KOLONIALISME // KOMMENTAR – Det hele var der jo i forvejen. Colombus og de senere spanske conquistadores (erobrere) lagde rige kulturer i Caribien, Mellem-og Sydamerika i ruiner. Samtidig blev Caribien befolket med ligeledes umyndiggjorte og magtesløse mennesker fra et andet kontinent: afrikanske slaver. Til trods for al denne ondskab er mennesker ukuelige, og der er opstået en stærk, robust og sprudlende vestindisk og caribisk kultur, der kombinerer afrikanske, indianske og europæiske elementer.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Dette er et blik på den livlige vestindiske og caribiske kultur, der er opstået ud af kolonialismens ruiner.
Den europæiske kolonialisme fra det 16. til det 19. århundrede var styret af Europas ekspansion, en søgen efter nye markeder, magtanvendelse og undertrykkelse, som den omkringliggende verden og indfødte folk overalt fik at føle. Den oprindelige indianske befolkning i det, der fra 1672-1917 var Dansk Vestindien, led den samme skæbne, som oprindelige folk overalt erfarede, og bukkede under som følge af tvangsarbejde og sygdomme.
Der var kun ganske få tilbage, da danskerne begyndte deres kolonisation af Jomfruøerne. Spor efter dem forbliver dog indlejret i øernes kulturelle, sproglige og arkæologiske struktur så som petroglyffer, tegn eller billede, der er hugget ind i overfladen på en sten eller et klippestykke.
Slavegjorte afrikanere, hvis efterkommere er spredt ud over de caribiske øer, hører også hjemme i dette univers. Tanken var, at de handlede og hårdføre slaver fra Afrika skulle erstatte indianerne. De var bukket under for sygdomme som influenza, som de ikke var resistente over for, og næsten udryddet.
Forslaget om denne ”udveksling” blev fremsat af den spanske munk Bartolomé de Las Casas (1542), som er berømmet af indianere men forhadt af den afro-caribiske befolkning. Danmark importerede over 100.000 afrikanske slaver mellem 1660’erne og begyndelsen af 1800-tallet fra sin koloni på Guldkysten.
Efter at være blevet ofre for Europas kolonialisme svarer man i dag i Caribien igen ved at insistere på ”det værdifulde ved egen kultur”. Indianere og sorte afro-caribiere, der begge har oplevet europæisk og amerikansk overmagt gennem århundreder, står sammen og udtrykker en fælles ånd og samhørighed. Og hvert år i august fejrer FN ”Den Internationale Dag for Verdens Indfødte Folk”.
De understreger, at Columbus – stik imod det, vi har lært – egentlig ikke opdagede noget. Det hele var der jo i forvejen. Snarere ødelagde han og de senere spanske conquistadores (erobrere) rige kulturer i Caribien, Mellem-og Sydamerika, der havde bestået i århundreder og årtusinder. Med magt, vold og medbragte sygdomme som kopper, influenza og mæslinger, og som de indfødte ikke var resistente over for.
Men vi er blevet opdraget til at ignorere alt dette og se historien fra et euro-amerikansk perspektiv. Efter at have bemægtiget os verden, finder vi det ”naturligt” at tage udgangspunkt i os selv, at bruge verden til vores fordel, at lade verden dreje sig om os med et ”her fra min verden udgår”-blik. Eurocentrismen lever i bedste velgående.
Den 14. november 1493
Historien starter med en overset begivenhed. Den fandt sted i 1493 på Jomfruøerne i det østlige Caribien i forbindelse med Christoffer Columbus’ 2. rejse og er kendt som Hændelsen med Pilene.
Den 14. november padlede omkring seks indianere i kano efter et fartøj med nogle af Columbus mænd om bord ud i bugten Salt River Bay ved St. Croix, fordi spanierne havde taget nogle lokale med sig som fanger. Da indianerne blev opdaget skød de pile efter fartøjet og dræbte to mænd, hvilket er det første kendte oprør mod Columbus’ voldelige fremfærd. Hvert år bliver dagen mindet på Jomfruøerne, som i øvrigt er Columbus navn for øerne. Efter hændelsen trak Columbus sine flåde tilbage til Puerto Rico og senere til Hispaniola, byer i Haiti og Den DominikanskeRepublik.
I mange år indebar mindedagen en flere timer lang genfortælling af begivenhederne på stranden ved Salt River bugten. Indianerne have boet på stedet i 15-1700 år, da de dræbte to af Columbus mænd for at forsvare deres egne.
Columbus opdagede egentlig ikke noget
Ifølge arkæologen Dr. Reniel Rodriguez Ramos, som bor på naboøen Puerto Rico, opdagede Columbus reelt ikke noget, da han kom til Jomfruøerne. Caribien var allerede et et socialt og kulturelt rigt område, og folk sejlede flere tusinde kilometer over havet mellem øerne for at handle med andre øer-boere, folk i Mellemamerika og det nordlige Sydamerika.
Det betyder, at man overalt i Caribien finder brugsgenstande og kunsthåndværk fra alle disse regioner. Indbyggerne på de caribiske øer var indvandret via Yucatan-halvøen i Mexico og Orinoco-deltaet i Venezuela og kendes som tainoer og caribiere. Men det var 1.500 eller måske 2.000 år før Columbus kom sejlende.
Rent kulturelt er der mange lighedspunkter på tværs af de ofte store afstande mellem for eksempel Cuba, Puerto Rico, Jomfruøerne, Mellemamerika og Colombia. Mange motiver går igen, ligesom der er brugt de samme typer sten og metaller. Det er tydeligt, at indianerne i hele regionen var forbundet og sammenkoblede.
Columbus betragtninger om, at han opdagede en række isolerede øer og områder, bunder i en tankegang, der især knytter sig til en kolonial og imperialistisk opdeling i engelske, franske, hollandske, spanske, danske og amerikanske interesseområder.
Den indiansk-caribiske arv er derfor at se universet som ”moder”, som helligt og levende. En arv, som kolonialismen heldigvis ikke fik bugt med
Det betyder, at man er nødt til at gentænke den koloniale historie og tale om en rig præ-columbiansk, indiansk historie, som den senere kolonihistorie har udvisket. Det gælder også fælles trossystemer på trods af geografisk adskillelse og forskellige etniciteter.
Af samme grund besluttede guvernøren for Jomfruøerne – en sort afro-caribier – for et par år siden til at proklamere november for ”Virgin Islands Indigenous Native American Heritage Month”.
Sorte og indianere står sammen
Caribien blev ikke kun taget fra indianerne, som boede der, men blev samtidig befolket med umyndiggjorte og magtesløse mennesker fra et helt andet kontinent: afrikanske slaver.
For nogle år siden kulminerede mindefestlighederne den den 14. november i en ”interkulturel dans”, som var en manifestation af solidaritet mellem afro-caribierne og og så indianerne, som i dag kun findes på et par af de flere hundrede caribiske øer. Dansen havde mange deltagere og understregede de fælles kulturelle og spirituelle bånd, deres caribiske kultur, traditioner, musik, håndværk, dans og livsopfattelser.
På den anden side har denne tragiske historie skabt en unik caribisk identitet, der blander afrikanske, europæiske og oprindelige indflydelser
Den peruvianske kunstner og aktivist for indfødt kultur, Santiago Yahuacani, udtrykker den caribiske og indianske glæde og magiske realitet fortræffeligt. Det drejer sig om en realitet, som ikke skal ”erobres”, som de vestlige kolonimagter gjorde, men noget, der skal respekteres og æres. Den indiansk-caribiske arv er derfor at se universet som ”moder”, som helligt og levende. En arv, som kolonialismen heldigvis ikke fik bugt med.
At frigøre sig fra det vestlige perspektiv
Mens det er nærliggende at se indianerne og de sorte som ”ofre” for de hvides ekspansion, drejer det sig for mange caribiere om at frigøre sig fra den koloniale historieskrivning. De ønsker først og fremmest at fremhæve sammenholdet og det, der karakteriserer deres liv, og vise, at de er herrer i eget hjem, er foretagsomme og fremtidsorienterede og at de har deres egen kultur og sprog, litteratur, musik, dans og en levende kunstscene, som de er stolte af.
Et af de seneste kulturarvsprojekter, som jeg har været med til at designe for mine caribiske kollegaer, tager netop fat i disse ressourcer for at styrke mennesker med kræft og deres mentale sundhed.
På den ene side blev folk af afrikansk afstamning løsrevet fra deres rødder. På den anden side har denne tragiske historie skabt en unik caribisk identitet, der blander afrikanske, europæiske og oprindelige indflydelser. Ifølge den caribiske forfatter og nobelpristager Derek Walcott er denne blanding en kilde til kreativitet snarere end en svaghed. Han opfordrer til helbredelse og favner både smerten og skønheden i den caribiske historie. For Walcott er arven således ikke kun en kilde til traumer, men også en smeltedigel, hvorfra en stærk, distinkt caribisk kultur og identitet er opstået.
Som han så smukt og poetisk siger om caribisk kultur, er pointen at kunne ”forelske sig i verden, på trods af (min fremhævning) dens Historie”, en verdenshistorie, som har budt på megen ondskab, tilintetgørelsen af indfødte kulturer, slaveriet og etniske udrensninger. Selv forsøger jeg at følge i Walcotts livsbekræftende fodspor i min trilogi om slavehandlen, som bekræfter menneskets modstandskraft og vilje til at ”komme igen” og starte på ny som efter et skibbrud.
For at gøre dette yderligere forståeligt kan vi alle tænke på tilsyneladende ”håbløse” situationer, som vi er løbet ind i, men til sidst er kommet ud af, takket være denne vilje. Vores bedste kort.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og