DEMOKRATI // DEBAT – Hele min barndom og opvækst levede jeg i tryghed og forvisning om at bo i et demokratisk land. Hvor politikerne fulgte lovene, og hvor Grundloven stod over alt andet. Senere, da jeg blev underviser, lærte jeg mange årgange af studerende, at ingen er over eller ved siden af Folketinget. Og hvis der alligevel var problemer, stod en kritisk opposition og en fri presse klar på sidelinjen. I de senere år, ikke mindst det seneste halve år, og i særdeleshed de seneste par uger, er min barnetro blevet rystet.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg husker præcist, hvornår under coronakrisen, at det slog mig for alvor, at Danmark ikke nødvendigvis vil være et demokrati, for altid men kan falde i den autoritære fælde.
Jeg kommer ud fra min kærestes lejlighed på Peter Bangs Vej på Frederiksberg, og ud af bybussen vælter folk med lyseblå mundbind, der leder tankerne hen på dystopiske film som Outbreak og Twelve Monkeys.
Hvis man er socialdemokrat, et ubetinget positivt menneske eller blot tilstrækkelig naiv, kan man se hele dette scenario som udtryk for fryd og gammen
Overfor, på busskuret, var der netop sat en plakat op af statsministeren, Mette Frederiksen, der med korslagte arme og et skævt Mona Lisa-smil var ledsaget af sloganet: ”Lille land, stort fællesskab”.
Hvis man er socialdemokrat, et ubetinget positivt menneske eller blot tilstrækkelig naiv, kan man se hele dette scenario som udtryk for fryd og gammen.
Men for mig – der har rejst meget, også i lande, der bedst kan betegnes som rene diktaturer – kommer der andre associationer: jeg tænker på de farvestrålende plakater af Lukasjenko i Hvideruslands hovedstad Minsk, eller de enorme plakater af Tadsjikistans de facto diktator, hvor han med photoshoppede baggrunde med kornmarker, fabrikker og smilende børn fremtræder som den store landsfader.
Nu tænker man nok allerede som læser, at jeg sidder og skriver dette med min sølvpapirshat på, at regeringen kun gør det bedste, og at det hele er for folkesundhedens skyld.
Vi er alle enige om, at coronakrisen er meget ubelejlig, og at regeringen helst havde været den foruden. Jeg hører også til det store flertal, der mener nedlukningen af Danmark i marts var påkrævet, ud fra vores daværende viden, og jeg var selv flere gange ude at rose regeringen for handlekraft og initiativ.
Der er ingen tvivl om, at regeringen på nogle punkter har gjort det godt, og det er i en uset krise som denne svært at gøre sig klog på de rigtige løsninger
Siden dengang er det imidlertid gået voldsomt ned ad bakke, ikke mindst med respekten for Folketinget og demokratiet. Ikke mindst de senere ugers begivenheder viser, at vejen til et autokrati er kortere, end man tror.
Der er ingen tvivl om, at regeringen på nogle punkter har gjort det godt, og det er i en uset krise som denne svært at gøre sig klog på de rigtige løsninger, selv om tiltag som mundbind efter min mening savner solid videnskabelig evidens.
Det er mere måden, regeringen handler på, der er problematisk, ikke mindst den tiltagende og åbenlyse foragt for folketing og kritisk presse.
Regeringens pressemøder har udviklet sig fra alvor til farce.
I starten sad vi alle klæbet til skærmen, paralyseret af nødretstilstanden. Man så en ydmyg, bekymret regering, hvor Mette Frederiksen stort og modigt indrømmede, hun ville komme til at begå fejl. Det kom hun og regeringen også til, i rigt mål, men det kniber lidt med at indrømme dem.
Tværtimod har regeringen åbenlyst nydt og dyrket deres stigende magt, og journalisternes tiltagende kritiske spørgsmål er blevet afvist mere og mere arrogant af statsministeren, de øvrige ministre og repræsentanter for myndighederne.
Topmålet er dog alligevel kommet med den seneste tids sag om aflivningen af alle danske mink.
Oppositionen, der efter lang tids coronadvale omsider ser ud til at være vågnet op for at udøve deres pligt som opposition, skælder i stigende omfang ud over, at regeringen handler hen over hovedet, og at materiale forud for vigtige møder udleveres med ekstremt kort varsel eller slet ikke.
Men topmålet er dog alligevel kommet med den seneste tids sag om aflivningen af alle danske mink.
Man har længe vidst, der var udbredt smitte på minkfarme, og helt rimeligt (og med lovhjemmel) aflivet smittede mink og besætninger i en sikkerhedszone rundt om de smittede farme.
4. november kommer så den pludselige beslutning om, at alle danske mink skal aflives og syv kommuner i Nordjylland skal lukkes ned, fordi der tilsyneladende blandt minkene og de smittede nordjyder er fundet en særlig variant af coronavirus, der kan være resistent over for en kommende vaccine.
Muligheden af en resistent virus bliver hurtigt udfordret af internationale eksperter, herunder fra WHO, og i dag tyder alt på, den farlige cluster ikke findes mere. Den dramatiske beslutning skete derfor på et forkert grundlag.
Men meget vigtigere er, at den skete på et ulovligt grundlag. Der var ikke lovhjemmel til aflivningen, og vi ved nu, at syv centrale ministre, herunder statsministeren, var vidende herom i flere dage, uden af den grund at stoppe den ulovlige aflivning af danske mink og den tilhørende ødelæggelse af et erhverv og tusindvis af familiers livsværk.
Hele minksagen er intet mindre end en gigantisk demokratisk skandale med tråde spredt ud over regeringen, centrale dele af embedsværket og senest også Rigspolitiet, der tilsyneladende også vidste, de handlede ulovligt
Tværtimod anvendte man politi og militær til at håndhæve aflivningerne. Det forekom totalt udansk og plejer ellers kun at være i politi- og diktaturstater, man anvender ordensmagt og hær rettet mod sin egen befolkning.
Hele minksagen er intet mindre end en gigantisk demokratisk skandale med tråde spredt ud over regeringen, centrale dele af embedsværket og senest også Rigspolitiet, der tilsyneladende også vidste, de handlede ulovligt.
Minksagen viser en regering, der i bedste fald er inkompetent, i værste fald er ligeglad med lov og normale demokratiske principper, noget man som sagt har haft stigende mistanke om gennem hele coronakrisen.
Denne sag bør ikke stoppe med Mogens Jensens tilbagetrædelse og en forventet ”ofring” af et par centrale embedsmænd. Hvis det, der kommer frem nu, er rigtigt, er det stof til en rigsretssag.
Og i modsætning til Danmarkshistoriens seneste rigsretssag mod Erik Ninn-Hansen og den af visse politikeres ønskede ditto mod Inger Støjberg, handler det denne gang ikke kun om én minister, der har overtrådt eller tilsidesat loven men hele syv – inklusive statsministeren
Kulminationen på regeringens og statsministerens magtfuldkommenhed kommer så på Amalienborg Slotsplads 19. november i forbindelse med udnævnelsen af en ny fødevareminister til afløsning for ”den ofrede” Mogens Jensen, hvor Mette Frederiksen direkte adspurgt siger, at hun ville gentage beslutningen uden lovhjemmel, hvis ”folkesundheden krævede det”.
Grænsen for, hvad der skal accepteres, er nået, coronakrise eller ej
Vi står med andre ord med en statsminister, der åbent indrømmer, hun er villig til (atter) at handle i strid med loven, noget man ellers kun ser i lande, vi nødigt sammenligner os med.
Man må under alle omstændigheder sige, at statsministerens forhold til grundlov og demokrati forekommer yderst afslappet, for nu at sige det pænt.
I hele denne proces ser vi omsider en stigende kritik fra oppositionen til højre for midten, mens regeringens støttepartier tilsyneladende indtil videre er villige til at se stort på egne ord om demokrati og retssikkerhed.
Selv om der, omsider og velfortjent, er daglige demonstrationer på Christiansborg Slotsplads mod uretfærdighederne, ser størstedelen af befolkningen fortsat passivt til, måske kuet af regeringens frygtdiskurs.
Og ja, corona er både ubehagelig og kan være farlig. Men den er ikke nogen undskyldning for at se stort på demokratiet. Fascisme og andre rædselsfulde former for diktatur kommer ikke nødvendigvis ved støvletramp og nedbrænding af Rigsdagen men ved, at en passiv, ligeglad eller skræmt befolkning stiltiende acceptere stadigt stigende urimelig- og ulovligheder.
Grænsen for, hvad der skal accepteres, er nået, coronakrise eller ej.
LÆS MERE OM CORONAKRISEN I POV HER
Topillustration: vperemen.com / Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og