skønhed

Taxamandens klumme: Corona og den nødvendige skønhed

i Liv & Mennesker/Klumme af
LIV & MENNESKER // KLUMME – Bortset fra at det er sidst på ugen (hun burde være på vej ud af landet…), kan der ikke være megen tvivl: Min kunde fra lufthavnene sidst på eftermiddagen er forretningskvinde. Hun er rejsevant med et lidt cool udtryk, der følger med hundredvis af årlige rutinemæssige rejsedage, skriver Jesper Grunwald i denne uges klumme.

Tøjet er i høj kvalitet og af de bedste mærker – men uden pral. Ikke noget der strutter af logoer for de verdenskendte brands – sådan ser det i hvert fald ud for mig og mit ubehjælpsomme kendskab til modeverdenen i detaljer.

Det sidder bare – som det skal.

Hun smiler kort til mig som en fornuftig høflighedsfrase – og slipper hurtigt blikket og chauffør i egen tankskib. Og så taler hun perfekt engelsk med den ufjernelige dialekt af finsk (nogle gange snydes jeg af dialekterne fra de baltiske lande).

Og så det dybe suk.

Lettelsens suk, som plejer at følge en lang og hård arbejdsuge.

Hun er forretningskvinde – men hun er helt klar til at holde lang weekend i sin elskede København.

Håret er kort og velplejet. Ikke decideret afbleget – det ville nogle gange være lidt proletarisk i hendes professionelle omgangskreds

– Jeg er bare vild med denne by. Jeg arbejdede her nogle få år indtil den forløbne vinter, og nu er jeg tilbage for at slappe af og gense de venner, som stadig bor her.

Hun er midt – måske sidst i 40’erne. Håret er kort og velplejet. Ikke decideret afbleget – det ville nogle gange være lidt proletarisk i hendes professionelle omgangskreds. Men en frisør af høj standard har med allehånde væsker og tricks transformeret det uundgåelige grå til – lyst nordisk, vil jeg kalde det. Casual ser det ud, men der er fuldstændig styr på det.

Den finske forretningskvinde har ingen børn. Ikke at hun løber skrigende bort ved tanken. Men den rette partner har ikke været der – og dybest set har det sparet hende for mange arbejdsmæssige konflikter. Når hun er på arbejde – (hun er højt placeret manager i den nordiske del af et fransk firma med skønhedsprodukter) – kan hun være der 100 pct. Ingen samvittighedskvaler over daginstitutionernes lukketider.

Ingen slinger i valsen, indtil opgaven er løst.

– Det er nok alderen – eller hele den eftertænksomhed, der følger med corona. Jeg er begyndt at tænke mere over mit private liv. Og det er IKKE det med børnene, der går mig på. Det er bare gået sådan, og jeg er jo et lykkeligt menneske med godt job, god løn og alle muligheder for at se verden, der følger med. Det er nok snarere en slags rastløshed. Jeg tror, ​​at folk, der arbejder i udlandet og har børn med af helt naturlige årsager falder hurtigere og mere til i det nye. Det bliver de nødt til. Børnehaver. Skole. Det daglige liv i deres villakvarter. Og HVIS de vender hjem, inden børene er færdige med skolen, så er børnene jo også en god begrundelse. Forholdet til deres bedsteforældre. Skolegang i den hjemlige kultur.

Da min kunde pludselig skulle flytte for arbejdet – hjem til Finland, var det nok ikke lige så meget ”hjem” som for børnefamilierne. Det var nye udfordringer, det var avancement – og hun valgte mere arbejde i skønhedens tjeneste. Men ”hjem”-følelsen var ikke drivkraften. Tværtimod! Hun var jo netop faldet så godt til i København, at rastløsheden meldte sig, da hun forlod byen.

De næste dage har intet med jobbet at gøre.

Det er hende selv og venskaberne, der skal dyrkes. Og så byen hun er så vild med.

den sunde nordiske, demokratiske skepsis, som står overfor så indgribende en statsmagt, som vi ikke har set siden de sidste, alvorlige krige

Vi taler om den voldsomme pandemi – om tilfældet corona.

I de sidste uger og måneder har det naturligt nok være hovedtemaet – også i taxien. Om omvæltninger, begrænsninger. Om hvad der egentlig sker med mennesker, når de oplever helt konkret, at de ikke bare er dødelige – men massedødelige. Om de solide hug i den århundreder gamle træstamme af tryghed, som de skandinaviske lande har ladet gro, men nu er såret af noget, vi ikke helt kan kontrollere. Om den sunde nordiske, demokratiske skepsis, som står overfor så indgribende og statsmagt, som vi ikke har sat siden de sidste, alvorlige krige.

Hvordan så med forretningen – salget af skønhedsprodukter til hele verden?

Hun tøver lidt.

– Jeg har et mørkt og et lyst svar. Corona-pandemien er i den grad gået ud over vores absolutte luksusprodukter. Det skyldes naturligvis noget forretningsmæssigt – noget med et drastisk fald i detailhandlen fra lufthavne til de dyre specialbutikker. Men det ligger også som en stemning omkring de absolutte skønhedsprodukter, ved den der luksus for luksuriøsitetens egen skyld – at den ikke er så trendy mere.

Det ekstravagante er på en måde lidt upassende

Så lysner forretningskvinden op på bagsædet, mens vi nærmer os det stilbevidste og populære hotel i Københavns bymidte, hvor netop de, der kender til byen, vil bo.

– Men den gode historie er, at vores salg på nettet af produkter til den almindelige, daglige skønhedspleje er nærmeste eksploderet. Det ekstravagante er på en måde lidt upassende. Men den daglige skønhed, den vi viser frem for vores familie, vore nærmeste og kollegerne på jobbet, den er stadig vigtig.

Den almindelige udstråling, vores virkelige udseende og de produkter, der kan understøtte det – det er den tendens, der hitter lige nu.


Foto: Pixabay

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Liv & Mennesker