Hver torsdag sætter vi tidens emner på spidsen med skarpe, velskrevne og tankevækkende indlæg i dette faste klummeformat.
Bag POV på spidsen står en stærk håndfuld analytiske og polemiske, rationelle og impulsive skribenter – altid med noget på hjerte.
PROVINSEN // POV PÅ SPIDSEN – I sidste uge var jeg engageret til at bedrive poesi på en skole i Jylland og befandt mig – efter en længere indre dialog – i et DSB-tog. Herfra skulle jeg til Ulfborg over Vejle og Holstebro. Alle tre eksotiske stednavne, ukendte og tågeomkransede tårne på bevidsthedens bagperron som lige så godt kunne have heddet Kinshasa, Freetown og Luanda.
Verden er forunderligt stor for den, som bor i et lille land. Psykogeografien strækker landkortet ud over horisonten, og selv små afstande føles enorme. I storbyen bliver man hurtigt ultra-lokal. Turen mellem bydele kan føles fuldstændig uoverkommelig, og rejsen til en anden landsdel er som at rejse udenlands.
Således var jeg i sidste uge engageret til at bedrive poesi på en skole i Jylland og befandt mig, efter en længere indre dialog, i et DSB-tog. Herfra skulle jeg til Ulfborg over Vejle og Holstebro. Alle tre eksotiske stednavne – ukendte og tågeomkransede tårne på bevidsthedens bagperron – som lige så godt kunne have heddet Kinshasa, Freetown og Luanda.
Jeg havde overvejet at tage bilen, men lod mig forføre af længslen efter at være god og rulle ad den grønne sti gennem agerlandet. Og nu sad jeg så der, med min lille hvide hund i sin lille sorte hundetaske for fødderne og så hovedbanen rulle væk gennem vinduet. Så langt, så godt. Jeg lænede mig tilbage i sædet og følte mig på alle måder artig, nærmest en smule selvgod i samme behjulede dieselbåd som mine medpassagerer. Alle travlt optagede af at se intenst på deres telefonskærme. Alle gode borgere.
Omsider kommer togbussen. Vi er de eneste passagerer. Chaufføren kender min tandløse ven og hjælper ham og rollatoren op. Bussen moser gennem regntæppet
Mens vi susede over Storebæltsbroen, tænkte jeg på, at det må være sådan, det føles at vaske sin brugte tunfiskedåse og omhyggeligt sortere sit skrald. På den måde taler løgnen om klimaaftryk direkte til den protestantiske etiks inderste kerne: flittig og travl i pligt og arbejde.
Også selvom det såkaldte ”carbon footprint” er en løgn konstrueret af et reklamebureau for at flytte fokus fra industri til borger.
Opslugt af følelser om godhed befandt jeg mig hurtigt i Vejle, hvor banedriften tilsyneladende ikke længere skete med Statsbanerne, men med noget, som hedder Go Collective.
Nu føler jeg virkelig, at jeg er i udlandet. No shit. Hele ånden i toget er anderledes. På firmaets hjemmeside kan jeg se, at rejsen er noget, vi er på sammen – togfirmaet og os passagerer – og at det handler om at være grøn og bevidst. Toget er slidt og beskidt, og ejeren er den tyske kapitalfond Mutares. Det er jo super miljøbevidst. Vi ved jo, at kapitalfonde vil verden og dens indbyggere det allerbedste.
Fra Holstebro kører jeg med en rød gris til Ulfborg – Skjerntoget – og stiger af på trinbrættet i Ulfborg efter mørkets frembrud og en seks timer lang tur fra øst til vest.
Øde
I Ulfborg løber hunden forrest i strakt line, væk fra trinbrættet og op ad en helt tom gade, forbi et apotek, et bibliotek og en lille skulptur af en tudse. Så er vi ved hotellet, hvor jeg miljøbevidst har planlagt at overnatte før oplæsningen dagen efter. Vi tjekker ind på værelse 2.
Så går vi en tur langs hovedvejen, som skærer gennem byen. Trafik. Ellers øde. En gut, som står foran et værtshus, ser ondt på mig. Den lokale grillbar er stor og tom. Hunde forbudt. Jeg går tilbage og parkerer den hylende på værelset, som ligner en filmkulisse.
Der skulle komme togbus, men hvor fuck den er, aner han ikke
Så i Netto. Den største, mest velassorterede og helt tomme Netto. Det lykkes mig at købe alt for meget, hvilket er meget ugrønt, men til gengæld får jeg et spændende måltid: to hårdkogte æg, en humus-wrap, et pink studenterbrød, matadormix, danskvand. TV’et skratter, og jeg sover tidligt med hunden i fodenden.
Næste morgen spiser jeg i en tom (helt ugrøn) spisesal, mens hunden får en pølse og en god snak med kromutter. Vi pakker og tjekker ud og går op til den lokale skole, hvor vi får en strålende modtagelse af lærer Tanja og de 130 elever i udskolingen, som gør noget store øjne, da cirkushunden og digteren indtager fælleslokalet. Også for dem er mødet eksotisk og fremmed.
Bagefter laver vi lige six-seven, og de er flade af grin. Jeg får deres versioneringer af et digt med hjem. Det er en stor gave.
Og herfra går alting galt.
Vi venter …
Udenfor styrtregner det. Virkelig. Det vælter ned. Bandende plasker jeg gennem regnen, mens hunden trækker i tøjret, og kufferten skrumpler over fortov og kantsten. Der bliver bandet noget, før jeg omsider har fået bugseret os ned gennem byen og tilbage til trinbrættet.
Der er ingen toge i sigte. Kun en gammel mand i et læskur, hvor man har placeret en højtaler. Vi går derind. Hunden er noget nedslået. Manden griner tandløst. Der kommer ingen toge, oplyser han. Det siger de i højtaleren.
Der skulle komme togbus, men hvor fuck den er, aner han ikke. Sådan siger han det ikke. Han taler jo halvøens sprog.
Nå, vi venter.
Omsider kommer togbussen. Vi er de eneste passagerer. Chaufføren kender min tandløse ven og hjælper ham og rollatoren op. Bussen moser gennem regntæppet.
Benedikte Granvig fra Foyeren på P2 ringer og spørger mig om indisk poesi. Hun har fundet mine digtersamtaler her i POV. Vi taler sammen i ti minutters tid. Hendes stemme er sprød og rig. Min er hæs, pibende og oldingeagtig. Sådan er det. Jeg krydser fingre og håber, der kommer noget forståeligt ud af det.
Så når vi Holstebro. Jeg har set forkert på billetten. Jeg skulle have været over Skjern og Esbjerg. Den modsatte vej. Nå, jeg fanger en gris og tager den modsatte vej – jeg er taget afsted tidligere end planlagt, så jeg har tid.
Da jeg ankommer i Skjern og går over trinbrættet, står regnen stadig ned. Der er en time til toget. Men … toget til Esbjerg bliver forsinket, står der så pludselig på infoskærmen. Først tyve, så tredive, så fyrre minutter. Toget er aflyst, siger stemmen i stationens højtaler.
Der går et tog til Varde halvanden time efter. Måske.
Det ender med, at jeg må tage med kapitalfondens tog til bygden Aarhus – regnens by. Hunden er komplet gennemblødt. Turen varer to timer. Jeg køber en ny billet i toget. Den koster en plov. Grøn pris.
Vi skrumpler afsted i slidt grønt så længe, at jeg bliver næsten lykkelig for at ankomme til Jyl Landets hovedstad. Nu er jeg snart ved grænsen.
Hunden og jeg går igennem banegårdshallen ind i et stormagasin, hvor vi straks bliver antastet af en firskåren vagt.
Din hund skal luftes, siger han.
Hvad snakker du om, udbryder jeg, som om jeg var tilbage på stenbroen.
Han mener løftes.
Vi går ud igen og hygger rundt. Jeg køber grønt wienerbrød og danskvand, og vi triller ned på perronen og går om bord i lyntoget.
Turen går fint i grønt selskab – indtil Fredericia, hvor togsættet skal udvides, og lyntoget bliver til et Intercity-tog, så alle passagererne skal skifte tog.
I Køge er der også forsinkelser. Alle os grønne passagerer enes om, at det er hul i hovedet med den banedrift.
Lidt i halv tolv om natten ruller toget til perron på Hovedbanen efter en tur på ti timer. Hunden er glad for at være hjemme.
Jeg ser ned på min grønne hånd. Det grønne skaller lidt. Der er kapitalsort indenunder.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og