VANDMANGEL – “I forgårs brugte jeg en liter vand til at skylle champignoner med, som efterfølgende blev brugt til at skylle af ved opvask – for derefter at hælde vandet i toilettet. Ved et bad, der varer 54 sekunder bliver der brugt 10 liter vand, hvor hver eneste dråbe bliver samlet op i en balje, som kan bruges igen. Et toiletskyl er 4-5 liter”. Mona Ebdrup rapporterer fra Cape Town, Sydafrikas største by, der er i fare for at løbe tør for vand i de kommende måneder.
CAPE TOWN – I februar landede jeg for tredje gang indenfor 24 måneder i Cape Town International Airport. Nyhederne om, at Cape Town løber ind i “Day Zero”, som verdens første storby – den dag, hvor byen ikke har mere vand – har for nylig ramt de internationale medier. Byen, der huser 3,2 millioner indbyggere, står midt i den værste tørke nogensinde med tre år uden regn.
Alligevel ankommer jeg sammen med et par fyldte fly af hovedsageligt turister, der ser de store billboards med ordene “save water like a local” og som ikke synes at være klar over situationen.
På toilettet i lufthavnen er vandet i vandhanerne byttet ud med desinficerende væsker til stor forundring blandt de nyankomne turister. “Er der virkelig ikke noget vand?” spørger de på stribe kvinden, der gør rent på toiletterne. “Nej, vi har tørke”, konstaterer hun gang på gang. Jeg lytter til familier, der glæder sig til at komme frem til poolen.
Der er ingen tvivl om, at jeg er trådt ind i en kompleks situation, hvor det ikke er helt at afgøre, hvad der er op og ned i sandheder og rygter. Et personligt spørgsmål, jeg har funderet over, før jeg tog af sted, er, hvorvidt det kan forsvares, at jeg som freelancer tilbringer fem uger i en by, der om få måneder er tørlagt for vand, når jeg har råd til at være andre steder. Skulle jeg bare være blevet hjemme?
Mandag blev det meddelt, at “Day Zero” nu er skubbet til 11. maj, fordi Cape Towns indbyggere har været så effektive til at spare på vandet
Efter samtaler med sydafrikanske venner er det imidlertid gået op for mig, at situationen langt fra er sort eller hvid. En stor del af Cape Towns økonomi er baseret på turisme og internationale virksomheder som f.eks. filmindustrien og reklamebranchen. Og de er nu begyndt at trække sig ud af byen. På grund af den tre år lange tørke stiger fødevarepriserne i takt med, at der er mindre og mindre vand tilbage. Samtidig stiger arbejdsløsheden, fordi turister og virksomheder bliver væk.
Og som min veninde Asanda siger: “Vi burde jo egentlig lukke lufthavnen for mennesker, der ankommer udefra, men samtidig er jeg dybt afhængig af mine job i den internationale filmindustri ligesom folk, der arbejder i servicebranchen, er i overhængende fare for at blive arbejdsløse.”
“If it is yellow, let it mellow, if it’s brown, flush it down”
I sidste uge var “Day Zero” sat til den 16. april med vandrestriktioner på 50 liter pr. person pr. dag.
The Minister of Water and Sanitation, Nomvula Mokonyane, vil i den kommende uge gå ud og officielt kalde tørken en “naturkatastrofe”, men han mener samtidig, at “Day Zero” ikke vil oprinde, lyder det i de lokale medier – heller ikke selvom klimaforandringerne gør, at “vi skal kunne mere med mindre”.
Mandag blev det meddelt, at “Day Zero” nu er skubbet til 11. maj, fordi Cape Towns indbyggere har været så effektive til at spare på vandet. I næste uge vil vandrestriktionerne imidlertid formentlig blive sat ned til 25 liter pr. indbygger.
Både jeg selv og de af mine danske venner, jeg har diskuteret spørgsmålet med, har været forundrede over, at vi virkelig i gennemsnit bruger så mange liter vand på én dag – i Danmark brugte vi i 2015 dagligt 106 liter vand pr. person.
Jeg er vokset op med at tage bad i en balje og skulle genbruge vandet, ikke nødvendigvis, fordi der ikke var vand nok, men fordi alle skyldte penge for el og vand, og der ville blive lukket for vandet, hvis vi brugte for meget
Men skræmmende nok skal man ofte se forbruget med egne øjne, før man forstår realiteterne. I forgårs brugte jeg eksempelvis en liter vand til at skylle champignoner med, som efterfølgende blev brugt til at skylle af ved opvask – for derefter at hælde vandet i toilettet).
Ved et bad, der varer 54 sekunder bliver der brugt 10 liter vand, hvor hver eneste dråbe bliver samlet op i en balje, som kan bruges igen. Et toiletskyl er 4-5 liter. En kort omgang vaskemaskine er 30-40 liter. Selv på Cape Towns cafeer bliver der ikke skyllet ud i toilettet ved hvert toiletbesøg. Som de siger “If it is yellow, let it mellow, if it’s brown, flush it down.”
Min anden ven Marlin, som jeg bor hos nu, deler ivrigt ud af erfaringer med at spare vand.
Han griner lidt over det paradoks det er, at vi lige nu på den måde aktivt skal lave kampagner for at spare på vandet, for som han siger: “jeg er vokset op med at tage bad i en balje og skulle genbruge vandet, ikke nødvendigvis, fordi der ikke var vand nok, men fordi alle skyldte penge for el og vand, og der ville blive lukket for vandet, hvis vi brugte for meget.”
Om det er en effektiv kommunikationsstrategi som alle de mange billboards i lufthavnen bruger for at få os privilegerede turister til at spare på vandet, når de skriver “save water like a local”, ved jeg ikke. Måske skal vi først opleve, at der ikke kommer vand ud af hanen? Ifølge Nomvula Mokonyane vil folk først spare på vandet, når de konkret oplever, at de er nødt til det.
Læren fra Namibia
Hovedstaden i nabolandet Namibia, Windhoek, har i mere end fire årtier kæmpet med tørke og med at kunne levere vand til alle indbyggere. Windhoek bliver med sine 322.000 indbyggere imidlertid ikke betraget som en storby af de internationale medier, der konsekvent omtaler Cape Town som ‘den første storby’, der rammer day zero.
Siden september er skyerne forsvundet, når solen har brændt dem af uden en dråbe vand som gave til den knastørre muld. I dag er skyerne også forsvundet, men vejrudsigterne lover regn og torden i nat
Men Cape Town kan lære meget af Windhoek, som har årtiers erfaring med tekniske løsninger, oplysning og opdateret lovgivning, når det gælder vandressourcer. I Windhoek har man eksempelvis vedtaget ny lovgivning for vandkrævende industrier, der har ramt multinationale virksomheder som Coca Cola.
Der er imidlertid en grund, til at verden kigger mod Cape Town nu. Det skræmmer os ind til marven at se en basal menneskeret som vand som en knap ressource, der kun bliver mindre af på grund af klimaforandringerne.
Cape Town har middelhavsklima med våde vintre og tørre somre.
Og vi skal ikke længere tilbage end sommeren 2017, da vandrestriktioner var på tale i Rom og Barcelona.
I dag er skyerne også forsvundet, men vejrudsigterne lover regn og torden i nat. Jeg beder for regn og torden
Jeg stiller mig selv det spørgsmål, om vi er klar til at gøre mere end blot at kigge mod syd og “have ondt af afrikanerne”.
Er vi klar til at stille os selv nogle svære spørgsmål, til at være bevidst om vores privilegier, bygge bedre infrastruktur og tage ansvar for en fremtid hvor tørlagte storbyer og klimaflygtninge bliver hverdag?
I morges vågnede vi op til duften af regn. Skyerne havde gjort ‘Table Mountain’ usynlig.
I generationer har Table Mountain været “The Weatherman”, som afslørede hvorvidt regnen ville falde.
Siden september er skyerne forsvundet, når solen har brændt dem af uden en dråbe vand som gave til den knastørre muld.
I dag er skyerne også forsvundet, men vejrudsigterne lover regn og torden i nat. Jeg beder for regn og torden.
Topfoto: Plakaterne i lufthavnen advarer om situationen. Mona Ebdrup.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
