Blomkål er hipstermad og mormormad i Theils Cantina

Lone Theils 23.04.2021

BLOMKÅL // TALLERKENVENDING – “Jeg kan godt blive lidt handlingslammet, når jeg ser et blomkål. Forstå mig ret, det er ikke, fordi jeg ikke har lyst til at spise det. Det er bare, fordi det er en af den slags grøntsager, der har så uendeligt mange muligheder,” skriver Lone Theils. Hun endte med at lave mormorklassikeren “Maskeret blomkål”, som hun første gang oplevede som 8-årig. “Jeg havde aldrig set noget så sofistikeret: Et helt blomkålshoved med dressing og små lyserøde rejer.”

De faste, hvide skyer af arten brassica oleracera, der af den amerikanske forfatter Mark Twain blev kaldt for ”ikke andet end et kål, der har fået en uddannelse”, kan blive til næsten hvad som helst, og det var mit dilemma, da jeg tog det ud af grøntsagsskuffen.

tænk sig at være så elsket, at man får et helt ubrugelig opslagsværk som teenager og så ender med at føle sig set alle de år efter. Tak, mormor

Skulle jeg lave en blid mos ved at koge små buketter i fløde og lade stavblenderen arbejde og lægge det som en hvid dyne under en tallerken med hurtigt stegte kammuslinger og drysse med lidt ristede hassenødder? De søde, milde smage klæder hinanden så godt.

Eller skulle jeg tage småbitte buketter fra og bruge dem til at sylte en god gang picallilly, der som bekendt er hele rygmarven i en god remoulade? Det ville have flere fordele. Først og fremmest en god undskyldning for at lave fiskefrikadeller. Og samtidig en mulighed for at få brugt noget af den squash, jeg har fået med min madspildskasse.

Det ender næsten altid med at være det sidste, jeg spiser, fordi det på en eller anden måde er en grøntsag, der keder mig lidt. Da jeg boede i London og fik en økologisk kasse leveret hver uge, havde de et system, hvor man kunne blackliste op til ti grøntsager, man ikke havde lyst til at få i kassen. Squash var den eneste på min liste.

Salomonisk løsning

I sidste ende blev det en salomonisk løsning, der måske bare demonstrerer, hvor vidt Theils Cantina kan spænde i løbet af en uge.

Jeg skar kålhovedet midt over, tilberedte det lidt hipsteragtigt i ovnen med en blanding af noget hjemmelavet kryddersmør, der trængte til at blive spist (hvidløg, salt og purløg) og lys miso.

Jeg havde aldrig i mit 8-årige liv set noget så sofistikeret: Et helt blomkålshoved med dressing og små lyserøde rejer

Det smagte yndigt som tilbehør og fik en genkomst som salat senere på ugen, hvor jeg tilsatte rester af sweet-potato-kartoffelbåde og en dressing af tahin, citronsaft, salt, daddelsirup og lidt granatæblesirup.

Men (kål)hovedbegivenheden blev i den grad old school. Jeg fandt min opskriftsbog frem med titlen Mormormad, hvor denne perle var at finde under 1960’erne. Jeg husker selv, at jeg engang fik retten som barn hos nogle af mine bedsteforældres venner, og jeg havde aldrig i mit 8-årige liv set noget så sofistikeret: Et helt blomkålshoved med dressing og små lyserøde rejer.

Opskriften er skøn og simpel: Man koger blomkålen hel (eller i mit tilfælde et halvt hoved) i saltet vand i 12 minutter. Så er den mør, uden at være udkogt. Når blomkålen er kølet af, pynter man med en dressing af halvt creme fraiche, halvt god mayo og en solid spiseskefuld sød sennep (har man ikke det, fungerer det fint med den der dild-sennepssauce, man har stående i køleskabet, til når man får laks).

Sjovt, for det narrer jo ingen med den maskering. Man kan faktisk godt se, at det er blomkål

Dressingen draperer man over kålen og derefter drysser man rejser efter smag og behag. Det passer rigtigt fint med de små bitte rejer her. Det behøver ikke være de store fancy. Retten passer fortrinligt med ærters sødme, og da jeg ikke havde almindelige ærter, brugte jeg sukkerærter i stedet og det fungerede udmærket. På samme måde erstattede jeg den dild, som opskriften foreskrev, med purløg. Og mine damer og herre: Violá, havde jeg retten, der har det lidt spøjse navn Maskeret blomkål.

Sjovt, for det narrer jo ingen med den maskering. Man kan faktisk godt se, at det er blomkål. Og det fik mig ud af en tangent, mens jeg sad der og fik min søndagsfrokost. Om hvordan man der i 1960’erne ligesom opdyrkede en slags ide om at gøre tingene til noget andet, end det de var. At forklæde dem eller forfalske dem.

Ud over det maskerede blomkål er der forloren hare, som vi jo lige så godt kunne have kaldt farsbrød. Og der er benløse fugle, hvis oksekød aldrig har været i nærheden af noget med fjer eller vinger.

Måske var det tanken om at man kunne spise noget fint, selv om man ikke havde råd eller adgang til de fine råvarer som hare? Eller små fugle? Det er ikke en kritik af de lidt finurlige navne. Tværtimod kan jeg godt lide dem, men jeg tror altså ikke, det blomkål narrer nogen til at tro, at det er broccoli. Heller ikke selv om det har fået en uddannelse.

Den mærkelige gave

I øvrigt kom den her uges menu til at stå i mormors tegn på mere end en måde, for da jeg skulle læse lidt op på blomkål, så slog jeg op i et gammelt opslagsværk, jeg har stående på hylden ved køkkenet: Vejen til bordet med undertitlen Køkkenets, spisebordet og råvarernes kulturhistorie.

At blomkål var så hot engang ved det franske hof under Ludvig IVX, at man opkaldte en blomkålsvariant efter hans elskerinde Madame du Barry. Tænk sig at være så elsket, at man får opkaldt et helt kålhoved efter sig

Det stammer fra 1984, og jeg fik det til min 13-års fødselsdag af min mormor. Jeg kan lige så godt tilstå, at det var en skuffelse. Jeg tænkte bare: Hvorfor? Når hun nu lige så fint kunne have givet mig den nyeste LP med Wham! Eller en skovmandsskjorte eller en koboltblå mascara.

Men nej. Jeg fik et tungt opslagsværk, og jeg tror nok på min fødselsdag, at jeg lige slog kapers (som jeg elsker) op og konstaterede, at de voksede på buske og så lod jeg bogen ligge. I lang tid. Hvad tænkte min mormor dog på? var min overvældende følelse.

Nu er hun her ikke mere, men hun må have set noget i mig, som jeg knapt selv var bevidst om i den unge alder. Jeg ville ende med at blive en gastronørd, der lige præcis elsker, at jeg har en bog, hvor jeg kan finde citater om blomkål sagt af Mark Twain, at jeg kan lære, at blomkålen blev indført til Indien af briterne i 1800-tallet og at Indien nu er verdens andenstørste producent med helt egne fremavlede arter.

At blomkål var så hot engang ved det franske hof under Ludvig IVX, at man opkaldte en blomkålsvariant efter hans elskerinde Madame du Barry. Tænk sig at være så elsket, at man får opkaldt et helt kålhoved efter sig. Og tænk sig at være så elsket, at man får et helt ubrugelig opslagsværk som teenager og så ender med at føle sig set alle de år efter. Tak, mormor.

LÆS ALLE LONE THEILS ARTIKLER HER

Alle billeder er taget af skribenten.

Forfatter, journalist, gastronørd. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole 1996 og har tilbragt 16 år af karrieren som London-korrespondent for Berlingske Tidende og senere Politiken. Har desuden arbejdet for Danmarks Radio, TV2, Radio 24Syv og en række magasiner og blade. Underviser på bl.a. DJMX og kursusleder på DjE. Debuterede som forfatter i 2015 med Pigerne fra Englandsbåden, der er solgt til oversættelse i 16 lande. Forfatter til biografen Globetrotter sammen med Jens Bjerre, der også udkom i 2015. Andet bind i serien om Nora Sand "Den blå digters kone" udkom i juli 2016. I 2017 kom radiokrimiromanen 87 Sekunder i samarbejde med DRs P1. Samme år blev Lone Theils nomineret til Martha-prisen som danskernes yndlingsforfatter. Tredje bog i Nora Sand-serien Heksedrengen udkommer i februar 2018. Har desuden bidraget til rejsebøger om London og Dublin i serien Vide Verden. Kickbokser og uforfærdet amatørkok.