
HVID ROM // COCKTAILKLUMME – Sommeren lurer lige rundt om hjørnet, og med dette skifte i årstiden er der god grund til at rykke lidt rundt i hjemmebaren. Ikke mindst er den hvide rom en oplagt ledsager på terrassen eller altanen, fordi den med sit klare destillat er fleksibel og kan bruges i mange cocktails. Og, med eller uden kokos, leder drikken bare tanken hen til en tropestemning i Caribien eller andetsteds med palmesus. Bo Nygaard Larsen har igen kigget dybt i flaskerne og kommer her med nogle bud på romcocktails til dig og dine gæster.
Jeg tror, at det var dér det begyndte. Med rommen. Nok havde jeg i teenageårene drukket øl, men skulle der være fest, og det skulle der, når SU’en var gået ind, gik jeg hen i Sulsted Brugsforening og bad om en flaske hvid Bacardi.
Coca-Cola var dengang i de sene 80ere en dyr delikatesse, så det blev som regel en billigere udgave fra Landkær eller Saltum-Houlberg. De to væsker blev blandet efter forgodtbefindende og en vis del økonomisk styring.
Rom og cola var min første cocktail – eller drinks, om du vil – og sammen med vodka og appelsinjuice var det den, vi i min generation primært holdt os til.
Vidnesbyrdet siger da også en del om rommen som en folkelig drik. Den er, i lighed med gin, blandt de stærke spiritusser, der har den bredeste appel på tværs af køn og aldersgrupper
Vidnesbyrdet siger da også en del om rommen som en folkelig drik. Den er, i lighed med gin, blandt de stærke spiritusser, der har den bredeste appel på tværs af køn og aldersgrupper. Det gælder både den mørke rom (læs min artikel om den version her) og så den hvide.
Den mørke rom er lagret på en egetræstønde for at få farve og en mere dyb smag, mens den hvide rom er ulagret. Men der er undtagelser, for hvid rom kan for at få mere kompleksitet godt være lagret, men bagefter bliver den så filtreret for at få den lyse farve tilbage.

Rom skal være lavet på sukkerrør og holde mindst 37,5 procent alkohol. Sammen med den tilsatte sukker får drikken sin sødme.
I 2021 trådte en ny EU-lov i kraft. Den slår fast, at rom ikke må indeholde mere end 20 gram sukker pr. liter. Er der mere i, hedder det Spirit Drink – et lidt misvisende navn, for hvilken spiritus er ikke en Spirit Drink?
Men hvad betyder det alt sammen, når blot det smager godt? Og det gør det meste af den hvide rom, som fejlagtigt har fået et lidt blakket ry. Faktisk er genren gået hen og blevet lidt hipster, fordi vi her får rommen så rå, som den er skabt. Tilmed er der flere af dem, der sagtens kan drikkes rent.
Romcocktails til sommeren
En flaske hvid rom – eller to – er et must i en hjemmebar. Især i denne tid, hvor de høje temperaturer kalder på både sødme og friskhed. Jeg præsenterer her nogle gode forslag til lette, kendte og sjove cocktails med den hvide drik.
Watermelon Daiquiri
Det bliver næsten ikke mere sommerligt. Watermelon Daiquiri er en sand folkeforfører, der med sin friske smag går rent hjem hos de fleste. Det er en variant af den klassiske Daiquiri, der udtales da-kuh-ree.
Den kom til omkring år 1900 på Cuba og består af hvid rom, limejuice og sukkersirup. Den er sød, let at lave (læs min artikel om den her), så var det Ernest Hemingways yndlingscocktail.
Den skal hverken røres eller shakes, den skal blendes. Det betyder også, at du kan lave mange på én gang og endda ret hurtigt
Med tiden er der kommet en lang række varianter til, hvor den typiske forskel blot er en ekstra ingrediens eller to. Således også med Watermelon Daiquiri, hvor der bliver tilsat både vandmelonlikør og friske melonstykker.
Begge dele er med til at give cocktailen dens karakteristiske røde farve. Den skal hverken røres eller shakes, den skal blendes. Det betyder også, at du kan lave mange på én gang og endda ret hurtigt, så gæsterne ikke skal vente alt for længe på serveringen.
Rommen er en Takamaka Blanc Rum fra Seychellerne. Destilleriet blev grundlagt i 2002 af brødrene Richard og Bernard d’Offay og siden har de nærmest taget verden med storm.
Deres rom, og de har flere varianter, bliver solgt i flere end 35 lande, herunder Danmark. Deres Blanc Rum har en blød og cremet karakter med noter, der leder smagen hen til Det Indiske Ocean. Den er som skabt til cocktail og står ganske godt i denne Watermelon Daiquiri.

Det skal du bruge
Isterninger
6 cl Takamaka Blanc Rum – købes hos Sprit & Co.
5 cl Giffard Watermelon Liqueur – købes hos Sprit & Co.
10 cl friskpresset limejuice
100 g vandmelon
Pynt
Trekant af vandmelon
Sådan gør du
Skær skrællen af et stykke vandmelon og vej 100 gram af. Kom 2-3 isterninger i en blender og tilsæt de øvrige ingredienser. Blend indtil du har en flydende masse og hæld op i et glas med isterninger. Hvis du vil undgå eventuelle kerner fra melonen, så brug en si. Pynt med et stykke melon.
Mojito
Uden diskussion den mest udbredte cocktail med hvid rom. Ifølge Bacardi Cocktail Trends Report 2025 vil det også være den cocktail, som hitter mest i år på alverdens barer. Det er der ikke noget at sige til, for der er en god balance mellem sukker, mynte, lime og den klare spiritus. Og så ser det godt ud i glasset.
Heldigvis er mynten godt i gang i haver og i krukker, og om ganske få uger vil den være klippemoden med store, saftige blade. Det vil kun gøre din Mojito bedre.
Mange tror, at Ernest Hemingway havde Mojito som sin foretrukne cocktail. Men som jeg skriver i denne artikel, er det både fake news og sandsynligvis verdens største barbedrageri. Hemingway havde sukkersyge og holdt sig derfor fra alt for søde cocktails.
Jeg går her med Planteray 3 Stars White Rum. Den består af tre forskellige rom, der er blandet sammen – en ulagret rom fra Barbabos, en 2-3 år gammel rom fra Trinidad og et touch af en 10 år gammel rom fra Jamaica.
Sidstnævne giver en stor dybde i smagen, og det er da også sjældent, at en så gammel rom finder vej til en hvid flaske. Planeray 3 Stars dufter af vanilje, banan og nelliker, og med tropiske frugter blandt smagsnoterne er der dømt Mojitofest.

Det skal du bruge
5 limebåde
1 cl Marie Brizard Sucre de Cane Sirup
15 mynteblade
5 cl Planteray Rum 3 Stars – købes hos Juul’s Vin & Spiritus
Danskvand
Pynt
Mynte
Limebåde
Sådan gør du
Afkøl dit glas ved at stille det i fryseren eller fylde det med isterninger. Kom limebådene og sukkeret i glasset, og massér eller mas dem let. Tilsæt sukkersirup, og rør rundt i det hele, så der bliver godt blandet. Kom myntebladen i og massér dem let.
Fyld glasset op med knust is. Hæld rom i, og rør forsigtigt rundt. Tilsæt mere knust is, og top op med danskvand. Pynt med mynte.
Rom Martini
Cocktailverdenen er som byggeklodser, man kan sætte sammen, som man vil, for at opnå det bedst mulige resultat i situationen. Det gør mixeriet fleksibelt, så løber du tør for én type spiritus, står en anden klar i kulissen.
Ganske vist er alle cocktails født med en given spiritus, men ret hurtigt har bartendere skiftet den ud med en anden for på den måde at give den et personligt præg.
Det er Martini et godt eksempel på. Den blev nævnt første gang på tryk i 1888 i Harry Johnsons bog New and Improved Bartenders’ Manual med gin som den dominerende spiritus. Men i den første James Bond-film, Dr. No., fra 1962 bestiller hovedpersonen en Martini med vodka.
Også rom spiller dog godt sammen med den tørre vermouth. Det beviser denne Rom Martini, hvor sukkersødmen giver en god balance til en ellers ret stærk cocktail.
Her går jeg med Don Q Cristal Rum fra Destilería Serrallés i Puerto Rico. Rommen er modnet i halvandet til fem år i tønder af amerikansk hvideg. Bagefter er den blevet filtreret igennem aktivt kul, så farven bliver fjernet.
Smagen bliver dog hængende, og netop på grund af fadlagringen bliver rommen mere blød og rund. I denne Rom Martini giver det et godt modspil til den tørre vermouth.
Destilería Serrallés er et familieejet destilleri, hvis historie går tilbage til 1865. I 1934 lancerede det Don Q-brandet, der er opkaldt efter Miguel de Cervantes roman Don Quixote – Serrallés-familiens yndlingsroman.

Det skal du bruge
6 cl Don Q Cristal Rum – købes hos CRT Spirits
3 cl Dolin Dry Vermouth
Pynt
1 tørret citron
Sådan gør du
Køl din glas ned. Kom rom og vermouth i en mixerkande med is og rør godt rundt. Si op i det kolde glas og pynt med citronen.
Neat – den rene vare
God, hvid rom kan sagtens drikkes alene. Det er en myte, at den slags nydelse kun hører den mørke rom til. Det er Paranubes Oaxaca fra Mexico et godt eksempel på. Den bliver lavet på frisk sukkerrørssaft og holder hele 54 procent.

Den høje alkoholstyrke gør, at der kommer mange flere smagsnoter frem. Efter destilleringen bliver der intet tilsat, så det er altså den rene vare, du får i glasset.
Samlet set er rommen både intens og fyldt med aromaer som moden frugt tomat, urter og lime. I smagen ligger der østers, oliven, solrørret tomat og citrusfrugter. Skal en dag i haven eller på havnen sluttes af med en ren rom, er denne et godt bud.
Købes hos Juul’s Vin & Spiritus.
Rom & Sport-Cola
Vi er tilbage i teenageårene og den første hårde tår. For der bliver stadig langet Rom og cola over bardiskene – endda i sådan et tempo, at den ligger nummer 6 på Bacardi Cocktail Trends Report 2025.
Den søde rom og den krydrede sodavand har et godt tække og er et godt bud på en let sippedrik. Simpel at lave og med ingredienser, der vel er standard i de fleste hjem.
Der er en nærmest utydelig grænse mellem Cuba Libre og Rom og cola. Førstnævnte indeholder cubansk rom, mens rommen i sidstnævnte kan være hvor som helst fra
Dens præcise historie forputter sig et sted bag spiritustågerne, men sikkert er det, at den kan spores tilbage til tiden efter den spansk-amerikanske krig, der sluttede i 1898.
Her gik den under navnet Cuba Libre, Frit Cuba, der var sloganet for den cubanske uafhængighedsbevægelse. Den bestod af vand (måske rom) og brun farin, og først senere kom colaen til.
Nogle hævder, at colaversionen blev skabt i 1900 eller 1902. Det er ikke utænkeligt, men officielt kom Coca-Cola først til Cuba i 1906.
Der er en nærmest utydelig grænse mellem Cuba Libre og Rom og cola. Førstnævnte indeholder cubansk rom, mens rommen i sidstnævnte kan være hvor som helst fra. I Cuba Libre bliver der desuden tilsat limesaft, mens en Rom og cola typisk bliver garneret med en skive citron.
Her bruger jeg Savanna Intense 41.3, der er en hvid rom fra Reunion i Det Indiske Ocean. Den er lavet på melassen, altså restproduktet fra sukkerrørerne. Den holder 41,3% og giver dermed noget pondus til cocktailen.
Den har en frugtig smag med noter af banan, hvide blomster og sukkerrør, men der er ikke tilsat yderligere sukker. Virkelig en lækker rom, der kan forkæle enhver cocktail udover det sædvanlige.
Coca-Cola vil altid være et naturligt valg, fordi den holder i smag, brus og kvalitet. Men der er også andre muligheder. Ikke på grund af toldmure og den slags, men udelukkende på grund af smag og konsistens.
Siden 1974 har Hancock i Skive solgt den nu legendariske Sport-Cola, der som noget nær den eneste på markedet kan tage kampen op med Coca-Cola. Den er frisk og frugtigt med et strejf af cola, indeholder blandt andet æsterisk olie fra colanødder og er sødet med rigtig sukker.
Sport-Cola tager din Rom og cola til nye højder og passer perfekt til den frugtige smag i Savanna Intense 41.3.

Det skal du bruge
1 del Savanna Intense 41.3 – købes hos Juul’s Vin & Spiritus
2 dele Sport-Cola
1 tørret lime
Isblok
Sådan gør du
Kom en isblok i et lowballglas og tilsæt væskerne. Rør let rundt og kom limeskiven i.
Between the Sheets
Skarp, syrlig og sød. Between the Sheets skiller sig ud fra de andre cocktails i denne artikel ved at gå anderledes til bidet. Det er en variant af Sidecar med brandy, appelsinlikør og citronsaft. Måske den er skabt det samme sted, nemlig på Harry’s New York Bar i Paris engang i 1920erne, måske det er en and.
I hvert fald dukkede den op på skrift første gang i Frank Shays bog Drawn from the Wood: Consolations in Words and Music for Pious Friends and Drunken Companions, hvor han dog bruger gin i stedet for brandy.
Andre har også gjort krav på dets ophav som for eksempel New Yorker-bartenderen Johnny Brooks. Gennem tiden har cocktailen optrådt med forskellige besætninger, hvor de mest kendte er dry gin og hvid rom, brandy og dry gin samt brandy og hvid rom.
Her går jeg med rom og cognac, men vil du have et rundere udtryk, så tag en gin. Rommen er Clairin Communal fra Haiti. Den har duft af roser, geranium, abrikoser og pærer og har en fyldig og cremet smag med figner, peber, pærer, fersken og sukkerrørssaft i munden. Det er en rom, du sagtens kan drikke rent.

Det skal du bruge
1 del Clairin Communal – købes hos Juul’s Vin & Spiritus
1 del Ferrand Cognac Grande Champagne
1 del Cointreau
1 ml friskpresset citronsaft
Pynt
1 skive tørret appelsin
Sådan gør du
Afkøl glasset. Kom alle ingredienser i en shaker med is, ryst hårdt og hæld op i det kolde glas. Pynt af.
Rom og soda
Klarhed med klarhed. Rom og danskvand er en lidt ukendt sammensætning, der står en del i skyggen af den langt mere kendte whisky soda. Men romversionen fortjener at komme frem i lyset.
Den boblende og neutrale danskvand fremhæver den karakteristiske romsmag samtidighed med, at alkolholstyrken bliver reduceret med en tredjedel.
Rommen er Puntacana Club Silver Dry fra Oliver & Oliver i Den Dominikanske Republik. Med sine 37,5% kan en rom ikke være mildere, og tilsat både vanilje og citrus får den endnu mere sødme og friskhed. En delikat drik, der egner sig perfekt som intro til den hvide roms verden.

Det skal du bruge
1 del Puntacana Club Silver Dry Rum
2 dele Fever-Tree Soda Water
Pynt
1 tørret skive citron
Sådan gør du
Fyld et highball-glas med is og tilsæt ingredienserne.
Piña Colada
Den behøver næsten ingen nærmere præsentation. Piña colada er en af verdens mest udbredte cocktails – og nummer 4 på listen i Barcardi Cocktail Trends 2025.
Den hænger uløseligt sammen med Coco Lopéz, denne søde kokoscreme, som Ramon López Irizarry, professor ved University of Puerto Rico, udviklede og patenterede i 1954. Med den i hånden skabte Ramón “Monchito” Marrero Piña Colada på Caribe Holton Hotel i San Juan.
Egentlig var den tænkt som en velkomstdrink, hvor han med brugen af ananas ønskede at omfavne Puerto Ricos natur og sande væsen. Hurtigt blev cocktailen så stor en succes, at den blev udbredt til den ganske verden.
Caribe Hilton Hotel er stolt over at være arnestedet og reklamerer for hele historien på deres hjemmeside, selvom andre bartendere gennem tiden har gjort krav på opfindelsen. Siden 1978 har Piña Colada været den officielle drik i Puerto Rico.
Her bruger jeg Two Drifters Pure White Rum. Det er en engelsk rom, der har en frisk og sød smag af vanilje, æbler, hvid peber og lime. Den er destilleret tre gange og er i udtryk inspireret af Caribien. En oplagt rom til en Colada.

Det skal du bruge
5 cl Two Drifters Pure Rum – købes hos Sprit & Co.
5 cl Coco Lopéz kokoscreme
1,5 cl Rynkeby ananasjuice
Isterninger
Pynt
1 trekant af ananas
1 cocktailbær
Sådan gør du
Kom alle væskerne i en blender med isterninger. Blend indtil massen er flydende. Si op et glas (jeg bruger en hvidvinsglas) med isterninger og pynt af ananas.
Skål!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.