Bønner, bønner, bønner

Sådan bruger du bønner, linser, kikærter og quinoa i din madlavning i hverdagen

i Grønt/Mad af

WIBRANDS HVERDAGSMAD // MADKLUMME – Bønner er noget af det bedste, Trine Nygaard Wibrand ved.  I sit fadebur, “skuret”, gemmer hun sylteglas med sorte bønner, grønne bønner, limabønner, linser og quinoa. I denne uge deler hun opskrifter på to skønne og mættende salater med kikærter og linser.

I mit barndomshjem stod de brune bønner opbevaret i et højt sylteglas i fadeburet. De blev købt hos helsekosten på Vesterbrogade i København lige dér, hvor min barndomsgade Frederiksberg Allé rammer.

Butikken var bittelille, og manden bag disken var nørdet og bar hvid kittel.

Det var ikke kun mikro-makro-mad, der blev serveret i kollektivet, da jeg var blevet ældre, men vi spiste helt klart anderledes, og jeg var absolut ikke udelt begejstret for at sige det mildt

Det var også der, vi købte boghvede og andre frø, som kom i den hjemmelavede müesli.

Det var ikke kun mikro-makro-mad, der blev serveret i kollektivet, da jeg var blevet ældre, men vi spiste helt klart anderledes, og jeg var absolut ikke udelt begejstret for at sige det mildt. Det var, skal vi sige, lidt udfordrende at være en del af en eksperimenterende madkultur, når man var mere end almindeligt kræsen.

Fast forward til mit voksenliv, hvor bønner er noget af det bedste jeg ved, godt hjulpet på vej af min fars hofret chili con carne. Han lærte mig at koge en bønne, så den er “al dente”; jeg ved ikke, om det er noget man overhovedet kan sige om en bønne, eller om det er forbeholdt pasta, men det vil som bekendt sige med lidt bid i fremfor helt blød og melet.

I mit fadebur, “skuret”, står bønner, linser, quinoa nu i sylteglas ligesom i barndommen. Og for mig er det en rigdom. Det er symbolet på, at der altid er mad i huset, for man kan altid lige smække noget sammen med bønner.

Bevares, de skal ligge i blød over natten, men så er det godt, vi har linserne, der blot skal have en god lang halv time eller quinoa, som er noget helt andet, der skal have omkring tyve minutter.

De fleste jeg møder synes, det er besværligt det der med bønner: Hvad kan man egentlig lave med dem udover chili con carne, spørger de. 

Når kikærter og diverse bønner er kogt, lægger jeg dem i poser á 250 gram, så de passer til en salat eller en ret. Kikærter skal også bruges til hummus, så der laver jeg også portioner á 400 gram. Husk at skrive det på posen

Butterbeans, eller hvide limabønner, som de hedder på dansk, lægger jeg ikke i blød. I stedet koger jeg bønnerne sammen med Herbamare i tre timer.

Besværligt er det imidlertid ikke at sætte bønner i blød dagen før, man skal bruge dem. Det besværlige ligger i, at man glemmer det, og så står man der.

Men det er der råd for, for man koger dem blot på forhånd og lægger dem i fryseren i passende portioner.

Jeg brugte således et par af årets første dage på først at lægge kikærter og min favorit, sorte bønner, i blød den ene dag. Da det var gjort, kogte jeg en pose sorte belugalinser.

Jeg er helt vild med dem fra Urtekram og bruger ikke andre. Det skulle da lige være de grønne fra samme producent.

Butter beans, eller hvide limabønner som de hedder på dansk, lægger jeg ikke i blød. I stedet koger jeg dem sammen med Herbamare i tre timer. Det giver dem den mest fantastiske smag.

Når kikærter og diverse bønner er kogt, lægger jeg dem i poser á 250 gram så de passer til en salat eller en ret. Kikærter skal også bruges til hummus, så der laver jeg også portioner á 400 gram. Husk at skrive det på posen.

Selvom linser er nemme at koge i hverdagen, laver jeg også et lager af dem i fryseren, for når de er kogt på forhånd, er det så nemt som ingenting hurtigt at putte en god håndfuld i en salat. Eller at bruge dem som base i en god og mættende hverdagssalat.

De skal blot lige lægges i en skål og overhældes med kogende vand og så er de klar til en salat:

Linsesalat med tomat og feta

250-300 gram kogte linser
Dadeltomater, helst dulcita fra Irma
Puck fetaost
Citronolie
Maldon salt eller anden flagesalt. (Min svigersøn siger, vi kun må bruge bjergsalt pga. mikroplast, så det kan også være den smukke lyserøde Himmalayasalt.)
Friskkværnet peber
Hakket persille – krus eller bredbladet – det er en temperamentssag.

Kom linserne i en skål. Kværn peber over dem. Et godt knips salt. Og så citronolie, og bland godt rundt. Skær tomaterne i halve og læg dem henover linserne. Skær osten i små tern. Det er noget fedtet stads, men det smager så godt, så hav tålmodighed, det bliver godt til sidst. Hæld lige et lille skvæt citronolie mere over og så en ordentlig håndfuld hakket persille.

Du kan også gøre salaten endnu mere crunchy med rå, grønne asparges – når de altså er i sæson – skåret i små skiver. Eller friske ærter, når vi kommer dertil. Eller kogte grønne bønner skåret i mundrette stykker. Kun fantasien sætter grænser, når man bruger linserne som en bund for salat.

Røde linser er også godt – og det er bønner også.

Røde linser er også virkelig dejligt og noget helt andet. Dem bruger jeg i sammenkogte retter og supper for at give fylde og mæthed. Klassikeren er selvfølgelig Dhal, som jeg har skrevet om før.

Og hvad skal man så bruge kikærterne til, andet end hummus?

Jeg bruger dem i supper, salater og sammenkogte retter. Vi laver en del grønsagsretter som fx ratatouille på panden og der kommer altid lige en håndfuld kikærter i for at give fylde og mæthed. Det med mætheden kan nemlig være en udfordring for min mand, når vi primært lever plantebaseret. Og her er bønner og linser guld værd.

Salat med kikærter

250 gram kogte kikærter
En stor håndfuld hakket grønkål
Broccoli i små buketter. (Jeg kan bedst lide den rå. Hvis du ikke er vild med den meget kålede smag, så “knæk” den lige ved at lægge broccolibuketterne i en skål og hæld dem over med kogende vand og lad dem stå et par minutter.)
Ristede solsikkekerner eller græskarkerner. (Du kan også bruge mandler eller andre nødder, men solsikkekernerne passer godt til.)
Rødløg eller skalotteløg hakket helt fint
Hakket persille

Olie/eddikedressing
Olie
Eddike
Dijonsennep
Hvidløg
Salt
Friskkværnet peber

Kikærter skal som bekendt sættes i blød natten over og så koges i en god time, så lav dem på forhånd.
Bland alle grønsager i en skål. Jeg serverer som regel mine salater på et fad, det synes jeg ser smukt ud, men du kan gøre det, som du synes.

Bland dressingen og hæld ud over.

Rist kerner eller nødder på panden. Køl dem godt af, før du drysser dem over salaten. Og slut til sidst af med et stort drys persille.

Det var blot et par idéer til, hvad du kan lave med bønner og linser. Du kan selvfølgelig også lave klassikeren Chili sin carne.

Velbekomme!


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Fotos: Skribenten 

Trine Nygaard Wibrand arbejder med pr-strategi, brandbuilding og forretningsudvikling og som boardmember i advisory boards. Hun bruger sin ekspertise og sit betydelige netværk til at styrke brands, styrke deres WHY og løfte deres synlighed. Hun er uddannet journalist i USA speciale i Magazine Journalism. Sideløbende hermed har hun en næsten færdig grad i sociologi med fokus på social psychology.
Hun har altid skrevet for kvinder og som regel også om kvinder og emnerne har altid været de helt nære inden for sundhed, portrætter, rejser, selvudvikling og ledelse. Hendes grundlæggende nysgerrighed har altid været på menneskers liv, interageren, handlinger, motivationer og erfaringer. Hun har igennem de sidste 20 års tid skrevet for en lang række danske magasiner, en del ugeblade og et par aviser, altid livsstilsstof. De første ti år med egen virksomhed hvor hun ud over at levere til magasiner og ugeblade også lavede pr, branding og forretningsudvikling for små virksomheder. De sidste ti år har hun tilbragt på den anden side af bordet, overvejende i ledende roller bla som forlagsdirektør i Chili Group, redaktionschef på ugebladet SØNDAG, og sidst som chefredaktør for modemagasinet IN hvor hun skabte et modemagasin med stor journalistisk tyngde uden at gå på kompromis med præmissen. Portrætfoto: Stine Heilmann

Seneste artikler om Grønt