AFRIKA // BAGGRUND – Selvom Burkina Fasos leder, Ibrahim Traoré, har kunnet sole sig i støttedemonstrationer tidligere på året, presser interne forventninger sig på, og den unge militærleder er snart nødt til at melde sit næste træk.
Siden Ibrahim Traoré kuppede sig til magten i Burkina Faso, har den 37-årige militærleder gjort sig bemærket både nationalt, på tværs af Afrika og på den internationale arena.
Da han indtog præsidentrollen i 2022, havde det vestafrikanske land allerede tidligere samme år oplevet et andet militærkup, der væltede den daværende civile regering. Begge kup var i vid udstrækning begrundet med frustrationer over landets sikkerhedssituation, der både dengang og i dag døjer med angreb fra militante islamistiske grupper.
Mens han selv slår på at bryde med Vesten og især den tidligere kolonimagt Frankrig, har blandt andre EU og FN kritiseret Burkina Faso for at bryde med menneskerettighederne. I 2024 valgte Danmark også at lukke sin ambassade i landet “som konsekvens af et stærkt begrænset handlerum i Sahel-regionen efter en række af militærkup”, lød forklaringen. Men Traorés reformer og positionering som en anti-vestlig figur har resulteret i, at han kan tælle beundrere både i og uden for sit hjemland. Blandt dem er Nii Ayi Opare.
De seneste ti år har han været til stede i Ghanas aktivistiske kredse og beskriver sig selv som ‘revolutionær’. For ham symboliserer Traoré en ny æra for afrikansk lederskab. Han kalder det en revolution og kampen for mere selvstændighed. Derfor er det ikke kun Traorés person, som Nii Ayi Opare støtter.
“Min støtte handler ikke nødvendigvis om Traorés personlighed, men skyldes, at han repræsenterer kampen lige nu,” siger Opare.
Traoré ses som den unge mand, der står op mod Frankrig og fortæller Frankrig, at ‘I har overudnyttet os, og vi vil ændre fortællingen’
Støtten til Traoré sker på et tidspunkt, hvor især grupper af unge afrikanere demonstrerer mod deres siddende regeringer og kritiserer status quo. George Bob-Milliar, der forsker i afrikansk politik og aktivisme, beskriver det som en bølge af utilfredshed. Det er dén utilfredshed, som Traoré adresserer. Hans popularitet er bygget på tre elementer:
“Det er panafrikanismen, det er hans ungdommelighed, og det er den anti-vestlige retorik, der bidrager til al hans popularitet,” forklarer George Bob-Milliar til POV og uddyber:
“Han forsøger at præsentere sig selv som en forsvarer, der vil nulstille udviklingsdagsordenen.”
Traoré kritiserer afrikanske kollegaer
Nii Ayi Opare er medlem af den politiske bevægelse Economic Fighters League, der fokuserer på økonomisk selvstændighed i Ghana. Tilbage i april stod bevægelsen bag en af de støttedemonstrationer for Traoré, som fandt sted blandt andet i Burkina Faso, England og Ghana. Ved sidstnævnte gik Nii Ayi Opare med.
Demonstrationerne skete som reaktion på særligt to begivenheder. Først havde den amerikanske general Michael Langley, der leder USA’s militære indsats i Afrika, beskyldt Traoré for at udnytte Burkina Fasos guldreserve for egen vindings skyld. Senere meldte militæret i Burkina Faso ud, at man havde undgået et ‘enormt kupforsøg’ og rettede pilen mod nabolandet Elfenbenskysten, der senere nægtede at være involveret.
For Nii Ayi Opare handlede demonstrationerne om at støtte en leder, der med sine reformer og udmeldinger taler Afrikas sag. Det er dog også kommentarer, som har skabt debat i Vestafrika og internationalt.
Panafrikanisme beskrives som en bevægelse, en idé og en filosofi. Fællestrækket er solidaritet blandt alle folkeslag af afrikansk arv og et mål om at overvinde ulighed. Tankerne satte tonen for den afrikanske selvstændighedsbevægelse, der især meldte sig i 1940’erne og op gennem 60’erne og 70’erne, og har siden forgrenet sig.
Tilbage i 2023 gav Traoré eksempelvis en opsang til afrikanske ledere under et topmøde i Rusland, da han bad dem stoppe med at danse, “hver gang imperialisterne trækker i trådene”. Siden har han smidt franske tropper ud af Burkina Faso, trukket landet ud af det vestafrikanske økonomiske samarbejde Ecowas og overført fem guldmineaktiver til et statsejet selskab.
Særligt sagen om en national guldreserve kan ifølge George Bob-Milliar være kompleks. Da Burkina Faso er ledet af militæret, er der sandsynlighed for, at det også er dem, der ender med at lede selskabet. Men selve tanken med at nationalisere aktiverne, herunder miner og licenser, kan være med til at fastholde Traorés profil som en panafrikanistisk stemme, forklarer han.
For Nii Ayi Opare er det dog ikke en illusion. Han ser guldminesagen som et eksempel på, at Traoré gør alvor af sine ord om selvstændighed. Alligevel er han endnu ikke helt overbevist om, hvorvidt den ‘unge’ leder vil indfri sine løfter på længere sigt. Derfor holder han øje med, at statslederen ikke lader sig forføre af magten og, som Nii Ayi Opare pointerer, bliver en ny Museveni, der har været præsident i Uganda siden 1986.
“Hvis Traoré skulle forråde revolutionen, stopper jeg med at støtte ham, fordi han så bevæger sig væk fra målet, fra missionen,” siger han.
Traoré veksler alder til indflydelse
Udover løfterne om mere selvstændighed er det Traorés alder, som Nii Ayi Opare hæfter sig ved. Mens en præsident som Yoweri Kaguta Museveni i Uganda repræsenterer en gruppe af ældre afrikanske ledere, der i årtier har siddet tungt på magten, er Traoré med sine 37 år tættere på den voksende afrikanske ungdom.
Da Afrika huser verdens yngste befolkning, er alder en helt afgørende faktor for både at forstå tidens aktivisme på tværs af kontinentet og støtten til Traoré, understreger George Bob-Milliar. “Traorés ungdommelighed giver ham muligheder,” som forskeren pointerer og uddyber:
“Traoré ses som den unge mand, der står op mod Frankrig og fortæller Frankrig, at ‘I har overudnyttet os, og vi vil ændre fortællingen’.”
Hans alder kan derfor også være en af grundene til, at den ‘unge’ leder bliver promoveret gennem en af tidens mest omdiskuterede teknologier: Kunstig intelligens.
På sociale medier er AI-genererede videoer med verdensstjerner som Beyoncé, Justin Bieber og Rihanna, der medvirker ufrivilligt, blevet brugt til at markedsføre militærlederen.
I Danmark ruller Gerd Kieffer-Døssing, ph.d.-studerende ved DIIS med fokus på panafrikanisme og Vestafrika, med i sit feed og holder øje med videoerne. Tilbage i foråret, hvor støttedemonstrationerne for Traoré fandt sted, dominerede videoerne hendes feed. Siden er det stilnet af, men det betyder ikke, at hans popularitet dalet.
“Det betyder bare, at den virale kampagne har haft sit peak. Der er stadigvæk rigtig mange, der støtter ham på alle mulige måder,” siger hun til POV og fremhæver støtteopslag fra panafrikanister og støttesange fra etablerede musikere, der sammenligner Traoré med ikoner som den tidligere præsident Thomas Sankara, der kæmpede for selvstændighed og mod Vestens indblanding tilbage i 1980’erne.
I et større perspektiv ser hun videoerne som et geopolitisk våben. Det skyldes især, at videoerne fremhæver et narrativ, der også kan gavne andre magter, som er interesserede i at udfordre Vesten. Selvom hverken hun eller George Bob-Milliar med garanti kan sige, hvem videosmedene er, spiller de en afgørende rolle for idoldyrkelsen af Traoré, understreger Gerd Kieffer-Døssing:
“Det er med til at opbygge Ibrahim Traoré som et panafrikanistisk ikon, hvor de gør ham til symbolet for en selvstændighedsbevægelse.”
Traoré væltede et system, der stadig fremmede og beskyttede udenlandske interesser til skade for Burkina Fasos befolkning
Nii Ayi Opare mener, at videoerne kan være et nødvendigt værktøj.
“Hvis målet her er at opnå kontinentets absolutte befrielse samt uddannelse af kontinentet og diasporaen, kan ethvert middel, der fremmer disse mål, ikke siges at være forkert. Det er på alle måder nødvendigt,” siger han.
Synes du, at det er i orden at lave disse videoer?
“Nej, jeg siger ikke, at det er i orden, men hvis det bidrager til at opnå målet, kan jeg ikke fordømme det.”
Vold og angreb fortsætter i Burkina Faso
Da Traoré satte sig i præsidentstolen, lovede han at skabe stabilitet i Burkina Faso og genoprette en civil regering inden juli 2024. Udsigterne til et valg har han siden skubbet fem år frem til 2029.
Selvom Traorés magtovertagelse er blevet dækket af en række internationale medier, nægter Nii Ayi Opare at beskrive det som et kup. For ham var det et opgør med et system, der ikke tjente Burkina Faso.
“Det var ikke et statskup, men en revolution,” siger han og fortsætter: “Traoré væltede et system, der stadig fremmede og beskyttede udenlandske interesser til skade for Burkina Fasos befolkning.”
At kuppet skulle markere en revolution holder dog ikke, understreger George Bob-Milliar. Ifølge ham var det et klassisk eksempel på et militærkup. Siden er situationen i landet også forværret, og Traoré kan ikke fortsætte som hidtil, uddyber han:
“Det er en ret anspændt situation, og det ser ud til, at regimet er ved at miste energi, fordi begrundelsen for kuppet ikke er blevet opfyldt.”
Løbende har det vestafrikanske land været vidne til vold og overgreb på civile. Mellem 2023 og 2024 modtog Sekretariatet for FN’s højkommissær for menneskerettigheder (OHCHR) meldinger om, at mindst 2.732 personer var blevet udsat for krænkelser, overtrædelser af menneskerettighederne og brud på humanitær ret. Ud af dem var 1.794 personer ofre for ulovlige drab. Det fik højkommissæren til at udtrykke stor bekymring for situationen, da meldingerne også påstod, at væbnede grupper og statslige aktører stod bag.
Det, der foregår lige nu, minder mere og mere om andre autoritære regimer
Imens peger en nyere rapport fra Africa Center for Strategic Studies, der hører under USA’s forsvarsministerium, på, at militant islamistisk vold i Sahel-området er blevet mere omfattende og udbredt. Værst står det til i Mali, Burkina Faso og Niger, der alle har oplevet gennemførte militærkup inden for de seneste fem år.
Ifølge George Bob-Milliar strømmer der mange forskellige informationer ud om situationen i Burkina Faso. Det er derfor svært at sige, om og i hvilket omfang militæret skulle være involveret i drab på civile. Men både han og Gerd Kieffer-Døssing har fulgt meldinger om, at civile dissidenter bliver tvunget til at melde sig under en særlig militærenhed med navnet ‘Frivillige for forsvaret af hjemlandet’.
“Det er hæren, der insisterer på, at de civile, der kritiserer dem, skal slutte sig til dem og bekæmpe jihadisterne. Og i processen bliver disse civile dræbt,” forklarer George Bob-Milliar. Situationen er også blevet beskrevet af International Crisis Group tilbage i 2023.
Imens hæfter Gerd Kieffer-Døssing sig især ved, at Burkina Fasos sikkerhedsminister tilbage i 2024 opfordrede civile til at rapportere “enhver mistænkelig person, bevægelse eller genstand”.
“De skal være øjne og ører for regimet og melde ind, hvis de hører, at folk er upatriotiske. Så det, der foregår lige nu, minder mere og mere om andre autoritære regimer,” forklarer hun.
Traoré køber tid
For Nii Ayi Opare er det, han kalder for ’revolutionen’, vigtigere end noget andet. Den handler både om mere selvstændighed, men også om at mindske fattigdom i Afrika og at skabe bedre vilkår. På trods af meldinger om brud på menneskerettigheder og vold, ser han, at Traoré på længere sigt kan gøre en forskel.
“Vi støtter Traoré, fordi han ønsker at ændre millioner af afrikaneres skæbne og omstændigheder. Hvis du så, hvad folk skal håndtere på daglig basis, ville du være nødt til at støtte en som Traoré,” siger han.
Det er blevet konsekvent bevist, at systemet kun reagerer på vold
Nii Ayi Opares syn på at tjene det, han beskriver som ‘det kollektive gode’ og ‘revolutionen’, gælder også for andre af hans ‘revolutionære’ aktiviteter. I løbet af de seneste år har det fået ham arresteret flere gange. Han slår fast, at det aldrig har været på grund af vold. Alligevel udelukker han ikke vold, hvis den revolution, som Traoré i hans øjne er ansigtet på, skal realiseres. Det kan eksempel blive aktuelt, hvis aktivister og andre tilhængere møder vold under demonstrationer, forklarer han.
“Hvis du indser, at fjenden, du kæmper imod, konsekvent bruger vold, kan du ikke bare blive ved med at interagere som et offer,” siger han og fortsætter: “Man er nødt til at organisere sig for at nå til et punkt, hvor der er en magtbalance.”
Har du lyst til at bruge vold?
“Nej. Jeg ville ønske, at vi ikke behøvede det. Men det er blevet konsekvent bevist, at systemet kun reagerer på vold.”
Men Traorés popularitet er kun til låns, varsler George Bob-Milliar. Tidligere eksempler viser, at disse ‘stærke militærmænd’, som forskeren beskriver dem, efter et par år begynder at mistænke alle omkring sig og går i en form for overlevelsestilstand. Medmindre at nogen vælter Traoré, vil militærlederen derfor før eller siden gøre, som andre før ham.
“Det vil enten være med flerpartivalg eller et forsøg på en afrikansk regeringsmodel, som på længere sigt også vil ende med en form for flerpartidemokrati,” forklarer George Bob-Milliar.
Imens vurderer Gerd Kieffer-Døssing, at den panafrikanistiske bølge, som i hendes øjne dominerer Sahel og Vestafrika i disse år, ikke foreløbig vil stilne af. Her handler det ikke alene om Traoré. Selvom det langt fra er alle i Burkina Faso og Sahel-området, der støtter militærlederen, oplever hun, at der er en begejstring for mere selvstændighed. På samme måde er der i en vis udstrækning konsensus om, at der er behov for at udfordre den status quo, som Vesten symboliserer. Det er en verdensopfattelse, som ikke vil forsvinde med Traoré, understreger hun:
“Man kan ikke slukke for det, der lige nu brænder i regionen.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og