Biblioteker er en kærlighedserklæring

af i Bøger/Kultur/Politik & Samfund

KOMMENTAR – Når jeg af og til fortvivles over, hvor ufatteligt onde og dumme vi kan være som mennesker, kommer jeg til at tænke på biblioteker. Mere end noget andet står de for mig som symbol for, hvorfor vi er værd at redde, trods vores til tider vanvittige opførsel.

Hver eneste bog er en verden. I bøgerne kan vi rejse til andre tider, andre universer; vi kan være inde i tankerne på vidt fremmede mennesker, som lever liv, der ville have været ubegribelige for os, hvis forfattere ikke delte dem med os. Vi kan være helte, undertrykte, mordere, detektiver, tidsrejsende, forskere, kvinder, mænd, børn, dyr, troldmænd og elvere, hobitter og bønder, rejsende og husmødre – verden er præcis så stor, som vi kan forestille os den.

Før jeg begyndte at rejse ud i verden, havde jeg allerede været med Odysseus på togt. Jeg havde været med Allan Quatermain i Salomons Miner, jeg havde været Zarens Kurér i Rusland, d’Artagnan fra Gascogne, jeg havde besøgt mystiske moser i England, sletter i Mongoliet, jungler i Afrika og Indien. Jeg havde været på verdensomsejling under havet og jorden rundt i 80 dage, på toppen af Olympen og i Asgård, Midgård og Udgård.

Vi opfandt skriftsproget, så vi kunne dele vores verdener og vores viden med andre og åbne nye verdener for dem. Biblioteket er ikke bare et monument over vores evne til at forestille os ting; det er mere end tusind års opsparet viden om alt fra animation til åls vandring. Der er bøger om alt, og bøger om bøgerne om alt.

Der er noget uendelig gavmildt over biblioteker. Vi ikke bare deler viden ud; vi pakker den smukt ind, illustrerer den, bruger hele vores opfindsomhed på at gøre viden indbydende

Da det blev muligt, flyttede vi vores biblioteker online. Internettet er ét gigantisk bibliotek, lige for enden af vores fingre. Men jeg elsker stadig de gammeldags biblioteker. Den støvet-søde lugt af bøgerne, fornemmelsen af højtidelighed mellem de lange rækker af reoler, forventningen, når man tager uventede titler ned eller falder i staver foran en særligt smuk indbinding.

Der er noget uendelig gavmildt over biblioteker. Vi ikke bare deler viden ud; vi pakker den smukt ind, illustrerer den, bruger hele vores opfindsomhed på at gøre viden indbydende. Og vi stiller den til rådighed for alle, uanset indkomst. Selv den dårligst lønnede kan finde nye verdener og nye ideer her eller blive optændt af gamle.

Vi kan slå ihjel, og vi kan udrydde arter og levesteder. Vi kan forurene jorden og forpeste tilværelsen for hinanden. Men alt det svinder, når jeg står i et bibliotek og ser, hvad vi kan forestille os; hvad vi kan skabe, hvad vi vil dele.

Biblioteker er en kærlighedserklæring fra nuværende og tidligere generationer til nuværende og kommende.


Foto: Wikimedia Commons.

Tags:

Susanne Sayers er selvstændig journalist og forfatter med 25 års erfaring og underviser bl.a. på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i kritisk og udredende journalistik og interviewteknik.

Senest har hun sammen med professor og digital vismand Jan Damsgaard udgivet bogen ‘Den digitale omstilling’ og arbejder lige nu blandt andet på en bog om aktieinvestering foruden det store Kulturby 2017-projekt ‘Habitat: Aarhus’. Desuden er hun hyppig gæst i debatter om journalistik og journalistisk etik.

Susanne Sayers har tidligere bl.a. været chefredaktør på 24timer, redaktionschef på metroXpress, klimakorrespondent for Metroaviserne internationalt samt nyhedsredaktør på Børsen. Hun er af sine to voksne børn blevet kaldt ‘verdens mest nørdede mor’, og sandt er det, at de naturvidenskabelige områder har en særlig dragning på hende, ikke mindst i relation til den menneskelige trivsel.

Som Dame Edna ville have sagt: ‘She loves nature in spite of what nature has done to her’.

Susanne Sayers er netop flyttet til Lissabon, som hun tror på bliver en af Europas mest dynamiske byer de kommende år og vil også bidrage med indlæg fra Europas sydvestligste hjørne.

Skulle du have lyst til at donere til Susannes skriblerier, er nummeret til Mobilepay +45 40 99 49 36

Seneste artikler om Bøger