Hvorfor bebrejder vi mennesker med depression – har teatret svar?

af i Liv & Mennesker/Scenekunst/Sundhed

TEATER // PSYKOLOGI – Bebrejdelse og selvbebrejdelse er et kæmpe problem for mennesker med depression. Alligevel forbliver diskussionen om depression inden for rammerne af samfundskritiske dagsordener eller biomedicinske forklaringsmodel. Disse forståelser og fortællinger gør os dog ikke klogere på, hvorfor vi bebrejder os selv eller andre med depression. Det ønsker forskningsforestillingen Menneskebyrden på Det Kongelige Teater at lave om på. 

I de sidste par år har der været stor fokus på depression. Depressions-debatten har dog været ensporet og reducerende, både den samfundskritiske fortælling om depression som resultatet af et præstationssamfund og den biomedicinske årsagsforklaring med ønsket om at ligestille depression med fysiske lidelser.

Desværre giver ingen af de to fortællinger os en større forståelse af, hvilke problematikker og udfordringer mennesker, der lever med depression, gennemgår og oplever.

Måske netop derfor er bebrejdelse og selvbebrejdelse et stort og vedvarende problem for mennesker med depression. Derfor er det vigtigt, at fortællingenom depression ikke blot ender i disse to diskurser, men i stedet nuanceres og åbnes op til diskussion og refleksion.

Hvis man spørger folk på gaden, om de bebrejder mennesker med depression, vil svaret højest sandsynligt være nej. Men det betyder ikke, at bebrejdelsen kun eksisterer som selvbebrejdelse hos den depressionsramte

Det er formålet med Menneskebyrden, en ny forskningsforestilling om depression på Det Kongelige Teater. I forskningen bag forestillingen, som Københavns Universitet og Enactlab står for, benyttes teatrets engagerende og sociale rum til at undersøge og formidle hvad det er ved depression, som får os til at bebrejde personer med depression. Det kræver en forståelse af, hvad bebrejdelse er, og hvilken adfærd og problematikker, som er knyttet til depression.

Bebrejdelsen er latent

Bebrejdelse og selvbebrejdelse er i fokus fordi netop dette synes at være et generelt problem for mennesker med depression. Det interessante ved et fænomen som bebrejdelse og selvbebrejdelse er, at det er et socialt og relationelt fænomen. Det handler altså ikke bare om personen med depression, men om os alle sammen.

Hvis man spørger folk på gaden, om de bebrejder mennesker med depression, vil svaret højest sandsynligt være nej. Men det betyder ikke, at bebrejdelsen kun eksisterer som selvbebrejdelse hos den depressionsramte. Bebrejdelsen er mere latent og underliggende i folks antagelser om kontrol og handlefrihed.

Derfor har vi i stedet spurgt folk om deres bedste råd til mennesker med depression, hvilket har givet os svar, der blandt andet har lydt sådan:

“Måske de skulle tage ud og få noget frisk luft. Løbe en tur og få nogle endorfiner

Hvad dette, og andre lignende råd afspejler, er en antagelse om, at mennesker med depression kunne handle anderledes eller yde større indsats, end de gør. Det er netop i antagelsen om kontrol og muligheden for at handle anderledes, at bebrejdelsen ligger.

Nogle sociale teorier om stigma (og dets funktion) har fokuseret på, at et fællestræk for stigmatiserede grupper er, at de mere eller mindre eksplicit opfattes som “unyttige

Bebrejdelse afspejler samfundets værdier

Der er forskellige definitioner og forståelser af, hvad bebrejdelse er og inkluderer, men et væsentligt kriterium for bebrejdelse af andre er vores oplevelse af, at de gør noget normoverskridende – noget, som de ikke bør gøre, eller burde have gjort anderledes. Fx. at en person med depression over længere tid ikke svarer på SMS’er eller opkald, ikke møder op til aftaler eller bliver liggende i sengen i flere dage. Dette ‘bør’ man ikke gøre.

Et “bør” referer til en social pligt eller et moralsk ansvar, vi som samfundsborger, forældre, barn, kæreste, kollega eller ven forventes, eller forventer af os selv, at leve op til. Hvad vi hver især forstår som “pligt” varierer afhængig af vores individuelle værdier, men afspejler også noget generelt om vores kulturelle norm- og værdisæt.

Nogle sociale teorier om stigma (og dets funktion) har fokuseret på, at et fællestræk for stigmatiserede grupper er, at de mere eller mindre eksplicit opfattes som “unyttige”, eller at de ligefrem fremstilles, som at de “udnytter” fælles ressourcer, og eksluderes på baggrund af deres manglende sociale værdi for fællesskabet.

Stigmaets styrke vil dog afhænge af, hvorvidt den stigmatiserede gruppe eller individet opfattes som havende manglende vilje eller manglende mulighed for eller evne til at bidrage med værdi til fællesskabet, hvor førstnævnte i højere grad synes at legitimere bebrejdelse og eksklusion.

Bebrejdelsens funktion kan således forstås som en form for “protestreaktion” eller måde at kommunikere misbilligelse eller fordømmelse på. Hvordan vi opfatter andres vilje og kontrollerbarhed i forhold til deres adfærd og (mangel på) handlinger, er væsentlig for graden af vores “protest” eller bebrejdelse af personer med depression og deres adfærd.

Depression er som at mangle en “tænd-knap”

Vores opfattelse og oplevelse af, hvad vi selv er i stand til at kontrollere og handle på, er dog forskellig. Netop i forhold til depression viser det sig, at oplevelsen af både selvkontrol og handlekraft er besværet eller reduceret. Fra forskningsinterviews med forskellige mennesker med depression, har vi fået beskrivelser som:

“At man mangler en tænd-knap”, “at man er fastlåst “, og “at man har cement i blodårerne”.

Disse metaforer og beskrivelser fortæller ikke noget om, hvorvidt det skyldes biologiske forandringer eller samfundsindretningen. Alligevel er det en vigtig beskrivelse af, hvad udfordringerne og oplevelsen af depression (blandt andet) handler om, samtidig med, at det udfordrer bebrejdelsens grundlag.

Fordi fakta ikke virker

Tidligere afstigmatiseringskampagner har dog vist, at det er overraskende vanskeligt at nuancere forståelsen af og holdninger til depression. Informative og faktuelle afstigmatiseringskampagner har i stigende grad fokuseret på at give neurologiske, biologiske, medicinske og genetiske forklaringer på depression med forhåbningen om at fjerne bebrejdelse, skyld og skam.

I teatret kan vi skabe engagement, indlevelse og refleksion ved at sætte publikum i stævne med mennesker med depression

Problemet er, at information og fakta sjældent virker til at ændre holdning, og at bebrejdelse ikke bygger på en objektiv og rationel kalkyle af årsag, kontrol og handlemulighed.

Hvordan og i hvor høj grad, vi bebrejder andre, er påvirkelig af emotionelle og affektive oplevelser og omstændigheder både omkring adfærd, samt generelle (og ikke relaterede) opfattelser af personens karakter og livsstil.

Kort sagt er bebrejdelse ikke kun baseret på rationalitet og evidens, men viklet ind i en række kognitive bias og følelsesmæssige komponenter. Derfor kan selvbebrejdelses- og bebrejdelsesproblematikken heller ikke løses med information og fakta alene.

At undersøge sociale fænomener i teatret

Indlevelse og engagement i andre menneskers problemer og udfordringer er derimod en vigtig komponent i forhold til at give os en større forståelse af, ikke blot hvad det vil sige at have en depression, men om hvilke tanker, værdier, følelser og holdninger, vi selv ligger inde med – og om vi skal tage dem op til revision.

I teatret kan vi skabe engagement, indlevelse og refleksion ved at sætte publikum i stævne med mennesker med depression.

Vores kognitive processer er sådan indrettet, at vi næsten ikke kan lade være med at evaluere og dømme situationer og personer, når vi møder dem. Derfor benytter vi i forskningsforestillingen teatrets kunstneriske og sociale rum til at undersøge, hvordan og hvornår der opstår bebrejdelse af mennesker med depression. Dette gøres samtidig med, at vi har indlagt spørgsmål, som tvinger publikum til at tage stilling og reflektere over egne og andres domme og holdninger.

Dette er et helt centralt element i forhold til at nuancere debatten om depression, samtidig med at det giver forskningen og publikum en unik mulighed for at forstå, hvad det er for et stigma og bebrejdelse, som mennesker med depression møder – hos sig selv og hos andre.


Teaterforestillingen Menneskebyrden opføres på Mellemgulvet på Det Kongelige Teater mellem d. 17. januar og 16. februar 2019

Læs mere om selve forestillingen her.

ENACTLAB
Enactlab er en international ’forskning til forandring’ vidensinstitution med en akademisk tilknytning til Center for Subjectivity Research (CFS), Institut for Medier, Kognition og Kommunikation, Københavns Universitet, som er en del af Det Humanistiske Fakultets eksterne relations strategi.


Fotos: Søren Meisner.

Anna Sofie Cecilie Jensen, cand.scient., er forskningsmedarbejder på ENACTLAB, en vidensinstitution tilknyttet Københavns Universitet. Med et filosofisk blik for (at identificere) værdier, idéer og forforståelser, kombineret med en indsigt i evolutionsbiologiske og genetiske faktorer, interesserer Anna sig for at grave dybt i udfordringer omkring menneskets sundhed og velfærd. Anna er født i 1988 og har en kandidat i Medicinalbiologi og Filosofi fra Roskilde Universitet.