LIV & MENNESKER // KLUMME – Bortset fra at det er sidst på ugen (hun burde være på vej ud af landet…), kan der ikke være megen tvivl: Min kunde fra lufthavnene sidst på eftermiddagen er forretningskvinde. Hun er rejsevant med et lidt cool udtryk, der følger med hundredvis af årlige rutinemæssige rejsedage, skriver Jesper Grunwald i denne uges klumme.
Tøjet er i høj kvalitet og af de bedste mærker – men uden pral. Ikke noget der strutter af logoer for de verdenskendte brands – sådan ser det i hvert fald ud for mig og mit ubehjælpsomme kendskab til modeverdenen i detaljer.
Det sidder bare – som det skal.
Hun smiler kort til mig som en fornuftig høflighedsfrase – og slipper hurtigt blikket og chauffør i egen tankskib. Og så taler hun perfekt engelsk med den ufjernelige dialekt af finsk (nogle gange snydes jeg af dialekterne fra de baltiske lande).
Og så det dybe suk.
Lettelsens suk, som plejer at følge en lang og hård arbejdsuge.
Hun er forretningskvinde – men hun er helt klar til at holde lang weekend i sin elskede København.
Håret er kort og velplejet. Ikke decideret afbleget – det ville nogle gange være lidt proletarisk i hendes professionelle omgangskreds
– Jeg er bare vild med denne by. Jeg arbejdede her nogle få år indtil den forløbne vinter, og nu er jeg tilbage for at slappe af og gense de venner, som stadig bor her.
Hun er midt – måske sidst i 40’erne. Håret er kort og velplejet. Ikke decideret afbleget – det ville nogle gange være lidt proletarisk i hendes professionelle omgangskreds. Men en frisør af høj standard har med allehånde væsker og tricks transformeret det uundgåelige grå til – lyst nordisk, vil jeg kalde det. Casual ser det ud, men der er fuldstændig styr på det.
Den finske forretningskvinde har ingen børn. Ikke at hun løber skrigende bort ved tanken. Men den rette partner har ikke været der – og dybest set har det sparet hende for mange arbejdsmæssige konflikter. Når hun er på arbejde – (hun er højt placeret manager i den nordiske del af et fransk firma med skønhedsprodukter) – kan hun være der 100 pct. Ingen samvittighedskvaler over daginstitutionernes lukketider.
Ingen slinger i valsen, indtil opgaven er løst.
– Det er nok alderen – eller hele den eftertænksomhed, der følger med corona. Jeg er begyndt at tænke mere over mit private liv. Og det er IKKE det med børnene, der går mig på. Det er bare gået sådan, og jeg er jo et lykkeligt menneske med godt job, god løn og alle muligheder for at se verden, der følger med. Det er nok snarere en slags rastløshed. Jeg tror, at folk, der arbejder i udlandet og har børn med af helt naturlige årsager falder hurtigere og mere til i det nye. Det bliver de nødt til. Børnehaver. Skole. Det daglige liv i deres villakvarter. Og HVIS de vender hjem, inden børene er færdige med skolen, så er børnene jo også en god begrundelse. Forholdet til deres bedsteforældre. Skolegang i den hjemlige kultur.
Da min kunde pludselig skulle flytte for arbejdet – hjem til Finland, var det nok ikke lige så meget ”hjem” som for børnefamilierne. Det var nye udfordringer, det var avancement – og hun valgte mere arbejde i skønhedens tjeneste. Men ”hjem”-følelsen var ikke drivkraften. Tværtimod! Hun var jo netop faldet så godt til i København, at rastløsheden meldte sig, da hun forlod byen.
De næste dage har intet med jobbet at gøre.
Det er hende selv og venskaberne, der skal dyrkes. Og så byen hun er så vild med.
den sunde nordiske, demokratiske skepsis, som står overfor så indgribende en statsmagt, som vi ikke har set siden de sidste, alvorlige krige
Vi taler om den voldsomme pandemi – om tilfældet corona.
I de sidste uger og måneder har det naturligt nok være hovedtemaet – også i taxien. Om omvæltninger, begrænsninger. Om hvad der egentlig sker med mennesker, når de oplever helt konkret, at de ikke bare er dødelige – men massedødelige. Om de solide hug i den århundreder gamle træstamme af tryghed, som de skandinaviske lande har ladet gro, men nu er såret af noget, vi ikke helt kan kontrollere. Om den sunde nordiske, demokratiske skepsis, som står overfor så indgribende og statsmagt, som vi ikke har sat siden de sidste, alvorlige krige.
Hvordan så med forretningen – salget af skønhedsprodukter til hele verden?
Hun tøver lidt.
– Jeg har et mørkt og et lyst svar. Corona-pandemien er i den grad gået ud over vores absolutte luksusprodukter. Det skyldes naturligvis noget forretningsmæssigt – noget med et drastisk fald i detailhandlen fra lufthavne til de dyre specialbutikker. Men det ligger også som en stemning omkring de absolutte skønhedsprodukter, ved den der luksus for luksuriøsitetens egen skyld – at den ikke er så trendy mere.
Det ekstravagante er på en måde lidt upassende
Så lysner forretningskvinden op på bagsædet, mens vi nærmer os det stilbevidste og populære hotel i Københavns bymidte, hvor netop de, der kender til byen, vil bo.
– Men den gode historie er, at vores salg på nettet af produkter til den almindelige, daglige skønhedspleje er nærmeste eksploderet. Det ekstravagante er på en måde lidt upassende. Men den daglige skønhed, den vi viser frem for vores familie, vore nærmeste og kollegerne på jobbet, den er stadig vigtig.
Den almindelige udstråling, vores virkelige udseende og de produkter, der kan understøtte det – det er den tendens, der hitter lige nu.
Foto: Pixabay
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og