SAMFUND / / TRUE CRIME – Der er gået 15 måneder siden tragedien i en forstad til Denver, og hver dag dukker der nye analyser op. For selv de mest kriminalitets-tilvænnede amerikanere er historien om Christopher Watts og hans familie blevet en historisk mordsag: Et hav af YouTubere bruger timer hver dag på at læse op af de enorme sagsakter, vise klip af forhør eller Watts-familiens mange familiebilleder fra Facebook. Flere bøger, tusindvis af avisartikler og et hav af dokumentarer er udgivet. Det særlige er både sagens uhygge og mærkelighed og det faktum, at det meste af politiefterforskningen, optaget på video eller lydbånd, er blevet frigivet til offentligheden.
Den 13. august 2018 blev gravide Shan’ann Watts meldt forsvundet til Denvers politi. Den 34-årige Shan’ann var ikke mødt op til en gynækologisk undersøgelse og en veninde, som skulle møde hende den dag, blev hurtigt bekymret. Hendes mand, Chris, blev tilkaldt fra sit arbejde, og sammen med politiet gennemsøgte han deres store hus. Hurtigt fandt man ud af, at parrets to yndige piger på 3 og 4 år, Celeste og Bella, også var væk.
Shan’ann og Chris Watts var nærmest indbegrebet af en moderne, lykkelig familie, der ivrigt viser deres liv frem – så perfekt som muligt – på de sociale medier.
Shan’ann lagde næsten dagligt billeder og videoer ud af sig selv og de kønne børn og den flotte mand; ofte klædt i matchende farver. Pigernes leg og grin, Chris’ sjov og ballade med børnene, parrets romantiske ferierejser.
Alt er dokumenteret på Facebook og Instagram, og mange så med. Det var med tv-psykologen Dr. Phil’s ord ”et ægteskab, man blev misundelig på.”
Shan’ann var influencer på nettet for et kosttilskud, der sælges som booster af både energi og humør. Hun var angiveligt en dygtig sælger og i mange af hendes daglige SoMe-videoer for kosttilskuddet var hendes familie med. Hendes mand, Chris, bar ligesom hun selv et særligt patch på armen, der angiveligt skulle hjælpe med vægttab.
Flere i familien har fortalt, hvordan Shan’ann sov med hovedet i hans skød, mens den nyforelskede Chris sad bomstille i adskillige timer for ikke at vække hende
Hendes job og intense brug af sit fotogene familieliv i brandingen på Facebook og Instagram gjorde, at offentligheden senere har fået et usædvanlig fyldigt indblik i familiens lykke, sådan som den blev fremstillet på sociale medier.
Bodycams
Den mandag, Shan’ann og pigerne Bella og Celeste forsvandt, ankom først en og senere flere politipatruljer til Watts-familiens hus i en forstad til Denver, Colorado.
Alle amerikanske politifolk bærer bodycams, kameraer fastspændt på brystet, og i de første videoer, ser man politiet ankomme til Watts-huset, tilkaldt af veninden, der går rundt og ringer til alle, hun kender, for at tjekke, om de har set Shan’ann. Politiet leder alle vegne i den store villa og finder intet – bortset fra Shan’anns taske, telefon og livsvigtige medicin.
På sengebordet ligger hendes vielsesring. Men der er ingen tegn på kamp, ingenting. Det bemærkes, at flere lagner er væk fra sengene, men politiet lægger ikke noget særligt i det. Ikke på det tidspunkt.
Da Shan’ann og pigerne forsvandt den mandag, gik hundredevis af mennesker i gang med at lede efter dem. Sha’nanns forældre gik på tv og bad for deres datters og børnebørns liv. Dagen efter blev både FBI og Colorado Bureau of Investigation, CBI, inddraget i sagen.
Samme dag som to føderale politienheder gik ind i sagen, tirsdag den 14. august, gav Chris Watts, ligesom sine svigerforældre, flere interviews til lokale tv-stationer.
Mens han stod på sin terrasse, fortalte han om, hvor underligt tomt det var at være i huset uden familien, og han bad til, at de måtte blive fundet, og at de formodede bortførere ville komme tilbage med dem i god behold.
Naboen tilbyder, at politiet kan se videoen med det samme. Måske kan optagelserne vise noget, der kan hjælpe politiet med at finde ud af, hvad der er blevet af Shan’ann og de to små piger?
Disse interviews er senere blevet analyseret af et hav af retsmedicinske forskere, ansigts- og kropssprogsanalytikere; de, der specialiserer sig i såkaldte ”micro expressions”, mikroudtryk.
Chris Watts interviewes den 14. august 2018 om sin forsvundne kone og to små børn.
Allerede på dagen for familiens forsvinden fik politiet informationer, der senere førte til sagens hurtige opklaring.
Under politiets eftersøgning i huset kommer naboen gående. Han fortæller, at han har et kamera siddende på sit hus, og at det peger mod Watts-familiens villa.
Han tilbyder, at politiet kan se videoen med det samme. Måske kan optagelserne vise noget, der kan hjælpe politiet med at finde ud af, hvad der er blevet af Shan’ann og de to små piger?
Sammen med en politimand går Chris Watts over til naboen hus, hvor de alle tre gennemser videoen på et tv.
Chris Watts præsenteres for optagelserne fra naboens tyverisikringskamera.
Efter gennemsynet, der viser, at Chris Watts i løbet af den foregående nat er gået frem og tilbage fra sin pick up-truck flere gange, beder naboen om at tale med politimanden: ”Han er mærkelig, han er nervøs, han snakker og snakker, han er normalt ret tavs; der er noget galt her”, siger naboen.
Chris Watts var en mand, der havde været heldig i kærlighedens lotteri, og som hjalp sin kone mere, end de fleste kunne drømme om, endsige forlange
Politimanden forsvarer Chris Watts. Det er jo ikke særlig underligt, at en ægtemand er nervøs, når hele hans familie er blevet væk. Naboen insisterer derefter på, at det er usædvanligt, at Chris Watts har bakket sin truck næsten helt hen til garagen. Det plejer han ikke, siger naboen, og begynder lange detaljerede forklaringer på, hvor Chris plejer at parkere.
Politimanden keder sig og er tydelig skeptisk overfor naboen, der fremstår som en mand, der har set lidt for mange kriminalfilm.
En lykkelig Facebook-familie
Chris Watts var af alle anset som en rolig og venlig mand – noget stille af natur, med udseendet med sig – og som ofte passede sine elskede piger, mens Shan’ann var på forretningsrejser.
En mand, der havde været heldig i kærlighedens lotteri, og som hjalp sin kone mere, end de fleste kunne drømme om, endsige forlange.
I nogle af de mange Facebook-videoer fra Shan’ann fortæller hun om sin kamp med den voldsomme sygdom Lupus, og hvordan hendes liv forandrede sig fra et helvede til en lang lykkelig tid, næsten fra det øjeblik hun mødte sin Christopher.
”Han er simpelthen den bedste mand, man kan tænke sig”, siger hun i en af sine videoer. ”He is my rock”.
”I starten gjorde jeg, hvad jeg kunne for at skubbe ham væk, jeg gav ham gode grunde til at gå hver dag. Men han blev og holdt ved”.
Flere i familien har fortalt, hvordan Shan’ann sov med hovedet i hans skød, mens den nyforelskede Chris sad bomstille i adskillige timer for ikke at vække hende. Og hvor stolt han var over at have brugt seks måneders løn på en smuk vielsesring til sin elskede; deres bryllup var et rent eventyr.
Efter en konkurs i 2015 var familiens økonomi nu igen under pres, og Chris havde længe klaget over, at de levede over evne
Familiens lykke blev ofte vist på Facebook og Instagram, i de senere år mere og mere intensivt. Men de viste ikke de mere problematiske sider af familiens liv.
Efter en konkurs i 2015 var familiens økonomi nu igen under pres, og Chris havde længe klaget over, at de levede over evne.
Facade og virkelighed
Ægteskabet havde knaget før familiens forsvinden. Det fortalte Chris Watts under det første politiforhør om aftenen den 14. august. Meningen var, sagde han, at de skulle skilles og flytte i hver deres lejlighed.
Han fortalte også, at Shan’ann før var taget afsted i længere tid, og at de havde haft en følelsesladet udveksling natten inden, hun forsvandt. Det gjorde, at han i starten var i tvivl om, der overhovedet var noget at være bekymret for.
Den 15. august var mor og børn stadig ikke dukket op. Til gengæld blev politiet kontaktet af en kvinde ved navn Nichol Kessinger.
Hun hævdede at have været i et forhold til Chris i over to måneder, og at hun var blevet bekymret for, om hun eventuelt selv kunne blive mistænkt for noget. Hun havde også fået en mærkelig fornemmelse efter at have læst aviserne, sagde hun, og fortalte videre, at Chris stod overfor en skilsmisse.
Det blev Nichol Kessingers henvendelse, der for alvor satte skub i sagen. Hun er samtidig blevet YouTubernes yndlingsemne her mere end et år senere
Men hun havde ikke anet, at Shan’ann var gravid. Det havde Watts aldrig fortalt, sagde hun og tilføjede, at hun var forvirret over denne nyhed, der blev gentaget ustandseligt i fjernsynets nyhedsopdateringer af forsvindingen.
Det blev Kessingers henvendelse, der for alvor satte skub i sagen. Hun er samtidig blevet YouTubernes yndlingsemne her mere end et år senere.
Samme aften, den 15. august, blev Chris Watts indkaldt til 2. forhør. Denne gang med agenter fra både CBI og FBI som interviewere.
De spurgte Chris, om han var indforstået med at tage en løgnedetektortest. Man var bl.a. begyndt at undre sig over hans manglende bekymring og den pludseligt opdukkede elskerinde.
Han sagde ja til testen med det samme.
https://www.youtube.com/watch?v=ckZ-X4KPJTQ&t=205s
Colorado Bureau of Investigation agent Tammy Lee giver Chris Watts en løgnedetektortest. Weld County District Attorney offices/Arnold Faks, Youtube.
På et tidspunkt, mens de venter på resultatet af løgnedetektortesten, viser Chris et billede af sine døtre til den kvindelige CBI-agent, Tammy Lee, der helt spontant udbryder, ”Årh, hvor er de kære!”
Chris Watts klarede ikke testen. Forhøret efter resultatet kan ses her. Det blev han forholdsvis hurtigt informeret om, men han fastholdt, at han ikke havde nogen anelse om, hvor hans familie var. Han gik dog til bekendelse med hensyn til elskerinden, Nichol.
Den fejlslagne løgnedetektortest pegede på, at Chris Watts vidste mere, end han sagde.
Videoovervågningen fra nabohuset var nu blevet gennemset omhyggeligt, og FBI var langt mere interesseret i naboens mistanke, end den lokale politimand havde været.
Det mest afgørende var dog Chris Watts selv. Han var alt, alt for rolig. FBI havde ligeledes efterforsket i familiens omgangskreds og havde også kontaktet pigernes børneinstitution.
Det blev til sin far, Ronnie, at Watts tilstod mordet på sin kone. Grædende fortalte Chris, at han kvalte Shan’ann i et vildt raserianfald
Her kunne man meddele, at både Celeste og Bella, på dagen for deres forsvinden, var blevet udmeldt af børnehaven af Chris Watts selv. Familiens forsvinden begyndte at se mere og mere mærkelig ud.
Forhør nummer to af Chris Watts varede syv timer. Watts vedblev at holde fast i sin forklaring til ud på aftenen.
På et tidspunkt viser CBI-agent Tammy Lee Chris to fotos af hans piger. “Dette er dine yndige piger; hvis mit barn var væk i fire minutter, ville jeg flippe helt ud. Du har ikke fældet en eneste tåre, Chris”.
Watts siger derefter, at han virkelig er meget bekymret og snøfter for første gang.
We love you, son
Han presses af de trænede interviewere, men holder stand i timevis.
”I loved those girls to death”, siger han på et tidspunkt.
Senere foreslår en af agenterne, at Watts måske gerne vil tale med sin far. Dette skulle vise sig at være et glimrende taktisk kneb.
Video frigivet af Weld County District Attorney’s Office. Ronnie Watts (tv), Chris Watts, CBI-agent Tammy Lee og FBI Special agent Grahm Coder.
Det blev til sin far, Ronnie, at Watts tilstod mordet på sin kone. Grædende fortalte Chris, at han kvalte Shan’ann i et vildt raserianfald.
Han havde bedt om skilsmisse den 12. august, og i hysterisk affekt havde Shan’ann kvalt begge piger. ”Du får dem ikke at se mere”, havde hun sagt, ifølge Watts, som derefter forklarede, at han var bange for at blive anklaget for mordet på sine børn og derfor havde skjult alle lig.
I starten gjorde jeg, hvad jeg kunne for at skubbe ham væk, jeg gav ham gode grunde til at gå hver dag. Men han blev og holdt ved
På afhøringsvideoen ses det, at Ronnie Watts modtager Chris’ forklaring om, at hans svigerdatter og to børnebørn var døde, myrdede, næsten med samme besynderlige ro og mangel på affekt, som Chris havde udvist i sine tv-interviews.
Ronnie siger flere gange, at han ikke vidste Chris’ myrdede kone var så ustabil, men at Shan’anns svigermor længe havde ment, at den kønne Shan’ann var narcissistisk samt det, der var værre. Shan’anns åbenhed om alt, hvad hun og familien foretog sig, og hendes angiveligt detaljerede beskrivelser om sin sygdom, Lupus, overfor svigerforældrene, var ikke noget, de brød sig om.
”We love you, son”, siger Ronnie i forhørslokalet, mens han omfavner sin søn.
Historien, om at Shan’ann skulle have dræbt sine egne døtre, lød ikke særlig plausibel i agenternes øren. Især fordi Chris havde meget svært ved at forklare, hvordan det hele skulle være foregået.
Men nu gjaldt det om at finde Shan’ann og børnene, for ingen var helt sikre på, hvad der var rigtigt og forkert i Chris’ forklaringer. Ud på aftenen den 15. august indvilgede Chris Watts i at tage politiet med ud til stedet, hvor ligene var.
En time senere, efter midnat, ankom Watts sammen med FBI-agenter og Colorados politi til et afsides beliggende olieanlæg, hvor han arbejdede som inspektør. Shan’ann lå i en hurtigt gravet fordybning. Det ene af husets lagner lå tæt ved.
I nærheden af Shan’anns interimistiske grav stod to ca. 15 meter høje tanke fyldt med råolie. Watts havde smidt Bella og Celeste i tankene, en pige i hver tank.
”Celeste var så lille, at hun hurtigt gled igennem lemmen”, sagde han. Politiet målte senere åbningen på toppen af den høje olietank til ca. 25 cm i diameter.
Selve arbejdet med at finde ligene af børnene i de enorme mængder olie, har politiet valgt at fortælle om, dog uden video. De fund, man gjorde, står stadigt mejslet i efterforskernes hukommelse, og ingen på holdet af politifolk, der ledte i tankene, er de samme mennesker i dag.
Man fandt først Celeste. Hun var uigenkendelig efter to døgn i olien, som havde påvirket hendes lille lig ganske afgørende. To timer senere fandt man Bella på bunden af den anden tank.
Det var især denne handling – at smide sine egne yndige småpiger i et par fyldte olietanke – der har fået mange amerikanere til at gyse, til at hade Chris Watts som fanden selv og til at kalde ham et menneskeligt monster. Men også at stille spørgsmålet:
På et tidspunkt under forhøret, efter Watts havde tilstået mordet på Shan’ann, blev han spurgt, om der var nogen mulighed for, at pigerne stadig var i live, da han smed dem i tankene
Hvordan kan nogen – overhovedet – gøre det mod sine egne børn?
På et tidspunkt under forhøret, efter Watts havde tilstået mordet på Shan’ann, blev han spurgt, om der var nogen mulighed for, at pigerne stadig var i live, da han smed dem i tankene. Hans svar var: ”Oh my God, no, no!”
Først en uge senere tilstod Chris Watts samtlige fire mord, inklusive mordet på sin ufødte søn. Det skete i første omgang som en del af en studehandel med anklagemyndigheden for at undgå dødsstraf.
I november ’18 blev sagen kørt som en tilståelsessag uden vidneafhøringer. Under retssagen talte både Shan’anns og Chris Watts egne forældre. Ingen af dem ønskede dødsstraf for Chris, og begge par udtrykte, at de intet forstod. Watts blev idømt fire livstidsdomme samt adskillige tillægsdomme, blandt andet for at have flyttet og skændet ligene. Ni domme i alt.
Why, why, why?
Chris og Shan’ann havde mødt hinanden på Facebook ni år tidligere og havde været gift i otte. Absolut ingen i deres omgangskreds, inklusive Shan’anns forældre, havde bemærket noget som helst mærkeligt ved Chris.
Udslettelser af familier er set adskillige gange før, men denne sag er på afgørende punkter anderledes. Før det første plejer de fleste, der myrder deres familie, at begå selvmord bagefter. Watts gjorde, hvad han kunne, for at leve vider
Tværtimod havde de alle elsket ham som en fantastisk far og hengiven ægtefælle. Der var ingen af de sædvanlige tegn, man ser hos psykopater, mordere eller hos folk med alvorlige personlighedsforstyrrelser. Chris var ikke asocial, blot noget stille af sig.
Han passede ikke ind i skabelonen på en morder.
Chris selv har senere fortalt det føderale politi, at det slog klik for ham, da Shan’ann sagde, at han aldrig ville se sine børn igen. Han har også udtalt, at en ond kraft, en udefrakommende indflydelse, fik ham til at fastholde sit tag om Shan’anns hals i de minutter, det tog at slå hende ihjel.
Først i februar i år fortalte han CBI og FBI om mordene på sine piger. Det interview gav bagefter efterforskerne natlige mareridts. Det var også der, han fortalte, at han ikke kunne sige fra over for sin kone, at hun var “bossy”.
Senere, i sommeren ’19, fortalte Watts, at han ikke dræbte sin kone i affekt, men at han rent faktisk havde overvejet mordene i flere uger.
Læs del 2 af ”Besættelse: Mordene i Denver, Colorado” i morgen
Kilder til denne historie:
Weld County District Attorney’s Office, Frederick Police, (Denver) FBI, Colorado Bureau of Investigation, tv-kanalerne Denver 7, 9News, CBS News, ABC News, WFMY News, Inside Edition, Denver Post, The Daily Mail, The Sun, tv-psykologen Dr. Phil, Cheryln Cadle samt YouTuberne: Kimberley, Investigative Documentaries, True Crime Rocket Science, Crime Vault, Lex Calia, Beachy Girl, Armchair Detective, Oxygen Channel, MORE Derek Van Schaik Channel, Christina Randall, Scott Reisch, mundihiphop, Mommyramblinsblog, Reelmen Films, Connie Gustafson, JimevaFam, Derek Leal, Face Body Reading, Crimspiracy, Mama BuDeez, Stay informed, JCS Criminal Psychology, MIA, Plunder, Deep Freeze11, Tori Hartman, Live Abuse Free, Uglee Bugs, m.fl.
Topfoto: Instagram
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her