KLASSISK MUSIK // ANMELDELSE – Selvom det klassiske koncertliv ikke har været, hvad det plejer i de senere måneder, kommer der nyudgivelser i en lind strøm. Jakob Brønnum har udvalgt nogle af de mest interessante (og en af de kitchede) og skriver om dem i en anmeldelse, der kommer omkring bl.a. Beethoven, August Strindberg, Niklas Sivelöv og Chopin.
Den genuine crossover
Selvom Niklas Sivelövs 1. Klaverkoncert fra 1998 minder meget om Prokofievs tilsvarende kompositioner for klaver og symfoniorkester (og afvises af ham selv som en ”yngdomssynd”) rummer den måske de mest velgennemførte cross-over-elementer, jeg har hørt.
Hans musik bliver alvorligere, strengere og mere økonomisk i sin brug af virkemidler
Den åbner en ny CD på Naxos med koncertpianisten, komponisten og musikprofessoren ved konservatoriet i København. En CD, der ikke forlader min aktuelle lyttehylde lige foreløbig.
Det er almindeligt at moderne komponister bruger jazzelementer eller rockinstrumenter eller andet. Danske Niels Viggo Bentzon kunne ind i mellem lade et big band bryde det abstrakte tonesprog og en komponist som esteren Tüür har skrevet en symfoni med obligat elguitar. Det fungerer ikke ret godt.
Men når Sivelöv i begyndelsen af den første klaverkoncerts åbningssats kaster et par jazzfraser ind, så er vi fanget, og når han senere lader en jazztrompet bryde ind under nogle rytmiske skalaløb i klaveret, tænker vi ikke længere, at der er to musikverdener på spil. Vi hører efter med skærpet, udelt opmærksomhed.
Det er i det hele taget fantastisk godt. Melodisk, rytmisk upbeat, uden at være uroligt. CD’en med Sivelöv selv i solistrollen ved klaveret, rummer yderligere to klaverkoncerter, Nr. 2 fra 2002 og den nye Klaverkoncert nr. 5 for klaver og brass band. Det er et meget vellykket udvalg, også gennem CD’ens kronologiske forløb: Sivelöv musik bliver alvorligere, strengere og mere økonomisk i sin brug af virkemidler. Til slut i den nyeste komposition er det sine steder næsten meditativt, hvor det i begyndelsen ofte var kapriciøst og karnevalsagtigt.
Strindberg som opera: Den noget utippede
Hvor mange kender August Strindberg for tiden ? Den svenske forfatter August Strindberg (1849-1912) er, sammen med den norske dramatiker Henrik Ipsen og I. P. Jacobsen og Henrik Pontoppidan, nordens største, internationale forfattere fra modernismens begyndelsen omkring det forrige århundredeskifte. Han er misogyn udover det sædvanlige, destruktivt selvoptaget ind til det ulidelige og helt ufatteligt dygtigt og vidtfavnende som forfatter indenfor alle genrer. Han rammer gang på gang plet med en dunkel, hvis ikke mørk, afslørende beskrivelse af de menneskelige vilkår.
Det gælder skuespil som Et drømmespil. Hemsøboerne og Spøgelsessonaten og romaner som Det røde værelse (Röda rummet). Blandt hans kendteste skuespil er Frøken Julie om en ung overklassekvinde, der er opdraget som en mand – en kvinde, der ”ved, at hun kan få alt, hvad hun vil, men ikke hvad hun vil have.” Det er en dødsmættet tragedie om Julies forelskelse i en tjener på hendes fars gods.
Alle disse værker er filmatiseret og udgivet i mange sammenhænge. I 1977 kom en ny til, der nu er indspillet og netop udkommet. Den engelske komponist William Alwyn har skrevet en opera på Frøken Julie, nyindspillet af BBC Symphony Orchestra, dirigeret af orkestrets chefdirigent Sakari Oramo.
Enhver moderne engelsk opera står i skyggen af Benjamin Brittens (1913-76) traditionsbrydende og traditionsdannende operaer, hvor kompositionen konventionsløst veksler mellem den sublime, svævende form, hvor alting går op i en højere enhed, og ren underlægningsmusik. Alwyn er en hel del enklere, men også tydeligere, mindre subtil i den musikalske gengivelse af følelser og stemninger. Indspilningen af Miss Julie er virkelig meget lytteværdig. Jeg har hørt den adskillige gange i sommerens løb og den giver hele tiden nye, indre billeder fra sig. Og for de fleste vil det engelske sangsprog være lige til at gå til.
Frøken Julie som opera begynder med duetten ”Miss Julie is crazy”. Så er scenen sat.
Beethoven, Chopin, Lizst: Den virkelig dybe
Det tyske pladeselskab Genuin fra Leipzig har udsendt en forbløffende og anskuelig klaver-CD med den russiske pianovirtuos Alexey Lebedev. Albummet har et navn, der kan betyde hvad som helst, Arc romantique – Romantisk bue. Men det gør det ikke. Det hentyder til en præcis musikalsk pointe. Indspilningen har musik af Beethoven, Chopin og Liszt.
Den romantiske periode i kulturen er en lidt flydende størrelse, fordi den forløber forskelligt fra kunstart til kunstart, men den kan i det store og hele sættes til første halvdel af 1800-tallet, i musikken dog ret beset til hele århundredet.
Karakteristisk for romantikken er, at den i modsætning til den klassiske stil (klassicismen) sætter indhold over form, den har jeg’et i centrum og er optaget af menneskets forhold til naturen og det store besjælede kosmos.
Beethoven, der i år fylder 250 og derfor står mere end almindeligt i fokus, er sammen med de lidt tidligere Haydn og Mozart central i den musikalske stil, der kaldes wienerklassiken. Men han er romantisk inde i hovedet, på en meget filosofisk måde. Chopin (1810-49) og Liszt (1811-86) er også romantiske inde i hovedet, og udenpå, men på hver sin, anderledes måde end Beethoven. Chopin sådan natcafé-agtigt, hvor han gerne vil vise os altings flydende essens og stemning i små, koncentrerede klaverstykker. Liszt mere på en frem-med-de-store-armbevægelser- måde, hvor han gerne vil vise altings sammenhæng, i tid og rum.
Lebedev sætter de tre komponister sammen ved at spille dem blandet mellem hinanden, fremfor en efter en. Det lykkes ham at lave et fortolkningsrum, hvor Beethovens sene Klaversonater nr. 30 og 31 (han skrev i alt 32) og Liszts fantastiske, middelalderinspirerede Dante-sonate og Chopins dunkeltgyldne nocturner lyder som om de i princippet godt kunne være skrevet af den samme. Det er virkelig vellykket og udlægger det romantiske i musikken og kulturhistorien på en meget oplysende måde. Jeg kan ikke huske, jeg har hørt noget lignende.
Beethoven og Liszt: Den rigtig kitchede
Samme Franz Liszt, der kan virke altfavnende, en mystiker, der søger status som popstjerne, udarbejdede en gang en klaverudgave af Beethovens ni symfonier. De har drillet mig i mindst 30 år. Noget af det er tidløs magi og noget af det er frygteligt plat. Der er jo en grund til at Beethoven skrev dybt nuancerede klaversonater med intense eksistentielle og musikalske udfordringer i lille skala for ét instrument – og til at han skrev symfonier, der er kommet til at stå for eftertiden som både begyndelsen og kulminationen på arbejdet med at skabe musik i stor skala for orkester.
Når Liszt arrangerer symfonierne for klaver, bliver det hverken det ene eller det andet. Klavermusik af Beethoven, der langt fra lever op til Beethovens klavermusik. At de havde en funktion for folk, der boede i et hjem med klaver i en radioløs tid i 1800-tallet, er en ting. Alligevel må der også være en eller flere grunde til, at de til stadighed tiltrækker pianister og pladeselskaber. De er genudgivet i en udgave med indspilninger fra 1986-95 af en række pianister, bl.a. Paul Badura-Skoda.
Her er tre mulige grunde: Dels kan man jo genkende og betragte de mange fine melodier og det helt elementære forløb i symfonierne, der sagtens kan høres som en slags musikromaner. Dels kommer man nu engang tættere på opbygningen og alle de små og store sublime, kunstneriske aspekter ved Beethovens symfonier når de fremstilles minimalistisk orkestreret som her. Og dels bliver glæden desto større, når man så hører symfonierne i deres fulde, rigt nuancerede orkersterversion igen.
De suveræne genudgivelser
Hvis man endelig skal høre en instrumentmæssigt nedgraderet udgave af Beethoven, kan jeg inderligt anbefale arrangementet af Beethovens Symfoni nr. 2 for klavertrio (klaver, violin og cello), lavet af Beethovens selv. Den står på en ny genudgivelse af en samlet indspilning af Beethovens i alt 13 større værker for klavertrio, Trio Élégiaques indspilning fra 2012 på Brilliant Classics. Dét er stærke sager.
Bachs Brandenburgerkoncerter, seks små lækre orkesterværker er på en måde den klassiske orkestermusiks begyndelse. Alligevel kan det sine steder lyde som almindelig rytmisk musik, fordi det baserer sig på det samme akkordsystem.
Det er værker, der ligesom Beethovens symfonier og en del andre, følger en livet igennem, hvis man er så heldig at have kendt dem fra barnsben. Man møder dem igen og igen i nye skikkelser, fordi fortolkningsmåderne ændrer sig over tid. Fortolkningerne af Brandenburgerkoncerterne fra f. eks. 1950’erne er næsten ubærligt søbende og slæbende i dag, hvor en mere slank og kølig tilgang har vundet indpas.
Udgaven, indspillet af ensemblet Akademie für Alte Musik Berlin, som jeg strejfede i forbindelse med en nyindspilning af Beethovens symfonier, har i tre-fire år været min foretrukne fortolkning, og den jeg oftest vælger, blandt de mange, der er til rådighed. Den har både en dyb indlevelse, som de gamle indspilninger havde, og en krystalklar orkesterklang, som ikke er en selvfølge i dag, hvor mange indspilninger anvender originalinstrumenter fra 1700-tallet. Der er en særlig lavmælt intensitet over indspilningen, som langsomt, men sikkert afslører sig som indsigt og spilleglæde.
Niklas Sivelöv: Piano concertos – Malmö Symfoniorkester, dirigeret af Victor Aviat, m.fl. (Naxos)
Alwyn: Miss Julie – BBCSO, dirigeret af Sakari Oramo (Chandos)
Alexey Lebedev – Arc Romantique (Genuin Records)
Beethoven, arr. Liszt: The Symphonies – Forskellige pianister (Harmonia Mundi)
Bach: Brandenburger Concertos – Akademie für Alte Musik Berlin (Harmonia Mundi)
Beethovens Klavertrioer – Trio Élégiaques (Brilliant Classics)
Foto: Alexey Lebedev, PR-foto.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
