Dannelse på gaden og i supermarkedet: Hvorfor jeg bliver glad af at at bo – og shoppe – i USA

af i Danmark/Liv & Mennesker

Er der egentlig noget, som hedder manerer i det offentlige rum? Svaret er naturligvis ja, men i Danmark, hvor de fleste ikke ejer skyggen af køkultur eller vil vide af regler for samtale på gadeplan, bliver man altid affejet som en reaktionær idiot, hvis man vil tale for det. Sådan er det ikke i Amerika.

WASHINGTON DC – ”Jamen hello! Se lige hvem der kommer der. Så bliver det jo alligevel en god dag i dag.”

Den ældre, sorte mand ser mig lige i øjnene, tilbyder mig en indkøbsvogn og smiler polisk, mens han blinker. Han har en hat på, en solid overfrakke og varme vanter også – og så ser han absolut henrykt ud ved synet af mig, der er på vej ind i mit lokale supermarked. Og jeg, der jo hverken er født i går eller specielt naiv, ved selvfølgelig godt, at jeg næppe er den eneste, han siger noget tilsvarende til, men kan alligevel ikke lade være med at smile tilbage.

Samtidig observerer jeg – idet jeg går hen imod frugtkasserne – at alene det fysiske faktum, at jeg smiler, får mig til også at føle mig gladere. Jeg bliver lidt lettere til bens og følelsen af godt humør varer flere minutter.

Da jeg går hen for at betale, sker det igen. Denne gang ikke fra en ansat, men fra en anden kunde, en ung pige bag mig, taler: ”Lady, I love your coat,” lyder det anerkendende. ”Mange tak,” svarer jeg en kende overrasket. For uanset at jeg har boet i USA i snart ni år, har jeg fortsat, som dansker, ikke vænnet mig til, at vildt fremmede mennesker giver komplimenter i det offentlige rum. For det gør man jo bare ikke i Danmark.

Ingen taler til en, med mindre de siger ”jeg skal forbi” eller noget i samme skuffe.

Flyt dig – det er min plads

Mine tanker går ofte tilbage til en historie, som en af mine dengang yndlingskolleger fortalte mig på Weekendavisen for nu 20 år siden. Hun havde været ude at rejse i lang tid, vist nok til Sydøstasien, men også boet i månedsvis i USA. Nu var hun på vej hjem til Danmark via den gamle Gedser-Warnemunde færge. Hun må have været i 20’erne og eftersom hun i dag er over 60, må dette have været i 1970’erne. I hvert fald var det et stykke tid siden, at hun havde været i social kontakt med andre danskere. Træt var hun, og hun så en bænk på færgens dæk, hvor hun ville lægge sig for at sove. Men den gik ikke. En brysk herre verfede hende væk med et ”du kan ikke være der. Det er min plads.” Trods det faktum, at han kom efter hende.

Helt uvant med tonen efter over et år udenfor Danmark kom hun til at græde, og gik sin vej. Hun fortalte det som et eksempel på, at det, nogen ynder at kalde ”den direkte måde danskere, taler på” eller det amerikanerne kalder ”in your face” kan virke både voldsomt og fjendtligt, når man ikke er vant til den.

Og nøjagtig lige som mine to oplevelser i supermarkedet er bittesmå, men gør mig glad, så var denne oplevelse på færgen med til at sætte en grundstemning. Trist for hendes vedkommende, rar for min.

Jeg havde i øvrigt en tilsvarende dårlig oplevelse for år tilbage under en hedebølge i København, hvor jeg baksede rundt med to enorme kufferter, en barnevogn og fire børn under 10, herunder en baby, og en mand beskyldte mig for at snyde i køen i bageriet inde i Illum. Jeg var helt klart kommet først, hvilket pigen bag disken også sagde, men manden var rasende. Jeg tilbød straks, at han bare skulle gå foran, men det var ikke godt nok. ”Du tror nok, du skal spille smart, hvad?” hvæsede manden og fortsatte: ”Det er ikke fordi du giver mig lov, det er fordi jeg har ret til at blive betjent først.” Jeg tilføjer gerne, at vi ikke taler om en sølle person, der måske var blevet grov af livets hårde skole eller ikke havde nogen uddannelse eller penge. Næh nej, han var både velklædt og med en diktion der tydede på en pæn bolig nord for København.

Jeg var i dårligt humør i flere timer bagefter. Følelsen sad i min mave og selvom den fortonede sig, var det ubehageligt og med til at gøre stemningen i hele butikken trykket.

Fordom: dannelse er blot overklassens sociale kontrol og herskerteknik

Hvilket leder mig hen til en solid fordom om den slags med dannelse og høflighed. For i det danske er det nemlig blevet sådan, at vi, der gerne talerom  manerer, tone, form eller pli altid bliver beskyldt for at udøve social kontrol.

Det er – skal man forstå – simpelt hen en virkelig udspekuleret, og i øvrigt ofte kvindelig, form for ”herskerteknik”, når man udbeder sig kammertone, bliver glad for, at folk kan stå i kø eller smiler til en i supermarkedet. Det er elitens måde at tale ned til f.eks. underuddannede på. Eller det er sådan kvinderne forsøger at kontrollere mændene.

Talrige er de debatter på sociale medier, hvor jeg har set mennesker tale om ”tonen” på den måde – som et værktøj, man hiver frem og slår andre i hovedet med. Nemlig de andre der ikke har ordet i deres magt og som måske er mere primitive i deres ordbrug end de sofistikerede akademikere, der er nøjagtig lige så grove men bare ikke bander f.eks., lyder kritikken.

Det mærkelige ved det argument er, at de høfligste mennesker, jeg møder i USA og i Storbritannien er dem, der har mindst. Mens de dårligste manerer bliver udvist af dem, der måske har lige lovlig meget. Og det er ikke fordi, der ikke kan være et gran af sandhed i det med at akademikere måske er mere raffinerede, når de kritiserer mennesker, de er uenig med end den gennemsnitlige mekaniker.

Det er sikkert sandt. Men det er samtidig også noget helt andet. For ”skurvognssnak” eller ”omklædningsrumstale” eller hvad man nu vil kalde det, har ikke noget med manglende høflighed eller dannelse at gøre. Det er jargon, hvilket er noget andet.

Man kan sagtens have miljøer, hvor man betjener sig af en bestemt lingo, benytter sig af slangudtryk eller har nogle omgangsformer, der måske for andre ser ud som manglende takt og tone.

Men det er ibare kke det, jeg taler om. Eller taler for. Jeg ønsker mig et fællesskab i det offentlige rum, hvor den anonyme masse overholder nogle usagte, sociale regler for omgang med hinanden, lige som man har i trafikken. Regler, der fungerer som en slags social lim, der holder grupper sammen og gør det nemmere at være til stede i f.eks. et supermarked, en bagerbutik, en restaurant, i en kø foran busstoppestedet, i Metroen eller i lufthavnen.

USA er et foregangsland

Og her kommer man ikke udenom, at amerikanerne (og i øvrigt også både briter og franskmænd) ejer en misundelsesværdig, tillært høflighed. De overholder altid køen, man går simpelt hen ikke indenom eller krydser igenem, som det sker hele tiden i Danmark. Startende når man lander i lufthavnen i øvrigt, hvilket jeg ret ofte gør. Og det er i øvrigt også noget, der terpes (ja, terpes) i alle amerikanske folkeskoler og børnehaver. Plakater med “school rules” findes over alt. Her er nogle stykker:

ag_dannelse

Jeg har skrevet om det emne før. På min gamle arbejdsplads, Dagbladet Information, hvor jeg efter at have begået en klumme om, hvor dejligt det var at blive smilet til af kassedamerne, når jeg købte ind, fik læst og påskrevet om, at jeg indgik i et magtforhold, hvor jeg – den rige, hvide dame – tilsyneladende ikke bare forlangte at kassedamen – den underbetalte sorte dame – skulle betjene mig. Nej, jeg ville også have, at hun smilede. ”Men hvad nu hvis hun ikke har noget at smile over. Hvorfor skal hun så smile. Kan du ikke bare nøjes med at blive betjent lige som alle andre,” lød kritikken. Som handlede om, så vidt jeg forstod, at jeg ikke bare ville have service men også ”personlighed.” Og at det var at gå for vidt. Social kontrol igen med andre ord. Det var en del af underkastelsen eller klassestrukturen.

Jeg afviste – også dengang – kritikken med argumentet om, at jeg simpelt hen ikke kan se, at den sociale eller økonomiske ulighed bliver mindre af at man ikke behandler hinanden ordentligt. Hvis det havde en konkret effekt på uligheden i USA, at jeg f.eks. holdt et neutralt udtryk i ansigtet og at alle ansatte i supermarkedet også gjorde det, så ville jeg ikke have noget imod at undlade at smile.

Men sagen er, at uanset om man står i kø eller ej, smiler eller  lader være, giver små komplimenter eller stirrer tomt ud i luften så har intet af det nogen materiel indflydelse på folks klassetilhørsforhold eller pengepung. Der er ingen konkrete eller materielle fordele forbundet med nogen af deleme. Men jeg er dertil 100 procent overbevist om, at vi har at gøre med en mental win-win situation, der så at sige har positive indvirkninger på begge sider af kasseapparatet: Kunderne bliver glade, når medarbejderne i kassen smiler. Men de ansatte bliver også i bedre humør, når kunderne er venlige.

I Danmark er det mistænksomt at være alt for glad eller venlig

Nu er mange danskere imidlertid ofte svært mistænksomme over for alt for glade mennesker. Dumme mennesker er gladere end os andre, husker jeg tydeligt, jeg engang fik at vide, da jeg var en 15-16 år (dog ikke, skylder jeg at sige, af mine forældre, men af en traurig socialrådgiver, der lejede et værelse ud til en af mine ekskærester). ”Det er de, fordi de ikke ved noget om verdenen” forklarede hun.

Indenfor mit eget fag, i journalistkredse er det også langt, langt finere at være mistænksom og mismodig – ofte forklædt i klicheen om den sortklædte, undersøgende og frem for alt kritiske journalist – end at være glad. De glade mennesker er mest at finde i de dumme livsstilsmedier (læs: dameblade og udsendelser om mode og musik og sådan) mens de alvorlige, og altså seriøse journalister, findes der, hvor problemerne bliver afdækket og løst.

De mest beundrede mediefolk er altid dem, der står for at afdække eller kritisere noget og vinde nogen priser (hvortil jeg i øvrigt ville sige, at hvis man endelig skulle konstruere hierarkier, hvilket jeg er imod, så ville jeg til enhver tid anbringe den klassiske krigskorrespondent øverst på skamlen, men lige den type journalist er der meget få af).

Indenfor mit eget fag, i journalistkredse er det også langt, langt finere at være mistænksom og mismodig – ofte forklædt i klicheen om den sortklædte, undersøgende og frem for alt kritiske journalist – end at være glad. De glade mennesker er mest at finde i de dumme livsstilsmedier (læs: dameblade og udsendelser om mode og musik og sådan) mens de alvorlige, og altså seriøse journalister, findes der, hvor problemerne bliver afdækket og løst.

To andre fordomme presser sig imidlertid også på i denne sammenhæng. Den ene er den om, at amerikanerne ikke ejer dannelse, men blot er præget af “servicesamfundet”; altså at forventningerne til personlig service er højere i USA end i Danmark. Det er i udgangspunktet en korrekt antagelse, eftersom man vitterlig stort set altid får en både høflig og opmærksom betjening i butikker i USA, hvor man i Danmark, læs København, altid skal lede med lys og lygte efter en medarbejder der vil tale med en. Det skyldes delvist lønnen. Der er flere ansatte i USA, fordi det koster mindre at have meget personale i Amerika end i Danmark.

Men man kan bare ikke konkludere, at vi taler om en hul skal af “købt høflighed.” For også der hvor folk absolut ikke er ansatte, trives den høflige, opmærksomme og venlige tone: i busser, tog, på markeder, i kirker, på den vej, man bor på og selv blandt hjemløse, som altid taler venligt til en på gaden og ønsker en god dag.

Den anden fordom handler om, at amerikanerne er mere “overfladiske” end de mere dybe (og, må man forstå, derfor mere interessante og ægte) danskere. “Det kan godt være, vi ikke taler med fremmede, men amerikanerne skvaldrer bare op uden at mene det, de siger,” hedder det. Hertil kan jeg kun sige, at hvis amerikanerne er overfladiske har dem, jeg omgås til daglig, stadig til gode at afsløre deres sande jeg. Og jeg bor i Washington på 9. år. Tværtimod er de mennesker, der var imødekommende og inviterede på middag, da jeg flyttede til USA i 2008, også i dag venligheden selv.

Jeg har derfor selv draget den modsatte konklusion: bliv endelig ved med at være overfladisk venlig. Ja, smil endelig, også selv om du ikke mener det. For overflader er undervurderede. De betyder noget, fordi de former dig, også selv om det måske ikke engang er bevidst om dem. Når du er venlig non stop – også selv om det startede med at være en tillært facon – så ender du faktisk med at være en helt skikkelig og omgængelig person.

Den anden fordom handler om, at amerikanerne er mere “overfladiske” end de mere dybe (og, må man forstå, derfor mere interessante og ægte) danskere. “Det kan godt være, vi ikke taler med fremmede, men amerikanerne skvaldrer bare op uden at mene det, de siger,” hedder det.

Nøjagtig lige som, når du i skolen i USA får tildelt community points for at hjælpe dine klassekammerater. Noget vi ikke kender i Danmark. Det kan godt være, at du er ekstra flink ved den nye pige i klassen eller hjælper en ven hen til skolesygeplejersken med et skrabet knæ, også fordi du ved, at du får de eftertragtede points for det. Dem kan man f.eks. bruge, når man skal søge ind på en videregående uddannelse en gang.

Men når du har samlet points ind gennem hele din skoletid – i ni år – så ender du med at gøre det som noget naturligt som voksen også. Du hjælper. Fordi sådan har du lært, at man skal gøre for at være et ordentligt menneske og en del af fællesskabet.

Det turde være klart, at det modsatte også er tilfældet. Jeg ved, hvad jeg foretrækker.

Hjertets dannelse: at være gavmild og generøs med sig selv

Hvad er konklusionen på alt dette?

Blot den enkle at om end dannelse er en mangeartet størrelse, der ofte forbindes med, hvor mange bøger, man har læst og om man kan tale lidt med om kunst, kultur eller vin og kan sidde pænt ved bordet – og sågar måske endda dække samme bord korrekt – så er det gode gamle begreb om hjertets dannelse langt vigtigere.

Hjertets dannelse finder man ikke i nogen bog. Det handler om opdragelse til empati, jovist. At kunne sætte sig i andres sted, ”to walk in somebody else’s shoes” siger amerikanerne.

Miss Manners - en klassiker i den angelsaksiske verden. Foto: Flickr.
Miss Manners – en klassiker i den angelsaksiske verden. Foto: Flickr.

Men det handler også om noget andet. Om gavmildhed og generøsitet. At man forstår, at der ikke går noget fra en, fordi man deler ud af sig selv.

Når man smiler til andre i supermarkedet, bliver man ikke mindre glad selv. Tværtimod smitter det.

Man løfter ikke kun andre op, hvis man giver noget af sig selv – også selv om det ”noget” blot er at holde pladsen i køen, at hjælpe en ældre person med en tung pose eller at stikke et smil til et andet menneske. Man bliver også selv et bedre menneske.

Og min påstand er altså, at lige det ligger mere solidt begravet i folkesjælen i USA end i Danmark. Paradoksalt nok, i øvrigt, måske fordi USA som samfund er mere risikobetonet og mere voldeligt end Danmark. Men bare fordi vi har en velfærdsstat med institutioner, der dæmmer op for social og økonomisk nød, betyder det vel ikke, at vi skal være mentalt dybfrosne og uhøflige overfor hinanden?

Det ene udelukker ikke det andet, så til jul vil jeg ønske mig bedre dannelse på gaden og i kassen. I det mindste i København – mine forældre siger altid, at det står meget bedre til i provinsen. Og de har næsten altid ret.

POV International betaler ikke for blogposterne. Men hvis du holder af det, jeg skriver og gerne vil betale et beløb – stort eller lille – kan du  donere direkte til mig via MobilePay. Eller du kan lade være, det er ganske frivilligt: 93 85 05 85

Topfoto: Wikipedia – West Wing, weekly show by Josh Earnest, The Obama White House.

Annegrethe Rasmussen er chefredaktør for og medstifter af POV International. Hun er også USA-korrespondent for POV og KForum og en ivrig debattør, moderator og ordstyrer. I 2019 er hun også sprunget ud som fungerende erhvervsredaktør for POV.
Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012 og 2016). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 stiftede hun POV International med Morten Bay og Signe Wenneberg. I sin fritid hjælper hun af og til danske virksomheder i Washington D.C. Privat er hun gift og mor til fire. Hun er super nørdet, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad - bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på 14. år som udlandsdansker.
Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen.
Du kan donere til hendes arbejde på POV International - både som skribent og som chefredaktør - på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: annegrethe@pov.international

Seneste artikler om Danmark

Trump Baby

INTERVIEW // DEMOKRATISK DIALOG – Morten Skovgaard er manden, der har fået