STORBRITANNIEN – De har boet i landet i årtier, arbejdet og betalt skat. Men pludselig blev de smidt ud af deres boliger, mistede deres job og risikerede deportation. I sin iver efter at stramme immigrationslovgivningen ramte den britiske regering efterkommere af immigranter fra tidligere kolonier så hårdt, at den konservative indenrigsminister Amber Rudd mandag gik af. Labour taler om institutionel racisme og premierminister Theresa May har undskyldt, men sagen trækker bitre tråde i det britiske samfund, fortæller Lone Theils.
Der blev ikke sparet på rosen, da den konservative indenrigsminister Amber Rudd mandag måtte gå af efter længere tids pres.
Indenrigsministeren havde udvist både ”uselviskhed, integritet og medfølelse” i udøvelsen af sit job, lød det fra premierminister Theresa May, der selv havde Rudds post som chef for det ministerium, der skal levere de mål den britiske regering har sat sig for at reducere immigrationen til Storbritannien, inden May indtog Downing Street 10.
Det er formentlig meget langt fra de ord, der falder Paulette Wilson ind, når hun skal beskrive sin oplevelse af det ministerium Amber Rudd har bestyret.
Den nu 61-årige bedstemor kom til Storbritannien fra Jamaica i 1968, da hun var bare 10 år gammel. Hendes mor sendte hende til London, hvor hun boede hos sine bedsteforældre, der arbejdede henholdsvis som plejer og på en fabrik. Paulette Wilson voksede op, gik i skole, og hun fik arbejde som kok. Hun betalte skat og sin sygesikring. I en periode var det endda hende, der stod for at lave måltider i en af kantinerne i det britiske parlament. Når hun ikke lavede mad til politikere og sikkerhedsvagter, tog hun en ugentlig tjans i et køkken, der serverer måltider til hjemløse.
Men i 2015 fik Paulette Wilson et brev, der kom til at smadre hendes liv. Et brev, som hun har forklaret til den britiske avis The Guardian, fik hende til helt at gå i panik.
For i brevet stod, at hun slet ikke havde ret til at opholde sig i landet. At hun var illegal immigrant, og hun havde et halvt år til at rejse hjem til Jamaica – et land hun ikke havde besøgt i fyrre år og hvor hun ikke havde familie eller venner. Væk fra sin datter Natalie og barnebarnet.
Den illegale status betød, at sygedagpengene og boligstøtten røg med et slag fra den ene dag til den anden. Paulette Wilson blev hentet i en varebil og bragt til detentionscenteret Yarl’s Wood, hvor hun fik at vide, at hun var booket på det næste charterfly til Jamaica
”Jeg turde ikke fortælle nogen om det i et stykke tid”, fortalte hun til avisen.
Men det skulle blive værre endnu. For den illegale status betød, at sygedagpengene og boligstøtten røg med et slag fra den ene dag til den anden. Paulette Wilson blev hentet i en varebil og bragt til detentionscenteret Yarl’s Wood, hvor hun fik at vide, at hun var booket på det næste charterfly til Jamaica.
Paulette Wilsons graverende fejl var, at hun aldrig havde sørget for at få sig et britisk pas. Hun anede ikke, at det var nødvendigt, og havde aldrig haft brug for at rejse uden for det land hun anser for sit hjemland. ”Jeg føler mig ikke britisk. Jeg er britisk”, siger hun til The Guardian.
Kun ved mellemkomsten af en politiker og mediernes interesse blev Paulette Wilsons tvangsdeportation afværget. Men hun var en blandt mange, der er havnet i hvad selv advokater beskriver som et kafkask helvede, der først og fremmest er et resultat af en politik indført af premierminister Theresa May selv.
Et fjendtligt miljø
Derfor er det næppe overraskende, at Amber Rudd fik støtte fra Theresa May, for det var den nuværende premierminister selv, der i 2012 indførte de regler, dom er en del af forklaringen på, hvorfor immigrationsreglerne strammede skruen så hårdt, at konstruktionen brast, og Rudd måtte tage sin afsked.
Reglerne handler om det som Theresa May kalder skabelsen af et ”hostile environment”, altså et ”fjendtligt miljø”, for illegale immigranter.
Målet om at reducere indvandringen viste sig at være langt sværere end forventet. Efter den konservative regering var trådt til, var nettoimmigrationen stadig på 250.000 indvandrere om året.
Reglerne blev indført i et forsøg på at opfylde den konservative regerings planer om at reducere antallet af immigranter til Storbritannien. Daværende premierminister David Cameron gik direkte på valg på et løfte om at reducere netto-immigrationen til Storbritannien, så befolkningstilvæksten kunne reduceres til ”titusindvis”, og han satte Theresa May til at få det til at ske på posten som indenrigsminister.
Men det viste sig at være langt sværere end forventet.
Efter den konservative regering var trådt til, var nettoimmigrationen stadig på 250.000 indvandrere om året.
Problemet var først og fremmest, at størstedelen af immigrationen stammede fra EU, og den var det umuligt at gøre noget ved før Brexit blev en realitet.
Selv om Theresa May arbejdede hårdt ved at skrue på andre parametre såsom studentervisa, opholdstilladelser til højtuddannede og familiesammenføringer, rakte det ikke til at fremvise de tal, David Cameron havde lovet vælgerne.
Ud af dette opstod reglerne om det fjendtlige miljø.
Briterne har ikke CPR-numre og de har heller ikke personlige identitetskort. Der er en række historiske årsager til dette, og når skiftende britiske regeringer foreslår at indføre noget i den retning, møder det som en regel modstand med henvisning til at det er et voldsomt indgreb i folks personlige frihed
For en dansker, der er vant til at hele samfundet er registreret med cpr-numre, der forudsætter, at den enkelte har lovligt ophold i landet, kan det være svært at forstå, hvor hårdt disse regler pludselig ramte. Vi er vant til at give vores CPR nummer til vores arbejdsgiver, bank, læge og skole – og stort set alle andre, der spørger efter det.
Briterne har ikke CPR-numre og de har heller ikke personlige identitetskort. Der er en række historiske årsager til dette, og når skiftende britiske regeringer foreslår at indføre noget i den retning, møder det som en regel modstand med henvisning til at det er et voldsomt indgreb i folks personlige frihed og alt for dyrt.
Som udlænding kan det være et mareridt at flytte til landet, fordi tingene griber ind i hinanden og den klassiske problemstilling er, at man ikke kan leje et sted at bo før man har en britisk bankkonto, men en bankkonto kan man naturligvis ikke få uden en adresse.
For briter kan passet være, ikke bare det ultimative bevis på identitet, men også det eneste. Og derfor opstår der et gigantisk problem, hvis man ikke har et pas. Hvem er man så? Hvor længe har man været i landet? Har man ret til at være her?
Det er her problemet opstår for den såkaldte Windrush-generation.
Navnet kommer fra det gamle militærskib, der fragtede den første sending af immigranter fra de britiske kolonier til London i 1948. Efter krigen manglede Storbritannien arbejdskraft, og annoncerede efter arbejdsduelige og raske folk, der ville komme til landet og give en hånd med genopbygningen.
Windrush-generationen
De første 1027 passagerer ankom den 22. juni for snart 70 år siden, mange med planer om at blive i korte tid. Men en stor del endte med at blive i landet, og de slog sig fortrinsvis ned i området omkring Brixton i det sydlige London. De arbejdede ved jernbanerne og i sundhedssystemet, men selv om der var brug for deres arbejdskraft, var det heller ikke dengang problemfrit for de nye borgere.
Der var mangel på boliger, og der var arbejdsgivere, som ikke ville ansætte de nytilkomne på grund af deres hudfarve. Der var også sammenstød med bander, der ikke brød sig om de nye indbyggere i London.
I 1968 var immigrationen steget i en sådan grad, at det konservative parlamentsmedlem Enoch Powell holdt sin berømte tale, hvor han advarede om at der ville komme ”floder af blod” hvis ikke immigrationen blev stoppet:
Men der kom stadig flere til i en jævn strøm bl.a. fra Jamaica, St. Kitts, Grenada og St. Vincents. De var borgere i det britiske Commonwealth. Britiske borgere vel og mærke og der var ikke brug for pas dengang.
Vigtige skillelinjer kom i 1971 og 1973. I 1971 fik alle, der var kommet fra de tidligere kolonier ubegrænset opholdstilladelse, og to år senere blev loven strammet. Britisk statsborgerskab var ikke længere automatisk, og man kunne ikke længere komme til Storbritannien og arbejde uden en arbejdstilladelse.
Derved skabtes et af de huller, som Paulette Wilson og en række andre efterkommere af Windrush-immigranterne nu betaler for: De er ankommet inden 1973, men de har aldrig fået et pas eller andet bevis for at de opholder sig legalt i landet. Det har aldrig været nødvendigt, før Theresa May og hendes regering indførte ”det fjendtlige miljø”.
Hvis du lejer en bolig i Storbritannien skal din udlejer nu kunne godtgøre overfor myndighederne, at du opholder dig legalt i landet. Hvis du bor i almennyttige boliger, bliver du smidt ud, hvis du ikke kan dokumentere at du har opholdstilladelse
Hvis du lejer en bolig i Storbritannien skal din udlejer nu kunne godtgøre overfor myndighederne, at du opholder dig legalt i landet. Hvis du bor i almennyttige boliger, bliver du smidt ud, hvis du ikke kan dokumentere at du har opholdstilladelse.
Ansvaret er også lagt over på din arbejdsgiver, der skal gennemføre regelmæssige tjek for at sikre sig, at arbejdstageren har opholdstilladelse og derved også er lovligt ansat. Hvis det ikke er tilfældet, bliver du fyret – og ellers straffes din arbejdsgiver.
Det skete netop for Michael Braithwaite, der kom til Storbritannien som dreng i 1961 og i de seneste 15 år har arbejdet som speciallærer i en skole i det nordlige London.
En dag blev han kaldt ind på kontoret og fik at vide, at han desværre måtte forlade sit job, da en rutinekontrol havde afsløret, at indenrigsministeriet ikke havde registreret ham som et menneske, der havde lovligt ophold i Storbritannien. For selv om han har gået i skole i landet, har arbejdet og betalt skat, havde han ikke noget pas.
Som han siger til avisen The Guardian, der har interviewet ham: ”Jeg ansøgte aldrig om et britisk pas, for jeg troede, vi var britiske”.
Som om sagerne ikke var nok i sig selv, blev skandalen om muligt værre af, at det var stort set umuligt at få fat i nogen sagsbehandlere hos immigrationsmyndighederne og få trådene redet ud
Også på sygehusene har reglerne gjort ondt. Som for Sylvester Marshall, der fik konstateret kræft, og aftalte med sin læge, at han skulle påbegynde behandling. Men efter at myndighederne kunne konstatere, at hans opholdstilladelse ikke var i orden – trods 44 år i Storbritannien – blev den 63-årig mand præsenteret for en regning på omkring 500.000 kroner, hvis han ønskede at fortsætte sin kræftbehandling.
Læs om Sylvester Marshalls sag her.
Destruerede dokumenterne
Som om sagerne ikke var nok i sig selv, blev skandalen om muligt værre af, at det var stort set umuligt at få fat i nogen sagsbehandlere hos immigrationsmyndighederne og få trådene redet ud.
Enten måtte man vente i timevis i telefonen, eller også fik man besked på at efterlade sine oplysninger hos en telefonpasser. Men mange af de mennesker, der var i tvivl om deres status, turde ganske enkelt ikke overlevere deres personlige oplysninger hos et ministerium, der klart havde indikeret, at de var parate til at smide dem ud af landet.
Parlamentsmedlem for Labour, David Lammy har været en af de mest udtalte forkæmpere for Windrush-generationens rettigheder, og han mener, at det store antal sager kommer frem nu, fordi folk har været bange for at henvende sig til myndighederne.
”Folk har ikke turdet komme frem med deres bekymring”, siger han blandt andet og kritiserer, at selv den dokumentation, folk faktisk har for, at de har været i landet, ofte bliver ignoreret eller ikke godtaget af myndighederne.
Arkivet, der var opbevaret i en kælder, blev destrueret i forbindelse med, at et immigrationskontor i Croydon blev nedlagt på trods af, at medarbejderne advarede om, at de stadig med jævne mellemrum brugte oplysningerne
Skandalen, der var ved at tage form, fik så et ekstra ryk op på stormvarselskalaen, da det kom frem, at det britiske indenrigsminsterium i 2010, mens Theresa May var chef, selv ødelagde de originale optegnelser om, hvem der var kommet til Storbritannien på hvilke skibe.
Arkivet, der var opbevaret i en kælder, blev destrueret i forbindelse med, at et immigrationskontor i Croydon blev nedlagt på trods af, at medarbejderne advarede om, at de stadig med jævne mellemrum brugte oplysningerne for at fastslå ankomst til Storbritannien i sager med forbindelse til mennesker, der ansøgte om pas.
Den oplysning fik en rasende David Lammy til at tage Amber Rudd i skole i det britiske parlament, hvor han kaldte opdagelsen for ”en skammens dag”:
https://www.facebook.com/DavidLammyTottenham/videos/10155227092051541/
Alene den oplysning burde have fået ministeren til at revurdere sin position, mente hendes kritikere.
Men Amber Rudd holdt ud, mens Theresa May måtte give en officiel undskyldning til en række politiske ledere fra de caribiske lande. Det er nationer som Storbritannien håber på øget samhandel med, når Brexit er en realitet.
Se Mays undskyldning her:
I første omgang sagde Amber Rudd, at hun ikke kendte til målsætningerne, og senere, da det kom frem, at tallene i dén grad havde være forbi hendes kontor, forklarede hun, at der jo kom så mange tal og papirer forbi hende
Men det, der på overfladen, fik Amber Rudd til at gå af, var problematikken omkring målsætningerne for det, man kan kalde assisteret deportation. Immigrationsmyndighederne havde sat målene, og fortalte glad ministeren, at der var udsigt til, at man kunne overgå forventningerne med 10 procent.
I første omgang sagde Amber Rudd, at hun ikke kendte til målsætningerne, og senere, da det kom frem, at tallene i dén grad havde være forbi hendes kontor, forklarede hun, at der jo kom så mange tal og papirer forbi hende.
Men den forklaring var ikke god nok til en række politikere og den britiske presse, der satte spørgsmålstegn ved om ministeren kunne blive siddende. Ikke alene var der tegn på, at de mange stramninger og målsætninger havde ført til at Windrush-generationens børn kom i klemme. Men også på at ministeren havde vildledt det britiske parlament – med eller uden forsæt.
Mandag i denne uge gik Amber Rudd så af.
Men det har ikke givet anledning til jubel hos David Lammy, der har stået i spidsen for en kampagne, der skal sikre en værdig behandling af de immigranter, der aldrig havde forestillet sig, at de skulle befinde sig i et fjendtligt miljø.
”Windrush krisen handler ikke om at sikre sig en politisk skalp. Den handler om et system, der har dehumaniseret og dæmoniseret britiske borgere”, skrev han på Twitter:
The Windrush crisis and the fight for justice is not just about political scalps. At its heart it is about an immigration policy that was allowed to – even designed to – dehumanise, demonise and victimise British citizens. An unjust law is no law at all. https://t.co/TvaDsLbHMp
— David Lammy (@DavidLammy) April 30, 2018
Og selv om mange af de sager, der er blevet bragt frem i pressen nu, har fået en slags løsning i form af opholdstilladelser, er det langt fra en happy ending for mange af de borgere, der pludselig fik et brev om, at de ikke var britiske.
Paulette Wilson vågner stadig om natten i skræk og må lægge sig ind til sin datter for at falde til ro. Hun er bange for at myndighederne kommer og henter hende, fortæller hun.
Og selvom Michael Braithwaite kan vende tilbage til sit job som skolelærer, er alt heller ikke fryd og gammen for ham:
”Jeg er bitter. Jeg har boet i Storbritannien i mere end 50 år og så behandler de mig på den måde”.
Dawn Butler, der er ligestillingstalsmand for Labour mener at problemerne stikker langt dybere. ”Premierministeren driver en regering, der er institutionelt racistisk”
På den måde er Windrush måske langt fra ovre med en ministerafgang.
Dawn Butler, der er ligestillingstalsmand for Labour mener at problemerne stikker langt dybere. ”Premierministeren driver en regering, der er institutionelt racistisk”, siger hun.
Topfoto: De 492 passagerer på Windrush kom fra Jamaica, Trinidad og Tobago samt en række andre Caribiske Øer. Fotocredit: Thurrock Council
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
