. Latteren ville være fin at have på vores side, hvorfor jeg havde foreslået en politisk ukorrekt sketch, som blev forkastet, og i stedet endte jeg med at optræde som tatoveret dansk klovn på trommer sammen med de virtuost spillende Tobias og Cleo.
I dag kan jeg stadig undre mig over, at vi ikke vandt koen, men hvide var nok uden for konkurrencen og vel heller ikke dem, der behøvede den mest.
For satan i hede hule helvede hvor kan højt rangerende tanzanianere tale længe. Arh, men det er helt ude af proportioner!
Det er ikke for meget at sige, at samtlige dansegrupper gav den max gas. I et inferno af fabelagtigt velspillede trommerytmer, overdådige og fantasifulde kostumer, ekvilibristiske dansetrin og akrobatiske kropsvridninger, ensartede fodboldtrøjer(!), klokker bundet på underbenene og fuld krigsmaling dansede og trommede de ti grupper sig gennem de næste timer, mens publikumsskaren voksede, de militante spejdere brugte kæppene for at holde orden og solen brændende gik mod horisontlinjen og skabte lange fotografisk pæne skygger.
Fire femtedele inde i programmet skulle der holdes taler. Og her fattes jeg underligt nok sprog til at beskrive vanviddet, der handler om excessiv brug af ord og må derfor ty til laveste fællesnævner: For satan i hede hule helvede hvor kan højt rangerende tanzanianere tale længe. Arh, men det er helt ude af proportioner!
Så meget vigtigt kan der simpelthen ikke være at sige om samarbejde og dansegrupper, det må udelukkende være et spørgsmål om fornøjelsen ved at høre egen vokal, der er drivkraften. Mens et storsvedende publikum var udsat for afrikansk tropesol, børnene græd, alle tørstede og forsøgte at finde en tålelig stilling at stå i, talte VIP’erne i to stive klokketimer stående i skyggen af en svalende pavillon, som ville hvert bogstav i de utallige tirader udløse en guldklump på størrelse med deres egen røv.
Bliver jeg nogensinde konge i Tanzania, bliver taler over fem minutter forbudt.
Næstsidste dansegruppe på søndagens grandiose bulabu-finale var fra lokalområdet Kisesa anført af den klejne damefrisør Tina i fuld krigsmaling og halskæder af små muslingeskaller fulgt af blandt andre Siku, der kan vippe med numsen, så Buddha smiler.
Efterfølgende skulle Bujoras dansegruppe, Wanasesilia, lukke festen, og det gjorde de med deltagelse af tre iltre kvælerslanger og et perfekt koreograferet show så eftertrykkeligt og så fremragende, at de vandt både ko og pengepræmie.
Desværre var dyret ikke helt med på at blive vundet, for da den blev trukket ind på dansepladsen tog fanden ved den, så kodriveren fuldstændig mistede styringen, og førstedriveren (altså koen) aggressivt stangende piskede manegen rundt, så publikum skrigende måtte løbe for livet i alle retninger. En kvinde blev kastet op i luften af det forvirrede dyr, flere fik knubs, men ingen kom så vidt vides alvorligt til skade.
Lad mig bare indrømme, at jeg ikke magtede at høre takketalerne og derfor ikke ved, om de stadig står og snakker, jeg gik hjem fyldt af glæde over at være i live og have oplevet noget så anderledes og befriende skørt på den gode måde.
Grupperne trommer, danser, sprøjter med vand, råber og skriger, men kun et par overraskede børn spærrer øjnene op
Mandag står i skærende kontrast til gårsdagens fænomenale og publikumstiltrækkende begivenhed. Den vindende dansegruppe Wanasesilia fra Bujora har planlagt at tage ud på landet og danse konkurrence med sig selv. En anden kunne godt bruge en hviledag, men danserne er lutter unge mennesker, og man kan åbenbart sove, når man bliver ældre.
I to biler, i bogstavligste forstand proppet til bristepunktet, kører vi tre kvarter ud i landet, efter lige at have gjort et par stop undervejs for at samle flere dansemedlemmer op (hvad der pladsmæssigt for et øjeblik siden forekom helt umuligt) og proviantere noget ris. Ved den lejlighed beholder en hæveautomat Louises Dankort – mareridtet for enhver udlænding.
Vi kører gennem et fladt og tørt landskab delvist dækket af små buske med hvide blomster, hist og her afbrudt af enkelte små rismarker, som står under vand og de allestedsværende mangotræer med endnu umodne frugter, før vi ankommer til bestemmelsesstedet, hvor vi skal splitte os op, for vi skal ligne to dansegrupper.
På et fladt stykke land mindst lige så stort som sportspladsen, der blev afholdt Vulabu på, stiller Wanasesilia op i hver ende med trommer og skal nu dyste mod hinanden. Eller mod sig selv, om du vil. Shindano, hedder det. Princippet er det samme som i ugens løb, hvor dansegrupperne konkurrerede mod hinanden, og hvor den gruppe, der kunne tiltrække sig flest publikummer, vandt.
Problemet er bare, at her er der intet publikum.
Grupperne trommer, danser, sprøjter med vand, råber og skriger, men kun et par overraskede børn spærrer øjnene op. Flere timer går der, før omkring 100 mennesker endelig har fundet vej til den førhen bare mark, og først i den sidste halve time kort før solen går ned, fungerer dysten efter hensigten.
Publikum løber frem og tilbage mellem de to grupper for at få mest muligt med, og slangedanserne vinder konkurrencen mod kollegaerne fra dansegruppen, der i dag er hulepindsvinedansere.
(Bliv ikke fortvivlet, hvis du ikke helt forstår det der med slanger og hulepindsvin, det er noget tanzaniansk tradition, og jeg har trods 25 år i den østafrikanske dansebranche stadig ikke fuldt forstået det).
I en gammel hvid Jeep kører vi i mørket ad små snoede grusveje mod Bujora og passerer overraskende mange mennesker, der i nattens stilhed bevæger sig til fods eller på cykel.
Hjemme venter aftensmaden tilberedt af Prisca og Theresa.
Jeg har det godt
I skrivende stund er Bujora stille. Alt ånder fred og idyl efter de mange bulabu-deltagere er taget hjem. I den forløbne uge har også aftenerne været fyldt med sang, latter, dans, buldrende trommer og håndtryk i en uendelighed, fordi man her hilser på alle med hånden og i øvrigt spørger venligt til folks velbefindende.
Med overbevisning kunne jeg (næsten) hver eneste gang svare: Jeg har det godt.
Og vil du tænke dig, den anden aften i baren skulle jeg oversætte swahili til dansk for en ny Bujora-dansker, der ikke forstod, hvad kvinden ved siden af sagde. Men det gjorde jeg – og solede mig et kort øjeblik i mine overlegne (host, host) sprogfærdigheder.
Nu synger fuglene, børn leger, solen skinner fra en skyfri blå himmel, et par sommerfugle flakser lykkeligt rundt i den varme luft og …
Alt er godt.
Alle fotos: Dav Jacobsen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
